63 - Johnny opfinder

Hvad med dig? Du lytter til eventyrlige frivillige fortjener. Jeg hedder Lars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. I dag skal du høre eventyret Johnny opfinder. Er du klar? Så begynder vi. Der var en gang. For sådan begynder alle rigtige eventyr. Det er, så du ved, at dette eventyr er noget, der skete en gang. Ikke endnu, ikke i går, ikke for 100 år siden, men bare en gang. Altså, der var en gang en viking. Ikke en helt almindelig viking, men inden jeg går videre med historien, vil jeg lige fortælle dig, hvem vikingerne var. Måske ved du det allerede, og måske gør du ikke. Så for en sikkerheds skyld fortæller jeg lige lidt om dem. Vikingerne boede i Danmark for mere end 1000 år siden. Det er ret længe siden. Men det var vikingerne ligeglad med. De boede her alligevel. De fleste var ligesom dig og mig. Søde, og rare, og helt almindelige. Men der var også nogen, der ikke var nogen af delene. Det var dem, der elskede at sejle ud til andre lande i deres vikingskibe. Og når de så kom frem. Ellers satte de så ikke ved pulen på et hotel, eller gik på museer, eller shoppede, eller noget af alt det andet, vi andre laver, når vi kommer til andre lande. Nej. De vikinger, der sejlede ud i vikingskibene, var hverken søde, eller rare, eller helt almindelige. Tværtimod. Når de kom frem til et andet land, hoppede de ud af deres skiber ned på stranden, og så bankede de alle dem i møl, og klaskede dem i hovedet med deres økser og svæger, og bagefter tog de alle deres penge, og alt deres guld, og sølv, og spiste alt deres mad, og brændte deres huse af. Og så tog de der også lige en hel masse dem, der boede i landet, til fange, og sejlede dem ind til et stort marked, hvor de solgte dem som slaver. Slaver er så nogen, der skal arbejde vildt hårdt med noget, de ikke gider, uden at få løn for det. Hvad siger du så? Dem ville jeg nødig møde, og det ville dem i de andre lande heller ikke ret gerne. Heldigvis er der ikke vikinger længere, men sådan var det ikke i vikingetid. Dengang var de ud over det hele, og i vikingetid kunne man være tre ting. Man kunne være konge, eller man kunne være sådan en, der sejlede ud og bankede folk, eller man kunne være bunde. Det var sådan set det. Og fordi de hverken havde busser, eller butikker, eller cykler, kunne de ikke engang blive buschauffører, eller købmænd, eller cyklister. Konge, bankede folk, eller pløjede jorden. Det var det. Og derfor var den viking, jeg vil fortælle dig om i dag, lidt anderledes end de andre vikinger. For det første hed han Johnny Viking Jørgensen, og det synes de andre vikinger var helt vildt mærkeligt. For de hed allesammen sådan noget som bjørn, tove, knuder, harald, gundild og svind. Det var helt almindelige vikingernavne. Alt muligt andet end Johnny. Og ja, så var Johnny heller ikke bundemand. Han havde selvfølgelig prøvet at sove guldrødder og havre og roer, men han glemte altid vanligt det han havde sovet, og så visnede det bare. Johnny var heller ikke konge. Det var der en anden der var. Og hvis Johnny skulle være konge, bliver han vist at banke ham derovre konge, og det er han virkelig ikke vødst til. Johnny havde aldrig helt forstået det med al den vold, og hvad det pjat skulle gøre godt for. Og det var også derfor det aldrig kunne falde om hende, at sejle ud med vikingskibene for at banke folk i andre lande. Det der med at slås og banke nogen, det er bare for dumt. Han kunne ikke engang finde på at mobbe nogen, eller bare drille dem på sådan en hyggeforsigtig måde. Nej, det Johnny allerbedst kunne lide, var at opfinde ting i sit værksted. Det var det bedste han vidste. Og en iskold vinterdag hvor han skulle ud i sit værksted for at opfinde et eller andet, var det helt vildt glat udenfor. Så han gled et langt stykke. Han faldt ikke, han gled bare et langt stykke. Åh, sagde Johnny, det var godt nok sjovt. Det vil jeg prøve igen. Og så tog han en lang glidetur mere. Åh, sagde Johnny igen. Det var nemlig hans yndlingsord. Og ville jeg ønske det var vinter altid, så jeg altid kunne tage en glidetur. Og det er jo selvfølgelig rigtigt, at det er sjovt med en glidebane, men vinter altid? Arh, jeg ved ikke rigtigt. Altid. Det er altså virkelig længe. Men selvfølgelig bliver det jo ikke så godt om sommeren, at man kan lave glidebaner eller kælde eller noget. Og det var lige præcis det, Johnny tænkte på, at når det blev forår og sommer og efterår, var det slut med glidebanerne. Åh, øv, sagde Johnny. Men så fik han en idé og sagde, åh ja, jeg kan bare opfinde en glidebane, der virker hele året. Og så skyndte han sig ind i sit værksted. Inde i Johnnies værksted var der mange forskellige ting. Der var selvfølgelig alt muligt værktøj. Der var hamre og forskellige slags økser og knive. Men der var ingen skruetrækkere, eller svensknøgler eller bordmaskiner. Den slags havde man ikke i Vikingtiden. Og Johnny var ikke lige noget til at opfinde dem endnu, så det måtte vente. Og det gjorde han jo heller ikke så meget for. Hvad sjovt er det ved at opfinde skruetrækker, når der ikke er nogen, der har opfundet en skrue? Nej, det giver ikke rigtig mening, så det var fint nok. Nå, sagde Johnny, lad mig nu se, hvad jeg kan opfinde, så man kan få en glidetur hele året, og også om sommeren. Og så rodede han lidt rundt i sit værksted og fandt et stykke træ og nogle søm, og gav sig til at hugge i træet med sin økse og banke søm i bagefter. Åh, sagde Johnny, da han var færdig, den er flot. Den er helt vildt god til... Øh, altså... Til at... Jo, altså... Men i virkeligheden, hvad den er lavet. Overhovedet ikke vildt godt til noget som helst. Det er bare et bræt med søm i. Og hvad skal man give brugt det til? Der er jo i hvert fald ikke nogen glidebane. Åh, øv, sagde Johnny, og satte sig på sin taboret og sparkede lidt til nogle marmorkugler, der lå og flød på gulvet. Og mens Johnny sådan sad der og sparkede til marmorkuglerne, kom hans kone ind ad døren. Hun hed Esmeralda. Og det var heller ikke et almindeligt viking-navn, men det var det, hun hed. Så er der kaffe, sagde hun, da hun kom ind. Og selvom de ikke havde kaffe i viking-tiden, de havde mist øl og noget, der hedder mjød. Så holdt Johnny og Esmeralda Viking Jørgensen en kaffe bare hver formiddag. De drak så bare varmt vand og håbede, at der var nogle af de der vimlige bankefolkvikinger, der ville komme hjem med noget kaffe. Åh, sukkede Johnny. — Nå, sagde Esmeralda, er der nogen opfindelse mere, der ikke virker? Johnny svarede ikke. Han synes det var irriterende, at Esmeralda sagde en opfindelse mere. Som om han ikke opfandt andet end ting, der ikke virkede. For det gjorde han. Han opfandt mange ting. Han havde for eksempel opfundet en flyvemaskine med plads til 14 passagerer. Og han var helt sikker på, at den virkede, når der engang kom benzin på, så den kunne starte. Desværre havde de ikke benzin i viking-tiden, så flyvemaskinen holdt parkeret uden for en af deres hus, og der havde den stået i flere år nu. Esmeralda kiggede ind på Johnny's arbejdsbord og fik øje på brættet med sømi. — Nå, du har så lige opfundet et bræt med hjemmesømi, sagde hun og smed det ind i en stor bunke med brædder med sømi. Men da Esmeralda fik stillet kaffekernen på arbejdsbordet, kom hun til at træde på Johnnys marmorkugler. Og når man træder på marmorkugler, så ruller de under fødderne, og så falder man. Og det var lige præcis, hvad hun gjorde. — Klask! sagde hun, da hun faldt. Og så sagde det en hel masse ræsle-bang-lyde, da kopperne af kaffekernen faldt på gulvet. — Åh! sagde Johnny. — Er Johnny fedt? — Au! sagde Esmeralda. — Skal du absolut have dit lejser til at ligge og flyde over det hele? Er du ude og bregge benene og alt muligt? Men Johnny havde fået en idé. Han ville opfinde nogle sko med marmorkugler under, så man kunne glide på. Derfor tog han sine sko af, og lagde dem op på arbejdsbordet. — Hvad laver du nu? spurgte Esmeralda. — Er du da blevet bimlende skør? — Nej, nej! sagde Johnny. Jeg opfinder. — Opfinder hvad? spurgte Esmeralda. — Sko. — For så må jeg nok skuffe dig. De har opfundet for længe siden. — Nej, nej! sagde Johnny. Jeg opfinder rullesko. — Rullesk? sagde Esmeralda rystet på. Jamen, så går jeg ind og koger en bid til aftensmad, og så gik hun. Og hele resten af dagen stod Johnny i sit værksted og arbejdede på at få marmorkuglerne til at sidde fast under skoene. Og da det jo blev hver aften, var han færdig. — Åh! sagde Johnny til sig selv. Nu skal jeg bare så meget ud og rulle. Og så tog han sin marmorkuglesko på og gik lige så forsigtigt for ikke at falde. Udenfor var han skubbet frem med den ene fod og rullede ingen steder hen. — Åh! sagde Johnny. Det var da træls. Hvad var der galt? — Hvad laver du? sagde Svend, der i det samme kom forbi med sin trækvogn. Svend var Johnny og Esmeraldas nabo, og han var bunde og skulle ud og trække lidt roer op ad jorden. — Jeg tester lige min nyeste opfindelse, sagde Johnny. — Javel, ja, sagde Svend. Og hvad er der så opfundet denne gang? — Et bræt med søm i. Og så fnisede Svend. — Rullesko, sagde Johnny. Jeg har opfundet sko, man kan rulle på, så man kan få en glidetur hele året. — Javel, ja, sagde Svend. Og virker de så? — Ikke rigtigt, sagde Johnny. Det er som om, at de marmorkugler, jeg har limet fast under min sko, ikke rigtigt vil køre rundt. — Limet fast, sagde Svend. Jamen, hvis du har limet dem fast, kan de jo ikke køre rundt. — Hvor ved du det fra? spurgte Johnny. — Nå, det kan jeg ikke lige huske, sagde Svend. Det er vist bare så noget, alle ved. — Nå, sagde Johnny og så helt skuffet ud. Han syntes det var ærgerligt, at alle vidste, at kugler man limer fast på noget, ikke kan køre rundt. — Altså alle andre lignede så Johnny selv? — Ja. — Så du bliver nok nødt til at prøve igen, sagde Svend. — Ja, det gør jeg jo nok, såg Johnny og gik ind på værkstedet igen, hvor han sad længe på sin taboret og spekulerede på, hvordan han så skulle gribe dagen. Han kunne bare ikke komme i tanke om noget. På et tidspunkt kom Esmeralda ud til ham og sagde, at der var aftensmad. Geden var mør, og pomfretterne var varme, så han skulle komme med det samme. Og mens Johnny og Esmeralda spiste gedderfritter, tænkte Johnny over, hvordan han skulle bære sig af med at opfinde noget, der virkede. Ikke bare et bræt med svømme i, men noget, der virkede rigtigt. Johnny lå hele natten og ventede og drejede sig i sengen, mens han spekulerede over tingene. Og det gjorde han lige indtil han fik en idé. — Og hvad? — sagde Johnny. — Jeg er genial! Mumlede Esmeralda, der stadig lå og sov. — Jeg er genial! — kendtog Johnny. — Det siger du ikke, grøntede Esmeralda og vendte sig om på den anden side og sov videre. Men Johnny stod op og skyndte sig ud i værkstedet for at være genial. Det var nemlig sådan, at Johnny var kommet til at tænke på den snak, han havde haft med Svend. Eller rettere sagt, så var han kommet til at tænke på den trækvogn, Svend havde haft med. Den havde nemlig jul, og jul kan køre rundt. Så derfor var Johnny i fuld gang ved at lave jul til sine sko. Det første jul, han lavede, var med ind til det, der sad på Svends trækvogn, men det duede ikke rigtigt. Det var alt for stor. — Men så laver jeg da bare nogle små jul, tænkte Johnny. — Men jeg skal bruge otte, tænkte han videre. — Det er fire jul til hver sko, og ét i hver hjørne af skoen. — to foran og to bagved. Hele resten af natten arbejdede Johnny på at lave sine røde sko. Og denne gang limede han ikke julene fast for. Alle ved jo, at hvis man limer noget fast under sine sko, kan det ikke køre rundt. Da det blev morgen, og solen stod op, var Johnny færdig med sine røde sko, som han tog på, og så gik han ligesom forsigtigt, for ikke at falde, ud af værkstedet. — Hvad laver du? sagde Svend da i det samme, kom tilbage fra marken, hvor han havde truppet roer op ad jorden hele natten. — Jeg tester lige min nye opfindelse, sagde Johnny, min rullesko. — Javel ja, sagde Svend, jeg troede altså sikkert, det virkede. — Nej, det gjorde det heller ikke, sagde Johnny, men nu har jeg sat jul på, ligesom du har på din trækvogn. — Javel ja, sagde Svend, og det må du så lime fast. — Niks, sagde Johnny og skubbet frem ud væggen, og trillede lige forbi Svend, der stod meget for bagsiden. — Der kan du bare se, sagde Johnny. — Jeg har opfundet rullesko. — Ja, det er godt nok smart, sagde Svend, det ser næsten ud, som om du skøjter på jorden. — God idé, sagde Johnny, jeg vil kalde dem rulleskøjter, det lyder meget sejere end rullesko. Og siden den dag kaldte alle folk i landsbyen Johnny for Rulle Johnny, for han havde altid sin nye rulleskøjter på. Du har lyttet til et eventyrligt frikvarter, og nu er frikvarteret slut. Jeg hedder Lars, og det er mig, der har skrevet og fortalt det eventyr, du lige har hørt. Du kan finde eventyrlige frikvarter på Facebook, og i de fleste podcastlabs. Bare søg efter eventyrlige frikvarter. Du kan også finde alle mine eventyr på hjemmesiden eventyrligefrikvarter.dk Tak for det, du lytter med. Jeg håber, du har lykket dig, og du lytter med en anden gang. Kan du nu have det helt eventyrligt, til vi høres ved igen. Undertekster af Amara.org fællesskab