Home Page
cover of 070-Damefrisoeren
070-Damefrisoeren

070-Damefrisoeren

00:00-14:14

Store Væmmelse er en helt almindelig provinsby. Men det er byens damefrisør slet ikke.

1
Plays
0
Downloads
0
Shares

Transcription

Hvad med dig? Du lytter til eventyrlige frivillige fortjener. Jeg hedder Mars, og jeg vil fortælle dig et eventyr. I dag skal du høre af eventyret Damefrisøren. Er du klar? Så begynder vi. Der var en gang. For sådan begynder alle rigtige eventyr. Det er så du ved, at det er et eventyr om noget, der skete en gang. Ikke nu, ikke i går, ikke for 100 år siden, men var en gang. Altså der var en gang en damefrisør, der hed Pia Sax. Hun boede i en mindre provinsby. En provinsby er en by, der er mindre end en stor by, men større end en landsby. Sådan midt imellem. Og i den der provinsby, der hed Store Vemmelse, havde hun sin egen frisørsalon, der hed Klipperide. Men selvom hun var damefrisør, så klippede hun også herrer og drenge. Ja, hun kunne da også godt lide klippen, uden endda et par for, hvis det skulle være, og julepynt. Så længe det var noget med en saks, så var hun frisk. Men hun klippede ikke fisk, for så lugtede hendes fingre virkelig grimt i flere dage bagefter. Alle i Store Vemmelse blev klippet af Pia, og derfor kunne man altid kende dem, der kom fra lige præcis den by. Ikke fordi de så alle sammen havde den samme frisyr, det havde de faktisk slet ikke. Det var mere fordi de havde nogle meget mærkelige frisyrer og nogle meget underlige hakker i ørerne. Der var nemlig det ved Pia, at hun var blind. Hun kunne ganske enkelt lidt se en dyt, der var bare sort skærm. Det var ikke noget, der generede Pia, for hun var født blind, og havde aldrig kunnet se noget, og derfor vidste hun heller ikke, hvad hun gik klippe af. Det er meget værd for dem, der har at kunne se, og så pludselig ikke kan se mere. Men Pia var ikke den, der satte sig hen i en krog og syntes, at alting var synd for hende. Dels syntes hun ikke, at der var nogen grund til det, og dels havde hun det svært ved at finde den krog, hun så skulle sidde i. En dag, da der var pause mellem to kunder, kom der en ældre dame ind i Pias salon. — Goddage, sagde Pia, da hun hørte klokken over døren. — Tak i lige måde, sagde damen. — Er du ny i byen? spurgte Pia, der ikke kunne genkende stemmen. — Ja, det er det sandtlig, sagde damen. Det er sandlig rart endelig at få noget sol op ramme. Det har vi trængt til længe. — Ja, det skal nok passe, sagde Pia, der har allerede set solen skinne. — Og hvad kan så hjælpe dig med? spurgte hun. — Nej, det ved jeg godt, sagde damen, men jeg tænkte, at det måske gik alligevel. — Øh, sagde Pia, der ikke helt forstod, hvad der foregik. Og så kom hun til at tænke på, om damen måske hørte dårligt, siden hun svarede på noget helt andet, end det Pia spurgte hende om. Måske svarede hun bare på det, hun troede, hun hørte. — Er du død? spurgte Pia med helt normal stemme. Ikke noget med at tale højt eller råbe eller noget. Bare helt almindeligt. Den gamle dame sagde ikke noget. — Okay, død, tænkte Pia. Hvordan klarer jeg lige det? — Skal du bare klippes? sagde Pia, sådan halvhøjt. — Nå, kan du det? Jamen, det var da dejligt, når nu jeg kommer, uden ej at bestille tid. Mange tak for det. — Hvad snakker du om? spurgte Pia. — Åh, bare sådan studset lidt, tror jeg, sagde damen. — Ja, og så vil jeg gerne have lidt farve i, så jeg kan se godt ud, når jeg skal af i brusen og sådan. Åh nej, stønnede Pia. Hun hadede bare, når kunderne ville farves. De fleste var jo godt klar over, at hun var blind, så de fandt selv den farve, de ville have på Pias reol. Det var slags værre, når der kom nogen, der ikke vidste, at hun var blind. De spurgte altid, hvad Pia mente ville være pænt til dem. Og det er altså svært at mene noget som helst og med hårde farver, når man ikke kan se en uden et vis. — Hvad synes du vil være pænt? spurgte damen, og Pia stønnede igen. — Aner det ikke? sagde Pia, sådan ret højt og ret langsomt, så damen kunne høre hende. — Jeg er blind som en mulvarp, men hvis du selv finder en farve derovre på hylden, sagde Pia og pegede på toilettdøren, så skal jeg nok farve dit over med den. — Synes du det? sagde damen, jamen, så skal det jo nok passe, når du siger det. Det er dig, der frisører sig. Hvis du mener, det vil være pænt til mig at blive farvet rødhårdt, så lad os bare prøve det. — Det er jo aldrig for sent at prøve noget nyt, sagde den gamle dame og finisede, som om det at blive farvet rødhårdt var vildt uarteligt. — Ja, fortsatte damen, ja, ja, det skal vi gøre. Jeg skal farves rødhårdt. Og så tilføjede han skisme og finisede lidt mere. — Åh nej, stønnede Pia, men der er jo ikke andet for ham at gå i gang og håbe det bedste. — Lad os gå og tage plads, sagde hun og pegede på håndvasken. — Skal jeg sætte mig her? spurgte damen. Pia nækkede bare at regne med, at damen satte sig i den stol, som hun kunne mærke stod lige foran hende. — Nå, lad os så se, sagde Pia, og det kan man jo synes var noget Pia der siger, når nogen ikke kunne se noget, men det er jo sådan noget man siger, og bare fordi jeg lige netop Pia så ikke kunne lade os så se noget som helst, kunne hun jo godt se det samme som alle andre sagde. Og så rette hun hænderne frem for at mærke på damens hår, sådan for lige at få en fornemmelse af, hvor langt det var, og om der skulle klippes lidt i det, inden det skulle farves. Men det var bare som om... — Hvor gammel er du ikke? spurgte Pia forvirret, mens hun følte sig frem i den tomme luft. — Hvad laver du? spurgte damen. — Ah, sagde Pia, du satte dig altså i den anden stol, kan jeg høre, og så gik hun ind til den anden stol, uden at vælte ret meget andet end skraldespanden undervejs. — Ja, altså, det er jo lidt langt, sagde Pia, der følte på damens hår, og lidt spaldet i spidserne, jeg tror, vi lige skal klippe det værst af, inden vi begynder at farve. — Ja, sagde damen. — Nå, tænkte Pia, så du kan høre, det sagde jeg også til min mand, fortældte damen, man skal altid huske at betømme postkassen, sagde jeg, for man ved aldrig, hvis brev det er, der ligger i den. — Ja, okay, tænkte Pia, det kan du så alligevel ikke. Men ændeligvis var Pia ikke sådan at slå ud af kurs, så hun bestemte sig for bare at klippe lidt i damens hår og farve det bagefter, så måtte det gå som det bedst kunne. Og så klippede hun. Klip, klip, klip. — Au! skreg damen pludselig. — Mit øre! Au! Du klippede mit øre! Så se dig nu for! — Ja, det er så let at have sagt, man gjort, tænkte Pia, og så kom hun til at tænke på noget, hendes far altid sagde til hende, da hun var barn, og fik store ret, fordi hun ikke kom ind, når det blev mørkt udenfor. Den, der ikke vil høre, må føle, og hvordan havde han så lige tænkt sig, at Pia skulle vide, hvornår det blev mørkt måske? Nå, men Pia kom i hvert fald til at grine, og det var måske ikke det smarteste at gøre, når nogen lige havde klippet damen i øret, men det var bare det med, at damen ikke ville høre, eller ikke kunne høre, eller lige vedt. Og at hun så pludselig følte, hvordan Pia klippede ind i øret, det var da bare for sjovt. Det var damen ikke enig med Pia i. Ja, for at sige det som det er, så kunne hun overhovedet ikke se det sjovt i at blive klippet i ørene. Faktisk kunne hun ikke se det sjovt i at blive klippet i noget som helst, der ikke var hendes hår. — Undskyld, sagde Pia, da hun var holdt op med at grine, det var ikke med vilje. Du kunne også til de der to i solbriller af, sagde damen surt. Det er virkelig noget pjat at gå med solbriller indendørs. Pia havde slet ikke tænkt på, at hun havde solbriller på. Det havde hun altid, både ude og inde, og nat og dag. Og det var jo ikke fordi hun havde brug for solbriller som sådan, men mere fordi hun godt forklarede, at hendes øjne så anderledes ud end senes øjne. Det var måske blå eller grønne eller brune øjne, men Pias øjne var nærmest hvide. Og det var også fint nok, men hvis man møder en person, der er blind og kommer til at se på deres øjne, kan man godt blive ledt fra skrække, hvis man ikke ved, at personen er blind. Så når Pia gik med solbriller, var det mest af hensyn til de mennesker, hun mødte. Der var ingen grund til, at de skulle føle sig ubehagelige til mod, ved at se hendes øjne. Så hvis hun kunne hjælpe dem med at tage et par solbriller på, så gjorde hun da bare det. Faktisk synes jeg, at Pia er ret sej. Jeg mener, det er hende, der er handicappet, men det er også hende, der tager hensyn til alle andre, der ikke har det at have handicap. Det er sejt. Nå, men vi skal tilbage og klæbe i den gamle dame så hører. Eller, nej, det har vi jo gjort. Eller, vi har måske ikke, men Pia har i hvert fald. Så hvor kom du i dag? Og ja, det var det med solbrillerne. Damen bråkkede sig over, at Pia havde solbriller på hende for. — Du kan slet ikke se, hvor du klæber! sagde damen. — Næ, sagde Pia og tog solbrillerne af. — Ja, det var bad. begyndte damen med tavser. Altså, hendes mund stod godt nok åbent, som om hun var lige ved at sige noget, men der kom ikke rigtig nogen lyde ud af den. — Hjem! — Hjem! stammede hun så. — Du er jo blind! Pia næggede bare. Damen kunne jo alligevel ikke høre det, hvis hun svarede. — Hold da op! sagde damen. — En blind dameforsøgende, det ser man ikke hver dag. Eller? — Jamen, undskyld, det var ikke for... Pia trækte bare på skuldrene. Hun var ligeglad. Ja, hun kunne ikke se, men ellers kunne hun stort set lige, hvad hun havde lyst til. Hun brugte bare nogle andre sanser end folk, der kunne se. — Klip, klip! sagde damen forvirret. Pia rakte en tommelfinger i hvedet og klippede videre. — Sådan! sagde hun, da hun var færdig, og så klappede hun damen på skulderen, så hun vidste, at hun var færdig. — Hold da op! sagde damen, der så sig i spejlet. — Det er godt nok... Det må jeg nok sige. Altså, det... Altså, sådan er det aldrig blevet klippet før. Det er noget helt nyt. Og det var det. For selvom Pia gjorde så med at føle sig frem og med at klippe damen pænt, så... Ja, jeg ved ikke. Resultatet var måske ikke så heldigt. Altså, medmindre man er helt vild med hakker og skaldede pletter over hele hovedet, for så sad klipningen lige i skabet, der var nemlig masser af begge dele. — Altså, nu bliver jeg faktisk helt i tvivl om det med at få det farvet, sagde damen nervøst, og det er jo ikke fordi, jeg ikke tror, du kan, skyndte hun sig at tilføje for, for det kan du helt sikkert. Det er bare... — Selvfølgelig skal du farves, sagde Pia. Det åbner jeg. Og så vendte hun sig om, åbnede døren ud til toilettet og tog den flaske BC-rens, der stod derude. — Det var den her farve, ikke? sagde hun og holdte flasken op. — Nej, ved du hvad, søde? Jeg tror simpelthen, jeg springer farveriet over næste gang måske, men jeg kan se på klokken, at jeg er alt for sent på den. Jeg skal virkelig meget... Øh, virkelig meget... Jo, altså, jeg skal virkelig meget på biblioteket. stammede hun forvirret og let bange for, at Pia skulle alvese rens i ens år, og så rejste hun sig hurtigt op, gav Pia hundrede kroner og skyndte sig ud af døren. — Pia? løbte hende fra den dør, der ikke var ud til toilettet, men ind til den lejlighed, Pia og ens mand boede i. — Hvad? spurgte Pia og forsøgte at lytte helt uskyldig. — Gjorde du det igen? spurgte Åbe, det hed ens mand, og det var ham, der stod i døren ind til lejligheden. — Gjorde hvad? sagde Pia endnu mere uskyldigt. — Lavede det nummer med V. C. Rens, sagde Åbe. — Nej da! sagde Pia og forsøgte at lytte meget overrasket over, at han kunne finde på at tro sådan noget om hende. — Pia? sagde Åbe. — Ja, okay, så måske lidt, sagde Pia, bøjet hovedet ned med gulvet, som om hun skammede sig over at være uartig. — Hehe, sagde Åbe. Og så sagde han, hehe, en gang til, og så grinede han højt. For godt nok var Pia blind, men hun var også lidt af en drillebynd. Hun vidste udmærket, at det var døren ud til toalettet, hun åbnede, og hun vidste udmærket, at det var V. C. Rens, der stod derude, men nogen gange kunne hun bare ikke lade være. Hun synes, det var vildt sjovt at høre, hvor urolige folk blev, når de troede, hun ville hælde V. C. Rens i håret på dem. — Det er ikke pænt at gøre sådan noget. — Men, derfor er det altså lidt sjovt alligevel. Du har lyttet til et eventyrligt frekvarter, og nu er frekvarteret slut. Jeg hedder Lars, og det er mig, der har skrevet og fortalt det eventyr, du lige har hørt. Du kan finde eventyrlige frekvartere på Facebook, og i de fleste af podcast-apps. Bare søg efter eventyrlige frekvartere. Du kan også finde alle mine eventyr på hjemmesiden eventyrligefrekvarter.dk. Tak fordi du lyttede med. Jeg håber, du har hygget dig, og du lytter med en anden gang. Kan du nu have det helt eventyrligt, til vi høres ved igen. Danske tekster af Nicolai Winther

Featured in

Listen Next

Other Creators