Magiske Legender - TRUXA del 10

In the 1950s, Trukser and Gulli, a couple of magicians, gained international attention with their performances. They received an invitation to perform at Victoria Hall in London and had various experiences while touring. They met famous figures such as journalist Sir Richard Dembleby and performed at the Savoy Hotel. They faced challenges with language barriers and even had a mishap with their car. They also performed on a showboat in the Øresund and appeared on radio and TV programs. They became known for their mind-reading and close-up magic tricks. Despite some controversies and press revelations, they continued to entertain audiences and were well-regarded in their field. Velkommen til serien Magiske Legender, afsnit 10, hvor vi snakker om trukser i 1950'erne. Harry Stanley arrangerede et unikt Day of Magic i Victoria Hall i London. Udgangspunktet var at invitere fire af verdens bedste trullekunstnere, og trukserparet blev beæret, da de fik en invitation. Trukser kørte en dobbeltdækkerbus tværs over Trafalgar Square i myldretiden med bind for øjnene. Ugen i London skulle udnyttes til at skabe flere kontakter, og til en fornem fest på Park Lane Hotel mødte de borgmesteren og journalisten Sir Richard Dembleby. Han var en af BBC's kendte stemmer under 2. verdenskrig, og han tilrettelagde kroningsprogrammet for dronning Elisabeth. Dembleby virkede bekendt, syntes trukser. Det viste sig, at parret havde set ham i voksdagen inde på Madame Tussauds voksmuseum. I Victoria Hall mødte de også den ægyptiskfødte Tino Abib, der bukkede parret til at optræde på Savoye Hotel. Parret havde sendt bagagen til lufthavnen, da de var på vej hjem, men måtte skaffe den tilbage igen og lave flybilletterne om. Gik deres optræden godt, ville de få en 2-uers kontrakt af Abib. Det blev til en 4-uers kontrakt, 2 uger med trulleshowet og 2 uger med tankelæsning. Måske skyldes det, at trukser lovede den kunstneriske leder på Savoye, Carol Gibbons, at medbringe 2 flasker Oddborgs snaps, som var blevet hans øvelingsdrink efter et besøg i Danmark. Tomatjuice og snaps blandede sammen. Parret fik 2 timers engelsk undervisning hver dag, så de kunne lære at tale ordentligt og lære navnene på diverse genstande, som det kunne tænkes, at de engelske publikummer havde i lommerne. Det kunne være en whisky-whip, en lille sølgendstand, der deler sig som en paraply og fjerner vandet i whiskyen. Det var noget af en udfordring for Gulli, der tænkte på svensk, modtog truksers tanker på dansk og skulle svare på engelsk. Men Savoyekontrakten gav international opmærksomhed, og i Oslo paroderede Leif Juster og parret i Stockholm, Gustaf Bernhardt og Carl Gerhardt i København, Dirk Passer og Kjell Pedersen. Næste stop blev Hansa Theater i Hamburg, hvor parret lavede et stort tempo-truldeshow med tysk præcision ifølge truksers sølv. Der var 4 assistenter og 8 dekorationsskift på 22 minutter. Parret var show kl. 16.20, og med en timmes forberedelse til hvert show skulle de mødes kl. 15. Der blev ikke tid til andet end at kigge på den grå bagscene i pauserne, der parrede sku ind på scenen til både åbning og finale. I Hamburg lejede de en lastbil til at transportere rekvisitterne og dem selv rundt. Trukser ville gerne købe en ordentlig bil. I 1950'erne var det meget svært at købe en bil i Danmark, og det var nødvendigt for parret at kunne køre rundt i Danmark og Sverige. Det var stadig en gammel adler, der knap nok kunne køre over Hallandsåsen. Det er næsten en Morris 18. Sidst nævnte havde Trukser købt på en B-indkøbstilladelse fra Varedirektoratet, som var blevet repareret for 16.000 kr. efter en politikonfiskering. Han kunne købe den til 16.000, og som alle nye vågne måtte han ikke sælge den i 3 år. Det viste sig at være et dårligt køb, da der røg en plejlestang for hver 50 km, den kørte. Det blev en bekostet affære, og parret strandede på landevejene mange gange. Trukser fik foretræde hos Handelsminister Lis Kroos, der kiggede på Truksers afslag på at købe en splinter ny bil. Trukserparret havde fotograferet sig selv med alt bagagen i Hamburg, og Lis Kroos spurgte om hun ikke måtte få billederne med hjem til sine børn. Det fik hun, og Trukser modsog en indkøbstilladelse allerede dagen efter, og parret vidste hvilken bil de skulle købe. En Volvo stationcar med god plads til alle remedierne. I tidens løb arvede parret mere end 10 Volvos. Den nye Volvo kørte fuldt lastet via Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig til Savoy-hotellet i London, og Gulli havde fået søde nye kjoler hos Preben Birk, og Trukser havde nye rekvisitter og tricks i ærmet. En aften sad en af Truksers ungdomsidoler blandt publikum, den amerikanske skuespillerinde Ava Gardner. I Danmark havde Trukser og Tuborg samarbejdet før, og i London blev der holdt pressemøde med den engelske Tuborg-afdeling. Den engelske presse blev inviteret til smagsprøver i Tuborgs nye lokaler, og bagefter blev journalisterne kørt til Tower Castle, hvor Trukser lavede Den Svævende Dame på taget af en Tuborg-lastbil. Filmfolk fra British Gourmand, Paget, Paramount News, Universal News og British Movietone mødte op. Fotografer og pressefolk filmede løs, og næste dag blev billederne vist i biografernes journalfilm, hvor Trukser og Gulli selv oplevede optagelserne i en biograf på Piccadilly. De blev også vist i London Illustrated News, Paris-Server i Rom, Morningstar i Okinawa, Chicago Daily News samt de skændte naviske aviser, og sidst men ikke mindst i Læsø Posten. Bagefter blev Trukser kaldt op på den artistiske direktørs kontor, Frue Levy, som sagde, at Trukser og Sørbøje behøver ikke PR. Nogle dage efter henvendte en elegant herre, generaldirektør Lloyd, sig til parret og sagde, der er for mange direktører her på tættet. 1954 gik på held, og dansk fjernsyn var begyndt at tænde. Da Jørgen Rindholt spurgte parret, om de ville lave et tv-program, var der omkring 600 tv-apparater i Københavnsområdet, og dermed ca. 1000 tv-serier. Der blev optaget et program i to dele på Rosenørns Allé med to kameraer. Det var direkte tv, da der ikke eksisterede brændmaskiner dengang. Da parret kom hjem fra London, var de således blevet verdensberømte i Lille Danmark, og der var et marked for en turné i provinsens større byer med hele aftensforestillingen. I Frederikshavn nåede Otto Halmstrøm, der var leder af Frederik Spærr-teater, forbi til sidste halvdel af forestillingen. Da publikum svigtede på hans teater under opførelsen af Omar en papa med Buster Larsen, vil han bringe parret til Frederik Spærr i en 3-timers forestilling af Volmer Sørensen, smæk for skillingen med teaters eget personal. Truxa udfyldte halvdelen af tiden, og efter testperioden på fem dage, blev kontrakten forlænget til knap to måneder. En aften gæstede prins Knud forestillingen med familie og venner. Da Truxa skulle låne et ur, sagde prinsen, – Tag mit, Truxa! Publikum morrede sig, men den herre, der under Truxas kommando skulle knuse prinsens ur med en hammer, morrede sig ikke og udbrød. Åh nej, da det første slag faldt, og lydende knusglas og metal kunne høres på scenen. Prins Knud fik sit ur tilbage i samlet stand, og det endte godt. Det var jo trulleri. I Jørgen Anholds programserie, Truxa Tricks, man ellers ikke ser, filmede kameraet Truxas trullende hænder tæt på. Det var close-up magic lige foran linsen, altså tricks, der var for små til at vise på en scene. Der var ikke mange serer og tv-apparater dengang, og da Truxa nogle år senere prøvede at sælge ideen til fjernsyn igen, var de ikke interesserede. I dag kender vi genren for tv og sociale medier som Instagram og Facebook og TikTok osv., og alle har jo en skærm lige ved hånden. Amerikaneren David Blaine gjorde de mindre tricks populære igen, da han filmede folks reaktioner, når han trullede for dem på gaden. Efter Blaine er der kommet den ene tv-trullekunstner efter den anden, og hvert land har sine egne close-up tv-magikere og tankelæsere. I Sverige har Charlie Keper gjort sig bemærket med sine gadeoptræder. Keper vandt førsteprisen i Talang 2009 og skabte stor opmærksomhed omkring gadetrulleriet. På Øresund arrangerede seerhør og skibsredder Jørgen Jensen showboat sejltur med skarlæt bådene. Det startede i 1949, da han anskaffede det første skib. I Danmark havde man ikke mulighed for at sidde borte med blisten, som havde kørt i svenske biografer siden 1939. Scarlett O'Hara fra filmen lagde navn til skibene. Han er Scarlett, Lillie Scarlett og Dana Scarlett. Svenskere blev sejlet til Bellevue og Dyrehavsparken, og danskere sejlede til Malmø, hvor de så filmen i Palædium. Fra juni 1949 gik biografturen til Landskrona i stedet. Imens filmen blev vist, blev svenskerne hentet hjem fra Bellevue. Når de var kommet hjem, var filmen slut, og danskerne kunne sejle tilbage. Bådene var flydende restauranter, gæsterne dansede til levende musik, og pengene blev tjent på mad og drikke. Billetterne var derfor gratis, og blev flittigt uddelt til passagerne. Der blev uddelt så mange fribilletter, at mange aldrig nåede at bruge dem. De sejlede mellem Landskrona og Tuborg helt frem til 1980. I 1955 præsenterede Volmer Sørensen modopvisninger og tankelæsninger med Trukser og Gullib, Jørgen Jensen fik sejlet sin mindre motorbåd, Miniskarlit, ud midt i Øresund. Her sad Gullib og svarede på dækket. Skibets projektør oplyste dækket, hvorpå Gullib sad. Det gik som planlagt, indtil en hurtigt sejlende motorbåd torpederede Gullibs Miniskarlit-båd. Trukser stod på det store skib og kunne se, at der udbrød brænd i en af motorbådene, hvorefter den forsvandt i dybet. På grund af afstanden og mørket kunne han ikke se hvilken. Kaptajnen på Truksers skib råbte, fuldt kraftbak, og med stor lettelse kunne de se, at Gullibs båd flød, og de to andre svømmænd fra den sunkne båd var reddet op på hendes. Gullib var i chok bagefter. Myndighederne forbød da også gentagelse af dette stunt. Paret udførte i stedet tankelæsningen mellem to salonger på skibet. De resterende 24 dage kontrakten varede. Og vi kan også se et foto her, udlånt fra Cirkusmuseet for Truksers egen samling, hvor han står og omfavner Gulli, og hun har en redningskrans omkring sig. Det er et billede, der er lidt opstillet, så det er nok lavet som et PR-stunt. Men det kan selvfølgelig være taget lige efter. Den første officielle tv-udsendelse fra Stockholm blev sendt fra Tekniske Høgskolen den 24. november 1955. I det lille tv-studie var der to kameraer, et nyt og et gammelt, der lige havde været til reparation i USA. K. Sigurd var producent, og producerede mange udsendelser med Paret senere hen. Sammen havde de lavet et manuskript, og det gamle kameraer skulle filme nærbilleder, og det nyeste totalbilleder. Da Paret havde tryllet lidt, opdagede K. at det gamle kameraer ikke fungerede som det skulle. Trukser lignede en person i et siverligt spejlkabinet. Lang og tynd det ene øjeblik, lille og tyk det næste. En politimand skulle være kontrolant under tankelæsningsnummeret, og var mødt op i kjole og hvidt i anledning af det højtidlige stykke tv-historie. Trukser havde foretrykket manden i ført uniform, da det havde udstrålet mere autoritet. Det blev en anspændt tv-debut i Sverige. I 1955 blev modbukken afskaffet i Sverige. Bogen, der gav borgeren lov til at købe et begrænset antal spiritusflasker om måneden, var forhat af svenskerne, og da den ikke længere fandtes, forsvandt også forbuddet mod optræden på restauranter med udskænkning af alkohol. Trukser fik sit første tilbud fra det nyåbnete Vellinge Hus i Stockholm. På Berns sikrede man sig revysangeren Carl Gerhardt, og på Hamburger Børs optrådte visesangeren Ludo Sigler. Der var pressemøde inden præmieren, og her mødte Trukser og Gulli en gammel bekendt, nemlig radioværten Allan Schulman, der var rykket fra Finland til Sveriges Radio. Han havde allerede reserveret 40 minutter i radioen til paret. Inden Allan gik over til tv-mediet, nåede paret at lave 10 radioprogrammer med ham. Der åbnede flere varietæer, og Trukser fik mange kontrakter. Hos Valand i Gødeborg, Grænscentralhotellet i Gævle, og dernæst Lindsjøbyen, Kalmar, Karlstad og Malmø. Der var opstået et helt nyt stormarked inden for varietæerunderholdningen. Trukser sørgede for at komme i pressens søglys, og paret blev kodet til radiofavoritter blandt læserne på et af bladene. Dekorevyen, hvor paret optrådte i den periode, kvitterede med champagne og blomsterkur. Skuespilleren Gøsta Bernhardt havde både Casino- og Blanche-tætrene i Stockholm, og Trukser-paret optrådte begge steder samtidig ved at køre frem og tilbage i takser. Det blev til 236 forestillinger, ved et tilfælde i det hovednavnet på Blanche-tætret den norske skuespillerinde, Katie Rolfsen, blev syg og paret trådte til. Eksponeringen bragte paret til Malmø på Søgtretæteren og flere andre steder. Efter en forestilling i en mindre folkepark mødtes paret med Gøsta på deres værelse. Mødet blev afbrudt, da en fuld englænder, som Trukser havde skændtes med tidligere, væltede ind ad døren med et glas i hånden, kun iført tarzan under bukser. Han og nogle andre engelske artister havde spillet kort og helt glemt at gå på scenen, og Trukser havde sagt noget til dem. Nu var englænderen vred og skældte Trukser ud. Gulli rejste sig, tog fat i nakker og bukser, slæbte ham ud af værelset og kom tilbage med hænderne børstende mod hinanden. Gøsta kræbte ned i stolen og sagde, hvem bliver mod den næste? Gøsta var nu en god ven, og i mange år havde paret en konkurrence kørende med ham. Hvem kunne aflevere en 100 kroner sød på den sjoveste måde? Paret sendte et påskeris med 25 kroner sælger påmonteret i stedet for gule fjerd. Gøsta svarede igen ved at skænke paret en gammel ost med en indbakt 100 kroner sød. Truksers modtræk var at få stoppet et SAS-fly, i det det trillede ud på startbanen i Kastrup Lufthavn. En stivadesse steg ombord og overrakte Gøsta i en pose. I posen lå en 100 kroner sød. I 1956 var paret igen på scenen i Vællinghus, og ekspressens løbesædel hævdede, at avisen havde afsløret deres tankelæsningsnummer. På en side i avisen kunne læserne høre om bogen Sibbolandshemmeligheder, hvor i et ældt gammelt kodesystem var forklaret. Trukser hævdede, at det var et forældresystem og ubrugeligt. Avisen tjente på avissalget, og paret fik omtale. Og her kan vi se et foto, som er udlånt af Johan Albers samling, hvor Trukser står med en spiseseddel fra Aftenbladet, hvor der står, at Trukser afsløret kan læse tanker. Og det ser ud til, at den bliver vist frem til Gullis 50-års fødselsdag. Ifølge Trukser blev læserne ofte irriteret over afsløringer i pressen, og til en optræden havde Trukser indkøbt og uddelt 50 aviser, så publikum følgede med i afsløringerne. Der gik ikke lang tid før, at en mand i salen rejste sig op og kryllede avisen sammen, smed den på gulvet og udbrød. Nej, det kan ikke gentages på tryk. I et radiointerview til DR, der blev sendt 6. januar 1996, udtalte Trukser sig om afsløringer. Der er ikke noget, der er så kedeligt som afsløringer. Fordi publikum kan ikke lide det, og kommer der en afsløring, så bliver de skuffede. Folk vil gerne have illusionen om, at der er noget mystisk ved det. Så kan publikum diskutere, mand og mand imellem, tror du har lavet det sådan eller sådan. Jeg havde altid et frygteligt tempo på, de fik slet ikke tid til at tænke. Vi er blevet spurgt om, hvordan vi laver tankelæsning mange gange. Jeg har altid sagt, at når folk de ser os, så deler de sig i to lejre. Den ene siger, det er humbug og svindel, den anden halvdel siger, vi tror på det. Jeg blander mig ikke i den diskussion. For jo mere de snakker, jo flere folk kommer og ser os. Da en spiritistisk præst inviterede mig til at tale i hans kirke, nægtede jeg. Vi er artister og lever af at optræde med trulleri. Der er ikke noget magi i det. Magi er noget helt andet. Telepati er et. Det vi laver er noget andet. Gulde og jeg har aftalt, at vi tager hemmeligheden med i graven. Kolleger kan måske lave noget lignende, men de kan ikke gøre, som vi gjorde. Jeg kan ikke selv fordrage ordet trullekunstner. Jeg foretrækker at blive kaldt entertainer. Jeg var verdens bedste. Det er ikke prat, det er rutine. Det er gennem mange år, man får den der selvsikkerhed. Det må man have i den branche, ellers dør man jo. I Danmark var radio og tv interesseret i at lave udsendelser med Pared, og de blev gode venner med Københavns overborgmester, HP Sørensen, under en af disse udsendelser. Han drak kun stjerneøl, og ofte hyggede Pared sig med HP og hans mor, eller hans kone, som blev kaldt mor Karne. Det var i lejligheden på 4. sal på Holmblodsgade. Radioværterne Arne Honoré og senere Klaus Walther var imponeret over Pareds rolige façon, når de trådte ind i studiet til en optagelse. I gør det, som om I skulle ind til et middagsbord, har de sagt flere gange. Gulliluftede deres hund snappigt dagligt i Holmblodsgade, hvor de boede i nummer 104, og mødte ofte en elegant mand, der tog hatten af og hilste. Og som hun sludrede med, når han ville klappe hunden. Hun vidste ikke, hvem han var, og en dag kom til at true sig. Det var vores store skuespiller, Ebbe Rode. Danmark og Sverige samarbejdede om en udsendelse med Volmer Sørensen som vært, hvor Gulli sad i et studie på Rosenørns Allé, og trusser gik rundt blandt publikum i Folkets Park i Malmø. Lørdagspigerne og skuespillere inden, Sara Lernder medvirkede også, og dagen efter skrev aviserne. I udsendelsen bød Sverige på Sara Lernder og Pared trusser, og fra Danmark kom. Pared blev altså regnet for svenske artister. Sommerjobbet fik Pared på Chinataler i Stockholm, hvor kapelmester Eckart Lundin var direktør. Her optrådte store variaténavne fra hele verden. Blandt de andre optrædende var sangeren Johnny Ray, kapelmester Arne Lambert og nummerpigen var Anita Lindblom. Det blev en festlig måned, og Pared blev inviteret i radioprogrammet Frokostklubben, der blev sendt hver søndag kl. 7. Verden var skuespilleren Sigge Fyrst, og selvom han ringede dem op to gange, kom de aldrig med i udsendelsen. Pared sov over sig. Det lykkedes at lave nogle tv-udsendelser i Danmark med Sten Jørgensen. I Cirkus Variaté medvirkede de flere gange, og i Sverige blev der lavet udsendelser med Kåre Sigurd. Desværre er alle de gamle tv-udsendelser overspillet af tv-stationerne selv, da båndene var meget dyre dengang. Per Gad Hansen, leder af DR's arkiv, forklarer, Den danske direktør Børge Binderup og eget pladeselskabet Oktav, da Pared mødte ham i Stockholm, blev det tilbudt en blade. En kramofonblade, hvor indholdet skulle være tankelæsning, blindkørsel og små numre, som lytterne selv kunne lære. Indspillingschefen var Allan Schulman, og pladeproducenten var Østen Warnebrink, der senere blev en kendt sanger i Sverige og selv udgav en masse blader. Pladen på fotoet for oven blev dog ingen salgsucces. Træks Matruksa, en magisk seriænce. Og der kan man se pladekopperet, hvor man ser en person med bind for øjnene, og der står lodret Træks Matruksa. En fin vinylplade. 3-årig Træk havde paret en 3-måneders turné for sammenslutningen af de største provinsaviser i Sverige, der pragte paret fra Kiruna i nord til Ystad i syd med 700 kg udstyr. Afstandene mellem byerne var op til 300 km. På to af turnéerne medvirkede den dansk-franske sanger Bredoudanie, og på den tredje deres gamle assistent Carl Christian Ivelsen. Der var således flere hænder til at pakke bilen hver dag, stille op og skrue rekvisitter sammen. Lokalerne i de forskellige byer var ikke store nok, men til gengæld udsolgt ved ankomst. Når der skulle holdes tissepauser under køreturerne, blev disse kaldt strålekasterpauser. Efter den første krise i Suezkanalen i oktober 1956, hvor FN havde sendt soldater ned for at bekæmpe urolighederne, skulle der sendes underholdning derned til tropperne. Trukserparet blev spurgt om de ville tage derned af velfærdstjenesten i både Danmark og Sverige, og selvom de blev spurgt tre gange, lykkedes det ikke grundet skyderier og andre uroligheder. Paret var blevet forbudt at tage afsted af sikkerhedsmæssige grunde. Men Trukser ville gerne derned og skabe glæde blandt de kanadiske, jugoslaviske, brasilianske, indiske, franske, engelske og skandinaviske udstationerede. Trukser kontaktede derfor impressarion Viola Rosé, også kendt som Lille Viola. Hun kontaktede FN i New York direkte, og aftalen kom på plads, da underholdningen var lige det, der manglede i Mellemøsten. Med et fint kontrakt i bagagen fløj de med SAS derned og fik ifølge Trukser en oplevelse for livet. I Rafaer Lufthavn ådtog diplomaten Ralph Bunch paret personligt, og de fik udleveret et program over alle shows og fester, som de var inviteret til. Der var flere sociale sammenkomster end shows, så det var hårdt arbejde for paret at komme igennem schemaet i det varme Mellemøstlige Klima. Turnéen gik gennem Gaza til Libanon og Beirut, gennem Sinai-ørkenen til Cairo, hvor der over fire dage også var tid til at se nilen og pyramiderne i gidser. Nogle af stederne var midt i en oase, og der kunne ikke gro noget i sandet. Der var i stedet lavet dekorationer af tuborg-doser, og en af dem forestillede en trakt, der blev bragt til Danmark og findes på Tuborg-museet. Ved en optræden på et amerikansk børnehospital fik Truser en uhyggelig oplevelse. Midt i hans optræden faldt to børn sammen og var døde. Den amerikanske læge sagde, at det var helt normalt her, og at han skulle fortsætte showet. Så kan man tale om, at the show must go on. Paret overnattede hos Madame Nasser, og hendes hus var bevugtet af en skræmmende mand i ført forsken fra top til to, med en stor hund, der lignede en ulv til forveksling. Der var ingen vinduer i vinduet, kun skøjder, man ikke kunne lukke. Rundt om huset var der gravet en rende, som vagten kunne hælde petroleum i at antænde, hvis der kom slanger. Hunden hed Billy, og det blev gode venner med manden. Han fik også en tuborg hver aften, men det forlød, at han ikke drak den, men solgte den nede i byen. Da de mødte en skoepuser-dreng i Israel, der havde et billede af Marilyn Monroe på sin skoepuserkasse, sagde drengen spontant til Gulli, It's you! Det var noget af en komplement, mente Truxer. Samme dreng åbnede også Samsons grav for en pakke cigaretter, og Samson var en jydisk held fra det gamle testamentet. De mødte drengen hver gang, de var inde i byen, hvor han tjekkede om penge, ligesom alle de andre drenge, der rendte rundt. Truxer lå, som om han ikke forstod, hvad de mente. En af drengene viste Truxer en stor mønt. Truxer trullede omgående mønten væk og frem igen bag drengens ører. Nu ville alle give Truxer mønter i stedet for at tjekke om dem. En pige spurgte Gulli, hvad hun hed. Da ungerne gentog hendes navn, blev det til Gerli. Gerli betød nemlig troldmand på ægyptisk. Paret var berørt af de fattige i kor. Børnene levede under og forsøgte forgæves at adoptere et ægyptisk barn. Et andet sted skulle Truxer overnatte hos en amerikansk officer, der hed Mr. Noyer. Altså N-O-I-A. Rummet blev oplyst af en stor pære, der fik strøm fra en bil, der stod udenfor i tomgang. Hver gang Truxer sagde N-O-I-A, som han så ofte sagde, troede Hr. Noyer, at de talte om ham. Mr. Noyer gik i seng, og da han ikke forstod dansk og kedede sig. Der var til gengæld en skydegal major, der udfordrede Truxer til at skyde efter den store pære i loftet. Det lykkedes Truxer at ramme, selvom han ikke havde skudt før. Nu skulle de skyde efter sterillys, men det var ikke hver gang, de ramte. De havde ikke lige tænkt på, at Hr. Noyer lå og sov på den anden side af væggen, så han måtte krybe i dækning bag sin fældseng. Da Gulli tog imod dem næste dag i lufthavnen, henvendte Hr. Noyer sig til Gulli og sagde, Din mand forsøgte at dræbe mig i går aftes. Uden han fik pære Noyer efter den oplevelse. Pæret glemte aldrig flyveturen hjem fra Cairo, hvor to af satsmaskinens motorer satte ud med ild i den ene, og de befandt sig i et orkanfuldt luftrum. De troede, at deres sidste time var kommet, og de låde hinanden guld og grønne skove. Efter nogle uhyggelige timer lykkedes det piloten at nødlande i en tysk lufthavn. Der ventede de på en satsmaskine, der skulle flyve dem hjem til København. Her var tollerne flinke, da de havde hørt om turen og sagde blot, Se så og kom hjem. Tilbage i København lavede Truxer blindkørsel gennem strøjet til rådetspladsen ved åbningen af Bjørnhjælpsdagens lodsedelssal. Politiet kontrollerede både Truxer og de øvrige trafikanter, og en tv-vogn fulgte kørslen i en vogn bagved, og det gjorde en repræsentant fra BBC også. Truxer så frem til at se enslaget i Aktuelt. Det kom aldrig, da fotografen havde glemt at sætte film i kameraet. Det havde BBC-manden heldigvis husket, så enslaget endte med at blive vist i flere engelsktalende lande. Volmer skulle trulles frem af en kasse, der normalt var tiltænkt en slang pige, og det lykkedes for den lettere budtede mand at dreje sig rigtigt i kassen, så de overskydende centimeter også kunne gemme sig vejen. Volmer fik tilmed parret på besøg i sit populære radioprogram 12 Rigtige, hvor Truxers forudseelse af tipskoponger stadig var aktuel i medierne. Gulli blev sat ned til politikeren og politimesteren i Køge, Vagn Bro, der havde lovet at være kontrollant og havde udstegt tilladelser til at filme i gaderne. Truxer og Volmer stod på scenen i radiohusets koncertsal i København og ventede på forbindelsen med Køge. I radiohuset troede de, at der var fejl på forbindelsen, men pludselig kom der et skrig igennem, og Bro kunne høre sige, Ja, så kan vi begynde. Det var Gulli, der udstødte et skrig, da Bro kontrollerede, om der var skjulte ledninger eller mikrofoner under skrivebordet, og han var kommet til at strejfe Gulli på benene. Truxer skulle også bryde ved spændetrøje og politiets håndhjern og køre blindkørsel gennem den gamle by med politimesteren på passagersædet og den populære Svend Petersen som speaker. Østjyllands Folkeblad havde trygt en speciel udgave i få eksemplarer til parret, hvor der stod, at den mystiske mister T. havde vist sig i køge. Udsendelsen startede med, at Truxer stod og læste avisen med denne overskrift på toget i køge. Der blev taget et foto af situationen med Truxer, der lægges i spændetrøjen af Wagenbrug, og dette blev trygt i 34 aviser. Udsendelsen sluttede med blindkørselen. Parret blev gode venner med Wagenbrug, og i hans erindringer kan man læse, at Gulli var på hans top tre over piger, han allerbedst kunne lide i hele verden. De to andre var skuespillerinderne Vivi Bach og Pauline Schumann. Wagenbrug skrev om mødet med Truxer i sine erindringsbog de næste 25 år. Erik Bang mødte op i Folketinget og bad om en samtale. Under denne fortalte han, at han sammen med sin svenskfødte hustru optrådte i Otveldo-paladet i København, og nogen af tilhørende eller velrettere tilskurende, havde nu ansøgt, at han under seancerne med sin kone, viskede nogen af svarene til hende eller i hvert fald gav hende nogle himlige tegn. Nu havde han ordnet det således med telefonvæsenet, at han samme aften fik en direkte telefonledning fra København til Køge og spurgte mig derfor, om jeg som en slags kontrolant ville tage hans kone med ned til Køges telefonhus, hvor overtelefonmester HUF Hansen ville ordne de telefonmæssige forbindelser ind til ham i paladet. Jeg gik ind herpå, da et sådan eksperiment også ville interessere mig, men da den unge frue var en meget smuk, lys apparation, sikrede jeg mig, vel også for at i mødegå eventuelt kritik, som da Vivi Bak var i staden, at min kone også blev en slags kontrolant på Køges telefonhus. Det blev en meget interessant forestilling, hvor fru Trugsa og jeg blev indspundet i et net af tråde, der stod i forbindelse med herr Trugsa og en højtaler i Otveldo-paladet i København. Nu lød Trugsa spørgsmålet gennem ledningen fra København. Fruen i køen var anspændt som en feder, men besvarede alle spørgsmål prompte og på rigtig måde. Kun én gang glippede det, i det hun tog fejl i første omgang af et kørekort. Det skulle have været et særligt medlemskort. Skarp lød det nu fra gemalen. Tænk dig nu godt om. Fru Trugsa stivnede, tænkte intenst og begyndte at blive betænkelig. Da kom i stød det nye svar, og det var rigtigt. Jeg tror ikke på de okulte videnskaber og spekulerede derfor nøje over spørgsmål og svar, og mener at løsningen er inden for rækkevidde, men der er syv sejl fra min mund. Nu er der gået mange år siden higende lyse dage i den gamle by ved den historiske Køgebugt. Samme koncept blev optaget i Sigtuna fra Svensk TV, produceret af K. Sigurd. Det gamle rådhus og politistation blev stillet til rådighed, og Gulle blev sminket som en gammel tovkone, og ingen genkendte hende. Det fik de meget sjov ud af. Programmet fik masser af omtale, men grundet en morsag der skete i samme periode, var landsfoden i dårligt humør, og da han var blevet væk i midt om natten. Og pressen spurgte til hans mening om Truxa-programmet. Så snærrede han, og sagde, at det var en skandal at gøre grin med politiet ved at bryde ud af håndhjernen og vise sererne, hvordan man slipper ud af en spændetrøje. Man skal heller ikke vise folk, hvordan man kan snyde med spillekort og køre blindkørsel. Det var uden for alt sund fornuft. Sveriges Radio havde søgt om tilladelse, og havde fået den. Kritikken gik på, at tilladelsen var givet til blindkørsel mellem Stockholm og Helsingborg, og det passede ikke ifølge Truxa. Truxa mente, at politiet løg om denne sag. Chefen for politiet i Sigtune, Folke Svensson, blev anklaget i sagen og suspanderet, imens undersøgelserne foregik. Han fik et nervesammenbrud, og Truxa blandede sig efterfølgende i sagen. Han skrev til de involverede myndigheder, og sagen blev henlagt. Det var Folke glad for, og det vidste så senere, at landsfoden slet ikke havde set udsendelsen, og dermed havde udtalt sig om noget, han ikke vidste noget om. Solleriet følte meget i den lille træværdenses lejlighed på Amager, og paret havde via avisen udset sig i et hus på Nakskovvej i Valby. Sælger var Inge, og da hun havde talt lidt med paret, smed hun de andre interesserede købere ud og programmerede. Huset var solgt. Huset blev sendt i stand, og Truxa hævdede i hans selvbiografi, at de havde deres lykkeligste år der. Den første gæst i huset var Allan Schulmann fra Sverige, og malingen var endnu ikke tør. Da han skulle udbringe en skål, kastede han glasset over venstre skulder, som det var den russiske tradition at gøre. Glasset havnede i den nymalede dør, og glastumper sad fast i malingen. Den halvde fod og halvdelen af glasset var intakt, så hver gang Allan efterfølgende kom på visit, blev hans drink altid serveret i dette glas. Gullis mor mente, at huset på Nakskovvej var som en banegård i myldretiden. Blandt de mange besøgende var Arne Honoré, Broderne Winkler, Ibs Jønberg, Robert Tino, Politimester Vagnbro, Overborgmester H.P. Sørensen og Volmer Sørensen. Sidst nævnte var ofte upopulære blandt kollegerne i radiohuset, da hans projekter altid lykkedes. Når det brændte allermest på, kom Volmer forbi og lånte dagligstuegulvet til en middagslur eller drak kander fyldt med kaffe. Han kunne skrive sange, komponere musik, instruere, sammensætte programmer og præsentere kunstnere på scenen, så publikum blev interesseret. En gang sagde hans læge, at han kun måtte drikke én kop kaffe om dagen, så parret forærede ham en kæmpe, forgyldt kaffekop. Den blev han glad for. Inge-Lise Bock, der gav Trugsa sin første kontrakt til Nationale Skala, var nu direktør i Tivoli. Her ville hun skabe et varietætater, og Trugsa ringede til hende, som de havde aftalt, at han skulle, hvis den dag opbrændte. Det var 1959, og hun var glad for, at det endelig var lykkedes at tale med Trugsa i telefonen i over en halv time. Hun bad endda sin sekretær om at skrive en kontrakt til Trugsa-parret, der skulle ligge klar mandag morgen. Samme aften i radioavisen hørte Trugsa, at hun Inge-Lise Bock var afgået ved døden. Han var den sidste, der talte med hende fra kontorets telefon. Parret startede alligevel i varietæn, og var der i to måneder med musikalsk akkompagnement af Otto Lindhorns orkester. Da tankbåden Standard Horizon skulle søsættes hos værftet i Malmø, blev parret hyret til den store fest. Den græske skibsreder Onassis havde bestilt underholdning og fik fløjet sine gæster fra Europa ind i sin private flyvemaskine. Der blev også fløjet russisk caviar ind fra Rusland, da ingen skandinaviske hoteller kunne levere den ønskede mængde. Guld i syndestandsmagten er olie. Trugsa konstaterede, at det jo også er en tankbåde, man havde søsat. Tankskibet sangt seks måneder senere i den engelske kanal. Trugsa havde reklameret for Tuborg rundt omkring i Danmark, Sverige og England, og samarbejdet førte til et jobtilbud som receptionschef på Tuborg. Intet var på plads endnu, da personalet på en Sverigesbåde ønskede ham til lykke med jobbet. Trugsa forstod ikke, hvad de snakkede om. Det viste sig, at en af de tre direktører havde snakket over sig. Historien bredte sig i medierne, og bryggeriarbejderne protesterede. Skulle Trugsa nu have lov til at optræde fremover, når han havde en chefstilling på Tuborg? Inden der blev balladetragt, trugsa sig fra jobmuligheden i al venskabelighed. Guld i var glad, Trugsa var bare blevet tyk af alle de bajere. USA's Et Sollevandsjov kontaktede Trugsa og spurgte, hvad han kunne lave på fire minutter. Trugsa foreslog, at Guld i kunne sidde oppe i frihedskueen med politimesteren som kontrollant, og Trugsa skulle være tilbage i studiets publikum. I det korte telegramsvar, der kom tilbage, stod der, Nobody trusted a policeman in America. Altså, ingen stoler på en politimand i USA. Og parret hørte ikke mere fra det Et Sollevandsjov. Så har vi her en erindring fra artisten Thorbjørn Holmqvist, som tydeligt erindrer Trugsa. Jeg har set ham mange gange. Blandt andet som 20-årig i 1957 til en helaftens forestilling på det gamle Lorentzberg Circus. Jeg husker, at jeg var meget imponeret over alle hans tricks, ikke mindst tankelæsningen. Trugsa har flere gange i svensk radio, og den episode, jeg husker bedst, er den med tankelæsning, hvor Guld i sad i en helikopter, og Trugsa gik rundt på jorden blandt publikum. Da han var på scenen i Liseberg, tænkte jeg, trickdemonstration. Jeg blev meget skuffet over tankelæsningsnummeret med den nye dame omkring 1980, da han tog en tyk telefonbog frem og lavede siffertricket, hvor summen altid giver 1089. Hun slog op på side 108, og han kunne sige navnet på linje 9. Og så kan jeg lige fortælle, at siffertricket er et trick, hvor tilskuerne nævner nogle siffre, der efter nogle kalkulationer altid giver det samme resultat. Den 11. august 1958 havde Volmer Sørensen premiere på TV i Tivoli, hvor parret medvirket fire gange. Guld i lavede tankelæsning i et program mellem Aarhus og København, og konkurrerede med en fjernskrivere og vandt som den hurtigste. Her kan vi se Volmer og Trugsa på foto fra Cirkusmuseet, hvor de sidder på hver deres side af en lille fjernsynsskærm, og på skærmen kan man se Guld i og Trugsa. Til den tv-transmitterede Ulandsindsamling i Tivoli fik Volmer Sørensen daværende statsminister Viggo Kampmann og Fruge som kontrollanter på scenen. Under loftet hang en kiste, som blev hejst ned på scenen, og indeni lå et bånd, der blev afspillet. På båndet forkønte Trugsa stemme præcis, hvad statsministeren havde foretaget sig. Gaderne var mennesketomme, imens det kørte på tv, men da det i 1960 blev til et nordvisionprogram, faldt seertallene. Trugsa konkluderede, at de skandinaviske seere ikke var modne nok endnu til at modtage underholdning på et andet sprog. I 1958 lukkede Nationalskala. Bygningen stod bare tom, og professor Trebini fik den idé at samle en flok artister, skuespillere og sangere til en kortvarig genåbning. Det blev en stor succes, og arrangementer blev forlænget med en uge. Showet blev kaldt 6-dags-show, inspireret af 6-dagsløbende i Forum København. På scenen medvirkede bl.a. Blueboys Algeolga Gitte og Lene Bytskov, skuespillere og parodist Peter Kitter, der senere lagde stemme til sententfilmene i Danmark, Kai Killian, Lille Gitte og hendes far Otto Henning, Brudil Udsen, klovn Eriko, som også ergerede Pjerret på Bakken, sangerinden Birle Vilke, Gustaf Winkler, rock'n'roll-kongen Ibn Jensen, sandsirsken Corinta og rottekongen Ciprino. Det overvældende overskud gik til politiets ungdomsklubber. Og i næste afsnit skal vi høre om Truxa i 60'erne. Podcasten om den magiske legende Truxa er blevet til i samarbejde med Tryllepotikken i Hvidovre på Hvidovrevej 137 PjerretMagik.dk. Her kan du altid hive fat i Torben, der sælger balloner, spillekort og trylletricks til professionelle artister, og dig der gerne vil i gang med at trylle for venner og bekendtet. PjerretMagik.dk arrangerer også workshops, hvor du kan lære fra rigtige tryllekunstnere, og så kan du bestille biografen om Truxa der. Vi ses!