black friday sale

Big christmas sale

Premium Access 35% OFF

Home Page
cover of Magiske Legender - TRUXA del 17
Magiske Legender - TRUXA del 17

Magiske Legender - TRUXA del 17

Michael FrederiksenMichael Frederiksen

0 followers

00:00-20:47

Med udgangspunkt i Michael Frederiksens biografi fra 2020 om TRUXA (1919-1996) oplæses fra bogen og TRUXAs bekendte interviewes om denne magiske legende. Musik: LaVille Music Sponsor: Pjerrotmagic.dk

Audio hosting, extended storage and much more

AI Mastering

Transcription

Truksa, a famous entertainer, experienced health issues in the 1990s, including blood clots and heart problems. He had to cancel contracts and eventually had four toes amputated due to poor circulation. Despite these challenges, he continued to perform and was honored as an honorary member of the Danish Artists' Association. Truksa's career ended due to his health issues, but he attempted to sell his magic collection and had an unsuccessful exhibition. He passed away in 1996. Truksa's partner, Gulli, also had health problems and their relationship eventually deteriorated. Truksa reflected on his career and expressed his love for entertaining. Trugsa. Velkommen til podcasten Magiske Legender. I dag skal vi høre om Trugsa i 1990'erne. I juli 1991 rammes Trugsa af en eller flere blodpropper i benet på scenen. I hjembygdsparken i Næssjø, Sverige faldt han om og hastede sig på sygehuset. Det startede ellers godt. De kørte fra Lungby i strålende sol og varme og ankom i god tid til parken. Arrangeøren tog imod dem og inviterede på kaffe og sandwich ved caféen, som lå højere op i parken. Tilskuerpladserne var bygget op som amfitaler. Da alt var parat, var det parrets tur til at stille op, og derfor skulle de op på højen igen og glede om i et lille hus. Forestillingen gik godt, men hen imod slutningen viskede Trugsa til Gulli, at han følte sig lidt mærket. Efter 30 minutters tåleri gik de i gang med tankerlæsningen, som Trugsa husker. Jeg gik blandt publikum, og pludselig hørte jeg Gulli sige, så tal dog i mikrofonen. Jeg fandt mig selv siddende for enden af en af bænkene, og mikrofonen lå på jorden. Jeg tog den op og bad publikum komme hen til mig, i stedet for at jeg til dem, og fortalte, at jeg var lidt utepæs. Vi gennemførte resten på denne måde, men jeg kom aldrig op på scenen igen for at modtage publikums bifall, men fik en stol og sad ved siden af den. En dame fra publikum kom hen til mig og sagde, at hun var sygeplejerske, og at jeg måtte på hospitalet. Meget mod min vilje kom jeg afsted, og Gulli pakkede rekvisitterne og bilen. Fra Næssø sygehus blev jeg sendt videre til Eksø, hvor jeg blev indlagt med en blodprop i hjertet. Gulli kom senere bestyrtet til sygehuset og fik en seng ved siden af mig og fik lov at overnatte på hospitalet. Jeg lå der i 12 dage. Det blev slået stort op i pressen, og foruden de lokale blade, havde både ekspressen og aftenbladet det på deres løbesæd. Truksa havde sukkersy. Pressefolk kom fra både København og Malmø, og der kom masser af breve og blomster, bl.a. fra sanger inden Sonja Stjernqvist. Da han blev udskrevet, var arrangørerne så venlige at køre ham og hans bil til København. Vi hyggede os rigtigt med dansk mørrebrød i løsthuset i haven. Vi rejste hjem, og otte timer efter begyndte hjertet at hoppe igen, så der var ingen vej udenom afsted til et dansk sygehus, og der lå jeg så i yderligere 12 dage. Jeg måtte naturligvis annulere alle kontrakter. Efter dette blev blodomløbet dårligere i benene, og til sidst havde jeg meget besvær med at gå. Men der var en aftale jeg ville gennemføre, og det var til bogmæssen i Jødeborg, hvor jeg skulle præsentere den første af fire bøger jeg havde skrevet til Bra Bøkker, og som havde inviteret os til Jødeborg i tre dage. For uden at sidde i en stand et par gange om dagen, skulle vi den ene aften lave en forestilling. Den blev gennemført. Domme besvær, men vi fik meget en ros for den bagefter. En af de tilstedeværende var Robert Asbjerg, som skrev i en avis. Jeg synes Trukser var kanon. Trukser er en del af den svenske kulturskat, på trods af at manden er dansk. Trukser besøgte overlæge Holstein på Bispebjerg Hospital, som sagde, — Vil du gerne dø, mand? Efter at have undersøgt ham, har han forklaret, at man ikke kan operere før mindst seks måneder efter en hjerteinfarkt. Trukser måtte væbne sig med tålmodighed, men han fik det værre og værre, og måtte til sidst kravle hen over køkkenbordet, når han skulle lave morgenmad. Han fik scannet hjertet, og det så ud til at være i orden. I sommeren 1992 blev han indlagt i fem måneder. Den dårlige blodsirkulation medførte senere, at fire tær måtte amputeres, og nye blodoverindsættes. Det var eftervirkninger af sukkersyn. Denne begivenhed var med til at sætte en stopper for tryllekarrieren. Gulli havde selv problemer med helbredet, da benet var brækket, og hun gik med krykker. Tilbage til kontrol på Bispebjerg sendte Trukser omkående til operation. Da han vågner op, har lægerne fjernet tærerne på venstre fod. Overlægen forklarer, at det er muligt at komme til at gå igen med en specielt fremstillet sko, når sovet hiler. Trukser spørger Overlægen, om han også ville kunne danse ballet, men det var ikke en mulighed desværre. Trukser svarer, det er jeg glad for, for det har jeg aldrig kunne. På løbesædlen fra BT, september 1992, kunne læserne se et foto af en ensom og syg Trukser på hospitalet, lige før patienttøjet med citatet, «Slip mig ud!» Ekstrabladet skrev samtidig på deres løbesædler, «Kæmper for sin førlighed!». I december 1992 udnævnes Trukser til Æresmedlem af Dansk Artistforbund og overrækkes både medalje og diplom. Han var beæret, da denne udnævnelse var forebeholdt defaut. Fritjof Malmsteen fra Malmsteens Turnéen i Sverige, TV-manden Volmer Sørensen, direktør Ogreplog Thomsen fra Løje, journalisten Svend Krag Jacobsen og en tidligere formand i Æges Rosendal var tidligere blevet æret. Trukser havde selv siddet i bestyrelsen siden hans unge dage og havde deltaget i diverse udvalg, som f.eks. Ophavsretskommissionen. Udnævnelsen skyldtes primært afskaffelsen af forlystelsesskand, som Trukser var primus motor på. Og her er et foto, hvor parret poserer med udnævnelsen i glas og ramme. Trukser blev fortjent Æresmedlem af Dansk Artistforbund, hvor han havde lagt mange af sine kræfter ved at kæmpe for artister i hele Danmark. Og det billede har vi lånt fra Servusmuseet. Han var ikke længere frisk og rørig og ønskede at sælge sin store tryllesamling. Og der dukkede en mulig køber op igennem den internationale blå avis. Det var en tysk VIT-familie, der var interesseret. Der ankom et par repræsentanter fra Tyskland og de kiggede forbi villaen. Efter fem timers rundvisning i kælderen med kaffe og anekdoter, faldt salget dog til jorden, da tyskerne hørte prisen. En million danske kroner. Samme tilbud havde Helsingør Kommune fået, men de sagde også pænt nej tak. I villaen på Skyggelundsvej 17 i Valby rummede kælderen alle Truksers remedier. Han havde en mindre samling spillemaskiner, som også var hans passion. Han havde længe drømt om at udstille rekvisitter, kostymer, plakater, programmer og fotografier, og udstillingen måtte gerne være i Helsingør af hensyn til det svenske publikum. Trukser henvendte sig i 1993 til Helsingør Bymuseum i Hestamølle Strede, der straks var interesseret. Udstillingen, Truksers Magiske Verden, kørte fra 13. februar til 12. april, og 2400 gæster besøgte udstillingen, men blev ikke den publikums succes museet havde forventet. I et brev adresseret til Trukser på Bispebjerg Hospital skrev museumchef Gernot Pedersen, Personligt havde jeg regnet med, at udstillingen ville blive en lige så stor succes, som særudstillingen Dukkernes Verden i sin tid blev. Den blev lavet på samme præmisser som din udstilling, men blev i løbet af tre måneder set af henved 15.000 besøgende. En del af aftalen var, at de skulle lave show og foredrage i 40 minutter en dag i perioden. Publikum ville have mere, og de endte med at lave en time ekstra. Det var den eneste gang, Trukser selv besøgte udstillingen, da han blev hasteindlagt på Bispebjerg igen. Museet, Irene, Paul Lanka og en tryldevend fra gruppen, Key Brothers, pakkede udstillingen ned og kørte alle genstandene hjem. Det blev hans sidste offentlige optræden. Trukser nåede at gæste studieverdenen Michael Mayheim i elevatoren på TV 2 i enslaget, Hvad blev der af dem? Den 8. marts 1993 medvirkede Trukser på DR-programmet, mandag til mandag, og det blev hans sidste TV-program. Irene besøgte Trukser i huset på Skyggelundsvej hver tirsdag eftermiddag efter arbejde. Nogle gange ringede Trukser til hende på arbejde og bad hende tage kager med fra bageren. Trukser var efterhånden dårligt gået og skulle have hjælp til mange gøremål. Da han en dag faldt på trappen til kælderen, var det slut med at gå derned ved egen hjælp. Irene fik hjulpet ham op med overmenneskelige kræfter, men han kom aldrig derned igen. I 1993 bad Trukser om at få skrivmaskinen bragt ud til sygesengen, da han var gået i gang med at skrive sine rendringer. Han havde fået enestue på hospitalet, og det nød han meget. Så kunne han få kaget kaffen og snakke med sine gæster, uden andre lyttede med. Her fortalte Trukser blandt andet historien om Houdini´s håndhjern og fodlænker, der blev glemt i Cirkus Beggetorv, der optrådte i cirkusbygningen. Houdini, der medvirkede i forestillingen, måtte rejse hjem uventet, da han fik telegram om, at hans mor var alvorligt syg, og remedierne endte hos Trukser. Billetter blev refunderet til de skuffede danskere, af noget der var et optræd i cirkusbygningen inden afrejsen. De efterladte remedier blev fundet i cirkusbygningen af en medarbejder. Per Hinalberg købte lænkerne af Trukser i mid-90´erne, og de befinder sig nu i Ystad. Ugebladet Hemmets Journal kom på besøg i privaten i anledning af Truksers 50-årsjubilæum i 1994 som artist i Svenske Folkepakker. Der var bestilt det lækreste smørbrød med sild, laks og æg fra Slagterlund på Velbe Langgade til de sultne journalister. Efter en god frokost og rundvisning i hjemmet, intervjues Trukser og Gullihom deres karriere sammen. De har samtidig fundet genstande frem til fotos, som kan bryde bladets artikel. På et tidspunkt spørger Hemmets Journal ind til Truksers sidespring med vanje, og Gullih bliver tosset. Den navn nævner vi ikke her i huset. En månedstid senere er det en cirkeret Gullih, der konstaterer, hvad portrættet af Trukserbrædet egentlig skulle handle om i det svenske Slagterblad, nemlig separationen og affæren. Hun finder bladet i postkassen, hvor der kun er fire linjer om jubilæet, og bliver meget skuffet og ked af det. I januar 1996 fortalte Trukser til DR's journalist Kim Butcher. Jeg underholdt selv de største publikummer på 56.000 mennesker. Hvis der var noget uro blandt publikum, når jeg kom ind, tog det mig ikke mere end to minutter, så havde jeg dem. Det er et talent, man måske er født med, men det har ikke noget med magi at gøre. Jeg er ikke troende. Det eneste jeg tror på, det er mig selv. Jeg tror ikke på noget magisk eller overnaturligt. Når man kan leve i over 50 år af at underholde publikum, så har man en mission. Se glade mennesker, undrende mennesker. Man kan gå ind på en scene, få et 5.000 mennesker og have dem sådan her i 40 minutter. Det kalder jeg en mission. Så var vi glade, hvis publikum var glade. Det var publikums reaktion, der gjorde os glade. Og han fortsatte. Karrieren har betydet alt for mig. Vi byggede en forestilling op ved at forny os. Og vi kom tilbage de samme steder ustandsligt. Og det havde vi ikke gjort, hvis vi ikke kom med i det nye program. Syverlede i Stockholm, der kom vi 24 gange. Det samme i Liseberg, Gøteborg, der var vi et par 20 gange også. Kalenderen var fyldt året rundt. Om helbredet sagde Truxa. Jeg forbander den dag, de savede mit fod af. Når jeg sidder her og ikke kan gå, ikke kan stå og ikke kan komme ud blandt folk. Den forbandede fod. Hvorfor kan jeg ikke gå ordentligt? Så havde jeg fortsat. Jeg kan heller ikke forstå, at man ikke kan få lavet en sko, som passer. Nu hvor ortopeder er så dygtige. Hvis ikke det havde været for foden, så havde jeg været på landevejen. Det er det, jeg savner. Det gør vi begge to. Jeg føler mig som en 40-årig, bortset fra benet. Det kribler og krabler for at komme ud igen. Men det kommer jeg aldrig. Livet har været pragtfuldt. Man har truffet et hav af mennesker rundt omkring. Man har været i kontakt med folk. Pressen har fuldt en på vej op. Og de har ringet og spurgt, har du en god historie? Det er lige meget, at man har været syg og dårlig. Så er vi gået på scenene alligevel. Min kone har engang været meget syg af lungebetændelse hos de lommer. Hun faldt om på scenen, og jeg måtte fortsætte alene. Hvis der ikke var noget publikum, så var der ingen med til, vel? Hvis man står på en scene, og folk ved, man skal optræde der, og man mærker deres entusiasme, så driver det jo værket af sig selv. Det mærker man, når man kommer ind. Så går der et suks igennem folk. Jeg glemmer aldrig engang i Jøtteborg. Vi havde en helaftens forestilling i to timer. Jeg havde lavet det sammen med en god ven, der var på Jøtteborgsposten. Svend Strømberg. Og vi havde travlt med at få rigget hele operatureret til. Klæde om, sminke, og så siger jeg til Svend, har du overhovedet spurgt til billettsalget? Hvor på ansvaret? Nej, jeg tør sgu ikke, sagde han. Og så gik tæppet op, og det gav et suks nede fra salen af varme, der ramte ind i hovedet. Så viste det sig, at der var fuldt hus. Der var mere end fyldt. Der var også solgt billetter på scenen. Det blev fejret bagefter med en flaske champagne. Man skal ikke blive ringere, man skal helst blive bedre. Har du det ikke lige sådan? Du vil også blive bedre og bedre. Når vi skulle ind og lave fjernsyn, et 50-minutters program, sagde personalet. Vi forstår jer ikke. I går ind, som om vi skulle spise middag. Det ragede også en papskid. Vi vidste, hvad vi lavede. Vi vidste, at det ikke kunne gå galt. 7-9-13. Jeg slår lionerbordet. Om andre kolleger og deres tricks mente det trukser. Som regel ved jeg, hvordan det laves. Fordi de fleste tricks, der laves i dag, er afstedkommet af gamle tricks, som er fra omkring 1910. De er shined op og forbedret. Jeg kan ikke forstå, der skal dansesyn til. Det er lige så meget dansetrins, som det er udførelse af tricks. Og så alt det røg og alt det der tis. Jeg har aldrig kigget på en kollega og tænkt, hvordan han lavede det. Jeg har altid sagt, at mine kolleger går som et flok køer. Det ved jeg fandme ikke, at nogen skal sige om mig. Jeg har altid været, tror jeg selv, og har hørt det fra andre. Elegant, gået rigtig klædt. Klædt mig rigtigt. Trukser og gulje var altid velklædte. Og i tøjbutikken i København, Rovind, i Lars Bjørnstedt 5, annonceret med det fotogene par. Gå trukserklædt. Gå velklædt. Trukser han fortæller. Jeg brækker mig i dag, når jeg ser dem, der er på skærmen i dag. I fyrer jeans og hulede bukser. Det er rasselsfuldt. Hvis folk skal ud, skal de da se på noget pænt. Det er derfor, jeg har 20 smokinger nede i kælderen. Jeg har altid sat en meget stor pris på, at alt skulle være perfekt. Ikke perfektionisme. Jeg er pedant. Alt skal være på sin plads. I alle livets forhold. Nu har jeg ikke været nede i kælderen i flere måneder. På grund af benet. Og jeg kan sige til en ven. Hent lige ven. Den står lige der og der. Og så står den der. Om at fejle på scenens veje trukser. Hvis jeg i trylleriet har lavet en fejl. Så kan jeg hurtigt dække over det, så publikum ikke mærker noget. Den eneste der gaber op af gulje. Hun holder sgu ikke kæft. Hun skriger i grin. Så først er de klar over, at der er noget galt. Det har vi gjort på en scene flere gange. Så kommer man ud bagefter og siger. Ej det var da nok dejligt i aften. Den glæde kunne vi leve længe på. Og man stadig kan huske sine numre. Der er to måder at savne damer over på. Den ene er med håndsav. Den anden med en elektrisk. Det er ligesom at køre bil. Det sidder i baghovedet. Hvis trukser ikke var blevet entertainer. Jeg havde siddet på et forsikringskontor. Og stemtede hundeforsikringer. Livet har været pragtfuldt. Hvis ikke fru Bok havde givet mig den månedskontrakt til nationale skala. Så havde jeg nok aldrig kommet i gang. Det var en tilfældighed. Så var jeg blevet ven med at være amatør. Køre rundt i foreninger og kirkebazaar og sådan noget. Jeg har ikke fortrudt noget. Jeg har haft et dejligt liv. Journalisten Lars K. Andersen intervjuede trukser i 1996. Kort før han stod. I gratisbladet Ud at Se. Som DSB udgav i august 1996. Betragter han trukser. Han er en kompakt og overvågen mand. Hans tilbagestrøgne hår er tyndere og mere gråt end dengang han stod på scenen over det meste af Europa. Men han er stadig et af den slags mennesker der vil skille sig ud i enhver forsamling. En hårfør, selvsikker og direkte mand. Der ikke skilder med sine følelser. Og viser sin sårbarhed gennem selvironiske og let kyniske sidebemærkninger. Andersen fornemmer også. Det huer ham ikke bare at sidde. Sidde og kigge skrabbøger, fotografier og videooptagelser igennem. Sidde og gøre status over et liv i showbusiness. Som jo er noget der må gøres. Når en berømt scenekunstner har fået alderen hvor erindringerne skal nedfælles. Han vil hellere stå på en scene eller sidde i en bil og være på vej til et job. Han vil hellere gøre brug af alle de glitrende og sindrige rekvisitter. Som ligger nede i kælderen under huset i Valby og samler støv. Og Andersen konkluderer. Men når man er 76, har hjerteproblemer og har fået amputeret halvdelen af foden. Er der ikke meget at stille op. Det her ligger for legendariske skikkelser. Og Truxa er en af dansk underholdningsbranches legender. En af de få store internationale. Og her er et udsnit af rekvisitterne fra læret i kælderen. Hvor Truxa han sidder med en kuffer der er åben. Og der er en buket fjerdblomster der popper op. Og der står en soldat lavet af træ. Et foto fra Cirkus Museet. Gulli husker en episode der fandt sted i 1960'erne. Hvor Truxa inviterede en ung dame op på scenen til den oversavede dame. Truxa spurgte hende hvad hun blev skiftet sig med. Hvorpå hun svarede. Jeg er din datter. Truxa nævnte ikke selv episodeen i sine notater. Og nægtede overfor sin omgangskreds til det sidste. At han nogensinde havde fået et barn. Han hævdede at han havde fåret syg som barn og ikke kunne få børn. Han bad dommeren om en blodprøve. Men det blev ikke bevilget. Gulli blev dømt til at betale et indgangsbeløb og blev erklæret som faderen. Og sagen var ud af verden. For en tid. For datteren var jo virkelig. Da han havde fået hende med Madeleine. Men hun blev holdt på afstand af Gulli. Da Truxa i 1996 blev spurgt ind til familielivet svarede han. Det havde vi. Altså Gulli og ham selv. Ikke tid til. Derfor har vi heller ikke nogen børn. Det var business. Løsten driver værket. Og vi var jo professionelle. Og vi stod på en scene næsten hver aften. Når vi engang imellem havde en fridag kaldte vi det en dum dag. Vi holdt tætte i mange år. Men til sidst gik vi hinanden på naverne. Vi sled hinanden op. Vi taler i telefon sammen hver eneste dag. Og vi ser hinanden tit. Vi er stadig hinandens bedste venner. Kort før sin død blev Truxa spurgt om han fortrød det liv han valgte. Frem for et borgerligt liv. Nej. Så havde jeg måske brugt et helt liv på at lave hundeforsikringer. Men jeg fortryder måske at vi aldrig fik børn. På den anden side så ved jeg også at hvis jeg i morgen får en specialskyd søde sko som fungerer. Så vil jeg rejse mig op og tage ud og optræde. I september 1996 indlægges Truxa på hospitalet med tiltagende koldbrand i benene. Og to uger senere dør han. Erik Kurt Bang er begravet i den nye fællesskrag på Bispebjerg Kirkegård i København. Efter hans død besøgte Gulli, Truxas advokat og en repræsentant for Barlis venner, vilanen. Advokaten rydder reolen i stuen for personlige ting. Blandt andet en tyk kuvert med Truxas erindringer. Det hele samles i en kasse som advokaten tager med sig. Ingen ved hvad kassen indeholder. Ikke 40 år efter Truxas død er der oprydning i kassen med alle Truxas personlige papirer på Sjævhusmuseet. Advokaten er død i mellemtiden og kassen skal nu åbnes. Den tykke kuvert med erindringerne dukker op og således fik vi også Truxas egen stemme i denne biografi. Truxas havde endnu et træk i ærmet efter hans død. Da Gulli, Truxas advokat og repræsentanten for Barlis venner stod nede i kælderen slog en klokke syv slag. De blev hvide i hovedet da ingen andre opholdt sig i kælderen. Var det mundens sidste hilsen fra Erik Kurt Bang. Ja, hvem stod i skyggen af hvem ifølge denne bogs forfatter? Ingen af dem, de havde brug for hinanden. Både som venner og partnere på scenen. Alene havde Truxa ikke noget soloshow som agenterne ville booke i lige så stor udstrækning som parrets tankelæsning sagde. Og det var sådan set historien om Truxa. Men hvad blev der egentlig af Gulli? Det skal vi altså lige høre om i næste afsnit. Podcasten om den mægiske legende Truxa er blevet til i samarbejde med Tryllibutikken i Hvidovervej på Hvidovervej137.dk. Her kan du altid hive fat i Torben der sælger balloner, spillekort og trylletricks til professionelle artister og dig der gerne vil i gang med at trylle for venner og bekendte. Pjerrotmagik.dk arrangerer også workshops hvor du kan lære fra rigtige tryllegunstnere og så kan du bestille biografien om Truxa der. Vi ses.

Listen Next

Other Creators