Skulpturtur no.2

In the podcast, they talk about the artwork at Rosetorv. They mention a statue of a woman standing on her head, which reminds them of a famous happening at Børsen. They also discuss benches made of blue-rønne granite and hand-carved with various motifs. They mention a sculpture of a woman named Anna on the first floor and a sculpture hanging above the entrance. There is also a sculpture made of melted plastic materials. They mention a small sculpture called the "Heldighedskilde" and a bundle of fiber optic cables hanging from the ceiling at Café Vivaldi. They talk about a large painting of a cat by Leif Sylvester and a recent painting called "Palindrom" by Henning Nordstrøm and Jan Brolygge. They also mention a wooden bridge made from a fallen linden tree. I Sydforbanen har vi lavet en podcast en gang om dronning Margrethe I, der står ude foran Rosetorv. Men nu er det altså på tid at kigge indenfor, for der er altså også kunst at kigge på Rosetorv. Når vi kommer indenfor, så er den her figur, der dominerer mest, det er den her mærkelige med kvindefiguren, hvor hun står på hovedet. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at lige her for nylig, så er Børsen brændt. En af de berømte happenings, der er sket i dansk kunsthistorie, skete inde på Børsen. Og det var alene Agla Pedersen, der gik nøgen foran alle børsherrene. Hun var gift med Bjørn Nørgaard, og en af hans elever har netop lavet denne her statue af den nøgne kvinde. Jeg ved ikke, om han havde det der i tankerne, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at Børsen, det er jo også det sted, man handler og sælger. Og her har vi så også sådan et stort butikscenter, så måske er det derfor, at han synes, at hun skulle være lige her. At han så har lavet en omvendt, der hænger nedad, det kan jeg ikke rigtig få til at hænge sammen. Men han sælger måske kunsten på hovedet, eller sådan noget, jeg ved ikke, hvad han har tænkt. I hvert fald så vækker den opmærksomhed, og man tænker, hvorfor skal hun dog hænge nedad? Kommer man lidt tættere på, og det kan man, hvis man går op ovenpå, så kan man se, at det er jo en groft modelleret kvindefigur, der så er støbt i bronze. Der er ikke så noget finpudselhed eller noget forfinet over det, men hun står altså der og holder øje med det, og holder øje med det på hovedet. Man kan jo godt gå videre rundt i hele centret og kigge, og en af de der ting, som man i hvert fald falder over, det er, at der står nogle dejlige flotte bænke rundt omkring. Og de bænke er skabt af en dansk konstruente, der hedder Leila Vestergaard. Der er netten i alt, og de er lavet i det, der hedder blå-rønne granit, som er poleret, og så er der udhukket nogle motiver i, og det er altså håndhukket allesammen. Det er meget forskelligt. Der er for eksempel noget, der ligner mønstret på en hulsvitter. Der er en 200-kron-tedel, der er blæst op i størrelse. Der er noget legetøj, noget børnetegninger. Normalt så ved man nok, når man laver, nej, jeg ved ikke, om det er normalt, men man kan godt se sådan nogle gravsten, for eksempel, hvor der også er højpoleret, og så er der portrætter af folk. Og de er altså ætset ind i stenen på en eller anden måde. Her er de altså håndbanket. Hvis vi går op ovenpå, og vi kan tage elevatoren op, eller vi kan tage rulletrækken op, så har vi også på første sal en kvindefigur, og hun hedder Anna. Og der er sådan lidt portræt over hende, fordi hun er ikke sådan klassisk i den forstand, hvor hun står og skal symbolisere dyden, eller fædrelandet, eller den unge pige, og så har dydet nedslået øjnene. Nej, hun kigger lige frem og frisk foran sig, og jeg synes nærmest, at det er et frisk portræt. Hun står også på en sokkel af blå røgngranit, og i den der sokkel, der er også nedfældet sådan en lille skitse af det første udkast til modellen. Det er hans, Pauli Olsen, der har lavet det. Det er også ham med den dobbelte kvinde. Men det her er sådan mere et personligt portræt, tror jeg. Jeg tror, det er hans kone. Og jeg synes, det er en flot atletisk pige, der står der, og det er da også meget sjovt, at der er et fitnesscenter lige nærheden. Hvilken omkring, altså vi opstår jo ved indgangen til biografen, hvilken der indbestår af nogle store farvede felter, og hele vejen rundt om biografkomplekset er der forskellige ting. Jeg synes, det er lidt svært at finde ud af, hvornår det er kunst, eller hvornår det er en farvesætning, man snakker om her. Her er det jo så nogen, der har bestemt, at det skal være de og de farver, der er i de felter. Men om det bliver til kunst, det ved jeg ikke rigtigt. Men i hvert fald så bryder det jo monotomien i sådan en meget stor glæde. Nu er vi heroppe på første sal, så kan vi jo gå hen til indgangen, fordi der hænger jo også en skulptur lige over indgangen. Den mistede vi, da vi kom ind, men jeg synes, at man ikke kan sådan, når man går ind i sådan et stort område som Rosetorv, så kigger man jo ikke opad, man kigger jo frem, når man er kommet igennem den roterende dør, og frem og orienterer sig eller andet. Men går vi op der, så kan vi altså kigge ned på en stor klump skulptur, som hænger lige over indgangen. Vi er på første sal nu, og er gået ud mod Københavnsvej, så vi er lige over indgangen. Og der hænger også en stor skulptur. Det er en stjerneagtig klump, der hænger der med mange spidser, og det er glade farver. Det er alt sammen noget, der består af noget industrielt materiale, plast. Der er plastikspaner, indkøbskurver og sådan noget, der er smeltet sammen. Og måske er det sådan en kommentar til overskud i samfundet, eller på brug af samfundets mad for produktion. Den er i hvert fald glad at kigge på, og den strider rundt i alle mulige retninger. Men den kan også opleves som noget farligt og tungt, kan eksplodere af noget aggressivitet. Det er måske en slags svævende blæksprute. Den er lavet af Bjørn Paulsen. Ja, men vi skal ned fra første sal og ned igen til torvet, og nu skal vi vest på. Vi skal ned ad en lille rulletrappe mod Roskilde. De færreste har lagt mærke til, at der står faktisk en sød lille skulptur. De fleste er mest optaget af at holde balancen på denne her rulletrappe, eller se, hvad der er for noget derfremme, og hvad der er for noget, man kommer til. Men der er altså en sød lille skulptur her. Den er delt i fire, og den består af sådan nogle trappetring. Det er noget, der er lavet af bronze. Jeg ved ikke rigtig, hvad man skal beskrive den med, men det er sådan nogle trappetring, hvor vandet plasker stille og roligt nedad. Farverne i den er sådan naturstensfarve og lidt grønt for trappen, og vandets ridsling, det giver måske tanke om bjerge eller sådan noget andet fjernsted. Men jeg synes, at den er lidt fejlplaceret, fordi det er de færreste, der får øje på den. Men er man så heldig at få øje på den, så er det jo fint nok at sætte sig lige ned på kanten af det lille bassin, og så drømme sig lidt væk fra den travle indkøbstur. Den hedder Heldighedskilde, og i Roskilde har man jo snakket om, hvor byens navn kommer fra. Og det skulle blandt andet ifølge nogen være Roerskilde, da det blev til Roskilde. Og hvis det er det på Rostorv, så skal man jo også have en Heldighedskilde, og det er den her så blev kaldt. Der har været andre kilder derude også, det kan vi jo vende lidt tilbage til senere. Derfra så kan vi tage og gå videre ind mod Roskilde, fra den gade der går parallelt med Københavnsvej, ned mod Café Vivaldi. I loftet ved Café Vivaldi hænger der et bundt lyslederkabler, og det er Steffen Tast, der har lavet dem. Han kalder dem for Andromedas slør. Der er sådan et lille torv dernede, og tidligere var der også en kilde der, men den har jeg ikke kunne finde. Jeg ved ikke, hvorfor den er forsvundet. Det er en skam, synes jeg. Den blev kaldt for Halvdanskilde. Vi kan gå videre derfra over, ja det bliver mod nord. Vi kan gå igennem Hindens og Maurits, og så kan vi komme over til et sted hvor der er en stor rulletrappe. Den store rulletrappe, vi kan tage op ad den, og så lige foran os, der er der altså et kæmpemæssigt billede af Leif Sylvester. Leif Sylvester er forlejre, og han har lavet en stor kattefigur. Rigtig dejlig farver, børnefarver, rigtig lækker. En man ikke kan undgå at holde af. Den er ca. 4 meter høj og ca. 4 meter lang, og står op for en endevæg. Det er en fotografisk gengivelse på en eller anden måde af et af hans malerier. Man bliver godt humør af at kigge på den, og det er noget der ikke skader, når man er ude og bruge mange penge. Vi kan tage rulletrappen ned igen, og så prøve at finde en vej hen mod centraltorvet igen. Og i en af udgangene over mod garagerne, ovenfor kændskælderne, der er et maleri. Og det er, så vidt jeg kan se, det nyeste der er tilført kunsten på Rosetorvet. Billedet er på en lille væg, og man kan lidt hurtigt overse det, fordi det er altså ikke en af de store gader, der er i. Billedet hedder palindrom, og palindrom det er en sætning eller et ord, der staves ens forfra og bagfra. F.eks. sætningen, en af dem der red med fane. Og hvis man skriver den bagfra, så får man agtig den samme mening frem. Der er også nogle gange en, jeg tror det er Benny Andersen har en historie, om at der var engang to tvillinger, den ene hed også forfra, og den anden hed også bagfra. Det er jo også et eksempel på palindrom. Men altså palindromer det er noget, der kan læses og forstås både forfra og bagfra på samme måde. Det her er lavet af to kunstnere, Henning Nordstrøm og Jan Brolygge, og det er fra 2018. Det man ser på billedet, det er ligesom to skikkelser, der går imod hinanden. Og det er begge to nogen med noget, der ligner fødder, og det er noget, der ligner arme, og så noget havlignende noget på første salg, havde han da sagt, i hovedet. Den ene har noget fisk med øjne, og den anden har noget blækskål, Den ene har noget fisk med øjne, og den anden har noget blækskutteragtigt noget. Det er glade farver, og de er tilsyneladende ens, og de går så hen imod hinanden. Og så er der en masse kredskrams og noget hjerneagtigt masse, der ligger imellem. Det er op til din egen tolkning. Men de er tilsyneladende ens, de her to figurer, og jeg tror, at de to, der har malet den, har haft meget glæde af at gøre det. Det er i hvert fald sådan en glad lille figur, eller glad lille maleri. Og lille og lille, det ved jeg ikke rigtigt, det er to meter gang to meter. Vi er nu gået mod øst, altså modsat, og vi er kommet over og kigger nu på træbroen af Jørgen Hansen. Og det er et lindetræ, der enddag har stået ude i Letterborg skovene. Og det er så væltet i en storm, og han har så fået lov til at skære hele rodkagen af og taget den med hjem. Han bor vist selv i Astrup. Så er den blevet spolet og fjernet af jorden, sådan at man kan se, hvordan rødderne forgrener sig vildt og voldsomt. Og man ser jo, at der ligesom er træmasse i roden, som der er i grenmassen ovenover. Så det kan virkelig være en ordentlig stor rodkage, man kan få fat i. Han har skåret den sådan og sat den op, så man kan se roden nedefra, for det er der også et spejl bagved. Man ser jo, at træerne har nogle rødder, der måske kan forbinde sig med hinanden, og nogen mener også, at træerne kan snakke sammen eller sende meddelelser til hinanden. Rødderne siger jo også noget om, hvordan man er forbundet med stedet til, og hvad der har været før. Det er anbragt på sådan en staple af glasplader, og der er lys bagved eller inde i de her glasplader, så man får det her grønlige lys frem, specielt om aftenen. Hvis man prøver at forfølge lidt det her med rødderne, der fortæller om, hvad der var før, så kan jeg da huske, at før Rostov kom til, der var der så en stor koncertfabrik, der hed DAK, der lå over for Hedegårdens Skole, og lidt til siden af, der var også Dansk Familiemarked, en slags forløbning for Rostov, og navnet Hedegårdens Skole. Hedegården, det var tre store gårde, som lå lige i det her område. Så Jørgen Hansen, han trækker altså tråden lidt tilbage til, hvad der var før, men han har også vendt sagen lidt på hovedet, så vi ser træet nede fra. En overraskende måde at kigge på tingene. Hans kunst er altid noget med naturen og tage den ind på en eller anden måde, og det kan man også se, hvis man besøger ham. Der er jo mange andre ting at se på, når man er på Rostov, og de forskellige forretninger prøver jo også at tiltrække sig opmærksomheden i deres udstillinger og deres forskellige virkninger. Også tit er der jo store udstillinger ude i selve den centrale markedsplads. Jeg kan da huske, at der har været dinosauruser, og der er selvfølgelig også juletræer og arenaer og alt muligt, når det er tid til det. Men kunsten er der altså også, og den er overraskende ved at kigge på og tage en pause fra. Men vi skal lige have en mere med, inden vi slutter. Det er endnu en kilde, og den ligger uden for selve Rostov. På Københavnsvej, uden for Rostov, har der også ligget en kilde, en udsmykning. Den hed Svend Twiskes kilde, og den bestod af nogle lave, mørke bassiner, træ og træ, der trinvis faldt indad mod Roskilde. Og der var så nogle små vanddysser, og så et lillebitte buget springvand, og det vekslede sådan lidt op og ned. Og det virkede rigtig godt, synes jeg, og var sjovt. Men det kan man desværre ikke se i dag. Sidst jeg så, der var de her sorte katter, de var fyldt med poskeliljer, og jeg har også set pyntekål og sådan noget i. Det synes jeg egentlig er en skam, fordi det var et markant og sjovt værk, synes jeg. Desværre er det væk. Det synes jeg ikke rigtig, man kan. Jeg synes, det ville være godt, hvis der kom lidt mere liv i det, så det kunne da være min opfordring til Rostov at få gang i det.