Details
Okay, så altså, det er noget med en gammel dame, og en gave fra dronningen. Der er også en traktor og en Ferrari med. Og noget vinterbadning.
Comment
Details
Okay, så altså, det er noget med en gammel dame, og en gave fra dronningen. Der er også en traktor og en Ferrari med. Og noget vinterbadning.
Comment
Okay, så altså, det er noget med en gammel dame, og en gave fra dronningen. Der er også en traktor og en Ferrari med. Og noget vinterbadning.
Listen to 66 - Vinterbaderen by Farfar Fortæller MP3 song. 66 - Vinterbaderen song from Farfar Fortæller is available on Audio.com. The duration of song is 14:18. This high-quality MP3 track has 96 kbps bitrate and was uploaded on 26 Mar 2023. Stream and download 66 - Vinterbaderen by Farfar Fortæller for free on Audio.com – your ultimate destination for MP3 music.
Comment
Loading comments...
The story is about an old lady who is a winter swimmer and wants to go swimming in the cold weather. Her electric scooter doesn't work in the snow, so she tries to get into her car but can't because she is too old and stiff. Her neighbor offers her an old tractor to drive to the beach, and she manages to break through the ice and go swimming. When she returns, she suggests trading her car for the neighbor's tractor, but he can't afford it. Hvad med dig? Du lytter til eventyrlige frikvarter. Jeg hedder Lars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. Vinterbaderen Ja, egentlig var hun vel en gammel dame. Det er man som regel, når man er 104 år gammel. Og det var lige hvad hun var. Det er fordi, jeg er vinterbader, sagde den gamle dame. Ved du hvad en vinterbader er for en? Det er en, der bader om vinteren. Og ikke bare i et badkar eller under bruserne som de fleste andre. Nej, en vinterbader går ned til stranden, tager badetøj på og går ud i vandet og bader. Om vinteren. Godt, dækker mig. Det må være forfærdeligt koldt. Men den gamle dame var altså vinterbader og forårsbader og sommerbader og efterårsbader. Hver eneste dag, året rundt, tog hun sit løbehjul og trillede ned til stranden. Det har hun gjort hver dag i 100 år. De første fire år, hun levede, vidste hun ikke, at man kunne bade hele året. Men lige så snart hun fandt ud af det, begyndte hun. Og nu var hun så 104 år gammel. Så en dag, da hun skulle ned og bade, det var en lørdag i december, snede det helt vildt. Åh nej da, sagde den gamle dame. Hvor mit løbehjul kan køre i al den sne. Nå, det finder jeg vel ud af. Og så gik hun ud i garagen, hvor løbehjulet stod til opladning. Hun var nemlig så gammel, at hendes ben ikke rigtig kunne holde til et gammeldags løbehjul mere. Derfor har hun fået et elektrisk løbehjul af dronningen til hendes 100 års fødselsdag. Og det var jo egentlig pænt af dronningen. Nå, men den gamle dame gik altså ud i garagen, hvor løbehjulet stod lige ved siden af hendes Ferrari. Skal vi se om du kan køre i snevær? Sagde den gamle dame til løbehjulet og tog ledningen ud af stikkontakten og træk køret tråd med udenfor. Løbehjulet sagde ikke noget for, ja altså, det gør løbehjul sjældent. Da den gamle dame havde fået løbehjulet udenfor og fået tændt for det, stillede hun sig op og gav fuld gas. Det skete der ikke meget ved. Hjulet kørte bare rundt i al sneen uden at flytte på løbehjulet. Åh øv, sagde den gamle dame, skal jeg da virkelig tage bilen i dag? Den gamle dame var ikke meget for at køre i sin bil, selvom der var mange der mente at det var en vildt lækker lille Ferrari hun havde, og knaldrød var den også. Men der er det, med den slags små flade racerbiler, at de næsten ikke er til at komme ned i, når først man er blevet 100 år. Knoglerne har det med at blive lidt stive i det, når man bliver så gammel, og så er det et problem at komme ned i bilen. Sædet er næsten helt ned med vejen, og det er langt ned, når man er gammel. Men altså, den gamle kone havde ikke andre biler, kun til knaldrøde Ferrari. Det er altså løbehjulet, men det dugede jo ikke i sneen. Så den gamle kone sukkede og trækte løbehjulet ind igen. Børste det værste sne af, og stillede det op ad væggen, inden hun gik ind til kommunen i sit sovværelse og rodede rundt efter nøglen til Ferrari'en. At det var da underligt, mumlede den gamle kone, mens hun rodede i først den ene skuffer, og så den anden, og den tredje, og den fjerde. Først da hun nåede ned til den femte og allernederste skuffen i kommunen havde hun helt med sig. Nede i bunden af et par uldne strømpebukser lå bilnøglen. — Ha! — sagde den gamle kone og ragtede hånden med nøglen i vejret. — Jeg ved lige, hvor jeg har sagerne. Der var hun tilbage i garagen igen, og havde lukket garageporten op. Åbnede hun døren til Ferrari'en, og så sukkede hun. — Åh, du gladhverden var der langt ned! — sagde hun, og forsøgte at sætte sig ind i bilen, og det gik overhovedet ikke. Hendes gamle stive ben og ryg kunne slet ikke holde så meget sammen, når hun kunne komme ind. — Hmm — sagde den gamle dame og kløde sig i håret. — Hvad nu, hvis jeg bare lader mig falde ind i bilen? Det må da ikke hun altså gøre. Og så stillede hun sig med ryggen til Ferrari'ens dør, og lod sig falde baglands ind i bilen, troede hun. — Gong! — sagde det, da hun knaldede ud nede i bilens tag. — Af for katten, der også! — mumlede den gamle dame og gnæd sig på hovedet. Så prøvede hun at kaste sig ind i bilen på samme måde, som man kaster sig ned i en svømmegul. — Gong! — sagde det, da hun knaldede hagen nede i bilens tag. — Af for katten, der også! — mumlede den gamle dame og gnæd sig på hagen. Det næste halve timestid forsøgte hun på alle mulige og en hel del umulige måder at komme ind i sin lille flade møgbil, og så sidste opgave hun. Men der havde hun også så mange blå mærker, at det halve kunne være nok. — Hallo! — lød en stemme udenfor garagen. — Hvad sker der herinde? — det var den gamle dames nabo, der stod og kiggede ind i garagen. — Åh, hej, nabo! — sagde den gamle dame. — Jeg er som ind ved at forsøge på at komme ind i min flade med en meget knaldrød lille møgspand an Ferrari. Løbehjul kan ikke køre i al den sne, og jeg skal jo ned og bade, ved du nok. — Ja, det ved jeg. — sagde naboen og klødte sig i håret. — Men hvorfor gonger det sådan, når du stiller dig ind i bilen? Er der noget galt med den? — Ja, det er, fordi jeg er alt for gammel og stiv til at kunne krølle så meget sammen, at jeg kan komme ind i den skrammelkasse, forklarede den gamle dame. Jeg gonger hele tiden hovedet eller hagen eller benene eller armene eller ørerne eller næsen ind i taget på blikdosen. — Hmm, sagde naboen og tænkte sammen. Han vil jo gerne hjælpe sin gamle dame, naboen, på en eller anden måde. — Altså, sagde han, da han havde tænkt længe. Jeg har jo godt nok ikke nogen bil, du kan låne. Min kone og jeg har kun én bil, og den skal hun bruge i dag. Men måske kan jeg hjælpe dig alligevel. — Kan du virkelig, sagde den gamle dame, det er godt nok pænt af dig. Tænker du, at du vil bære mig ned til stranden, måske? — Arh, sagde naboen, det går nok ikke. Hvad når, hvis jeg falder ens neddriv, så taber jeg dig? — Uhaja, sagde den gamle kone, det duer ikke. Så knækker jeg bare de fleste af mine gamle stive knogler. Ja, dem jeg ikke knækker, de brækker nok, og hvis der er nogen tilbage, er jeg ret sikker på, at de flækker. — Ja, lige præcis, sagde naboen, men jeg har jo en gammel traktor. Den glider i hvert fald ingen steder hen. Den må du gerne låne, hvis det var noget. — Åh ja, sagde den gamle kone, det vil jeg virkelig gerne. Jamen, så ændrede den lige, sagde naboen, og gik over til sig selv. Og et øjeblik efter kom han trillende på sin gamle traktor. Den var grå og havde ikke noget førehus, for det havde traktorer ikke i gamle dage, og naboens traktor var fra gamle dage. — Nej, jublede den gamle dame og klappede i hænderne, mens hun hoppede lige så stille og meget forsigtigt op og ned. — Hvor er den fin! Og så smilede hun over hele hovedet. — Ja, det er jo så min gamle traktor fra 1900 eller andet gammelt, sagde naboen og hoppede ned. Tag du bare den ned og bade. Og det gjorde den gamle dame så. Lige så stille tøffede den gamle grå traktor ned til stranden. — Jeg tager bare lige om lidt, sagde den gamle dame og klappede traktoren kærligt på bagskærmen, og så tog hun sin pose med håndklæder og badedræk og trippede forsigtigt ned til vandet. — Uha, det er køligt! sagde den gamle dame, da hun havde fået alt tøjet af og badedrækken på. — Det var vel nok godt, at jeg tog min uldne vinterbadedræk med i dag. Og så gik hun ud i vandet. Troede hun. — Hov, sagde den gamle dame, da hun havde gået et stykke. Jeg bliver slet ikke våd på tæerne. Og så kiggede hun lidt for at se, hvad der var galt. — Kan du gætte, hvorfor hendes tæer er ikke mere våde? — Øh, lige præcis. Det var så godt, at der var is på vandet. Så i stedet for at gå i vandet, gik hun på vandet. — Ej, helt ærligt, sagde den gamle dame og stampede surt på isen. Alt det børvede med at komme herned, og så kan jeg da ikke komme i vandet. Og så stampede hun lidt mere på isen og sagde, helt ærligt, en gang til. — Hov, sagde hun så. Der fik jeg sandet lige en idé. Og så træskede hun tilbage over isen og op til traktoren, som hun startede, og kørte ud på isen. Det kunne isen slet ikke holde til, og inden længe havde den gamle dame kørt isen så meget i smader, at hun kunne komme i vandet og bade. — Næm' en fytte, hvor er det dog smadret koldt, sagde den gamle dame og klapperede så meget med sine forlorene tænder, at de faldt ud af munden på hende og ned i vandet. — Åh nej, sagde hun, det går ikke uden tænder, så kan jeg slet ikke tygle af gris. Og så dykkede hun ned under vandet og rodede rundt, indtil hun fandt sine tænder igen. — Det var bedre, sagde hun, da hun igen havde munden fuld af tænder, og nu skal jeg satse os med hjem i varmen. Og så gik hun op på stranden, tørrede sig og tog sit tøj på igen og startede traktoren og kørte hjem. — Nå, sagde naboen, da hun kom hjem. — Lykkedes det at komme i vandet? — Ja, det gjorde det i hvert fald, sagde den gamle dame og fortalte, hvordan traktoren havde hjulpet hende med at få hul på isen, så hun kunne bade. Det med tænderne fortalte hun ikke. Hun synes, det var lidt pindligt, og det havde jo heller ikke noget med traktoren at gøre, så det behøvede naboen ikke at vide noget om. — Nå, det var da dejligt, sagde naboen. Måske skulle du bygge dig en gammel traktor, så du kan komme i vandet hver dag, ligemeget om det sneer eller fryser. — Er det hvordan glemragende i det, sagde den gamle dame. Hvad koster den? — Øh, hvad koster hvad? spurgte naboen forvirret. — Traktoren, sagde den gamle dame. Hvad koster din traktor? — Arh, sagde naboen, det ved jeg ikke. Jeg havde ikke lige regnet med at skulle sælge den. — Men kan vi så bytte, spurgte den gamle dame peget ind i karassien. — Bytte, sagde naboen, med hvad? — Jamen med løbehjulet. — Ej, der er, sagde den gamle dame, der ikke med løbehjulet. Det har jeg jo fået af donningen, og jeg tror ikke, det er tilladt sådan at bytte hendes gaver til en traktor. Ej, jeg tænker på bilen. Hvis du nu får min lille flade møgsbande an for reje, så får jeg traktoren. — Arh, sagde naboen, det tror jeg ikke er nogen god idé. Din knaldrøde Ferrari koster jo mange flere penge end min gamle grå traktor, og jeg har slet ikke råd til både at give dig min traktor og et par millioner kroner oveni. — Det skal du heller ikke, sagde den gamle dame. Jeg tænkte, vi kunne bytte lige over. Du får møgsbanden, og jeg får traktoren. Vil det være okay? — Øh, ja, sagde naboen, for det vil være meget okay. Men du snyder dig selv helt vildt ved at bytte noget, der er så dyrt med noget, der ikke koster nær så meget. Folk vil jo bare tro, at jeg har lejet den fra dig. — Jo, sagde den gamle dame, det er da rigtig nok, at møgsbanden er meget mere værd end din gamle traktor, men kun hvis man tænker på penge. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ret ligeglad med dem. Men for mig vil din gamle traktor være meget mere værd end en knaldrødheden møgsband. Jeg kan nemlig bruge din traktor til noget, men jeg kan ikke bruge bilen til noget. I hvert fald ikke uden både bræk og arme og ben. Og sikkert også noget andet. Og hvor sjovt er det så lige at køre, hvis alle knoglerne bare ligger og rasler rundt i små stykker. Ej, det kan jeg selvfølgelig godt se, sagde naboen og Nicke. — Nå, men er det så ikke bare det, vi gør, sagde den gamle? — Jo, altså, det er... Jeg mener, ja tak, sagde naboen. — Godt, sagde den gamle dame og rækne naboen nøglerne til den knaldrøde Ferrari. Vær så godt, nøglerne til ét stykke knaldrøde knaldflade møgsband. Og så kørte naboen Ferrarien ud af den gamle dames garage, og den gamle dame kørte traktoren ind. For hvor sjovt er det lige at have dyre ting, hvis man ikke kan bruge dem til noget. Så er det jo bare ting. Årlig købet, ubrugelige ting, der ikke kan bruges til andet end at blære sig med. Ej, så hellere er noget, man kan bruge. Det er meget mere værd. Du har lyttet til et eventyrligt frikvarter, og nu er frikvarteret slut. Anna Lars, og det er mig, der har skrevet og fortalt det eventyr, du liger. Du kan finde eventyrlige frikvarter på Facebook og i de fleste podcast apps. Bare søg efter eventyrlige frikvarter. Du kan også finde alle mine eventyr på hjemmesiden eventyrligefrikvarter.dk Tak for det, du lytter med. Jeg håber, du har hygget dig, og at du lytter med en anden gang. Kan du nu have det helt eventyrligt, til vi høres ved igen. Danske tekster af Jesper Buhl Scandinavian Text Service 2018
There are no comments yet.
Be the first! Share your thoughts.
![[03-11-2023] Bloque 05](https://audio.com/s3w/audio.com.static/audio/image/68/64/1760126061336468-1760126132837777.jpeg@3840?qlt=75)
