61 - En flad hale

Lars tells a story about a dog named Vovsak and a cat named Flødemis who live on a farm. They hate each other and constantly insult each other. One day, Flødemis gets her tail flattened by a tractor. Vovsak sees her and asks what happened. They realize that they should help each other instead of being mean. They roll up Flødemis' tail and tie it with a red ribbon. They forget their animosity and become friends. Hvad med dig? Du lytter til eventyrlige frivillige fortjener. Jeg hedder Lars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. I dag skal du høre eventyret En Flad Hale. Er du klar? Så begynder vi. Ja, bare en gang, for sådan begynder alle rigtige eventyr. Det er, så du ved, at det er et eventyr, noget der skete en gang. Ikke endnu, ikke i går, ikke for 100 år siden, men bare en gang. Altså på en bondegård ude på landet var der en gang en hund og en kat. Hunden hed Vovsak, og katten hed Flødemis. Der var også en hel masse andre dyr, og også en hel del mennesker. Nogle var voksne, nogle var børn, nogle boede på gården, og andre kom bare for at arbejde der. For det er mange gange sådan, det er ude på landet. Der var selvfølgelig også en hel del traktorer, og vogne, og plove, og marietærsker, og alle mulige andre bondegårdsagtige ting. Men en af dem, den her historie, handler om Vovsak og Flødemis. Alle på gården var glade, og gik og fløjtede glade melodier, mens de gjorde det, de skulle. Alle undtagende Vovsak og Flødemis, de var ikke glade. De var heller ikke gæde af det. Det er jo godt gammeldags møgsure, og det kan man jo undre sig over, for ude på landet er der masser af frisk luft, og blå himmel, og hvide skyer. Der er masser af plads at løbe og lege på, og der er alt muligt spændende at lave. Men det kunne Vovsak og Flødemis slet ikke få øje på. De var bare sure og hisige, og alt muligt træls, som man kunne være, det var de. For de kunne nemlig ikke udstå hinanden. Det betød, at de hadede hinanden. Vovsak hadede Flødemis, og Flødemis hadede Vovsak. Og det er bare noget bøv, hvis man går og hader hinanden, når man bor det samme sted. Ja, det er også noget bøv, hvis man bare går og er sur på hinanden, når man bor det samme sted. Og hvis du har prøvet at være sur på nogen, du bor sammen med, måske din mor eller far eller dine søskende, hvis du har så nogen, ja, så ved du, hvad jeg mener, det giver dårlig stemning. Gå væk, sagde Flødemis en dag, hvor Vovsak kom ud af en dør og var lige ved at gå ind i en. Gå selv væk, gødede Vovsak og forsøgte at bide Flødemis. Fjols, sagde Flødemis og sprang til siden. Du vil selv være fjols, sagde Vovsak og rækte tunge. Ja, unge kan jo bare godt række tunge. Det troede jeg ikke, at de kunne, men det kan de så. Og så gik de hver sit vej, så de slap for at se på hinanden. Måske tænker du på, hvordan de vil blive så meget uvenner. Det gør jeg i hvert fald. Der måske er sket noget meget slemt, siden det er gået så galt. Problemet er bare, at hverken Flødemis eller Vovsak længere kunne huske, hvorfor de var uvenner. Det eneste de kunne huske var, at de var uvenner. Og sådan gik den ene dag efter den anden, og hver dag kaldte det en anden grimme ting og forsøgte at bide eller krasse hinanden. Møgdyr, sagde Vovsak. Pelle Triller, sagde Flødemis. Torsk, sagde Vovsak. Gummernik, sagde Flødemis. Socialdemokrat, sagde Vovsak. Hundehoved, sagde Flødemis. Og så videre, og så videre. Hver eneste dag var det sådan. Hver evig eneste dag. Og det havde været sådan i mange dage, og mange uger, og mange måneder, og mange år. Men så en dag gik det helt galt. Bundemanden havde startet sin store traktor op og var trillet ud af garagen. Han skulle ud og så korn og ærter på sin mark. Og det var ikke det, der var galt. Nej, det der var helt galt var, at bundemanden ikke havde set at Flødemis lå og sov lige bagved den store traktors ene hjul. Så da bundemanden bakkede ud af garagen, kørte han Flødemis over. Ikke sådan helt over, så Flødemis døde af det. Hun nåede at vågne, da traktoren startede, men hun nåede ikke at flytte sig helt. Derfor kørte traktoren hen over hendes hale, så den blev lige så flad som en pandekage. Au! råbte Flødemis og skyndte sig at løbe i sikkerhed. Bundemanden hørte ikke noget, fordi traktoren larmede for meget. Så han kørte bare videre. Flødemis kom i sikkerhed om bag en grønt høster og sad og kiggede på sin fladede hale, mens hun sagde au, au, au og åh nej, åh nej, åh nej. Flødemis var nemlig rigtig stolt af sin hale. Den var stor og tyk og havde fine grå og sorte striber. Eller det var den i hvert fald, indtil bundemanden kørte over den med sin traktor. Nu var den mest sådan, temmelig flad i det. Den havde stadig grå og sort striber, men den havde også hjulspor efter traktorens store hjul. Halen så i det hele taget ret yngelig ud. Ja, den lignede vel mest en handske af den slags uden fingre, og det gik jo slet ikke. En kat med en handske som hale, det så bare let dumt ud. Eller temmelig meget, faktisk. Og som om det ikke var slemt nok at være blevet kørt over, var halen nu lige neden handske. Ja, så kom Vårsak da også lige forbi det samme. — Togehorn! sagde Vårsak, da han fik øje på Flødemis. Flødemis sagde ikke noget, og Vårsak stansede op. Det var lidt mærkeligt, for Flødemis plejede da altid at være hurtig til at kalde ham noget grimt. Men Flødemis var slet ikke umør til at kalde Vårsak noget grimt. Hun syntes, at hendes hale var grimt nok, som det var, og at der ikke var nogen grund til, hos at sige noget grimt. — Hallo! sagde Vårsak, jeg kaldte dig Togehorn. Men Flødemis så ikke engang op på Vårsak. Hun forsøgte bare at skubbe sine handskehaler om bag sig, så Vårsak ikke skulle prøve på den. For så sagde han bare noget grimt om den også, og det har hun bare ikke brug for at høre lige nu. — Gå din vej, mumlede hun. — Det skal du da ikke bestemme, sagde Vårsak, der godt kunne høre, hvad Flødemis sagde, og lovede med halen, fordi han glædte sig til, at de skulle kalde hinanden grimme ting. Men Flødemis sagde ikke noget. — Helt ærligt, sagde Vårsak, hvad sker der for dig? Du plejer da altid at kalde mig grimme ting, hvorfor siger du ikke noget? — Gå nu bare din vej, sagde Flødemis sådan helt trist. Og så var det, som om det gik op for Vårsak, at der måske var noget galt. Flødemis virkede næsten ked af det. Det havde han aldrig set før, så det måtte være noget alvorligt. — Er du okay? spurgte Vårsak forsigtigt. Flødemis sagde ikke noget, og Vårsak gik forsigtigt tættere på, for at finde ud af, hvad der var galt. — Gå væk, sagde Flødemis og væsede af Vårsak. — Rolig nu, sagde Vårsak, jeg vil bare hjælpe, hvis jeg kan. — Hvad vil du da af? sagde Flødemis, du bare griner og gør nej af mig. — Det vil jeg da ikke, sagde Vårsak. Hvis der er sket noget alvorligt, er det måske endda mere alvorligt, end at kalde en anden grim ting. — Prøv, sagde Flødemis, du er en møgirriterende og møgdum møghund, og du vil bare møggrine af mig. Vårsak stoppede for pauset op. Så smilede han, og så grinede han rigtig højt. — Lad os selv se, sagde Flødemis, du griner af mig. — Jeg griner af det, du sagde, forklarede Vårsak. Det lød virkelig sjovt. — Det lød overhovedet ikke sjovt, sagde Flødemis, men så kom hun også til at smile, for det lød faktisk lidt sjovt. Vårsak gik tættere på Flødemis og fik øje på ens handskehale. — Hvad er det? spurgte han og pegede på den ene pole med halen. — Ja, hvad tror du? sagde Flødemis. — Det, jeg tror, er ikke noget, sagde Vårsak, for jeg ved ikke, hvad det er. Det ser bare underligt ud. Det ligner lidt en handske med grå og sort stribe pæls. — Præcis, sagde Flødemis, det er lidt præcis, hvad det ligner. — Men hvad er det? ville Vårsak vide. Ved du, hvad det er? og Flødemis gik op. Hun kunne lidt så godt se det, som det var, så Vårsak kunne grine af hende og kalde hende alt muligt handskehale-grimt. — Det er min hale, sagde hun. — Det er din hvad? sagde Vårsak. — Min hale, sagde Flødemis. — Men, sagde Vårsak, og så meget undrende ud. Hvorfor ser den sådan ud? — Det plejer den da ikke. — Nej, men det gør den sådan nu, sagde Flødemis, og du kan lige så godt vende dig til det, for det bliver aldrig anderledes. Min hale er flad som en pandekage og en handske uden hånd i. Den er flad og grim, og der er julespor på den, så nu har jeg sagt det. Gør så nej af den, så vi kan få det overstået. — Gør nej af? sagde Vårsak forvirret. — Hvorfor skulle jeg gøre nej af din hale? Det er jo forfærdeligt, at den ser sådan ud. Den plejer at være så flot. Af alle de katte, jeg kender, er du den med den flotteste hale. — Men hvordan er det sket? Og så fortalte Flødemis alt, hvad der var sket. At hun havde sovet, og at bondemanden havde kørt sin traktor ind over hendes hale, og at det jo derfor den var flad og havde julespor. — Det er da virkelig forfærdeligt, sagde Vårsak og så ret bekymrede. Hvad skal vi gøre ved det? — Hvad vi skal gøre, sagde Flødemis, det skal jeg sige dig. Vi skal ikke gøre noget. Der er ikke noget at gøre, og derfor skal vi heller ikke gøre noget. — Altså, sagde Vårsak, nu ved jeg jo ikke så meget om kattehaler, men jeg tænker på, om ikke man kan rulle den sammen, så du får din gamle hale igen? — Nej, sagde Flødemis. — Men skal vi ikke prøve? spurgte Vårsak. — Nej, sagde Flødemis. — Okay, men kan vi så ikke prøve at puste den op igen? spurgte Vårsak. — Nej, sagde Flødemis. — Men hvad så med at putte gær på? sagde Vårsak. Jeg har set, at når man putter gær i fremsbrudsteg, så hæver det og bliver helt stort. — Nej, sagde Flødemis. — Du er altså ikke nem at hjælpe, sagde Vårsak. — Du vil også bare gøre nej af mig, sagde Flødemis surt. — Hold nu op med det, Pjat, sagde Vårsak. Jeg vil ikke gøre nej af dig. Jeg vil bare gerne hjælpe dig, og det kan jeg jo ikke, når du siger nej til det hele. Flødemis sad og tænkte lidt over, og sagde så, okay. — Okay hvad? sagde Vårsak. — Okay, du må gerne hjælpe, hvis du vil. Det var godt. Så synes jeg, vi skal prøve at rulle den sammen og binde noget snor omkring den, så den ikke flapper ud igen. — Okay, sagde Flødemis, men kan vi lave en rød sløjfe eller noget i stedet for det med snoren? — Selvfølgelig, sagde Vårsak. Jeg henter lige noget rødt bind i sløjfebånd. Og sådan gik det til, at Flødemises ale blev rullet sammen og holdt på plads med en rød sløjfe. Og fordi Vårsak og Flødemis havde glemt alt om at være uvenner, og alt om at have hinanden og bare hjælpe hinanden med at få Flødemises ale til at se normal ud, og fordi Vårsak og Flødemis havde glemt alt om at være uvenner, og alt om at have hinanden og bare hjælpe hinanden med at få Flødemises ale til at se normal, eller i hvert fald næsten normal ud igen, ja, så endte det med at blive rigtig gode venner. Så efter den dag var der ingen, der så Flødemis og Vårsak stå og råbe af hinanden. I stedet kunne man se dem følge sig overalt og hele tiden, mens de snakkede og grinede og legede og havde det sjovt. De er jo faktisk blevet de bedste venner på hele Bundegården, og måske endda i hele verden. For hvis man vil, og hvis man gør noget for det, kan man næsten altid få noget godt ud af noget skidt. Og selv hvis det ikke lykkes, så er det i hvert fald vigtigt at have prøvet. Du har lyttet til et eventyrligt frikvarter, og nu er frikvarteret slut. Anna Larsen, og det er mig, der har skrevet og fortalt det eventyr, du liger. Du kan finde eventyrlige frikvarter på Facebook og i de fleste podcast-apps. Bare søg efter eventyrlige frikvarter. Du kan også finde alle mine eventyr på hjemmesiden eventyrligefrikvarter.dk Tak fordi du lytter med. Jeg håber du har lykket dig, og at du lytter med en anden gang. Kan du nu have det helt eventyrligt, til vi høres ved igen. Danske tekster af Jesper Buhl Scandinavian Text Service 2018