Magiske Legender - TRUXA del 19 - Irene

Magiske Legender Velkommen til podcast-serien Magiske Legender, hvor vi snakker om trukser. Bogen er indtaget i de første 18 afsnit af podcast-serien Magiske Legender, så jeg går ud fra, at du har hørt de første 18 afsnit, fordi de to sidste afsnit, som vi skal i gang med nu, det er faktisk interview med folk, der kendte Gulli og trukser. Og i dag har jeg taget ud til Cirkusmuseet Hvidovre, hvor hele projektet om trukser jo startede. Det startede jo med, at Cirkusmuseet ringede til mig inden truksers 100-års fødselsdag i 2019 og spurgte, om jeg kunne lave et show om trukser. Og der måtte jeg også sige, at jeg var ikke helt klar over, hvad for nogle ting han lavede. Jeg har set lidt på tv med ham i det er to stegyldne timer osv. Og så ved jeg, at jeg har lidt udstilling herude. Men jeg kom herud og så en masse kasser fra hans private samling med papirer, hviltestester, dopestester, fotos, skrapbøger osv. Og så tænkte jeg, at der er jo ikke bare til researchen til et show om ham, der er jo også til at skrive en bog om ham. Og det var jo så en tanke, jeg så gik med, mens jeg researchede til det her show og fundede ud af, hvad for nogle tricks jeg skulle lave osv. Men så er jeg en dag til et møde ude i danske cirkusvenner. Og der går jeg hen til formanden, jeg tror det er Ole Simonsen på lidt tidspunkt, eller i hvert fald en fra bestyrelsen, som siger til mig, altså hvis du skal skrive en bog om trukser, så skal du have fat på Irene. Og så tænker jeg, Irene, når er det hende derovre er okay? Hende har jeg egentlig aldrig rigtig fået at snakke med. Og nu sidder du her, Irene. Ja, det gør jeg. Ja, og det gør du fordi, at uden dig, så havde jeg jo faktisk ikke besluttet at skrive bogen om trukser. Det tror jeg også, jeg har sagt til dig. Har jeg ikke sagt det til dig? Det har du sagt, men det er ikke så meget sagt. Nej, det er jo fordi, at du kendte både Gulli og trukser privat de sidste 10 år af deres liv. Ja, det var 10 meget, meget sjove år. Det var også lidt spændende år. Det var også mit liv nærmest. Jeg drejede 180 kroner. Ja. Fordi vi startede med en trafikudløb i 86, hvor jeg røg ind på kommunerudtagene. Og efter nogle forskellige forvækninger med et kompliceret benbrud, så skulle jeg til at komme hjem og træne videre. Men der skete bare det, at jeg lige pludselig så sprækket benene engang til, på grund af nogle komplikationer. Og det ender så med, at en dag ligger jeg i min hospitalseng og venter på, så lyder der en meget, meget høj kraftig stemme ude på gangen, fordi der skulle ligge en ny patient ved siden af mig. Og jeg ved ikke, jeg tænkte, hold da op, det var da en voldsom, kraftig, svælt stemme. Men det lyder fuldstændig som dem der i fjernsynet, når de der skiller hinanden ud. Og så kom hun jo så ind kørende i en seng og sagde, hej, jeg hedder Gulle. Og så siger jeg, hej, jeg hedder Irene, velkommen til. Så er hun taksin, og så snakker hun om, kære, tror du man kan ringe til, kan man låne en telefon? Jeg vil godt ringe til min mand. Og så kunne jeg altså ikke dygge mig, så siger han, så siger jeg, bruger I et telefon? Og så skrager hun og griner. Og så siger hun, nå, så ved du hvem jeg er. Ja. Ja, det ved jeg godt. Det var jo sjovt, fordi de optrådte jo med tankelæsning. Telepati blev det også kaldt. Ja. Tankoverføringer. Og det sagde ikke mig. Det burde jo ikke ringe sammen, hvis de virkelig kunne læse hinandens tanker, vel? Ej, ej. Og det sagde ikke mig noget, som helst eller bare. Jeg synes, det var to mennesker, der bare stod over for skøjeren inden. Ja. Men det var da meget sjovt, og vi kom meget, meget hurtigt i snak. Og ja, så går dagene, og vi kommer til Akom. Jeg er meget interesseret i dansk film og svensk film og svensk revy og dansk revy. Så det går meget hurtigt. Hun var ikke vant til at tale med en dansker om sådan nogle ting, om svenske artister og sådan noget. Men kan du ikke fortælle bare lige kort om din egen baggrund? For jeg ved, at du har arbejdet på Revymuseet. Ja, det er mange år senere. Det er mange år senere. Der kom jeg til i 2007. Og da var det jo allerede åbnet i 1993. Jeg har også været inde flere gange til forskellige ting, og jeg havde drømt om at få lov at komme derind. Men det troede jeg altså ikke, at man kunne lade sig gøre for mig. Fordi jeg har jo bare interessen privat. Jeg er jo ikke nogen artist eller nogen skuespiller eller noget som helst. Jeg har bare altid interesseret mig for det, lige så længe jeg kan huske. Men du er i bestyrelsen i Danske Cirkusvenner. Det er jeg. Og det er jo kommet på grund af Jens Rubenius, som i sin tid var formand for Danske Cirkusvenner. Dengang hed det så Barelyspanner. Og da jeg kom i kontakt med Jens Rubenius gennem Erik Troelser, så fandt han ud af, at jeg skulle jo være med i den forening. Og jeg skulle være med til alle de der ting, fordi jeg nu havde tænkt dem i så mange år. Fordi da alt det startede, der var de jo begge to afgået af døden. I 1996 og 1997. Så efter det, så skulle jeg jo prøve at lave et eftermaler om dem og få den der samling til. En kæmpemæssig samling af trylder. Rigvisitter, der blev opbevaret i Erik Troelsers vilde på Cykelsvej. Det var en hel kælder, der var fyldt med trylder, rigvisitter. Og det skulle jo så prøve at bevare sig efter tiden. Og der havde så Jens Rubenius fået den idé, at det kunne kugeligvis kunne oprettes et museum med sådan nogle effekter. Så det er faktisk på grund af Jens, at Cykelsmuseet... Der havde ikke været noget Cykelsmuseet uden Jens Rubenius. Nej. Det er helt sikkert. Så det er der, det starter med en idé. Ja, for han starter med at lave en udsendelse om Bali. Som jeg også vidste fra barn af, hvem var han. Jeg har aldrig mødt ham, men han hedder Ølund Bali. Han var en meget fast gæst i cirkusklubben, som var min barndoms bedste udsendelse. Jeg glæder mig så meget. Hver eneste gang om ånden om lørdagen, så var der cirkusklubben. Og det var sådan noget med, at der var tryldekunstnere, der var artister, og der var alle mulige cirkusfolk, nye og gamle cirkusfolk. Og det var Kurt Møller Madsen, der sad og... Og så var der et indslag hver gang, der hedde Balis Hjørne, hvor han så sad og fortalte cirkushistorie. Og jeg var fuldstændig bjergtaget altid af det. Og Kurt Møller Madsen, som du lige nævnte. Han var jo, skal vi lige sige, til den yngre generation. Ja. At det var jo en tv-vært. Ja, som åbenbart interesserede sig meget for cirkus. Ja. Fordi det var de udsendelser. Han sørgede jo for, at der var mange udsendelser om cirkus, da jeg var barn. Og det hed altid, når det var Kurt Møller Madsen. Også en, der hed Steen Jørgensen, var med til at arrangere det. Ja. Og han var også med til at arrangere det af Uli og Erik. Der var bare en trukseshow mange gange i fjernsynet, da jeg var barn. Det var så ikke lige dem, jeg interesserede mig for. Men der er altså nogle personer her, vi kan takke for, at tingene har udviklet sig, som de har gjort. Jens Rubinius, der er med til at plante idéen med Cirkusmuseet. Ja. Og Kurt Møller Madsen, der er god til at få alle de her ting vist på tv. Ja. Men kan du fortælle lidt mere om, at du er på hospitalet jo. Ja. På grund af den her trafikuløg, som du ufrivilligt har været involveret i, kan vi roligt sige. Ja. Som så også selvfølgelig har haft stor betydning for dig. Ja, det havde jo. Krammerettet. For jeg var i Krammeredals varehus. Ja. Og på vej hjem fra arbejde på min cykel. Så bliver jeg torpederet af en bil. Og får faktisk altså ødelagt mit venstre ben. Det går i tre dele simpelthen, som et lovensbrud. Og det er selvfølgelig en frygtelig historie. Men man kan så også vente hele på hovedet og sige, at hvis det ikke var sket, så havde du slet ikke haft de her oplevelser. Nej, det havde jeg ikke. Som vi skal sidde og snakke om nu. Jeg plejer at sige, at det der på rækket ben, det ventede vi lige 180 grader. Ja, for eksempel så havde vi to ikke siddet her nu. Nej, det havde vi ikke. Det må man ikke. Og du havde ikke haft alle de her utrolige oplevelser. Nej, det havde jeg ikke. Med de her utrolige mennesker. Nej, det havde jeg ikke. Så der kommer et eller andet godt ud af noget skidt, kan man sige. Ja, men det var også altid min mors valgsprog. Så der er ikke noget, der er så skidt end det godt for noget. Nu skal vi huske det rigtigt. Var det? Det sagde hun altid. Og det må man jo sige. Det var en mærkelig fredag, og det var dagen før karnevalet, så der var virkelig gang i hele byen. Men det der så er interessant i sammenhængen her om Trukser og Gulli, det er jo, at du er på den her hospitalstue, hvor Gulli også ligger. Og så kommer Trukser jo selvfølgelig for at besøge Gulli. Jamen det gør han. Ja, han kom jo i løbet af alt. Da hun så havde fået ringet til ham, så dukkede han sig op der ved tretiden om eftermiddagen. Og det var ikke en, han hilste ikke på nogen eller noget. Han satte sig i hjørnet. Og så havde han nogle aviser med. Der var fire aviser. Det var to danske og to svenske. Og dem læste han igennem. Og når så var gået en times tid, så rejste han sig op, og så fik hun aviserne, og så gik han igen. Det var også en lidt pudsig måde, at Gulli var endt på hospitalet. Det må man sige. Det var noget af, fordi da vi endelig fik snakket sammen, så endte det med, at hun havde et ben, der var fuldstændig hævet. Og det var rødt og blåt og lille, og jeg ved ikke alt det. Hun havde simpelthen slået benet noget så givaltigt. De havde været i dansk artistforegående, sad de begge to. Erik var kasser i den der forening. Og så holdt de et møde, og det foregik hos en herre, der hed Ibrudin, som jeg faktisk også godt vidste, hvem han var. Fordi jeg havde set ham på scenen forskellige steder til nogle shows, så jeg vidste godt, hvem Ibrudin var. Og det foregik hos ham, der åbenbart boede i nærheden af kommunaltalet. Og på et eller andet tidspunkt, så ringer Gulli eller svarer i telefonen, eller hvad hun skal. Hun går ind i et eller andet mørkt rum, der er soven af os, og så har hun talt med telefonen, og så vender hun sig om og går tilbage. Så falder hun lige så langt, som hun var. Og hun sagde, at det var oven i Københjulpladsen, hun faldt over. Og hun slår sig så givaltigt. Og det ender så med, at hun kommer altså ind på kommunaltalet med det der ben, som hun overhovedet ikke kunne støtte på. Det var ikke brækket, men det var bare meget, meget, meget hult og blåt. Så hun har overnattet der på den der modtagelse, og så er det på det tidspunkt om formiddagen, så er der jo en tom plads ved siden af min seng. Det var på kommunaltalet, der var man otte på hver stue. Så det var voldsomt. Så på grund af en ølkasse, så får du et venskab med Gulli og Truxa, der var ti år frem til deres død, kan man sige. Ja, det var også ti år. Vi var meget tætte. De følte ligesom jer, hvordan datter, de aldrig havde fået. Så hvornår er det, at Truxa tørrer op, når han besøger jer på hospitalet? Der går noget tid, ikke? Jo, altså han havde jo det fast. Han kom hver eneste dag klokken tre, og så havde han de der fire aviser med, og så sad han og læste. Men en gang imellem, så kom jo nogle af deres fællesvenner, blandt andet en, der hed Paul Olsen og hans kone. Og så var det ligesom om, så skulle der jo ske lidt mere, for så havde de en kage med til kaffen, og så skulle man ud på gangen og sidde der. Og Erik var jo ryger, så man skulle jo sidde derude, hvor man kunne bare ryge. Der måtte man jo heller ikke ryge inde på stuen dengang. Eller i hvert fald ikke, for det var ikke så vel set, for vi lå jo altså i en hospitalseng alle sammen og kunne ikke komme ud, hvis der skete noget. Fordi vi var jo bundet til den hospitalseng. Det var jeg jo også. Jeg var ikke engang opereret endnu. Men til sidst så er det jo med, at nu kom der jo nogen på besøg, og så var Erik så med også. Så sad vi sådan og snodde og snakkede. Altså i starten var det faktisk kun Gulli og så de der venner, der kom. Men så ind imellem, så kom Erik med også. Han var sådan lidt en, man kunne stille sit ur efter, sagde Gulli. Han kommer på et fast tidspunkt, og så kan han læse sin avis, og så går han igen. Men på et tidspunkt bliver du så inviteret hjem til dem for første gang? Ja, det er næsten et år efter, at jeg blev udskrevet for hospitalet. Fordi der havde jeg så kontakt med Gulli efter den tid. Hun boede jo dagligt i Ljungby i Sverige. Det var efter, at de var blevet skilt af det her? Ja, det betød de fleste allerede i 78. Der havde været en mærkelig historie, som jeg selvfølgelig også kendte fra bladene. Jeg havde også set det der med... Som jeg sagde, jeg vidste godt, hvem det der par var. Men det gik helt galt der i 78, da han fandt en anden dame og skulle prøve at trylle med i fjernsynet. Jeg kan tydeligt huske den der udsendelse, og mine forældre sad totalt forarvede og kiggede med. Og sagde, det kan simpelthen ikke være rigtigt. Ja, fordi det hun kunne, det var noget, som han lige havde lært hende på fem minutter. Og det han kunne med Gulli var noget, de havde lavet sammen i 30-40 år. Det havde ligesom indlært et andet sprog. Fordi der var mange forskellige teorier der i 70'erne om, at de havde overnaturlige evner. Om de havde skjulte mikrofoner, om de havde det ene og det andet. Og et tankelæsning. Når det gør, som de gjorde det, så kunne jeg forstå efterhånden, at det er jo det der med, at de har et kodesprog. Og hele den der kode, det er som et nyt sprog. Det ligner mig, at de har lært helt deres eget sprog. De har også haft nogle forskellige bøger, kunne jeg forstå dengang. Der var noget, der hed Sibylle og Semmeligheder, som Gulli snakkede om. Og det var noget med tal og koder og sådan noget. Og dem har så Erik udviklet med. Og det jeg kan huske, at når jeg besøgte Erik der på Skyglundsvej, så lå der kladehæfter alle steder. Så nogen der var tæt skrevet med ord og bogstaver og tal og alting. Og det er ikke noget man bare lige sådan lærer, tror jeg ikke. Det er så meget, altså de sagde altid, at de ville tage den med i graven, den der kode. Men jeg tænkte også på, at hvis nogen ser de kladehæfter, så ville de jo ikke ane, hvad det betød. Nej, og på et tidspunkt skal de faktisk også tænke lidt anderledes. Fordi de blev jo booket, det er så før du kender dem jo, i 60'erne på Hotel Savoye i London. Og der skal de jo så lære en masse engelske kloser om at ansætte en engelsklærer. Ja, men altså der fortalte de, at de havde intensiv engelskundervisning et par timer hver dag. Fordi de skulle så lære at tale det der. De skulle først og fremmest lære sproget, de var ikke sprogkyndte i nogen af dem. Men på dansk og svensk klarede de sig rigtig godt. Det gjorde de, det gjorde de, ja ja. Der var ikke noget der. Men det der med det engelske, det blev så efterhånden, hvor de skulle optræde der. Og så kan jeg huske, at Gulli fortalte mig engang, at de havde haft en sjov oplevelse. Fordi de gør jo ligesom, de gør et danskepublikum. En engelskepublikum, man går ned med en publikum og finder nogle ting. Det kunne være kørekort, og det kunne være buskort, og det kunne være mønter og alt hverdens ting. Efterhånden var folk meget opfindsere med, når de vidste, at de skulle bære publikum til noget trosen. Så var de meget opfindsere med, hvad de tog med. Men her var der så en dame, der viste en genstand frem. Og så tænkte jeg, gud, hvad hedder det på engelsk? Den kunne han ikke lige gøre af. Og så siger han, så får han det visket til damen. Hvad hedder sådan en? Og så siger han, det hedder så fan. Åh, siger han så. Og så i det kodesprog, de bruger, der kan man nogen bare stave, hvis han ikke ved, hvad tingene hedder. Og der går så det, som er vanligt, så fortæller Gulli, at den dame sidder med en fan. Og så går der lidt ret lang tid, da de fjerner forestillingen ude bag ved tæppet. Og så siger Gulli, hvad fan er en fan? Det var ikke en trukserfan. Det var en væfte. Det var en væfte. Det viste sig bare at være en væfte. Men det sad bare sådan en lille silkevæfte, eller sådan noget. Jeg kan også huske et af de ord, de skulle lære, da de skulle optræde i England. Det var whisky whip, som er noget, man bruger til whisky'en. Som godt kunne være på det her fine hotel i baren, når de optræder. Og så har trukser jo tænkt på dansk, talt på engelsk, overført tankerne på svensk til Gulli, som så skulle svare på engelsk. Når de har stået live på Hotel Savoy. Jeg tror, de klarede den hver gang. Ja, det var noget med, at de blev genbookede et par uger til at optræde. Ja, det gjorde de i hvert fald. Så folk har været imponerede på det tidspunkt der. Ja, der var også nogen, der hed Edmund Rush i London. Det var også nogen, de blev rigtig, rigtig gode venner med. Og nu er du så også blevet gode venner med trukserpeget. Ja. Selvom de bor hver for sig i virkeligheden. Det gør de jo. Hun boede i Ljungby i Sverige. En meget hyggelig lejlighed, som jeg har også nået at besøge mange gange. Men hvordan er det så, når de så har jobs her i Danmark? For der kunne jo godt være flere jobs flere dage i træk. Så boede hun måske i hans hus? Det blev ikke så mange jobs, i den tid jeg kendte dem. Men der var nogle gange, hvor de så havde noget, de skulle optræde til. Så kom Gulli nogle dage før. Og så nogle gange, så siger hun, kommer du ud og besøger os? Og så siger jeg, ja det vil jeg da gerne. Og så kom vi ud, og så skulle de gøre den her vogn klar. På et tidspunkt så var Erik også blevet opereret med blindtangen. Han havde fået en, hvad hedder det? Blodende blindtange? Ja. Det var i hvert fald meget, meget frygtelig ting. Så han måtte jo næsten ikke, og de havde sådan en kælder med alle deres trylleting og sådan en trappe. Og hvis han så satte bilen der, og det blev pakket sådan ordentligt, så hvis jeg og nogle andre hjalp til, så kunne vi få pakket det ud i bilen, så de kunne køre det. For det var næsten altid svært, at de skulle. De havde nogle faste arrangementer på Grønland og på Liseberg. De her folkepakker og forlystelsespakker? Ja, og det var jo de der sommer der, vi har lært dem at kende, der havde de stadigvæk arrangementer. Og det er jo i Stockholm? Det er i Stockholm, ja. Og det er i Gøteborg. Og i Gøteborg, ja. Og en gang imellem var de også i parken i Malmø. Så der var også den der Malmø Park. Det var faktisk Sveriges ældste folkepark. Ja. Der har jeg selv været med over. Og der kan man stadigvæk tage over sådan en sommer? Ja, men det er jo ikke folkepark, som det har været før. Nej, nu er det mere bare sådan en park, ikke? Ja, ja. Kan man sige. Så det var noget særligt med de folkepakker. Og det vidste jeg faktisk godt i forvejen, fordi igen som der, så var jeg stor fan af at se svensk tv. Og der var nogle gange sådan nogle udsendelser, hvor der var underholdning fra en svensk folkepark. Og det syntes jeg også var hængende. Man kunne faktisk se på deres kalender, sådan en gammeldags kalender, man havde hængende på opslagstavlen, som jeg fandt herude på museet i min research, der kunne man se, at hen over sommeren, for eksempel i 70'erne eller 60'erne, der optrådte de jo faktisk hver dag, havde de en ny adresse at køre ud til. Ja, det har jeg også hørt meget om. Men kan man sige, at de ti år der, der var det jo to ældre, rimelig nogle gange lidt syge mennesker, der en i minden prøvede at holde en karriere løbende, forstod jeg sådan efterhånden. Fordi for mig var de jo ikke de der store mennesker, som alle kendte fra senen. For mig var de jo ligesom de reserveforældre. Og så vidste jeg, at de havde brug for hjælp, og de var hyggelige at være sammen med. Så jeg har ikke oplevet den der storhedstid, som mange har oplevet, og som også jeg har oplevet, når jeg har mødt andre mennesker, ældre personer, der har kendt dem, som ikke havde de helt store tanker om dem. Der kan jeg ikke rigtig være med. Jeg har siddet og kigget i skræp sammen med Erik mange, mange gange, og han har siddet og fortalt, og fortalt, og fortalt om alt, hvad de har oplevet. Og det synes jeg var spændende. Og når jeg har været på længere weekender i Jungby, så var det Gullit, der fortalte. Men det er ikke noget, jeg har oplevet. Jeg har kun set, at de har været sådan få steder, hvor de havde nogle arrangementer. Og så der brugte de meget tid og mange kræfter på at komme til at optræde de steder der. Fordi når man nu kender to mennesker så godt, og så som privat, så tænker man jo ikke over dem som offentlige personer. Så en gang, hvor jeg vidste, at de var i Gøteborg eller Stokholms i de der sommerfestivaler, så går jeg jo ind på rådetspladsen. Jeg kommer fra arbejde herude fra Amager. Og det første, jeg ser, da jeg kører ind på rådetspladsen, det er ved et aviskiosken, hvor jeg skal lige over på den anden side til en bus, så står der med store bogstaver, at Trukser er faldet op på scenen med hjertefald. Det er noget, jeg kan huske, at det var lidt ubehageligt, fordi jeg kan jo forestille mig andre mennesker, der har kendte forældre, og pludselig så skal de se de mennesker på forsteden af en løbetid. Det kan jeg huske, at det gav meget indtryk på mig. Og så en par dage efter lykkedes det mig at finde ud af, hvad der var sket. Eller Gud, de ringede til mig. Men det er jo også der, hvor det går ned ad bakke for ham? Det gør det. Og så er der jo det der med, så må han ikke bære, men han vil jo meget gerne ud og optræde. Og det kommer de jo så også stadigvæk på Liseberg og på Grønnerlund. Og de skrev mange gange. Gudde skrev lange postkort om, hvad de oplevede, hvad de nu oplevede og sådan. Og når de så kom hjem, så ringede vi sammen. Så jeg havde meget kontakt med dem. Og en af de måder, du hjalp dem på, ved jeg, at du har fortalt, det var at klargøre til næste show, fordi der var meget med tørklæder og fjernsvamp. Ja, ja. Det er jo det, som jeg siger, jeg har aldrig været tryllekunstner, og jeg bliver det heller ikke. Men nu har jeg jo set mange rekvisitter, hvordan de skal præpareres og hvordan de skal forberedes. Og der var mange forberedelser. Så Gudde kom altid sådan en uges tid før, når de skulle et eller andet. Så tog hun jo over til København og til Valby. Og så boede hun der for det meste en uges tid. Og så var jeg ude, og ja, så havde de en hel masse blomster, som man bruger til en finale på scenen. De laver sådan noget selgefjerd, eller sådan noget. Og de skal altid stå opslået, når man ikke bruger dem. Men når man skal bruge dem, så skal de pakkes sammen i nogle rør, og nogle tryllestave og nogle ting og sager, for at de kan se rigtigt ud. De skal bare lige pakkes sammen, og så skal de ud igen på scenen. Og det brugte vi meget tid på, og vi sad der og hyggede og snakkede med alt det. Så fik jeg også en masse oplevelser på den måde af dem. Kan du huske andre rekvisitter, som de tog ud med der i 80'erne, 90'erne? Ja, jeg kan huske dengang, at de snakkede om, at nu skulle de for første gang lave den oversavede dame med Mosersav. Fordi de havde lavet den oversavede dame med en sav, som de havde købt, den jeg tror var fra et amerikansk firma, der solgte sådan nogle rekvisitter. Og den havde jo kostet en formue at få sendt hertil. Men den der sav, der fulgte med, den var Erik ikke tilfreds med. Han synes ikke, den så kunstig ud. Så havde de sådan nogle gode venner der, der var fantastisk til at arbejde med metal og smedeting. Han hed Poul Olsen, og boede ude på Amager. Og han var også en af dem, der besøgte Gullibrødstalget. En rigtig sjov og festlig mand. Han var jo sådan en opfyldt type. Når Erik havde sagt, at det skulle se sådan og sådan ud, så kunne han lave det efter det. Og det blev så til sådan en skovhovedsav, som var så præpareret til den der oversavede dame. Men nu ville han have prøvet noget nyt. Nu skulle den være Moser. Og da jeg så var på besøg i huset, så siger han, du skal lige prøve den oversavede dame, for vi skal lige se, om Mosersaven virker. Så blev jeg lagt på den der briks, og den virkede. Jeg beholdte i hvert fald hovedet. Ja, du er jo en sammensat person. Ja, det kunne du jo nok sige. Var der andre tricks, hvor du også skulle være forsøgsgeninder, eller de skulle øve sig, eller prøve noget af? Ja, han købte sådan en hovedgalantine en gang. Det var også fra Amerika. Der skal man sætte en spand indenunder. Så skal man ligge på knæet og stikke hovedet ned i vind, og så skal han samtidig bruge gulderødder. Så første gang jeg en dag er skudt derud, så siger Gulde, kan du tage en post kartofler og nogle gulderødder med? Det skal være aflange kartofler og så en post gulderødder. Så siger han, det kan jeg da godt. Så er der ikke andet, I skal bruge? Nej, nej, så det er bare det, for vi skal ud og optræde, og I skal ikke bruge det. Så siger han, så skal de bruge gulderødder. Og så siger han, de skal jo ligge meget lange gulderødder og tykke. Ja, det skal man nok få. Det var ikke noget, der snakte gulderødder dengang, det kan jeg ikke huske, det var. Men hovedkelotinen, det var jo den, som han fik af Trebbini. Ja, det er det. Eller han lavede til Trebbini. Han havde lavet en til Trebbini. Han havde den selv, men han lavede den også til Trebbini ude på bakken. Ja, det hørte jeg jo så også sådan senere. Ja, det har jeg også oplevet. Men det var jo til Trebbinis 40-års jubilæum, som jeg også har fået at vide af Åse Trebbini Clausen. Ja. Som er en meget, meget kær veninde for mig. Det var vist omkring 70, ikke? Sidst i 30'erne. Det har det været. Altså, som jeg husker, så døde Trebbini i 73. Han døde i 73. Og jeg blev fuldstændig chokeret, da jeg hørte om den der sjove mand, at han var stød. For jeg havde jo fortalt mine forældre, om jeg havde mødt sådan en sjov mand ude på bakken. Nu ved jeg jo så, at Trukser havde et udmærket forhold til Trebbini, fordi han lavede den her evolution til ham osv. Ja. Og deltog også i det her 40-års jubilæum, som du snakker om. Ja, det gør han, ja. Det har vi billeder af. Det har vi billeder af. Hvor de stod på stenen sammen, ikke? Ja, de stod sammen. Sådan noget med, at han har sørget for, at Trebbini skal have sådan en hoved-guillotine. Ja. Hvem var det, der fremstillede den? Jeg tror, det var Nick. Ja, det var ham der Nick, ja. Ja, det var Nick. Ja, ham der kaldte sig Nick's Chevalier, eller sådan noget. Ja, ja. Det er rigtigt. Han talte bare om Nick. Nu skal Nick lave det. Og han var også sådan en, han kunne både lave med metal og smedige ting, og han kunne lave alt i tre. Han var sådan en meget tusind kunstner. Og optrådte også selv, i hvert fald, i de unge år. Ja, det kunne han også godt. Det har vi set et pære foto af. Ja, men jeg har aldrig kendt ham, og jeg har ikke mødt ham. Nej. Men jeg har tørt meget om det. Ja, det først før din tid, ja. Ja. Også når de skulle optræde nogle stemte, så skulle det jo være enten i svenske eller danske farver. Så skulle Nick lave de der kasser og alt det, der passede til. Men Truxer havde jo et anstrengt forhold til de fleste andre tryllekunstnere, fordi han følte, at de tog hans idéer og sådan nogle ting. Og så var der Spinoza, som også... kan du fortælle om dit møde med Spinoza? Ja, men jeg har kun mødt ham en eneste gang. Og som jeg faktisk havde, var han min yndlings-tryllekunstner som barn. Jeg synes, han så så sød og rar ud, og jeg kunne godt lide den der måde han var. Så da jeg første gang mødte ham på et eller andet, også til noget med mag... Jeg kan ikke huske, det var magiskirkel eller et eller andet. Det var i hvert fald nogle år efter Eriks død. Og så den her kære Jens Rubenius, han gjorde det jo en god mening. Så fortalte han vidt og bredt, at han sagde, at det er Irene, og hun har kendt Truxer. Og så jeg tænkte nogle gange, så kunne han godt lige så godt have sagt, at jeg fejlede noget smitsomt. Og de der mennesker, som jeg troede var flinke og rare, de blev helt kort for hovedet, når de så mig. Og så ville de jo ikke tale med mig. De ventede på en tallerken, bare fordi du havde kendt Truxer? Nå, ham har jeg jo aldrig brugt på omstændelse. Selvom han var død på det tidspunkt? Ja, og det var jo sådan lidt tæt. Jeg ville tænke, hold da op, han virkede altså sød og rar. Ja, for du kendte ham jo ikke på grund af hans profession, men fordi du havde kendt hans kone på hospitalet. Ja, altså Jens gjorde det jo en god mening. Men for Jens var det jo bare sjovt, når han skulle præsentere mig for nogle af de der folk der. Vi var jo forskellige steder inden Cirkusmuseet blev et realitet. Så blev der jo lavet en masse forskellige udstillinger, og der blev lavet forskellige foredrag og sådan noget. Hvor også Barley deltog dengang. Og Spinoza laver vi også et podcast-afsnit om. Men det var jo ham, der havde det her foldepapir, hvor han kunne lave det om. Jeg elskede de der numre der. Jeg var helt opslugt, men det lå aldrig rigtigt, den der lille korte. Men så var der en anden herre, som jeg mødte også. Han var også lidt kort for hovedet første gang. Men af en eller anden grund så fandt vi faktisk godt sammen. Han hed Sjorti, og ham fik jeg meget at gøre med, da jeg så kom til at arbejde med Cirkusmuseet. Ham kan jeg godt huske, ja. Ja, han var Sjorti, og også hans søn. Altså en lille mand med briller, ikke? Jo, en lille mand med briller. Og han sagde jo med det samme, at jeg har aldrig brugt for en truse. Det er der jo mange, der ikke har. Men jeg har jo ikke kendt hans storhedstid. Jeg har kun kendt den ældre mand, der var syg. Ja. Men det er jo den der kollegiale misundelse, som han så ikke lagde i skyggel på truse. Det gjorde han ikke. Og så også fordi han følte, at der var nogen, der måske stjale fra ham hans idéer eller rekvisitter, eller et eller andet fik kopieret hans ting og sådan noget, ikke? Ja, altså jeg skulle helst ikke sidde og sige, hvis jeg var begejstret for noget, jeg lige havde set. At jeg havde for eksempel set Spinoza, eller jeg havde set John Ryland, eller dem, som jeg synes var sjove. Nå, siger han så. Nå ja, siger han så. Det skal jo også være. Men hvis jeg havde set yngre mennesker på en gang, kom jeg bare begejstret. Jeg havde været i Amager Centeret med en veninde, og vi havde set en, jeg synes han var en flot, ung tryllekunstner, og med brokadevest og flot i tøjet og alting. Og han hed Joachim Solberg. Og jeg var vildt begejstret, da han tryllede for alle os ud i Amager Centeret. Og han endte med at smide kortspil ud til folk. Og jeg var så heldig at drive et, og jeg har det endnu. Og det har jeg også fortalt Joachim for mange år siden. Jeg har det kortspil endnu. Men da jeg kommer begejstret hjem til Erik, som jeg altid besøger om tirsdagen, så siger jeg til ham, at jeg har set noget helt fantastisk tryllekunstnere ude. Så siger han, hvad? Ja, han hedder Joachim Solberg. Nå, siger han sådan. Ja, åh ja. Altså han kunne ikke rigtig føle begejstringen. Nej, nej, nej. Det kunne han ikke. Men derimod var det hyggeligt at komme hos Erik, for han kunne godt lide at få en kage til kaffen. Det kunne han ikke så godt tåle, men det gør han. Og så sad han og kiggede i skræbhøger. Og jo mere I kiggede i de der skræbhøger, jo mere ivrig blev han efter at fortælle. Og jeg kan huske en af de der skræbhøger, han tog frem. Og så starter han med den første side. Og så siger han, ja, siger han så. Den her, ham kender du selvfølgelig ikke. Og da jeg kigger på, så siger han, det ligner noget kunstre. Nå, siger han så. Ved du, hvem det er? Ja, det ved jeg da, siger han så. Jeg kender jo ikke så jævligt med det samme, men jeg ved da, hvem det er. Jeg elsker jo de gamle danske film. Jeg elsker revyer og sådan noget. Og så var det ligesom, så synes han, nu var jeg da meget inde i varmen. Fordi du har jo også kunne tale mere om det, end der var på dem, der var på bedderne. Bedderne. Fotograferne. Dem havde I kæmpet mange af. Og det var jo sådan, så fik jeg så mange sjove historier. Og Erik var en fantastisk fortæller. Og derfor mange gange, når jeg tænker på nogen, han har fortalt om, så kan jeg næsten høre hans stemme. For han efterlignede dem, han talte om. Ja, og hvis man vil høre hans stemme, så kan man for eksempel gå ind på DR Bonanza og søge på Erik Bang. Fordi der ligger faktisk et interview med ham, som blev lavet nogle måneder før han dør, af en journalist fra DR, som hedder Kim Butcher. Og der snakker han i 30 minutter, og der kan man godt fornemme, at han er en ældre, lidt bitter mand også på nogle ting. Men også måske lidt arrogant over for andre tryllere i forhold til den måde, de optræder på i 80'erne, som han har set, og 90'erne, hvor han har set unge tryllekunstnere i fjernsynet. Fordi de kommer ind i en slidt t-shirt og cover i bukser. Sådan kan man ikke gå plædisk for. Dem kan man i hvert fald ikke holde ud, nej. Og han siger faktisk, at han siger nogle ret slemme ting. Altså, at det er til at brække sig over og sådan nogle ting. Så er han meget, meget slem over for dem der. Men man skulle ikke sige for meget om de nye. Han mente jo, at man skulle være vildkvig. Ja, og derfor synes jeg også, at det var spændende, at I nu havde set Joachim Solberg derude i Amager Center, for jeg synes, at han er ret så flot klædt på. Alt sad perfekt, og derfor siger jeg til ham, at han er ret så flot klædt på. Men Joachim er også elegant. Det er han altid. Det har jeg altid synes, at han var. Og jeg er også glad for at kende ham i dag. Jeg synes, at han er en rigtig sød og rar mand, og jeg synes også, at han er en dygtig tryllekunstner. Det kan vi også lave podcast med. Han kan også nogle Trukser historier. Han har også været ude og optræde sammen med Trukser samme tid. Jamen han har jo mødt ham, men det er jo også reddet før mig, at han har mødt ham. Jeg tror ikke, at han fik de bedste indtryk af ham. Nej. Men det kan han jo selv fortælle. Men det er jo også, fordi de blev skilt, Gulli og Trukser, og når de så skulle ud og optræde sammen, så kunne der godt være nogle knidninger. Altså de gange, jeg har været ude med dem, de sidste år til ældre, der var det ikke sjovt. Men det var også, fordi, som jeg sagde, da jeg havde den der fordomme om, at de stod og skændtes altid, så var det jo noget, der hørte til deres tryllenummer. Og det var ham, der talte dårligt til hende. Men når man kendte dem, sådan som jeg kendte dem, så var Erik Trukser faktisk en meget fredelig og selvfærdig mand. Og han ville bare have fred og ro, og Gulli råbte og skreg altid. Og til sidst, så kunne Gulli, jeg godt havde jo stemmen, men han sagde bare sådan, det finder vi ud af. Og det var det også, når vi var ude og optræde nogle steder. Blandt andet en gang inde i, hvad hedder det, Maria Kirken, tror jeg den hedder, sådan en sal, hvor de skulle optræde. Det var også en af de sidste gange, de var ude og optræde. Og det var, og bagved kulissen, eller inden vi gik ud til scenen, der havde de skændtes, og det var over. Men hvad søren kunne de skændes om? Altså de var jo skændt. De skulle skændes om alt, og så kunne man fornemme, at de ikke kunne undvære hinanden. Så de talte sammen i telefon, hver eneste aften som elven, så ringede Gulli, som hun plejede til ham. Eller også hvad det var, men det kan jeg egentlig ikke huske. Men det var jo noget med som elven om aftenen, så skulle der ringes. Altså der er en ting, som jeg ikke har inkluderet i bogen, men jeg nævner det sådan kort, og det er, at der var jo breve imellem dem også, altså efterskilt som i sådan nogle form for kærestebreve. Ja, det kan jeg ikke huske. Hvor Erik egentlig gerne ville være kærester igen, men hvor hun havde så svaret i et langt brev til ham, at de blev altså ikke kærester igen, men de kunne godt være venner. Ja. Og det kunne også være en god ting, fordi når jeg var hos Gulli i Sverige, så havde hun jo også brug for at snakke, og der fik de frygteligste historier, hvordan Erik havde behandlet hende i de der år efter skændesmissen. Og jeg vidste jo godt, som jeg siger til hende, at hun selvfølgelig læste de der bladede serier. Det var noget med, at det ene øjeblik, hvor det er se og høre, der er skrevet om dem, det var ligesom, at hele kommunikationen foregik mellem se og høre og billedebladet. Ja. Og så dukkede den der dame også, som han havde haft en affære med, så dukkede hun også op i hele sladdermøllen der. Ja. Så det er det, jeg kan huske, altså som halv stor pige, at de der historier frem og tilbage, og så lagde de sag an mod bladene. Og det er ikke noget, jeg har andet end, jeg ved ikke, han havde alle bladene liggende, da vi skulle rydde hans hus der. Så kom jeg altså dagligvis at se og høre og billedebladet. Ja, han har jo gemt det hele. Og han har jo også, i hans yngre dage og hele hans karriere, han har jo haft nogle byråer nærmest til at sidde og klippe ud. Jamen det var også noget, men nogle gange så lå der en stor affirekuvert, og så får jeg ind med posten, og så siger han også, altså hvad er det for et stort brev? Så siger han, det er fordi, når man er medlem af Nordisk Pres, så får man de billeder, der er i avisen, eller bladene af en. Og en gang så tæt, så vil han ikke rigtig lukke den op. Så siger jeg, må jeg se det? Nå ja, siger han så. Så var det et affirekuvert, men billedet var måske fem gange fem centimeter, fra et eller andet blad, der så havde stået noget om dem. Så det var jo ikke sådan, de var jo ikke sådan spækket med nyheder. De har nok været det før i tiden. Også før mig. Men der var mange særligt sort-hvid fotografier. Der var mange fotografier. Jeg kan også huske en gang, jeg er taget hjemme hos Gulli, og så taler de i telefon, og så siger hun, jamen der skulle jo være noget i Ljungby, på alle hånden, altså Ljungby lokalblad. Den var på størrelse med politikken bare tyndere. Og så mens hun stod i telefon, så sad jeg og splædrede i det der blad der, og læste nogle forskellige ting. Og da så hun var færdig med det, så siger jeg til hende, så siger hun, ja det var også mærkeligt, de havde skrevet, det skulle komme her i den her uge. Så siger hun, det er der da også, så siger jeg så, hva? Jamen jeg har lige taget bladen igennem. Og så var der en lille billednotis, for det der hedder, jeg tror den var fem gange fem centimeter, midt inde i bladet. Og hun havde nok set efter en, jeg ved ikke om hun troede det fyldte hele forsiden, eller om det fyldte en midterside, eller en halvside, men hun havde slet ikke set den der lille notis, de havde skrevet om den. Så det var jo ikke så rart. Og så var jeg måske nødt til at ringe tilbage til Erik, og sige, ja jeg har fundet den, Irene fandt det. Men det var jo ikke meget de skrev. Men ved du hvad jeg synes vi skal, jeg synes vi skal gå over i museets udstilling, og kigge i tryllerummet, for det sætter jo også gang i nogle historier hos dig. Det gør det. Især når jeg sad der og skulle registrere dem, på det tidspunkt jeg var ansat herude. Jamen lad os tage noget at drikke med, og så gå det over. Det er jo her om sommeren vi sidder og optager, så vi trænger også lige til en drikkepause. Ja det synes jeg. Men hæng på, så fortsætter vi. Det gør vi da. Vi sidder inde i tryllerummet, som vi kalder det herude på Cirkus Museet. Og man kan høre Truxe og Gulli tale i baggrunden. Vi kan lige prøve at høre dem. Ja, sådan lyder det, når Truxe og Gulli optræder med tankelæsning. Og vi sidder her i tryllerummet, hvor nogle af deres ting forefindes, kan man jo godt sige. Kan du fortælle os, hvad du ser, Irene? Ja, jeg ser den, hvad hedder det, det hedder en håndguillotine, eller en hovedguillotine med elektrisav. Den kan jeg huske, jeg hørte meget om, når jeg besøgte dem i Valby en gang. Han lige havde fået den hjem, med elektrisav. Og det virkede også, som det skulle. Man beholdte i hvert fald hovedet, når man havde været inde i den. Og så er der en totem-pæl, som jeg kan huske en meget sjov historie om. Og den er meget farvestrålende, med små masker hele vejen op, på den der pæl. Og Erik Truxe havde en idé om, også mange år siden, at nu skulle han have en totem-pæl, fordi det skulle være meget amerikansk. Og så skulle det være med kobrehal, og en pistol, der sagde bang. Og en laser skulle det også bruges til. Jeg har kun hørt om det, fordi den der totem-pæl, den blev da helt specielt lavet, af en herre ude på Amager, der hed Paul Olsen. Fordi historien er, at først havde Erik bestemt en totem-pæl i Amerika et sted. Og det kostede en formue, at få den sendt hjem til Danmark. Og da den endelig kom, og så tænkte jeg, nej, det var dog det værste, han har set. Det var da noget af det mest kedelige, at se på scenen. Da så Paul Olsen høre det, så siger han, jamen, så lad mig lave den, så finder jeg ud af det. Og så vidste det sig, så kom han efter et tid med en totem-pæl, der både har masker og alting, der bliver sat fast med en form for tryklåse, vil jeg nærmest sige, der sidder på den side, hvor de der masker sidder. Og der er farvespråene, og den var så, som den helt skulle være. Så han kunne også spare den formue, med den totem-pæl, der kom fra Amerika. Det var en af historierne, i hvert fald. Og så kan jeg også se den der guillotine med motorfag. Og den kostede jeg betændelsen af med, fordi den syntes han lige, jeg skulle prøve på mig. Så jeg kunne bare stikke hovedet ind, og så finde ud af, om den virkede. Og det gjorde han jo så. Så kom jeg lige i tanke om, at jeg skulle en dag besøge Gulli og Erik, inden de skulle optræde. Og så siger jeg, så siger jeg, jeg skulle lige få sige fra Erik, kan du købe en pose gulerødder og nogle kartofler med? Så siger han, det kan jeg da godt. Så siger jeg, ikke herinde. Nej, siger han, det skal bare være nogle lange, tykke gulerødder, og så skal der også være nogle raglange kartofler. Og så købte jeg så det på vejen, og så kommer jeg ud med det. Så er det fordi, de skal vise, at den der gelatine, den virker, når man stikker en gulerød ind i den ene side, eller en kartofler i den anden side, så går de i to dele. Og så er det så, når man så stikker hovedet ind, og sætter en spand under, så bliver hovedet siden foråbnet. Og så er der nogle figurer også, der står foran? Ja, altså dem har jeg ikke sådan set i funktion, men det er nogen, der åbenbart også skulle være sådan nogle blomster med i, og der hørte til nogen. Jeg har kun set dem stå nede i kælderen. Og det var sådan, at han havde en masse store buketter, og når man har sådan nogle buketter, så skal de være slået ud, når man opbevarer dem. Men når de skal afsted med dem, så skal de pakkes ned i sådan nogle rør, så de kan frive ud, når de skal bruges. Så det var en meget besværlig historie, at man skulle sidde og folde de der blomster på nogle bestemte måder. Og det gjorde jeg mange gange sammen med Gudde, og så en eller anden fælles ven, der kom også dernede. Så dem har jeg set mange gange. Jeg har også set sådan nogle stokke, der skulle foldes. Hvis de skulle fremsuges, så skulle de farves den ene vej, men hvis de skulle borttrykkes, så skulle de være tryllet. Eller ikke tryllet, men så skulle de foldes sammen på en bestemt måde. Og det har jeg også siddet og gjort, uden at ane, hvad jeg havde med at gøre. Men det var ret flot. Især bare, at pas nu på fingrene, for den kan springe ud. Så ved jeg ikke, om jeg skal se på... Nu kan jeg kun se Samsons tøj der, og så kan jeg se noget fra... fra... Jeg kan ikke huske, hvad han hedder... Jeg kan ikke huske, hvad det er. Ja, jeg kan se, der står i hvert fald en rød kasse med nogle sabler, der går igennem. Hvor den har siddet oven på hovedet af en tilskur. Ja, altså, det går ud på, når man sætter sådan en en oven på hovedet, og så er det noget med, når man har sat sablerne igennem, så kan man vælge dem, så hovedet forsvinder. Men jeg har kun set stået til der. Jeg har ikke set dem i funktion. Så har jeg været med til at registrere dem. Dengang jeg arbejdede herude. Så står der et lille hus, der ligner et hundehus. Er det noget, de har brugt? Nej, for det er tilhørt Åse Trebini. Ja. Til hendes lille hund. Det er rigtigt. Så det har jeg ikke noget med at gøre. Det har jeg set billeder af, ja. Jeg har set huset, og jeg holder så meget af Åse og hendes historie om den lille hund. Men den får hun faktisk fortællet. Så er der en masse andre trylle ting herinde, men det er ikke fra Truxers samling, men måske havde han nogle af trikkene. Jeg ved, at han lavede den med bærerne med de tre kopper. Det var noget, han brugte også som et foredrag. Han sad en gang og indspillede et foredrag, som jeg ikke enig ved, hvor nogensinde det kom hen på sådan noget med lysbilledshjul. Og så indspillede han og så fortalte han simpelthen magiens historie på sådan en bondertær og på nogle lysbilleder. Han sagde, at det der med kort eller med bæretrik, hvor der er tre bærer og der er en kuge, der forsvinder hver gang. Så sagde han, at det var verdens ældste trylletrik. Det kan man finde helt tilbage til Ægyptens udgravninger. Der kan man finde de der trikke, og det synes jeg var spændende at høre om. Og så kan jeg huske, at han havde sådan en, han kaldte det kordanen. Jeg kan ikke huske, hvad han kaldte den, men den så bare sjov ud. Den så bare sjov ud, fordi det ligner bare et t, der sidder som dens næb. Man brugte, hvad man havde dengang. Den blev lavet under krigen. Så brugte man det, man havde. Den blev senere masseproduceret og lavet top i træ også. Ja, men det havde han ikke så stort noget til oversvaret. Det var bare noget plastik. Han sagde det lidt anderledes, men det vil jeg lige skåne folk for at høre. Men jeg ved i hvert fald, at kordanen var lavet i træ, for den har jeg fra lavet top. Så han kunne også lave træarbejde. Ja, men altså den kordan, den tror jeg var lavet af en, der hed Nick for mange år siden. Og han lavede jo, han kunne jo både snikkerier og skøbe metal og alt muligt. Fordi det, jeg fandt ud af, jeg kunne forstå, jeg har også set mange af tegningerne, hvor han har vist mange. Og han tegnede simpelthen de der reglisitter, han ville have lavet. Hvis ikke han syntes, de var gode nok, dem han havde købt. Så tegnede han dem, og så enten forlåsen eller Nick, de kunne simpelthen finde ud af, hvad det var, han mente. Og så blev det, som nogle af de der reglisitter, som jeg har været med til at registrere, jamen havde jeg simpelthen set historien bag. Fordi det var så nogle, der ikke kunne købes fra noget katalog eller noget. De var jo simpelthen lavet specielt til Erik's samling. Så de har været unikke, og det har været sjovt at sidde også bagefter og registrere dem, fordi man kendte historien bag dem. Så den kunne jeg gerne huske, når jeg så tingene. Sog du nogensinde at Trukser optræder med svævende kugle? Ja, den har jeg set, den svævende kugle, ja. Den var jeg ikke så imponeret af. Den var jeg ikke så imponeret af. Var det bare i bagtøj, der havde den svævet? Ja. Den har jeg set for tæt på, så den var jeg ikke så imponeret af. Ja. Så er der sådan en champagnekøler, som blev brugt til enten møntfangst, altså tråd mønter frem, men også en retterpokal, nu selv ved jeg. Ja, det var han også. Men han havde den gerne med, når han var ude at optræde. Den har jeg været med i bilen. Og jeg har set den på fjernsynet. Og jeg har også set den et par gange, har han stået med den på en scene. Men var det mønter, så du så? Det var mønter. Og han havde også en meget speciel ting, der var en pengemaskine, kaldte han den. Og der kunne man lægge blanke papirer ind, når man så drejede på den der i valsen der. Det lignede jo sådan en duplikator. Når man så drejede på valsen, så kom der de fineste pengesæder ud af den. Man kan se billedet af den i trukserbogen. Ja, det kan man. Og den er også specielt lavet. Jeg tror det er i Fjørnberg, han viser det sig. Jamen den er gammel. Altså den, der er i samlingen, det er en original fra Eriks samling. Og det er jo en, han igen har fået lavet efter sine tegninger, kunne jeg forstå. For den var han heller ikke så frisk med, den der kom. Og så har også Leotop lavet nogle små plastikmodeller, man kunne bruge. Men de der med pengesæderne, det var også ved at blive lidt af en mare, fordi de blev pludselig offer for tjekkerier, når han havde været i fjernsider med den pengemaskine. Så... Men så kan jeg se, der hænger fra Barnard i nogle håndhjerner, den slags. Jeg kommer til at tænke på, at trukser optråkker jo også med udbrydning af spændetrøjer og håndhjerner og fodlægger og sådan nogle ting. Er det noget, som du har set? Nej, jeg har ikke set det. Jeg har bare fået et par håndhjerner på engang. Og så... Så vidste han, hvordan man fik hænderne ud af dem. Men han talte meget om de der håndhjerner, og der huskede vi, at vi skulle lave en udstilling der i 1993 på Helsingør Bymuseum. Der gik han meget op i, at de der håndhjerner kom med, og hele historien af dem. Og det kom der så en svensk avis og lavede et intervju om. Og det handlede om, at de der håndhjerner og spændetrøjer og nogle kæder og alt sådan noget, de har faktisk tilhørt Houdini. Hvad var der hed det fornavn? Harry Houdini. Som engang i... Det var ikke fordi, at han har mødt. Han mødte ikke Houdini. Men i 1924, så er historien af Houdini-veje på turné blandt andet i Danmark, og skulle optræde muligvis i circusbygningen. Det ved jeg ikke helt. Men han skulle nok blive optrædet i Danmark, og han havde jo alle mulige ting med til sit udbryder-show. Og så sker der det, at han får et telegram. Livs-telegram fra hans mor, og han nærmest smider alt, hvad han har hænderne og rejser. Og så de ting, der så åbenbart er fra hans ting der, det er åbenbart nogen, der har fået ind i en trykkeforretning. Så Erik havde en gammel ven. Ja, Erik havde en gammel ven, der hed Åge Darling. Og jeg vidste godt, hvem Åge Darling var, da han talte om ham, for han havde jeg jo også set på tv. Og han havde en butik inde i midt i byen. Var det Stenåsgade? Det kunne godt være, det var det, ja. Men det var noget med, at han havde hvertfald købt de tre medier inde hos ham, der havde tilhørt Houdini. Og det var den historie, som det svenske avis var meget interesseret i. Han havde så samtidig også købt en lille bog, der hedde Cybilles Hemmeligheder. Og det er faktisk det, der var kigen til, at han fik idéen til tankelæsernummeren. Lige efter krigen begyndte han at arbejde med det, da han havde fået Gulli hjem til Danmark. Som også, den historie er jo også i din fine bog, om hvordan hun kom til Danmark. Ja, vi sidder jo også her i tryllerummet. Det første hun mødte, da hun kom til DFA'eren, så tænkte hun, hvor er Erik henne? Hun kunne ikke se ham nogen steder. Men der stod en lille, tyk mand med en stor buket blomster opefter. Og så vidste det sig, at det var jo Eftionberg, han havde sendt ud for at hente hende. Ja, og de kendte hinanden fra børnehjælpstage og sådan nogle andre. Ja, men hun vidste ikke, om han var overhovedet. Nej. Men han havde jo nogle gode kontakter, for det var jo hans skyld, at hun kunne komme med den første båd fra Sverige til Danmark. Men så havde Erik desværre ikke tid til at hente hende, fordi han havde et arrangement. Så det gik lige et par timer, inden de blev genfriende. Men vi mener jo også, at os der er tilbage, har kunnet konkludere, at hans sans for PR og for omtale i media og sådan noget, det kunne godt stamme fra Eftionberg, for Eftionberg var jo selv god til at få folk til at snakke om sig. Jeg har jo hørt meget om Erik og min sønbær, og jeg har jo hørt meget om min sønbær i mit eget barndomshjem. Du kan en historie af ham? Jeg kan en historie, men den er helt fra min morfars tid, da han var sådan en vogmandskusk ude på Amager i sådan et firma, hvor han kørte hestevogn. Og så en af hans kollegaer, han kom jo en dag ind, normalt var han virkelig dårlig klædt og var meget laset og meget forhudtet en person at se på. Men så kom han hen, og så havde han fået det flotteste sæt tøj på, pæne sko og hat og frakke og havde han på. Og så siger de til hans kammerater, hvad er der sket med dig, er du unge eller aldrig? Nej, siger han, så har jeg virkelig et sønbær. Har du virkelig et sønbær, siger de så, hvad er det? Jamen, jeg gik her på gaden nede ved Sønderbro Theater, og så kom en sønbær og siger, nej min gode mand, de ser dig ud til, at de godt kunne trænge til et nyt sæt tøj. Vil jeg have lov at invitere dem hjem til mig? Fordi så tror jeg lige, jeg har hvad de kan bruge. Og det endte så med, at de kørte i en taxa hjem til en sønbær, som gode, noget der hed, jeg har faktisk hørt, hvad navnet af gaden hed, men det kan jeg ikke huske lige nu. Det var jo... Ja, det hed Brudersvej. Ja, det var der han boede. Ja, faktisk hele sit liv, tror jeg, med sin kone der. Og så gik de hjem, og så tog han et fint sæt tøj. Han fik to sæt mere, hørte jeg også, han havde fået. Og så fik han det pæne tøj på, for det var en kraftig mand, og det var en sønbær også, og så kunne de passe det tøj. Så han fik det hele pakket ned, og så blev han kørt hjem i en taxa. Og så... Og oven i køkkenet, tror jeg, han har fået 100 kroner siddende også, med hele historien også om. Det var jo noget, min mor har fået vide af hendes forældre. Så det er jo meget sjovt at have sådan en historie, hvor det er en sønbær, der får jer alt væk. Og så lige pludselig, så sagde en gang Erik til en sønbær, da han havde kørt i taxa med ham, givet ham drikkepenge, så siger han... Han giver taxaseføreren over 50 kroner i drikkepenge, og turen kostede 4,5. Så siger han, du sørger godt med dit drikkepenge, så siger han, du skal lære. Hør nu hvad jeg siger. Den lille taxasefører, han går ind til sin taxasefører og fortæller, at han har fået 50 kroner i drikkepenge i en sønbær. Og hans kollegaer, de går hjem til deres familie og fortæller den samme historie. Hvis vi så ved alle, at en sønbærs nye film kommer, så må vi ind og se den, for det er jo en fantastisk person. Og så tænkte jeg på, det må da være det samme, som jeg gik ind med den gang med den mand, der fik tøjet af ham og hans penge. For han gik jo og fortalte alle om den historie, den mand der havde fået tøjet. Og den er jo så fortsat i flere generationer, den historie. Ja, det vidste han alt om, hvordan man skulle gøre det. Han sagde også, at han var god til at... Jeg kan også huske, han fortalte om en sønbær, der brugte hele forhånden dagen til at ringe rundt til pladen og fortælle, hvad der nu var sket i branchen. Man sagde gerne, at han vidste, hvornår en skuespillerinde var gravid, før hun selv vidste det. Og så kom han altså til at sige, at han driver af slader, fordi han skulle fortælle alle, hvad der var sket. Og det er jo sådan nogle ting, som... Der er nok også nogen i dag, der gør den slags der, at de ved så meget om alt, om de kendte, på alle leder kendte. Men omtale og PR, det er tidliggørende. Det var noget til, og jeg kan huske hele kælderen, den var jo delt i tre rum, og der var noget med de der kæmpe store illusioner, med spejlkabinetter og forsvindingskasser, og alting. Og så var der et mindre rum, og så var der et rum, der var fyldt med reklamer og plakater. Og jeg har aldrig set så mange brosyre og reklamer og plakater på samme tid. Fordi det var jo også noget, han sørgede altid for at lave trykstager. Han havde endda sit eget rum, nede i den der kælder, hvor han kunne lave filmeoptagelser, han kunne lave bundoptagelser. Jeg tror nok, han havde engang en idé om, at han ville lave sin eget TV-studie. Fordi det så meget professionel ud, det studie han havde. Ja, han havde, det kan vi se billeder af i bogen, han havde rigtige kameraer og tv-kameraer. Ja, lige præcis, han havde det hele. Og det var uvenbart i meget, meget høj kvalitet, og noget af det bedste udstyr, man kunne få på dengang. Det var noget, han anskaffede sig. Han anskaffede sig, han havde en idé om, at han ville lave sin egen tv-kanal med reklamer. Men der var han altså forud for sin tid, desværre. Fordi når jeg tænker på det, han fortalte om sine visioner der, ja, så skulle han have ventet 20 år, måske. Men han havde jo masser af gode idéer. Han havde altid idéer. Han havde altid idéer. Og han vidste også, hvordan han skulle få sine omtale. Men som sagt, så er det jo ikke de år, jeg kendte den. Det er ikke det år, jeg har set mest omtale om den. Og derfor synes jeg, det var sådan lidt deprimerende og lidt trist at se sådan en, sådan cirka en stor personlighed sidde og bladre alt igennem, for at se det meste lille billede af sig selv og så blive skuffet over omtalen. Det synes jeg faktisk var lidt skræmmende. Så det har også sådan givet mig den der med at sådan tænke, det er egentlig godt, man ikke er kendt og ikke har de der bekymringer, om man nu skal få omtale eller ikke få omtale. Men du har fået lidt omtale i dag, fordi du har været med i vores podcast Magisk Legende. Det er rigtigt, ja. Men det er ikke noget, jeg sådan går og tænker over til daglig. Nej. Jeg tror meget, det var sådan to ældre mennesker, som jeg var meget knyttet til, og der skrev, jeg så dem jo ikke som sådan nogle store personligheder, som var på tv, i radio, i tv og i aviserne. Jeg kan godt huske, dengang jeg så alle de der udklip der fra hans skrabbøger, der blev skrevet meget om dem, for han var meget omhyggelig med skrabbøger. Jeg tror, han havde 20 skrabbøger, og han lavede alt for omhyggeligt sat ind og det hele. Men så er det igen det der med, så når vi de sidste skrabbøger, nummer 19 og 20, der er det sådan, der er det bittesmå bedler, og der er det bittesmå omtaler. Så det blev jeg også lidt trist af at tænke på. Det er den der higenefter, ikke? Og hele sin berømmelse, den bliver mindre og mindre. Og der er en form, at folk får andre interesser. Og det synes jeg var sådan lidt trist. Ja, nu har jeg jo skrevet en bog om Trukser, der kommer i 2020. Ja, det ville han have elsket. Ja, helt sikkert. Men der prøver jeg så også at få den ind i Godmorgen og Godaften Danmark og Aftenshowet og de der steder. Jeg har indrendet den personligt to gange og afleveret bogen og et oplæg, men jeg får ingen reaktion på det. Jeg har også skrevet til dem på Facebook og sådan noget. Men jeg tænker, det er de der unge, der sidder redaktører i dag, hvad Trukser var og hvor stor han var. Han var jo faktisk med til at rydde foresidder i hele Skandinavien og spisesøller, som det hed, i 50 år. I hele Skandinavien. Ja, i de sidste år, at jeg har hævet, der var det jo så meget svært, at han kom på javiserne, hvis han endelig kom. Der kom også en gang et ugeblad, der forsvarer til at se og høre billedbladet hjem til, der skulle lave en reportage. Den historie er jo også i bogen. Ja. Men den oplevede jeg jo selv, og jeg holder mig selvfølgelig tilbage, men der kom jo sådan et hold ind ad døren. For det første havde jeg været dagen før og hjulpet med at finde alle de ting, der skulle frem, så han gerne ville have frem på bordet. For på det tidspunkt havde han en kælder, stadigvæk på Skylundsvej, og han kunne simpelthen ikke komme ned i kælderen, fordi han havde slået sit ben så voldsomt dengang, når vi var sammen dernede. Og jeg ved ikke, hvad om kræfter jeg fik taget, men jeg fik slæbt ham op af den trappe, og det der knælige bløde, og hele underbenet blødte, og det var også efter, at han havde fået en første armprotektion af fødderne. Så han kom aldrig derned igen. Men han kunne fortælle, han havde det der med, at han havde ordentligt alt, og han kunne sige, hvis du går ned der, så går du ned til 3. rum, så tager du nummer 2 skab, og så tager du 3. skov, og så ligger det der, du skal bruge. Og det passede altid. Så jeg var nede et par dage før, og Gulli kom fra Sverige, og vi kørte over en fælles ven, for de skulle lave et intervjue, der handlede om deres jubilæum. Det har været 60 års jubilæum, og de vil gerne fejre på den måde. Med trulleri, og med tankelæsning, og hvad der nu var. Så det var 50 år, har det nok været. Så er det jo det, der kommer jo det her, Handyvækkerne, de vil gerne lave et reportage. Så de kom jo, og der var købt smørrebrød, og der var lavet kaffe, og der var kring til kaffen, og der var et stor pakket blomster, og der var nogle ting, der skulle flyttes rundt på, for at de kunne filme rigtigt. Og jeg gik bare simpelthen, jeg ved ikke om de troede, jeg var en eller anden hushjælp, for jeg gik bare og ordnede kaffe, og lavede det. Men så hørte jeg jo hele det der intervjue, og de brugte jo flere timer på det, og de fortalte det. Og så lige pludselig siger en af journalisterne, ja der var jo også den affære, der Erik var der utro, siger han til Gulli, det nævner vi ikke her i huset, sagde hun sig, og det skal ikke skrives noget som helst over. Så var der jo lukket for det. Og så går der jo, de der fem uger, gjorde der dengang til, at det der blad kom på gaden, og pludselig så ringer telefonen, og er grædefærdig, og siger nu er bladet kommet, og har du set det? Nej sagde jeg så, ikke endnu, det kommer ind af det danske, altså magasinet havde altid de der udenlandske blader og aviser, så dem kunne jeg ned og købe der. Så siger hun, jamen det er jo færdigt, siger hun så, de skriver kun om Eriks utroskab, og vores skilsmisser, og alting. De skriver jo ikke noget om det, de sagde. Så siger jeg, det var godt nok mærkeligt, men nu, da jeg så fik købt bladet, og læste det, så kunne jeg jo se mig selv, at jeg havde jo hørt hele intervieuet, og kunne kende ret meget af det. Det må jeg godt sige. Efterhånden, når jeg har læst noget om kendte personer, så tager jeg det jo i meget meget stor grænse af alt, fordi jeg selv har oplevet sådan en interview, hvor man ikke kan kende noget som helst. Ja, de har en vinkel som de vil have. Det skal jeg love for. Nu sagde de jo bare, at de havde fået nogle papirer og sådan noget. De havde deres egen agenda. De kunne lige så godt holde af med at dukke op. Det havde de slet ikke behøvet, for de var ikke elektrificerede, de bedler der var. Tre bedler kom der i artiklen, og så stod der ellers om den her utroskab, og den her fager, og den her bladkobler. Det må man sige. Men der har jeg nok også fået den der, som man tænker, det er ikke noget, det er noget bladkobler, og så er man ikke kan kende det selv. Det synes jeg var godt meget. De sagde, at de kom for at intervjue, på grund af deres jubilæum. Og hans 70-års fødselsdag. Det var omkring hans 70-års fødselsdag. Det har været på det tidspunkt. Men i rene nu har vi fået insight information, fordi du kom hjemme hos Truksør i de sidste 10 år. Så mange tak for det, og hvis man vil høre mere, så kan man jo bare høre afsnittene om bogen, der bliver oplæst i afsnit 1-18. Man kan også læse bogen, for så kan man se alle billederne. Ja, det kan man selvfølgelig. Jeg synes, det har været sjovt at opleve, at den blev skrevet, den bog, langt om længe. Og jeg synes, at du har virkelig godt skrevet. Men det kunne jeg heller ikke gøre uden din lyd og oprækning, Irene. Så tak for det. Og tak fordi du var med til at lave podcast. Jo, tak lige nu. Vi ses. Podcasten om den magiske legende Truksør er blevet til i samarbejde med Tryllebutikken i Hvidovre på Hvidovrevej 137, peawodmagic.dk. Her kan du altid hive fat i Torben, der sælger balloner, spillekort og trylletricks, til professionelle artister, og dig, der gerne vil i gang med at trylle for venner og bekendte. peawodmagic.dk arrangerer også workshops, hvor du kan lære fra rigtige tryllekunstnere, og så kan du bestille biografin om Truksør der.