69 - Verdens kedeligste mand

Jørgen Ip is a very boring man who works in an office and does the same routine every day. He prefers to be alone and read his newspaper during lunch breaks. However, a new woman named Else Grethe joins his office and disrupts his routine with her constant talking. Jørgen Ip struggles to adjust to the changes and even gets lost on his way home. He tries to ignore her and find peace by turning off his brain, but it doesn't work. Despite the disruption, he manages to read his book before going to bed. Hvad med dig? Du er jo der til eventyrlige frivillige fortjener. Jeg hedder Lars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. I dag skal du høre eventyret, verdens kedeligste mand. Er du klar? Så begynder vi. Der var en gang, for sådan begynder alle rigtige eventyr. Det er så du ved at det er et eventyr om noget der skete en gang. Ikke nu, ikke i går, ikke for 100 år siden, men bare en gang. Altså der var en gang en mand, der hed Jørgen Ip, og Jørgen Ip gik på arbejde hver dag. Han sad på kontor, og det havde han gjort i mange år. Han lavede ikke noget. Han talte ikke i telefoner, han lavede ikke regnskab på en computer. Han sad bare inde på sit kontor. Ikke andet. Det var det hele. Han var indsat til at sidde på kontor, og det gjorde han så. Og han havde altid sorte bukser, hvide skjorte og sort slips på. For det har man når man arbejder på kontor. Eller det er nok ikke alle der har det, men Jørgen Ip havde. Og når der var frokostpause, og alle de andre der arbejdede samme sted som Jørgen Ip sad i kantinen og snakkede og grinede og spiste og drak kaffe, så sad Jørgen Ip og læste ved udsigten en avis. Hver dag havde han det samme i sin madpakke. To halve med leverpåsteg og to halve med spejlpølser. Og så havde han en flaske vand, for vandene henne hjemme hvor han boede. For han kunne bedre lide det vand der var i hans hus, end det der var på hans arbejde. Når han var færdig med at sidde på kontor, gik han ud til sin lille bil og kørte hjem. Så lavede han aftensmad, som han tog med ind foran fjernsynet og spiste, mens han så ved udsigten. Og når han havde spist og ryddet til side, sagde han som en bog, der hed Tortenvær over Svalbard og omliggende kommuner. Den læste han i i to timer, inden han gik i seng. Han havde kun den ene bog, og når han havde læst den færdig, begyndte han forfra. Det havde han gjort i mange år, og det havde fungeret rigtig godt, så Jørgen Ip mente ikke, at der var nogen grund til at lave om på det. I det store hele var Jørgen Ip en virkelig kedelig mand. Ja, faktisk var han så kedelig, at når han blev fotograferet, så var billederne altid i sort-hvid. Det eneste, han interesserede sig for, var hverudsigter, og hver dag gjorde han de samme ting i den samme rækkefølge, for han kunne godt lide, når tingene var, som de plejede at være. Og det var nok også derfor, at der over hans seng hanget billeder med to linjer fra et dæk, som han holdt meget af. Linjerne var skrevet af en dækter, der hed Dan Tyrell, og der stod Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen. En dag blev der ansat en ny på Jørgen Ips arbejde. Det var en dame, der også skulle sidde på kontor, og da det var lidt småt med kontor, skulle hun sidde på samme kontor som Jørgen Ip. Hun skulle heller ikke lave andet, end at sidde der, og det var mest for, at det firma, hun og Jørgen Ip arbejdede for, kunne fortælle, at de havde rigtig mange ansatte, sådan at deres kunder troede, at det var en kæmpe stor firma. I virkeligheden var der kun otte ud af de 341 ansatte, der rent faktisk lavede noget. Resten gjorde ikke. Jørgen Ip var ikke vild med, at der skulle sidde en anden inde på hans kontor, for det plejede der jo ikke at gøre. Og Jørgen Ip kunne godt lide, når tingene var, som de plejede at være, men der var ikke rigtig noget at gøre ved det. Hej, sagde den nye dame. Jeg hedder Else Grethe, og jeg skal sidde her sammen med dig, og så tænkte jeg, at vi jo ligeså godt kan lære hinanden at kende. Ja, som sagt, Else Grethe, og jeg går til folkedans om tirsdagen, altså det er tirsdag aften, for om dagen skal jeg på arbejde, og så grinede hun, som om hun havde sagt noget sjovt. Ja, og hver anden torsdag går jeg til puslespil på aftenskolen, og så har jeg to katte, der hedder Måns og Mona, og det er, fordi det er en handkat og en hundkat, ja, det er så handkatten, der hedder Måns, og hundkatten, der hedder Mona, og så grinede hun igen. Du glade verden, tænkte Jørgen Ip, som hun dog snakker. Der plejer ikke at være nogen, der snakker her på mit kontor, men det skal jeg da lige love for, at der er nu. Og så overvejede han, om det ville virke uhøfligt, hvis han starte fingrene i ørerne, men blev en med sig selv om, at det ville det nok, så han lod være. I stedet valgte han at smile til damen, og håbede, at det kunne få hende til at tige stille. Det kunne det så overhovedet ikke, for hun fortsatte, men jeg har jo slet ikke spurgt, hvad du hedder, og hvad du laver, når du er fri, og det synes jeg var rart at vide noget nu, vi skal sidde her hver dag, synes du ikke også det, altså at det er rart sådan at kende hinanden? Og det synes Jørgen Ip egentlig ikke, men fordi han ikke bare var kedelig, men også høflig, svarede han pænt. Jørgen Ip læser en bog. Damen kiggede bare på mig, hævede spørgen og øjnene på hende. Hvad mere? spurgte hun, da det ikke lå til, at Jørgen Ip ville sige mere. Hvad mere hvad? spurgte Jørgen Ip og rettede på en kuglepind, der lå en lille smule skævt. Ja, der må da være mere at fortælle, sagde damen. Er du gift? Har du børn med i dit hobby? Den slags. Nej, nej, læse, sagde Jørgen Ip. Det forstår jeg ikke, sagde damen. Hvad betyder det? Nej, jeg er ikke gift. Nej, jeg har ikke børn. Min hobby er at læse, sagde Jørgen Ip, og pillede ved sit slips. Du siger godt nok ikke meget, sagde damen og grinede igen. Dengang sagde Jørgen Ip slet ikke noget. Han træk bare på skuldrene og glædede sig til, at det blev fyre aften, så han kunne gøre hjem og få fred og være udsigt. Nå, men så er jeg jo nødt til at snakke for os begge to, sagde damen. Nej, tænkte Jørgen Ip. Det er du faktisk ikke, men du gør det jo nok alligevel. Og det gjorde hun. Uafbrudt. Hele dagen. Og da det blev frokosttid, sagde hun, at hun tager ved samme bord som Jørgen Ip, for jeg kender jo ikke nogen af de andre, som hun sagde. Og så snakkede hun videre om alt muligt, Jørgen Ip ikke gad høre om. Men det værste var sådan set ikke, at hun snakkede hele tiden. Det kunne man vel vende sig til, tænkte Jørgen Ip, ligesom man kan vende sig til lyden af en morsersav eller en vinkelsliber. Nej, det værste var, at Jørgen Ip slet ikke fik læst hver udsigten i avisen, fordi hun snakkede sådan. Jørgen Ip vidste jo godt, at det var uhyfligt at læse avis, når hun snakkede, så derfor gjorde han det ikke. Men han havde det meget svært med, at der nu var en ting mere, der ikke var som den plejede at være. Først kunne han ikke længere sidde alene på sit kontor, og nu kunne han heller ikke læse hver udsigten i sin avis. Det var lidt som om, der var nogle ledninger, der brændte over ind i hans hjerne. Der skete bare alt for meget, der ikke plejede at ske, og Jørgen Ip kunne slet ikke finde ud af det. Har der mest af hende lyst til at rejse sig og bede damen om at tisse stille? Tisse og stille, dame, havde han lyst til at sige, for han kunne ikke lige komme i tanke om, hvad hun hed. Ja, faktisk havde han lyst til at råbe det til hende, men fordi Jørgen Ip var så hyflig, som han var, gjorde han det ikke. Det er altid godt at være hyflig, og nogle gange kan man godt være nødt til ikke at være det. Altså, jeg siger ikke, at Jørgen Ip skulle have rejst sig op og opdagelse, men måske ville det have været smart, hvis han lige havde sagt et eller andet, så han i det mindste kunne få fred til at læse vævesigten i avisen. Da frokostpausen var slut, skulle de tilbage til kontoret. Jeg skal lige pudre næsen, sagde Grete. Det er så noget damer nogle gange siger, i stedet for at sige, at de skal på VSA. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg er jo heller ikke nogen dame. Yes, tænkte Jørgen Ip endelig fred, og så skyndte han sig tilbage til kontoret, hvor han satte sig i fred og ro, og noget af det var, som det plejede at være, når han sad der. Det holdt nu ikke ret længe, for Elsa Grete fik hurtigt pudret næsen, eller hvad den nu var hun skulle, ude på WCA, og så var hun tilbage igen. Ih, hvor er det nogle pæne toiletter, der er her, sagde hun på vej ind ad døren. Ej, nu stopper du, tænkte Jørgen Ip, der mente, at hvis man absolut skulle snakke hele tiden, kunne man da i det mindste snakke om noget. Personligt kunne Jørgen Ip ikke interessere sig mindre for, om toiletterne var pæne eller ej. Det var toiletter, og de kunne bruges til det, man brugte toiletter til. Men Elsa Grete snakkede bare videre, og videre, og videre. Hele resten af dagen snakkede hun, som et vandfald snakkede hun. Hun snakkede så meget, at da det endelig blev fyreaften, og Jørgen Ip kunne sætte sig ud i sin lille bil, for at køre hjem, så var hans ører helt ømme, og der lød sådan en underlig hyleton i hans hoved. Py, tænkte Jørgen Ip, mens han kørte hjem. Det var godt nok voldsomt. Voldsomt og helt forkert. Men i det mindste blev resten af dagen da som den plejer. Ja, det gjorde han så bare ikke, for Jørgen Ip var så forvirret, og hans hovede så fuld af støj, at han slet ikke kunne finde hjem. Ej, nej, nej, tænkte Jørgen Ip, og var helt rundt på gulvet. Hvad sker der lige for mig? Hvorfor kan jeg ikke finde hjem? Jeg ved jo ligesom godt, hvor jeg bor, for jeg har boet der i mange år. Men det gjorde han bare ikke. Det var helt lige meget, hvor han kørte. Så syntes han ikke, han kunne kende noget af det. Ej, nej, nej, tænkte Jørgen Ip igen. Nu går det jo helt galt med at lave aftensmad og servere husægt og læse om tortenvær, og så kommer jeg for sent i seng, og så er jeg for træt, når jeg skal på arbejde i morgen, og så skal jeg høre på damen igen en hel dag, og så ... Hov, tænkte Jørgen Ip. Jeg tænker ligesom hun snakker. Det var dog skræmmende, og så prøvede han på at lade være med at tænke på noget, for det er så noget mænd kan. De kan slukke for hjernen og nyde roen. Så Jørgen Ip slukkede for hjernen, og lige pludselig var han hjemme igen. Godt nok senere, når han plejede at være, og godt nok spiste han senere, og så slet ikke vævesigten, der var forbi, da han endelig fik tændt for fjernsynet. Men han nåede at have læst sin bog, godt nok kun i en time, for så var det sengtiden, men det var da bedre end ingenting. Men Jørgen Ip kunne slet ikke falde i søvn. Han plejede at læse vævesigten i avisen, og set den i fjernsynet, men i dag havde han ikke gjort nogen af delene, så han anede ikke, om det ville blive snestorm eller hedebølger næste dag. Da han alligevel vente og drejede sig et par timer, kom han pludselig i tanke om noget. Avisen, tænkte han. Den ligger jo snedde i min taske, og når den ligger i min taske, så er vævesigten også stadig inde i den. Og så sprang han ud af sengen, flåede avisen op af tasken og bladrede om til vævesigten. Halvkoldt blæsende og regnvejr, og det var da ikke det mindste, som det plejede at være. Og så gik Jørgen Ip i seng igen og faldt straks i søvn. Næste dag på kontoret fik Jørgen Ipser en overraskelse. Det var Else Grete, der overraskede ham. — Godmorgen, sagde hun på vej ind ad døren. — Åh nej, tænkte Jørgen Ipser skriftet igen. — Undskyld, sagde Else Grete, da hun havde sat sig ved sit skrivebord. — Undskyld, spurgte Jørgen Ip. — Ja, undskyld, at jeg snakkede så meget i går. Det er sådan en rigtig dårlig vane, jeg har, når jeg er nervøs. Og, du ved, første dag på et nyt arbejde kan man godt blive nervøs, sagde Else Grete. — Nå, det, sagde Jørgen Ip, det skal du ikke tænke på. Jeg lader slet ikke mærke til det. Else Grete glod bare på ham. Så begyndte hun at grine, højt og længe. Og når hun var færdig, sagde hun, du er seriøst dårlig til at lyve. — Høhø, sagde Jørgen Ip, lige så stille. — Men hov, hvad var det? Grinede han lige eller hvad? — Hold dig op, tænkte Jørgen Ip, det vidste jeg slet ikke, at jeg kunne. Gav videre, det er fordi alting ikke var som det plejede at være i går. Måske skulle jeg prøve at... — Hvordan går det med din katte? spurgte han. — Tak, det går fint, sagde Else Grete og sendte ham en stort smil. — Hmm, tænkte Jørgen Ip, måske kan det gå hen og blive helt hyggeligt, trods alt. Du har lyttet til et eventyrligt frikvarter, og nu er frikvarteret slut. Anna Lars og det er mig, der har skrevet og fortalt det eventyr, du lige har hørt. Du kan finde eventyrlige frikvarterer på Facebook og i de fleste podcast-apps. Bare søg efter eventyrlige frikvarterer. Du kan også finde alle mine eventyrer på hjemmesiden, eventyrligefrikvarterer.dk og i de fleste podcast-apps. Bare søg efter eventyrlige frikvarterer. Du kan finde alle mine eventyrer på hjemmesiden, eventyrligefrikvarterer.dk Tak for det, du lytter med. Jeg håber, du har hygget dig, og at du lytter med en anden gang. Kan du nu have det helt eventyrligt, til vi høres ved igen. Undertekster af Amara.org fællesskab