Hjælp ep3 Randi

The podcast "Hjælp, jeg er mor" explores the topic of why we are always so busy. The host, Lene Rønne Pedersen, talks to different people, including a family with two young children, about how they manage their busy lives. They discuss the choices they have made to prioritize time for their children's independence and the challenges they face. They also talk about living outside the city, which allows for more time and a closer community. While they may not have full-time jobs or the financial means for certain things, they focus on making the best of their situation. Velkommen til podcasten Hjælp, jeg er mor. Jeg hedder Lene Rønne Pedersen og er familiekonsulent i information. I denne podcast vil jeg gå på opdagelse i forskellige emner, som jeg som mor og os som familie stopper op ved og undre os over. I denne serie vil jeg belyse emnet Hvorfor har vi så travlt? Hvad er det, der gør, at vi hele tiden synes, vi hælder bagefter? Jeg vil tage ud og snakke med forskellige mennesker, både nogle fagpersoner og så helt almindelige familier, som står i forskellige livssituationer. Måske vil det gøre mig klogere på min egen praksis og mine egne tanker omkring lige dette emne Hvorfor har vi så travlt? Jeg har inviteret Randi, som er gift og har to små børn og er gymnasielær. Til at komme og fortælle lidt om, hvordan hende og hendes mand får deres hverdag til at hænge sammen med to jobs. De bor lidt uden for byen, men stadigvæk i en by, men skal køre til rigtig mange ting. Hvordan har de det, og hvordan synes de, at livet går? Har de også så travlt, som vi går og siger, vi alle sammen har? Så det er et godt med. Jeg har jo spurgt dig om at komme og sige lidt om tingene. Hvordan er det at være børnefamilie i en travl hverdag? Fordi jeg tænker måske, at I har travlt, eller er det bare noget, jeg antager? Det er jo det gode spørgsmål. Jeg tror lige, at min familie har taget nogle valg, som har gjort, at vi nok ikke har lige så travlt, som jeg oplever, at mange af vores venner har. Så valg omkring job og tidspunkter for børn og aktiviteter i hverdagen og sådan noget, fordi vi erkender lidt, at vi kan holde til at have travlt. Hvordan har I kommet til den erkendelse? Jeg tror bare, at mig og min mand er meget akademikere og tænker nok mange tanker og tænker meget over tingene og sådan noget. Og at tid betyder meget for os og at der er nogle ting, vi gerne vil prioritere at have tid til. For eksempel ikke at skulle køre vores børn i en cykelbil. Det skal der jo være tid til, hvis man ikke skal gøre det. Så det skal man kunne gå i eller cykle? Ja. Men det kræver også, at man så ikke har travlt om morgenen, fordi ellers er der ikke tid til det. Og at vi ikke har haft fuldtidsarbejde, det er ikke altid et valg, man selv tager, kan man sige. Nu er vi jo også akademikere, så det er ikke altid så nemt at få et arbejde. Men vi oplever også egentlig, at det har været til velsignelse, fordi vi så ikke har haft travlt, mens de har været små. Men også i forhold til mig og min mands relation, at hvis vi skal have tid til hinanden, hvis vi havde fuldtidsarbejde begge to og børn og tager sig af dem, så ville vi ikke have det godt sammen heller. Hvad ligger der af værdi bag det, at børn skal kunne gå i institutionen? Jamen, vi kunne godt tænke os at have nogenlunde selvstændige børn. Og vi oplever, at der ligger meget selvstændighed i os selv at kunne cykle eller gå i institutionen. Og det giver også rigtig meget selvslid til vores børn, at de kan det. Og så giver det også bare lidt mere ro på, når man skal frem og tilbage på en måde. Altså jo, de vil jo egentlig gerne køre i bil og sådan noget, men af miljøhandsyn, så vil de også gerne prøve ikke at køre så meget i bil. Og det hjælper jo også på det, at man har forskellen, at det også er en prioritet ikke at bruge sin bil lige så meget. Ja, altså det er meget den der selvstændighed, at vi vil gerne have tid til, at vores børn faktisk kan blive selvstændige. Så jeg snakkede også med en kollega om, at nu har vi begge to haft et barn, der er begyndt i skole. Og vi kræver faktisk af vores ældste, der er seks år, at han selv pakker sin skolesaske. Ja. Og det tager jo tid. Det gør det. Fordi han gider ikke putte sin modpakker i den der skolesaske. Og det gider han mig ikke. Men han bliver også nødt til at få en selvstændig tid med sin skolesaske, fordi ellers gør vi det hele for ham hele tiden. Ja. Og min kollega var sådan, at det går bare hurtigere, hvis jeg selv gør det. Og det var sådan, at ja, det gør det jo. Det gør det. Det går hurtigere, hvis de voksne gør det. Men jeg tror bare, at vi er blevet udfordret mange forskellige kanter fra både bøger og kig på vores familie og sådan noget. Hvor vi tror faktisk, at det er bedst for ham, at han lærer at tage ansvar for sin skolesaske. Altså er der jo selvfølgelig mange områder, hvor de måske ikke er lige så gode til at give ham selvstændighed og lade ham tage vare på sig selv. Og det giver jo også konflikter i hverdagen. Men nu, her efter et halvt år i skole, altså så gør han det bare om morgenen. Nu tager det jo kun ét minut for ham at pakke den skoletag. Ja. Så det er jo sådan virkelig det der med, som forælder synes jeg, hele tiden at være i sin kampe. Hvad er det for et trin, du skal være selvstændig på? Ja. Og det var ikke nemt, da vi bodde i Aarhus, at han skulle cykle hjem hver dag til to. Nogle gange en halvanden time og hente børn jo. Fordi at så cyklede man hen og hentede den ene, og han var forventelig ikke særlig god endnu. Den vores mindste, han er tre år nu. Han kunne ikke gå eller cykle de der tre kilometer, de skulle hele rundturen der. Men den ældste, han kunne godt cykle til den. Men det kunne godt tage en halv time at bare få ham ud af børnehaven. Og så tog det en halv time at bare cykle hjem. Og så, altså... Men, ja. Men det er sådan en magi i dem, der er gået efter. Ja. Men vi har jo også haft tiden. Ja. Synes vi selv. Ja. Fordi ingen af os har haft fuldtidsarbejde før nu, hvor jeg har haft fuldtidsarbejde. Øhm... Så... Kan I mærke en forekaster lige pludselig, hvor du har fået fuldtidsarbejde? Øhm... Ja, mest i de perioder, hvor min mand så har været presset på sit arbejde. Ja. Hvor vi så har skulle aflevere til morgenmad henne i børnehaven og i telefon. Og så har vi jo kunnet mærke forskellen. Det har vi jo aldrig haft brug for at gøre før. Hvad gør det ved jer, når I så står i sådan en situation og skal lige pludselig... Altså ud af døren. Ja. Øhm... Det gode er jo, at vores ældste er blevet god til at komme ud af døren. Ja. Han har mange års erfaring med det. Der er ikke helt mange kampe med ham mere, med at komme ud af døren. Men jeg oplever også, at vi gør jo mere for vores 3-årige, end vi gjorde dengang. Og selvfølgelig vores 3-årige. Altså, fordi man jo så er lidt mere presset. Så bliver det lidt mere, at nu giver jeg dig jakke på, nu giver jeg dig sko på. Selvom du egentlig godt kunne gøre det selv. Ja. Er det ikke også sådan en evig kamp på tårn? Eller sådan... Det kan jeg bare lige tænke med mit eget moderhjerte. Jeg forlanger meget mere min datter på. Altså, den ældste, end jeg gør min søn, der er yngre. Ja. Jo, fordi han er jo bare stadig lidt så lille. Ja, det er så. Ja, men det er videre, man kommer over det. Jeg ved det ikke. Jeg føler stadig helt lidt, at han er min baby. Ja. Men han er tre. Ja. Og kan meget. Han kan jo faktisk meget, hvis vi bare lader ham gøre meget. Og det er så det, vi synes, vi har erfaret. Altså, utrolig gange. Min mand er virkelig god til at udfordre vores børn. Der hvor jeg er lidt mere tilbøjelig til bare at glide af og hjælpe dem. Men altså, min mand er god til at sige, jamen, det kan du godt. Så nu står jeg og venter på, at du gør det. At du kan det. Og så lærer jeg jo også at sige, det kan du godt. Ja. Og nu skal jeg også til mig sammen og stå og vente på, at du gør det. Ja. Så det der med, at vi er sammen om, og så sige, jamen, det kan de godt. Altså, og der har de jo bare utrolig gange bevist, at det kunne de jo godt. Ja. Nogle gange er det jo også bare at lade være med at tale til det. Altså, lad være med at... Og så bare at vente, at de gør det. Og så bare, ja. Sige, jamen, det er fint. Jeg venter bare her. Ja. Det kræver jo tilmodighed og tilmodighed. Ja, tid og tilmodighed, ja. Og det er jo det, som jeg og så bliver mange af vores venner er presset på. Den der tid og tilmodighed. Ja. Det er jo... Og det føler jeg, jeg må da også bare tilbryde det. Ja, fordi det tager da virkelig langt. Er der sådan nogle ting, I så ikke når, eller? Det er der jo... Altså, vi når jo for eksempel ikke at have et fuldtidsarbejde. Det når vi ikke. Ja. Og der kan man jo også sige, så når vi heller ikke for de penge. Og ja, det er jo som sagt ikke fordi, vi har valgt, at vi ikke gider arbejde. Det er jo også bare blevet sådan. Men det har heller ikke gjort så meget. Altså, vi har været virkelig glade for at være på nedsat tid, så længe det ikke lade sig gøre. Så det gør jo også, at vi har jo ikke lige råd til at købe en ny bil. Og vi har heller ikke lige råd til at købe et hus, da vi synes, at vi skulle det. Og vi har ikke lige råd til at rejse en masse. Hvad gør I så? Alt det der. Prøver på at få det bedste ud af det. Ja. Og hvad er det end da med det? Det er jo så det gode spørgsmål. Jamen, så har vi jo fundet en god lejlighed, som har en have. Altså, det er vigtigt for os med en have, vi kan komme ud i. Men I har så også valgt at placere jer sådan et stykke uden for den store by. Ja. Jamen, vi er heller ikke bymennesker. Så det hjælper også for det. Det gør det. Så gør det ikke så meget at bo uden for byen. Nej. Og vi vil gerne et lille samfund, fordi vi vil faktisk gerne... Det er også en prioritet for os at have tid til vores naboer og bekendte i nærområdet. Og det kræver, at man så er der, kan man sige. Ja. Så... Og det gør jo også, at det er nemmere at skulle gå og cykle, når det er en lille by. Altså, det er jo ikke sikkert, at det kunne lade sig gøre, hvis vi boede inde i den store by. At vi kunne gå og cykle derhen, hvor vi gerne vil. Og det gør også, at vi mere frisk kan lave vores store dreng. Altså, han ville faktisk sgu gå og sætte i skole nu, fordi vi bor på 60 meter af skolen. Ja, okay. At de også har mulighed for at blive mere selvstændige. Jeg tænker i hvert fald inde i storbyen. Ej, og du skal da ikke lige krydse alle de der store veje selv. Det tænker jeg da ikke lige, at du skal. Men altså, ud i den lille by, det kan han jo godt komme videre af. Ja, og der er jo alt, hvad vi kan bo i den by. Ja. Vi har jo både grusen og... Ja, netop. Og det eneste er skole og institutioner og sådan noget. Så det er jo ikke fordi, at den er så lille. Nej. Lille, lille, at der ikke er noget derude. Nej, nej, nej. Og at I har fundet en god størrelse. Til os i hvert fald, tror jeg. Ja. Og også, at han kan være en prioriteret, at han selv skal kunne tage hæld til sine kammerater. Ja. Ja. Hvordan mærker du det, den der forskel mellem jer og jeres venner, måske? Føler du, at I prioriterer meget anderledes i forhold til jeres børn og det at være i en familie end jeres venner? Ja. Og det er jo svært helt at se hverdagen hos andre. Men i forhold til tid, mager og travl, så er der en anden prioritet, vi også har lavet. Det er, at vores dreng kun kan se fjernsyn to gange om ugen. Så det kan han kun en hverdag og en weekend. Og det kræver helt vildt meget også, fordi så skal vi jo være på alle de andre dage. Og at han kun kan spille computer en dag om ugen. Og han vil jo rigtig gerne en hel masse mere. Men det har vi valgt, fordi for det første kan vi se, at det gav alt for mange konflikter, hvis han så mere fjernsyn. Fordi han sidder for stille og bliver restløs bagefter og vil ikke slukke. Og alle de der problematikker, som jeg tænker alle forældre oplever, når man skal slukke et fjernsyn. Men det at vi har rammesat det for ham, han har også brug for meget rammesætning. Det har simpelthen givet meget færre konflikter. Og at så enten er han selv tvunget til at finde på noget at lave, eller også så er vi jo tvunget til at lave noget med ham. Så vi har jo prioriteret, at den ene voksne er sammen med børnene. Og det tænker jeg, at du snakkede lidt om til at starte med. Det har jo ændret sig meget, hvordan man er sammen med sine børn de sidste 20 år. Nu er jeg jo så 32, og mine forældre legede ikke med mig, når de kom hjem fra arbejde. Og der var heller ikke fjernsyn særlig meget, da jeg var barn. Det var der også, da jeg blev teenager, der var der så utrolig meget fjernsyn. Men så skulle jeg selv finde på noget. Og det kan vi jo bare se på vores børn, at når de selv finder på noget, når de er tvunget til det, så giver det dem meget mere overskud, og meget mere ro i hovedet. Fordi de får alle de der tanker ud, som de egentlig har brug for at få ud. Og det kan de slet ikke, når de ser fjernsyn, har vi oplevet. Deres egen fantasi var ligesom et logisk spil. Ja, og også bare deres krop er jo helt anderledes aktiveret. Altså, vi har indrettet vores stue til, at der er en kæmpe stor madras i midten, hvor de bare kan gå mod på. Fordi det har de brug for. Ja, bare tvunget til tvunget hånd. Så nu siger jeg, at I har valgt, at en af jer skal være sammen med dem om eftermiddagen. Er det selv fordi, at I deciderer at lege med dem hele eftermiddagen indtil aftenen? Eller er det sådan en, at jeg har øje på jer? Ja, det er sådan en. Hvordan? Jamen, det vægsler nok lidt. Altså, de vil jo rigtig gerne, at vi leger med dem. Og den store vil rigtig gerne, at vi læser bøger med ham. Og det er jo egentlig også sådan, at de synes, at nu er vi jo akademikere, så vi kan godt lide bøger. Og vi kan godt lide, at vores drenge godt kan lide bøger. Men der skal jo være tid til at læse bøger, hvis vi synes, at det er noget, der skal. Og der skal jo være tid til at... Altså, vi har jo mega meget legetøj. Hvis vi ikke sætter tid af til, at de faktisk har tid til at lege med det legetøj, så er det jo totalt unødvendigt. At det står derhjemme. Og det oplever lidt, at man glemmer som forældre, at vi bliver også nødt til at ramme sig deres tid til at bruge deres legetøj. Fordi at... Hvorfor skal de så ønske sig det? Altså, så gider jeg da ikke have alt det lego stående derhjemme, hvis jeg ikke også... Og nogle gange har de jo bare brug for, at jeg sætter mig ned og bygger lego. For at de også bygger lego. Så på den måde, at... Så nogle gange, så er det jo også lige, hvad jeg har overskud til. Nogle gange siger jeg jo også bare ærligt til dem, at jeg ikke har energi til det der lige nu. Det er bare jævligt. Det skal I simpelthen selv fornede af. De er jo så det gode ved at have en søskende. Skal vi så lege det her? De er jo så fornede af, hvad de skal lege. Og det var også vigtigt for mig, at vi fik to børn. Så vi havde hinanden. Så vi er jo sikre på, at så afhanger det ikke ligeså meget af os. Men det er tit, vi sidder og læser bøger. Eller, at man forestår, at man kan lege. Men det kræver jo meget af jer som par. Det kræver jo meget også. Og jeg tænker også, at hvor finder I så den prægtighed og vennethed? Altså, fordi jeg tænker, at der er jo også rigtig mange, der gerne vil, at man skal bøde nå. Og være i god form. Og vi skal få noget at spise. Og vi har også nogle venner, vi gerne vil se. Og en kirke måske, vi gerne vil vende i. Altså, der er jo mange ting i vores hverdag, hvor vi tænker, at det er også nogle vedgiver, vi gerne vil. Hvordan får man alle de ting til at hænge sammen? Det er det gode stof. Og det tror jeg netop er udfordringen. At det gør man ikke. At man ikke producerer hænge sammen. Så jeg synes, det har været en lang øvelse i at sige, at ja, det skete sådan. At jeg er meget socialt menneske. Og producerer egentlig venner og familie meget højt. Og forsøger at lave mange aftaler og sådan noget. Men at det simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Og det er sådan lidt en sorg, synes jeg, for mig. At det ikke kan lade sig gøre. At se alle de venner, jeg egentlig gerne vil se. Men der har vi også forsøgt meget at invitere folk med ind i vores hverdag. Og deres singlevenner er jo rigtig fantastiske. Fordi de har tit lidt værre tid. Så vi har haft mange singlevenner, som så har sovet ved os. Fordi så kan man nå at være sammen med dem om aftenen. Og jeg vil egentlig også gerne have, at de lærer mine børn at kende. Fordi de betyder meget for mig. For en del af dig. Ja. Og den du er i dag. Så jeg tror meget, det er en øvelse i, at man også tør inde til at få folk ind i den hverdag, man har. Ja. Og det synes jeg så kan være svært lige at mærke på ens venner, hvor fedt de synes det er. Men der er mange, der bliver ved med at komme. Så det er jo dejligt. Ja, når man tænker, at så må det være, fordi de faktisk også kan lide at komme. Ja, lige præcis. Eller så må de lide hinanden. Ja. Så når man bruger børn, så er det bare sværere at tage ud. Vi forsøger også. Det sker ikke lige så tit. Men at en af os tager ud om aftenen, hen til nogle venner og bare snakker. Og det synes jeg er vildt rart at kunne give hinanden at komme væk. Ja. Det har betydet meget for os, at vi behøver ikke at være sammen. Det synes jeg også. Ja. Men har I ikke også bare David, der er ude med det? Jo. Og det er også derfor, at så bliver det også en sorg, fordi vi har jo ikke energi til det. Nej. Vi er trætte. Ja. Og det er jo en sorg, som gør, at vi bare har lyst til at arbejde os ud af det. Ja. Ja. Det er jo så det gode spørgsmål. Det ved jeg ikke, om jeg er god til at placere den sorg. Jeg tror mest, at det er i forhold til, at så bliver min mand lidt traumatisk og bare sådan lidt. Ja, det kan ikke lade sig gøre. Og så må du bare holde hænderne. Ja, men jeg synes også, at jeg selv er blevet bedre til at acceptere, at jeg tror, at min generation er rigtig dårlig til at acceptere livets vilkår. Altså mine forældre, jeg har jo filistreret mange gange over, at vi besøgte nærmest aldrig nogen. Altså det var bare ikke noget, man gjorde, fordi sådan var det bare ikke. Men vi kan jo godt huske 10 år tilbage dengang. Vi havde mere frihed og ikke var så trætte. Og også bare. Jeg tror da også bare, at alderen gør en ved at være træt. Altså jeg har virkelig brug for min søvn. Så jeg hænger bare ikke mere ud til karantæn mere. Det gør jeg bare ikke. Jeg vil virkelig gerne tænke sådan en tid. At jeg tror måske lidt, at vores forældre har glemt at fortælle os, at livets vilkår er noget andet. At vi idealiserer det der billede med, at man skal nå fitness og venner og være god med noget og alle mulige ting. Det er blevet lidt for idealiseret. Altså jeg tror bare, at vi mangler et realistisk billede af livet. Du har kun de her timer. Sådan er det altså bare. Der er ikke lige så mange, der har fortalt en, at du altså ikke kan holde fast i alle relationer. Til én tid. Sådan er det bare. Du kan holde fast i nogle relationer, men ikke i alle. Og det er også okay. Venner kommer, venner går. Så er man egentlig en dreng faktisk. Det har støttet mig overfor det. Det er jo noget, man får fra far senere. Og det er jo også lidt en sorg. Og det er jo fordi, at det er nogle venner, man godt kunne lide. Men det er okay. Det er i hvert fald noget, jeg har skulle acceptere meget. Og det er også okay, at jeg ikke... Jeg tror også, jeg er begyndt at tænke, at jeg skal nok nå det. Senere hen. Og jeg kan jo allerede mærke nu, når den yngste er tre. Det har også virkelig været træls for mig, at jeg ikke har kunnet have nogle hobbyer. Jeg har ikke strikket i seks år. Jeg ville egentlig gerne lave noget kreativt. Men så i året, nu er han tre. Nu kan de faktisk godt lege selv. Nu kan jeg faktisk godt sætte mig ind i øjnene og strikke. Hvis jeg gerne vil det. Jeg er begyndt på utrolig mange hobbyer de sidste halve år. Fordi jeg har ikke små børn, som går hen og piller ved mine ting. Og ødelægger mine ting. Nej, der er kommet lidt mere ro på én del af hverdagen. I forhold til, at man ikke ligesom skal være over den. Ja. Og det er der bare heller ikke så mange, der siger højt, det er en. Så det er jo derfor, når man så er i. Vi var til et par tre kursus, apropos indermission. Som var rigtig godt. Så det var anbefaling på. Men hvor, at der var en terapeut, som også sagde. De første to år af dit barns liv, der er du i en krisetilstand. Det havde jeg bare brug for at vide. Det er faktisk okay, at når dit barn er under to, så er du i en krisetilstand. Fordi det skifter hver uge. Om dit barn kan sove, eller ikke kan sove, eller spise. Eller er ked af det, eller er morsyg, eller er farsyg. Det skifter hver eneste uge i de første to år. Men der er nogen, der bliver nødt til at fortælle dig det. Fordi du ved det jo ikke. Du tænker bare, vil det være sådan her for evigt? Ja. Så kan jeg ikke holde det i. Det er jo ikke underligt, at mange bliver skilt i barnets første år. Fordi det er en krisetilstand. Og det er jo der, man har brug for som forældre, at sige til hinanden. Det er okay, at vi er i en krisetilstand. Det er okay, at vi ikke har sex. Sådan er det faktisk bare. Vi skal nok komme over på den anden side. Ja, det handler om virkelig at give hinanden luft og plads. Det er ikke alting, vi kan klare på den her måde. Jeg synes faktisk, at det er virkelig godt. Altså lige apropos sex, så tænker jeg nemlig, at det er noget af det, som jeg oplever flest. Ikke tør så heller snakke om så. Det er jo noget, hvis vi kigger ud i verden, så er det jo noget, der aldrig ophører. Jeg tænker, at der er nogen, der kan være bange for, at hvis vi ikke stopper en periode kommende, så igen. At vores forhold skal bare dø. Og sex er jo også noget, man skal have tid til. Det er jo ikke bare noget, der heller lige opstår. Det er jo en god problematik. Ofte snakket om. Men alt har jo en eller anden form for tid. Vi har ikke nu udviklet noget ur. Men hvis der ville være der en, så ville der være andre. Ja, det er virkelig en der. Altså nu har jeg boet i et andet land. I Montenegro. Og der er der jo helt andet syns på børn og børn. Og på tid. Ikke at skulle glemme. Børnene skal da i seng til klokken syv. Det går slet ikke. Vi ødelægger dem. Vi bliver meget bundet af det der, at vi skal spise klokken fem. Vi skal have børnene i seng til klokken syv. Og vi skal altså stå op klokken syv igen, når vi skal. Og så videre og så videre. Vi har jo en utrolig tid samfund. Sindssygt meget. Og vi skal have hentet børnene inden klokken halv fire. Ja. Der er det bare lidt mere løs. Hvis du er sulten, så spis dem. Når børnene er trætte, så spis dem. Ja. Og de vokser op og bliver mindre. Ja, det gør de. Det er jo det. Og det er jo bare skørt, at de er så sultne. Og det er vi jo også. Ja, men jeg tror bare lige, at det er ikke så længe siden, at jeg lige er stoppet op over det der. Jeg har ikke haft mit ur på i alle andre måneder. Ja. Men jeg går alligevel hele tiden og søger et ur. Ja. Hvad er klokken egentlig? Og der tror jeg bare, at jeg er kommet til at stoppe op og tænke, hvorfor er det, at jeg er så fokuseret på klokken? Ja. Og gør det egentlig ved mig? Ja. Og så tænker jeg, at jeg i den børnefamilie har mange flere tidspunkter. Altså jeg havde besøg med min jægefamilie på en eller anden måde, hvor nu begynder hun at skrige. Er det fordi, at klokken er? Ja. Altså der er bare ubevidst mange ting i forhold til klokken. Ja. Du skal huske at være i børnefamilie nummer tre, fordi ellers er du over den tid, du egentlig har betalt for. Altså der er mange punkter med det her ord. Tid. Ja. Og det er også der, man skal mærke. Det er meget mærkeligt at skrive. Ja. Ja. Hvad har vi egentlig brug for nu? Ja. Ja, og så kommer alting til kyssen på en time. Ja. Så det, vi har brug for, det er måske engang, når man stopper op og tager tingene op til at viderehænge. Jeg synes i hvert fald, at nogle af de bedste eftermæg, når man har hentet, det er jo, hvis man bare begynder. Altså her, da der var sne, så gik jeg udenfor med drengene, og vi fandt bare skovlet sne op i en bunke. Bygget et eller andet. De kaldte det et isslot. Det er fint. Jeg så nogle kæmpe bunke af sne. Men vi havde det virkelig sjovt, og så da min mand kom hjem, så var han sådan, skal vi ikke have været til gymnastik? Nå, jo. Men vi havde det faktisk, jeg tror faktisk også bare, vi havde brug for at lege udenfor i to timer. Altså, fordi hvornår gør vi det? Det gør vi jo ikke særlig tit. At vi bare giver tid til at følge instinktet. Det er da lige kommet. Ja, ja. Det har jeg også lidt af det ideale, om jeg gerne vil mere. Og vi havde også sagt i søndags, at når min mand spurgte om lørdagen, om vi har en aftale i morgen, er der egentlig noget, du godt kunne tænke dig? Ja, jeg vil faktisk bare gerne vide, at sine tænder er blevet døde. Det ved jeg faktisk bare. Men så skete det ikke. Altså, så skete det ikke derefter. At, ja, vi drømmer også om alle de der tidspunkter, hvor vi kunne det der. Men hvis vi ikke så går ud og gør det, så skal det heller ikke. Bliver det der ked af det, eller træt af det, når det faktisk skal? Det er blevet bedre til ikke at blive. Jeg har haft perioder, hvor jeg efter hver sommerferie skulle græde lidt, fordi der ikke er sket alt det der, som jeg egentlig gerne ville. Så nu er det blevet bedre. Nu er jeg begyndt at lave en liste over alle de ting, jeg godt kunne tænke mig, der skulle ske. Tag i svømmehallen, tag på stranden. Alle de der hyggelige ting. Og så sige, at det her, det er bare en ønskeliste. Det er ikke det, vi skal nå. Men hvis vi når noget af det her, så kunne det virkelig være fedt. At jeg er blevet bedre til at acceptere realiteterne. Og sige, at hvornår var det sødt, at vi skulle lave noget af det der. Det var måske også okay, at vi bare var hjemme hele dagen og bare lavede noget. Og bare var her i det. Ja. Men det kræver jo nogle accepts. Det gør det. Hvor kommer alle det fra? Og så rider vi jo bare med på bølgerne. Ja. Det gør vi jo også. Du har også en måde at steppe op. Og tænke, der er noget her, som jeg vil have tid til. Er det bare noget, der ligger dybt i dig? Det er jo svært helt at vide. Jeg tror, det sker meget i samspillet mellem mig og min mand. At en gang imellem, så får vi stoppet op. Det sker oftest, hvis vi er på en kæresteweekend. Og det er vi måske én gang om året. Eller hvis vi får drengene passet ud. Vi skal gerne ud af rummet. Altså ud af vores eget hjem. For at få snakket sammen. Hvis vi en tælle gang imellem er på en restaurant. Det er vi virkelig også meget sjældent. Så det skal ikke lyde, som om det er noget her, vi gør hele tiden. Og har tid til. Vi prioriterer det ikke virkelig højt. Men når vi så gør det, så vil min mand gerne rammesætte de der samtaler. Så tager han nogle kort med fra det der. Snak har et eller andet emne. Så hjælper det lige med at lukke samtalen op. Og så får vi snakket om det der med vores prioriterer. Og hvad vi egentlig gerne vil. Og om vi vil jo egentlig gerne holde andek sammen. Om vi vil jo egentlig gerne prøve at prioritere det her i forhold til drengene. Og så siger vi en hel masse ting af de der, vi gerne vil. Men de der samtaler, selvom de ikke altid udmynder sig i noget konkret. Vi prøver nogle gange at gøre det konkret og sådan. Men så gør det, at vi er lidt mere tunet ind på, hvad vi jo egentlig gerne vil prioritere. Men jeg hører den anden side af det. Ja. Hvor jeg også oplever at gøre en forskel i hverdagen. At de vil jo egentlig gerne stoppe med at skille så meget ud. Okay, nu hjælper vi lige hinanden med det. Ja. At når vi får tunet ind på hinanden og lige får sagt ønsker højt og tænkt højt. At det jo her vi gerne vil være i vores liv. Altså det hjælper også med også at sige pyt til nogle andre ting. Ja. Nå men jamen stop det nu. Tusind tak fordi at du ville dele dine tanker og jeres erfaringer. Tak fordi du lyttede med. Jeg bliver altid lidt klogere på, hvorfor vi gør, som vi gør. Jeg hører andre mennesker fortælle. Denne podcast er lavet af Indre Missions familiearbejde. Du kan finde flere afsnit og andre podcast på www.imedia.dk Hvor der også er mulighed for at støtte arbejdet økonomisk. Danske tekster af Jesper Buhl Scandinavian Text Service 2018