64 - Vilde svin

A wild boar named Vilde lived in the forest with his family. Vilde's father, Valder, was always on guard to protect their territory from other boars. However, no other boars ever came, so Valder practiced charging at trees instead. Meanwhile, Vilde and his siblings continued to root around in the dirt. One day, a loud and annoying boar named Vildsvinovrnen appeared and asked for directions. Vilde pointed him in a random direction to get rid of him. After Vildsvinovrnen left, Vilde's siblings commented on his annoying voice, but one of the sisters thought he was attractive. Hvad med dig? Du lytter til eventyrlige frivillige fortjener. Jeg hedder Lars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. I dag skal du høre eventyret Vilde Svin. Er du klar? Så begynder vi. Der var en gang, og sådan begynder alle rigtige eventyr. Det er, så du ved, at dette eventyr er noget, der skete en gang. Ikke nu, ikke i går, ikke for 100 år siden, men bare en gang. Så altså, der var engang en slags gris. Det var ikke en gris som dem, du kender fra en bondegård. Denne her gris boede ude i en skov. Den var nemlig det, der hedder et vildsvin. Vildsvin ligner lidt almindelige grise. De var ikke lige så store, og så er de pæls og nogle store huggtænder. Endelig er det vist bare deres hjørnetænder, der er vokset, så de er blevet meget lange. Men jeg synes, at huggtænder lyder sagt her. Den gris, eller det vildsvin er det jo så, som historien handler om, hed Vilde. Og Vilde gik rundt og rodede i jorden med sin snude. Det meste er vildsvin fortiden til at gå med, så det gjorde Vilde selvfølgelig også. Vildes søskende og hans mor var der også, og de rodede også i jorden med deres snude. Vildes far var taget ud på egen hånd. Han skulle lige tjekke, at der ikke kom andre vildsvin ind i deres del af skoven. Og sådan er det hele taget bare at passe på sin familie. Og når der er nogen, der passer på en, så kan man gøre det, der skal gøres, i ro og fred. Vildes far, der før hed Valder, gik rundt i udkanten af deres område og holdt øje med tingene. Indimellem stansede han op og snusede, fordi han syntes, der var noget, der lugtede anderledes, end det skulle. Måske er det et eller andet vildsvin, der er på vej ind i mit område, tænkte far Valder. Men hver gang viste det sig, at det han kunne lugte, bare var hans egne broder. Det var han egentlig noget træt af, for han ville heller kunne lugte et andet vildsvin, som han så kunne løbe efter og skælde ud over, at det var gået ind på hans område. Ja, hvis han var rigtig heldig, kunne han måske ikke komme til at stikke en hugtand ind i øret på det andet vildsvin. Men der kom bare aldrig nogen vildsvin, der ikke måtte være der. Og så var der heller ikke nogen, far Valder kunne løbe efter eller skælde ud eller stikke en tand i øret på. Jeg ved, det er mine broder, der jager de andre vildsvin væk, så jeg ikke kan komme til at jage dem væk, tænkte far Valder. Nå, men så kan jeg jo bare øve mig, mens jeg venter på at få besøg af en, der ikke må besøge mig. Og så drønede far Valder rundt i skoven og råbte, gå væk, skrid, pille af med dig, smut pomfrit eller jeg laver vinesnitser af dig. Og mere af samme slags. Samtidig mad han stangen tand gennem træernes blade, efterhånden som han kom forbi dem. Det var ikke helt ligeså sjovt som at stikke tænderne ind i andre vildsvins ører, men i mangler bedre var det okay. Alt fra at Valder sådan løb rundt og råbte af ingenting, og efterhånden havde fået munden helt fuld af blade, vidste de ikke noget om længere ind i skoven. Her gik Viljørens mor og alle hans søskende stadig rundt med næserne i jorden. Og rundt omkring kunne man høre først den ene øre, så den anden nyese, og så den tredje og den fjerde, og den femte og den sjæle. Ja, Viljø havde mange søskende. Tolv, for at være helt præcis. Viljøs elver nummer tretten. Og deres mor var nummer. Nå, nej, hun tæller jo ikke med som en af Viljøs søskende. Hatchu! løs Viljø, for ligesom alle de andre havde han også fået jord i næsen. Det var det værste ved at gå med sådan uden i jorden. Man fik alt muligt ubehageligt i næsen. Jord og grene og biler og svampe og hvad ved jeg. Pludselig kom der en stor vildsvinovrne spangolerende lige ind midt i flokken. En vildsvinovrne, er det han, vildsvin? Altså sådan et, som far valgte at skulle sørge for ikke lige pludselig spangolere lige ind midt i flokken. Halløjsa! sagde vildsvinemor. Egentlig skulle man jo tro, at hun ville sige goddag eller kan hjælpe med noget, men hun blev så overrasket, at hun bare sagde halløjsa, og så tænkte hun, at det der var en svineflot herre, der var kommet på besøg, og hun havde sådan mandi i det, og hun ærgere sig over, at hun ikke havde tænkt på at tage læbestift på, når nu der kom sådan en flot fyr på besøg. Adag! sagde gæsten med den mest irriterende pivestemme, vildsvinemor nogensinde havde hørt, og så grøntede han. Adag! Du glæde vær' den for en irriterende stemme, sagde vildsvinemor, og fandt hurtigt et par champingonger, som hun kunne lige hørene. Ja, jeg skulle så lige høre, om der er nogen af jer, der ved, hvor brusen ligger, sagde vildsvinovrnen. Hvad? sagde vildsvinemor, der kun kunne høre champingonger. Ja, jeg skulle så lige høre, om der er nogen af jer, der ved, hvor brusen ligger, sagde vildsvinovrnen alt for højt og alt for irriterende. Den vej, sagde pivilløbet peget ind i skoven, og det gjorde han selv, om han ikke anede, hvad brusen var for noget, eller hvor den lå, eller hvad den skulle bruges til. Så når han pegede og sagde den vej, var det mest for at få den store orne med den helt forfærdelige stemme til at gå sin vej inden han sagde mere. Ja, så siger jeg mange tak, pegede ornen, og gjorde hun øver med det ene forben, så han var lige ved at få overbalancet væltet om på siden. Og så gik han den retning vilde herad. Wow, sagde en af vildes søster, jeg troede lidt, der var noget galt med mine aeropods. Ja, det var den seriøs forfærdelige stemme, den fyre havde, sagde en af vildes brødre. Men han var nu ret flot, sagde en anden søster, og blev sådan helt fjern i blikket agtig. Ja, det kan man så ikke bruge til så meget, sagde Vily, slet ikke når man lyder som et tog, der bremser. Når et tog får noget, spurgte den første søster, hende med aeropodsene. Og hvad vil det sige, at et tog bremser? Aner det ikke, sagde Vily, men jeg er ret sikker på, at det lyder grimt. Og nu er han gået, sagde den anden søster, hende der bliver helt fjern i blikket, og så sukkede hun og sagde, men han var altså ret flot. Og så fortalte Vily og hans mor, og alle hans søskende med at gå rundt og rode i jorden med deres snuder. ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― � ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― ― �