Podcast adoption Del 1

Hej og velkommen til første del af vores minipodcast-serie Adoptioner og Relationer. Den 16. januar 2024 lukkede DIA som er det eneste danske internationale adoptionsbyrå. Det gør at det nu bliver meget sværere for par at adoptere børn fra udlandet. Ja, og derfor har vi inviteret Rikke Bundgaard, som selv har adopteret sine tre børn med i studiet. Rikke, tusind tak fordi du ville komme i dag. Hvordan har du det? Altså, jeg har det rigtig godt. Kan du lige hurtigt fortælle om dine børn? Jamen, vi har adopteret tre drenge fra Colombia, og der har vi været med af tre omgange. Den ene var i det nordlige Colombia, og de to andre fra den næste største by, Medellin. Og så har vi været på sådan en tilbagerejse med drengene for nogle år siden, lige inden coronamidlugning, for at se Colombia igen. Rikke, har du hørt om den her nødlugning af Guia? Ja, det har jeg fuldt ret til. Og hvad synes du så om det? Mange mener jo, at lugningen er nødvendig på grund af det her svindel, der faktisk foregår via byrådet. Samtidig så bliver det meget sværere for par at adoptere børn fra udlandet, som du selv har gjort. Jamen, jeg tænker, at tingene er ikke så nyorganiserede i medierne lige nu her. Det er nogle ganske få sager, hvor der har været svindel involveret, i forhold til hvor mange tusindvis af adoptioner, der er blevet gennemført gennem årene. Så det er rigtig vigtigt at holde fokus på nuancerne i det. At ja, der har været nogle sager, hvor det allerede er helt katastrofalt, og de sager skulle jo aldrig have foregået. Og der er både danske byråer, der har haft rod i deres ting, men det har det også været i udlandet. Og der er fået nogle ting, som er dybt forfærdelige og tragiske for de børn og familier, som det involverer. Men det er også vigtigt at holde fokus på, at der er en hel masse adoptioner. Og det går også lidt ud over, kan man sige, de børn og voksne, der er adopteret, og hvor adoptionerne har foregået helt almindeligt. At der er så meget negativ medieomtale på det lige nu. Så det er en katastrofe, at det er lukket ned, for der er jo nogle familier, eller nogle par, der kommer i klemme. Men det er også vigtigt at få styr på de her sager her, altså der må ikke foregå rod i de sager. Rikke, kunne du tænke dig at fortælle lidt om, hvordan du har adopteret? Altså hvilket byrå du har brugt, og hvordan hele processen var? Jamen hele processen er jo virkelig, virkelig langstragt, og man bliver kontrolleret i alle inderkanter. Både fra de danske myndigheder, hvor der er mange samtaler med socialrådgiver, hvor man ligesom skal uddybe alle ting i ens parforhold. Økonomi, der er mange læge tjek. Jeg tror jeg har haft at lave 12 lægeerklæringer undervejs, for at dokumentere, at alt er i orden helbredsmæssigt, økonomisk. Alle mulige ting bliver der tjekket igennem. Man er på adoptionsforberedende kurser, hvor er to weekender, hvor man skal lære en masse ting omkring, hvad der er for nogle børn, man kan tage imod. Og derudover så har vi valgt et land som Colombia, som har en lang adoptionshistorie bag sig, og som er kendt for at lave virkelig mange dokumenter og velbeskrevne sager, hvor man kender til mange detaljer på børnene. Og mange andre lande har netop, og det har vi så valgt fra, fordi der er det bare ofte barnet og hittebarnet, og så står der ikke andet. Og det er rart at kende til, både for os og for de børn, vi har adopteret og deres historie. Når man så endelig langt om længere er gudkendt, det kan tage op til halvandet år, før man er gudkendt igennem hele den her proces, så kommer man på en venteliste, og så står man og venter der i rigtig, rigtig lang tid. Og til sidst så bliver man kontaktet af adoptionsbyrået, og vi valgte AC Børnehjælp i Aarhus på det tidspunkt. Og så er der barn i forslag, og den første gang, så skulle vi afsted i løbet af halvanden uge, så det er ret hurtigt, at man skal få lukket arbejdet ned og komme afsted og blive klar. Og så fik vi vores børn nærmest lige efter vi var kommet til landet. Og så kører der en lang adoptionssag i landet undervejs, hvor dommeren skal sidde og efterspørge flere dokument, og skal sikre sig, at den biologiske familie ikke er til stede, så de kan tage sig af barnet. Så der kører en ret lang retssag, hvor vi er løbende inde og skal skrive under på dokument, og skal sige alle mulige ting og sådan noget undervejs. Og til sidst så bliver adoptionssagen gudkendt, og så må man rejse ud af landet, og så har barnet dansk statsborgerskab på dansk plads. Havde du nogle bekymringer, dengang du valgte det byrå, som I brugte, altså om der ville gå noget galt, eller var du ret sikker i din beslutning? Vi følte os faktisk i trykke hænder der, i hvert fald med den adoptionsredgiver, vi havde på det land. Er der så noget, du ønsker skulle have været anderledes i processen, eller var det generelt en god oplevelse at adoptere? Jeg synes, det var en lang proces, men jeg synes, det giver god mening, at man virkelig gennemtjekker alt, hvad man ude kan. Og der var rigtig mange, der fik afslag på adoption også. Jeg tror adoptionsafslagsprocenten lå på omkring 42 procent eller noget, så det er forholdsvis mange par, der faktisk ikke slipper igennem. Hvis man har psykiske problemer, eller det kan være overvægt, så er det nogle ting, hvor de tænker, at det er risiko for barnet, ikke for verdens bedste nye forældre. Hvis vi nu kigger lidt specifikt i AC Børnehjælpsretning, hvordan var det for dig at adoptere gennem det byrå? Var der problemer dengang, eller noget, du syntes var ekstraordinært godt ved det byrå? Som jeg sagde før, så tænkte jeg faktisk, at vi følte os i trykke hænder. De havde styr på deres ting, og vi blev meget godt orienteret undervejs. Det var egentlig ret veldokumenteret, vil jeg sige. Og her til sidst vil vi spørge dig, hvordan tror du, at den her nedlukning kommer til at påvirke par, der gerne vil være der til i fremtiden? Det er jo et spørgsmål om, hvor lang tid den nedlukning varer, om det er mere permanent, eller er det lige enset at blive styr på sagerne? Problemet har jo også været over en lang årrække, at der er kommet færre og færre børn til. Tidligere var det jo flere hundrede hver eneste år, og de seneste år har der ligget på omkring 40-50 stykker. Og det gør jo, at man ikke kan have samme kvalitet. På et byråd så er det jo ikke nær så mange folk, man kan ikke have ligeså stor faglighed, man kan ikke prioritere området ligeså højt, så det i sig selv er jo lidt et problem. Tak for det, Rikke. Selv tak.