62 - Den lille stjerne

Lars tells a story about a little star that lives in the sky with its grandfather. The star is bored of only seeing trains and wants to see something different. It decides to go on a journey to see planets and moons. The star meets different planets and a comet along the way. Finally, it lands on Earth and a little boy and his father look up at the stars. Hvad med dig? Du lytter til eventyrlige frikvarter. Jeg hedder Lars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. I dag skal du høre eventyret Den lille stjerne. Er du klar? Så begynder vi. Der var en gang. For sådan begynder alle rigtige eventyr. Det er så du ved, at det er et eventyr om noget, der skete en gang. Ikke nu. Ikke i går. Ikke for 100 år siden, men bare en gang. Altså der var en gang en stjerne, den boede op i himlen, sammen med milliarder af andre stjerner. Der var alle mulige slags. Der var store stjerner og små stjerner. Der var kæmpe stjerner, og der var stjerner, der var så langt væk, at der nok aldrig ville være nogen, der opdagede dem. I stedet for himlen, hvor det nærmest ikke var til at se noget, nemlig lige midt i en stjernetog, boede der en lille stjerne sammen med sin bedstefar. Bare jeg kunne se noget, sagde den lille stjerne til sig selv. Men det kunne den ikke. Den kunne kun se toge, toge og toge og toge. Ikke andet. Øj, hvor jeg har kedeligt, sagde stjernen. Kedeligt med kedeligt på. Bare jeg kunne se noget andet end toge. For der må da være noget andet at se, et eller andet sted. Stjernen prøvede at snurre lidt rundt om sig selv, men det hjalp ikke rigtig noget. Det var toget over det hele. — Bedstefar, sagde den lille stjerne og prikkede til sin bedstefar, der hakker sov til middag. — Mmh, sagde bedstefars stjerne og åbnede det ene øje. Hvad er der? Jeg kom bare til at tænke på, om der ikke er nogen steder, hvor man kan se noget, eller om der bare er stjernetoget over det hele. — Nej, nej, sagde bedstefars stjerne. Der er sgu mange steder, hvor man kan se en helt masse spændende ting. Mange steder. Der er både planeter og måner og kometer og, ja, og andre stjerner selvfølgelig og, ja, det var vist det hele. Nej, jeg glemte helt de sorte huller. De er der også, men de tæller ikke rigtigt, for dem kan man ikke se. Men der er meget af det. Masser at se på. Det er meget smukt. Meget smukt. — Åh, bedstefar, sagde den lille stjerne. Kan vi ikke tage derhen? Jeg er så træt af tog, og vil rigtig gerne se noget andet. Jeg vil hele tiden bare gerne kunne se noget. Kan vi ikke det, bedstefar? — Næ, du, det går ikke. Jeg er lige ved at sove til middag, så vil jeg jo ikke bare renne fra det hele. — Men så bagefter, bedstefar, når du er færdig med at sove, please, plagede den lille stjerne. — Ja, det ved jeg ikke, det må vi se til, sagde bedstefars stjerne og lukkede øjnene igen. — Øv, sagde den lille stjerne og sparkede til en komet, der fløj forbi tæt nok på, til den lille stjerne kunne se den. Den vidste nemlig godt, at når de voksne sagde, det må vi se til, så blev det aldrig til noget. Og så hang den lille stjerne og kedede sig i al togen, og bagefter kedede den sig lidt mere, og så meget mere, og til sidst havde den fundet op. — Nej, sagde den lille stjerne bestemt, nu tager jeg bare selv ud og leder efter det der sted, hvor man kan se alt muligt. Og så gik den lige forbi bedstefar, der var han og snorved, og der var ikke opdaget noget. Det tog ret lang tid at komme igennem togen, men endelig var det som om den lettede. Den lille stjerne kunne så småt ane andre stjerner langt væk, og begyndte at løbe for at komme hurtigere ud af togen, og pludselig var den ude. Den lille stjerne stod helt stille og glodet. Den havde aldrig nogensinde set noget lignende. Den kunne se tusindvis, ja, måske endda millioner eller milliarder af andre stjerner. Nogle lyste klart, andre blinkede, nogle var gule, andre var næsten helt hvide, og andre var orange. Rundt om kunne den se andre stjerner tåge og stjernebilleder. Den så også masser af kometer, der fes rundt over det hele, og så var der nogle underlige stjerner uden lys i. Det ved vi, det er for noget, tænkte den lille stjerne. Måske havde de der planeter og måner som bedstefar snakket om. Det ved vi, de skal bruges til. Det med stjerner, kunne den lille stjerne forstå, det gav god mening. De løste jo hele himlen op, så alle bedre kunne se alt det spændende, der var at se. Men planeterne og månerne forstod den lille stjerne ikke. De var jo ikke rigtig tændede. De kunne ikke engang blive hængende stille og roligt, men drønede rundt om sig selv og hinanden. Det var selvfølgelig meget sjovt at se på, men hvad de lige skulle bruges til, kunne den lille stjerne ikke regne ud. Måske skulle jeg prøve at gå hen og se, hvad de er for nogen, tænkte den lille stjerne. Måske kan jeg spørge dem, hvad de hedder og hvad de laver. Men hvordan måtte jeg komme mig hen til dem? Den lille stjerne begyndte at gå, og den gik og gik og gik. Og der var godt nok langt, hen til de planeter, de kunne se. Pludselig kom der en komet drønende hen mod den lille stjerne. — Du godeste! sagde den lille stjerne forskrækket, så ikke der er en fart, der ender på. — Hvordan må der vide, hvordan jeg kommer hen til planeterne? — Undskyld, sagde den lille stjerne, men kan du sige mig, hvordan jeg kommer hen til planeterne? — Vush! sagde det, da kometen for forbi. — Nå, tænkte den lille stjerne, den er nok travlt. Jeg finder en anden at spørge, og så fortsatte den et godt stykke videre. Men da den havde gået i flere dage, blev den efterhånden træt i benene og sat sig ned på himlen. — Subub! sagde det, da den lille stjerne forsvandt ned i et hul. — Alverden sker dig, tænkte den lille stjerne, jeg synes da ikke jeg så noget hul. Og så kom den i tanke om, hvad bedstefar havde sagt om sorte huller, at man ikke kunne se dem, og så blev den enig med sig selv om, at den nok var kommet til at sætte sig i sådan et hul. — Men hvordan kommer jeg op ad hullet igen? tænkte den lille stjerne. — Hvor er op i det hele taget hen? Der er nemlig helt mørkt nede i det sorte hul. Ligesom hvis du lukker øjnene og maler øjen låne sorte og holder hånden for øjnene ned under din dyn, så mørkt var der. Og så er det altid svært at se noget. — Puff! sagde det, da den lille stjerne røg ud af det sorte hul igen. — Nå, tænkte den lille stjerne, det var da et mærkeligt hul. Der var slet ingen bund i det, jeg røg bare igennem. — Men okay, så må jeg se, hvad jeg kan komme hen til de der planeter. — Men hov, hvad var nu det? Alting så helt anderledes ud, end før den lille stjerne faldt ned i hullet. Det var som om planeterne var meget tættere på, end de har været for et øjeblik siden. — Mystisk, tænkte den lille stjerne, men også ret fedt, for nu holder jeg jo ikke helt så langt at gå. Og da den er gået et lille stykke ikke ret lang tid, kom den hen til en vej. Mælkevejen stod der på et skilt. — Jamen så tager jeg da bare og følger mælkevejen, sagde den lille stjerne til sig selv. Og så gjorde den det. — Hmm, tænkte den, gad vide om der også findes en kakaovej eller en yoghurtvej, eller om det er en sødmælksvej eller en skummet mælksvej jeg går på, eller minimælk, eller laktosefri mælk. Og så kom den helt tæt grine. — En laktosefri mælkevej? Det lød lidt forskørt. — Den lille stjerne er gået et stykke tid, kom den til en planet. — Goddag, sagde den lille stjerne, hvad hedder du? — Jeg hedder Neptun. — Sagde planeten, hvad hedder du? — Jeg hedder Stjerne, sagde den lille stjerne. — Det er et pænt navn, sagde Neptun. Hvor kommer du fra? — Det er jeg ikke helt sikker på, sagde den lille stjerne. Jeg kom til at sætte mig i et af de der sorte huller, og så kom jeg ud et helt andet sted. — Ja, sagde Neptun, det er noget skidt med alle de huller. Du er ikke den første, der har råd i sådan et. Nogen burde gøre noget ved dem. Jeg har ringet til kommunen et par gange, men de siger, at hullerne ikke er deres. — Nå, jeg må videre. Kan du hygge dig? Og så svævede Neptun videre, på sin tur rundt i rummet, og den lille stjerne fortsatte sin tur. Den havde fået øje på en meget stor stjerne, der ikke så ud til at være en lang blik, og bestemte sig for at tage hen på at hilse på den. Det kunne jo være, at de var i familie eller havde fælles bekendte eller noget. — Dyt, dyt! lød det pludselig, og den lille stjerne blev helt forskrænket og vindt sig om. — Vil du være sød at træde lidt til side? spurgte en kæmpestor planet, der nærmede sig et død stål i min bane, og det er noget frygtelig råd, når planeter og stjerner støver sammen. Det støver helt vildt. — Ja, ja, selvfølgelig, sagde den lille stjerne og tog på skridt til siden. — Mange tak, sagde den kæmpestore planet. — Hvad hedder du? spurgte den lille stjerne. — Jeg hedder Saturn, sagde planeten. Jeg mødte lidt Neptun derhen, når han sagde, at han havde snakket med en lille stjerne, der hed Stjerne. Det skulle vel aldrig være dig? — Jo, sagde den lille stjerne, det er godt nok mig. — Men hvad er det for noget, der er rundt om dig? — Det der på midten, sagde den og pegede. — Det er mit bælte, svarede Saturn. — Hvorfor har du bælte på? spurgte den lille stjerne. — Det så ikke tag på bukserne, forklarede Saturn. — Åh, smart, sagde den lille stjerne. — Ja, rigtig smart, sagde Saturn. — Nå, jeg må videre. Kan ryge dig! og så fortsatte Saturn i sin bane. Den lille stjerne gik videre. De næste to planeter nåede at smutte forbi, inden den nåede ind til dem. Den første var koloenormt, kæmpestor, og den næste var ikke særlig stor og var mere sådan rød i det. Og så kom der en planet, der var blå. — Ej, hvor er den flot, sagde den lille stjerne. Og da den blå planet kom nærmere, kunne den lille stjerne se, at den ikke kun var blå, den var også hvid og grøn og alle mulige farver. — Wow, sagde den lille stjerne, da den blå, hvide og grønne planet kom helt tæt på. Hvor er du smuk! Hvad hedder du? — Tak, sagde planeten med farvet. Jeg hedder Jorden, men jeg skal skynde mig videre. — Hvor følsom er der, spurgte den lille stjerne, der nødvilligt slippe Jorden af syne. — Gerne, sagde Jorden, du kan også bare komme ombord, så bærer jeg dig med rundt. — Kan jeg virkelig det, spurgte den lille stjerne overrasket? — Ja, selvfølgelig. Bare hop ned på mig. Og så hoppede den lille stjerne ned på Jorden. Og ned på Jorden stod der en lille dreng med sin far i hånden og kiggede op på nattehimmelen og de mange stjerner deroppe. — Se, far, sagde drengen og pegede, et stjerne skud. Du har lyttet til et eventyrligt frikvarter, og nu er frikvarteret slut. Jeg hedder Lars, og det er mig, der har skrevet og fortalt det eventyr, du lige har hørt. Du kan finde eventyrlige frikvarter på Facebook og i de fleste podcast-apps. Bare søg efter eventyrlige frikvarter. Du kan også finde alle mine eventyr på YouTube. Tak for det, du lyttede med. Jeg håber, du har lykket dig, og at du lytter med en anden gang. Kan du nu have det helt eventyrligt, til vi høres ved igen. Danske tekster af Jesper Buhl Scandinavian Text Service 2018