65 - Palle Plops nye gamle skole

Lars tells his friend about a story of Palle Plop, who buys an old school to live in. Palle Plop used to have stress but is now healthy and wants a simpler life. He invites his neighbors to a school party at his new home. They all come and explore the school. Hvad med dig? Du er jo der til eventyrlige frivillige fortjener. Jeg hedder Lars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. I dag skal du høre eventyret Pal Plops nye gamle skole. Er du klar? Så begynder vi. Der var en gang. For sådan begynder alle rigtige eventyr. Det er så du ved, at dette eventyr allerede er sket en gang. Ikke nu, ikke i går, ikke for 100 år siden, men bare en gang. Ser du, der var en gang et hus inde i den store by, og inde i huset var der en opgang. Det var da, hvor der var en trappe, der gik op og op og op, helt op til toppen af huset. Og når man gik op ad den lange trappe, kom man forbi en hel masse døre. Inden man begyndte at gå op ad trappen var der to døre. Bag hver dør var der en lejlighed, og i lejligheden til venstre boede viceverden Rasmussen. Bag døren til højre boede Fryggen Gumpetung sammen med sin kat og sin pappegøje. Gik man så et stykke op ad trappen, kom man til to døre mere, og bag disse døre var der også lejligheder. De lå lige oven på viceverden Rasmussens og Fryggen Gumpetungs lejligheder. Inden venstre boede herre og frue Rogehakker, og inden højre boede Palle Plop. Det hed han faktisk, også selvom det lyder fjollet. Palle Plop var ved at putte alle sine ting i pappkasser. Han skulle nemlig flytte lidt udenfor byen, hvor han skulle bo i en gammel skole han havde købt. Alle børnene udenfor byen var færdige med at gå i skole, og derfor var der ikke længere nogen der brugte dem. Palle Plop havde elsket at gå i skole dengang han var barn, og tænkte at det der måtte være vidunderligt at bo i en gammel skole. For hvem ved, måske stod der stadig nogle spændende regnestykker på tavlen. Gik man så længere op ad trappen, kom man op til det der hed anden sal. Og deroppe var der også to lejligheder, og derfor var der også to døre. Til venstre boede Jytte og John med deres to drenge, Emil og Alfred, og til højre boede Mia og Morten og deres to piger, Eva og Anna. Det sidste stykke af trappen førte op til tredje sal, hvor der var to bittesmå lejligheder helt opundertaget. De var så små, at der kun kunne bo én i hver, Anton til venstre og Solvej til højre. Det er altså mange mennesker i ét hus. I det hus jeg bor i, bor der kun to, nemlig min kone og mig. Men hvor mange boede der i det store hus i den store by? Talte du, efterhånden som jeg sagde hvem de var? Hvis det ikke du gør, kan jeg fortælle dig at der var femten i alt. Femten mennesker i ét hus. Det synes jeg altså er mange. Men måske bor du selv i en lejlighed, i en opgang hvor der bor endnu flere mennesker. Og så synes du jo nok ikke at femten er ret mange. Men det underlige var, at ingen af dem rigtig kendte hinanden. Altså der hvor der boede flere i én lejlighed, kendte de selvfølgelig de andre i den lejlighed, men dem i de andre lejligheder kendte de ikke rigtigt. I hvert fald ikke de voksne. Børnene kendte hinanden og legede sammen næsten hver dag, men ikke de voksne. Nogle gange mødte de hinanden ude på trappen, men så sagde de bare goddag, eller dag, eller hej og skønt så videre. Jeg synes det er lidt mærkeligt, at der kan bo så mange i det samme hus, uden at de kender hinanden. Men det er mange gange sådan det er, i de der huse med mange lejligheder. Nå, men vi skal lige ned til Palle Plopp igen, ham der boede nede på første sal. Palle Plopp havde haft stress, men var blevet rask igen. Stress er sådan en sygdom man kan få, hvis man laver mere end man kan holde til, og slet ikke kan finde ud af at holde op. På et tidspunkt bliver man så træt, at det er som om der er nogen der trækker stikket ud af hjernen, så den slukker. Palle Plopp var heldigvis blevet rask, og der var blevet tændt for hans hjerne igen. Ja, faktisk var han blevet så rask, at han en dag sagde til sig selv, nej, ikke om jeg gider knokle hele dagen som skraldemand, bare for at komme hjem og sove, så jeg kan være frisk til at knokle som skraldemand hele næste dag også, bare for at tjene penge nok til at bruge en lejlighed, hvor jeg nærmest kun skal sove. Niks! Ikke tale om! Slut brudt med det pjat! Og så gik han ud af lejligheden, og ned ad alle trapperne, og ud på fortoget. Her drejte han til højre, og gik hen til ejendomsmæleren inde på hjørnet. En ejendomsmæler er sådan en, der sælger de huse, som der ikke er nogen andre, der skal bruge til noget. Dav! sagde Palle Plopp til ejendomsmæleren. Goddag! sagde ejendomsmæleren og bogede. Hvad kan jeg hjælpe med? Jeg vil gerne købe et hus, sagde Palle Plopp. Så gerne, sagde ejendomsmæleren. Hvorhenne? Det er lige mig, jeg tager det bare der, hvor det ligger, sagde Palle Plopp. Jeg behøver ikke at få det pakket ind eller leveret eller noget. Ja vel, sagde ejendomsmæleren, og trykkede på en helt masse knapper på sin computer. Der er et lige her, sagde han, da han var færdig med at trykke, og viste Palle Plopp et billede på skærmen. Det er en gammel skole. Den er pæn, sagde Palle Plopp. Den tager jeg. Så gerne, sagde ejendomsmæleren. Det bliver lige en million tohundredelve tusind kroner og 48 øder. Tager du en mobile-pay, spurgte Palle Plopp. Naturligvis, sagde ejendomsmæleren. Og så købte Palle Plopp en gammel skole, og begyndte at pakke sine ting ned i kasser, så de var lettere at bære ud til den nye, gamle skole. Hvad laver du? spurgte Emil op fra indensal. Palle Plopp havde nemlig glemt at lukke døren ind til lejligheden, sidst han var ude i den nye, gamle skole med en kasse. Jeg pakker, sagde Palle Plopp. Hvorfor? spurgte Emil. Ja, det er, fordi jeg skal flytte, forklarede Palle Plopp. Hvor flytter du hen? spurgte Emil. Jeg har købt en gammel skole lidt uden for byen, og der flytter jeg ud, sagde Palle Plopp. Hvorfor kan du ikke bare blive her? spurgte Emil. Nej, det er, fordi det er for dyrt at bo i en lejlighed, og fordi jeg er nødt til at arbejde alt for meget for at få råd til at bo i den. forklarede Palle Plopp. Jamen, koster det ikke noget at bo i en gammel skole? spurgte Emil og rynkede Brynne. Han synes, det lyder underligt, og han var ikke helt sikker på, hvad han forstod, hvad Palle Plopp snakkede om. Jo, det gør det, sagde Palle Plopp og smilede, men ikke nær så meget som at bo her i lejligheden. Og så er der en have, hvor jeg kan dyrke gulerødder og kartofler og ærter og alt muligt, så jeg ikke behøver tjene penge for at kunne købe det. Det synes jeg er ret smart. Det giver nogle fredage på den lange bane. Okay, sagde Emil. Han var ikke helt sikker på, at det var rigtigt, det Palle Plopp sagde. Så vidt Emil vidste, var gulerødder og kartofler og ærter noget, man købte hos købmanden eller grønthandleren, og han forstod ikke, hvorfor Palle Plopp ville have en købmandsbutik ud i haven. Og hvad var det for en lang bane, der var fredage på? Av, hvis det ikke alt forklarede ham Palle Plopp. Du kan jo komme ud og besøge mig, hvis du vil, sagde Palle Plopp. Skal jeg altså gå i skole? spurgte Emil forsigtigt. Han syntes, at han gik nok i skole, og havde bestemt ikke lyst til at gå endnu mere i skole. Og der er slet ikke en underlig skole med en købmandsbutik ud i haven og en lang bane med fredage på. Nej, nej, sagde Palle Plopp, bare roligt. Den gamle skole jeg har købt er ikke en skole mere. Nu er den bare et stort hus med en hel masse værelser og en kæmpe stor have, der engang var en sportsplads. Må far og mor og Alfred komme med? spurgte Emil. Ja, det må de i hvert fald, sagde Palle Plopp. I skal være velkomne allesammen. Okay, sagde Emil. Nej, ved du hvad, sagde Palle Plopp, jeg har fået en bedre idé. Vær med, om jeg laver en rigtig fin invitation, som vi putter i brevsprækkerne i alle lejlighederne. Så kan hele opgangen komme til skolefest i min nye gamle skole, og så kan vi spise ærter og guldrødder og kartofler. Jeg kan også bage en kage i det gamle skolekøkken. Hvad synes du om den idé? Det er en god idé, sagde Emil og smilede over hele hovedet. Ja, der er bare et problem, sagde Palle Plopp og så helt trist ud. Jeg har fået pakket alt mit papir og mine farvebilander ned i en kasse, og jeg kan ikke huske, hvilken kasse det var. Du må gerne låne noget papir og nogle farvebilander af mig, sagde Emil, og blive helt glade over at kunne hjælpe Palle Plopp, selvom han egentlig ikke kendte dem ret meget. Tak, sagde Palle Plopp, det er pænt af dig, men jeg er jo travlt med at pakke, så jeg får nok ikke tid til at lave indbydelser til skolefest. Altså jeg kan da godt lave dem for dig, hvis det skal være, sagde Emil. Gider du virkelig det, sagde Palle Plopp og smilede stort til Emil. Ja da, sagde Emil, jeg gør det lige med det samme. Og så løb han op på anden sal, hvor han boede, og fandt papir og farvebilander frem. I det samme kom Alfred Brasne ind på Emils værelse. Han havde Anna fra lejligheden inde ved siden af med. De to er allerede sammen over hos Anna, men skulle lige over til Alfred og hente noget. Hvad laver du? spurgte Alfred. Jeg laver en indbydelse, forklarede Emil. Til hvad? spurgte Anna. Til Palle Plopps skolefest, sagde Emil. Hvad snakker du om? sagde Alfred. Og så fordragede Emil, hvordan det hele hang sammen. Og inden længe sad Emil og Alfred og Anna og Eva. Anna var nemlig løbet ind efter Eva, og lavede de flotteste indbydelser til alle de andre i opgangen. Og en uge efter, at Palle Plopp var flyttet ud af lejligheden og ind i den gamle skole, tog vicevært Rasmussen for en gumpeton og en kattekapappe grøje og herfro rohakker og Jytte og John og Emil og Alfred og Mia og Morten og Eva og Anna og Anton og Solvejr op under taget, alle sammen bussen ud til Palle Plopp. Der var også en ny familie med. Det var Susanne og hendes to børn Victor og Maja. Det var dem, der var flyttet ind i Palle Plopps lejlighed, da han flyttede ud. Velkommen alle sammen, sagde Palle Plopp, da bussen havde sat dem alle sammen af ved den gamle skole. Hvor er det dejligt at se jer. Mange tak, sagde de alle sammen. Eller næsten alle sammen, blev jeg ikke sikker på, om katten og pappegøjen sagde noget. Det er også dejligt at se dig. Og så viste Palle Plopps dem rundt i sin nye gamle skole, og de sagde alle sammen, næ, og åh, og ii, og jeg skal på lokom. Ja, det sidste, det var noget pappegøjen sagde, men de sagde den altid, så det var der ikke nogen, der tænkte noget videre over. Da der ikke var nogen, der kunne spise flere ærter og gulerødder og kartofler, og da der ikke var nogen, der kunne drikke mere te og kaffe og saftevand, var det tid til at tage hjem til opgangen igen. Jo, sagde Emil, det var lige så hyggeligt. Ja, det var det, sagde Anna, jeg gider slet ikke hjem. Det gør jeg heller ikke, sagde Alfred og Eva. Det er der ikke noget at sige til, sagde børnenes forældre i munden på hinanden. Det har været rigtig hyggeligt, men måske kan vi besøge Palle Plopp en anden dag. Det kan I i hvert fald, sagde Palle Plopp, lige så tit I vil. Og så stod han lidt og tænkte på noget. Nej, ved I hvad? sagde han sig. Hvad med, at vi laver et kollektiv her i den gamle skole? Hvad er et kollektiv? spurgte Eva. Ja, det er, hvis man har et stort hus, hvor der bor en hel masse mennesker sammen, forklarede Evas far, så hjælper man hinanden med alting, med at lave mad og gøre rent og passe køkkenhaven og så noget. Præcis, sagde Palle Plopp. Har jo masser af tomme glasværelser, og så kunne vi alle sammen få hver vores glasværelser at bo i. Og spise sammen og hjælpe hinanden med det hele, sagde Visebert Rasmussen. Og har masser af plads til papagøjen og katten, sagde Fryggen Gumpetung. Jeg skal bo lokum, sagde papagøjen. Lige præcis, sagde Palle Plopp. Hvad siger I? Ja, sagde Emil. Jubi, sagde Eva. Hurra, sagde Alfred og Anna i munden på hinanden. De voksne sagde ikke noget. De skulle lige tænke over det. Det skal voksne altid. Tænke, tænke, tænke. Det er meget nemmere med børn. De er ikke så længe om at beslutte sig. Jeg vil i hvert fald gerne, sagde Solvej, der var den af de voksne, der først blev færdig med at tænke. Har så dejligt meget plads, og så behøver jeg ikke længere gå og dukke nakken for de, der er lavt til loftet, sådan som der er hjemme under taget. Ja, vi vil også gerne sige ja tak, sagde herre og fru Ruehakker. Og efterhånden som de voksne fik tænkt færdig, sagde de alle sammen, at de synes, det var en rigtig god idé, Palle Plopp havde fået, og at de alle sammen meget gerne ville være med til at lave et kollektiv i den gamle skole. Og sådan gik det til, at alle dem, der bodde i opgangen ind i byen, flyttede ud i den gamle skole for at bo sammen og hjælpe hinanden med det, der skulle gøres. Og lige pludselig blev det at lave mad og vaske op meget sjovere, end det nogensinde havde været, og det blev også meget sjovere at gøre rent og at så ærter, gulerødder og lægge kartofler. For det er bare sjovere, når man hjælper hinanden med det, der skal gøres, og når alle får glæde af alt det, man gør sammen. Og hver aften, når Emil og Alfred og Eva og Anna skulle i seng, syntes de, at de havde haft den bedste dag nogensinde, og så sov de, for man sover så godt, når man er ude i den friske luft hele dagen, og også selvom man skal hjælpe med forskellige ting. Du har lyttet til et eventyrligt frikvarter, og nu er frikvarteret slut. Jeg hedder Lars, og det er mig, der har skrevet og fortalt det eventyr, du lige har hørt. Du kan finde eventyrlige frikvarter på Facebook og i de fleste podcastlabs. Bare søg efter eventyrlige frikvarter. Du kan også finde alle mine eventyr på hjemmesiden eventyrligefrikvarter.dk. Tak for det, du lyttede med. Jeg håber, du har hygget dig, og at du lytter med en anden gang. Kan du nu have det helt eventyrligt, til vi høres ved igen. Danske tekster af Jesper Buhl Scandinavian Text Service 2018