Hjælp ep6 Kenneth

In this podcast, the host, Lene Rønne Pedersen, explores the topic of why we are always so busy. She talks to various people, including her husband Kenneth, and discusses how society has changed, the pressures to constantly improve, and the impact of social media. They also discuss the concept of an acceleration society and how it affects family life. Lene also interviews a woman named Marlene who chose to stay at home with her children and shares her perspective on having a different kind of busyness and finding a sense of peace in being a stay-at-home mother. Velkommen til podcasten Hjælp! Jeg er mor. Jeg hedder Lene Rønne Pedersen og er familiekonsulent i Indre Mission. I denne podcast vil jeg gå på opdagelse i forskellige emner, som jeg som mor og os som familie stopper op ved og undre os over. I denne serie vil jeg belyse emnet Hvorfor har vi så travlt? Hvad er det, der gør, at vi hele tiden synes, at vi hælder bagefter? Jeg vil tage ud og snakke med forskellige mennesker, både nogle fagpersoner og så helt almindelige familier, som står i forskellige livssituationer. Måske vil det gøre mig klogere på min egen praksis og mine egne tanker omkring lige dette emne Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor har vi så travlt? I dette sidste afsnit af Hvorfor har vi så travlt? snakker jeg med min mand Kenneth. Vi snakker lidt om alle de ting, som jeg har fundet frem til eller hørt, mens jeg har været ude og besøge forskellige i forskellige livssituationer. Så det er godt noget. Hej Kenneth. Hej Lene. Du er jo kommet ud i studiet, fordi du er min mand. Ja, det er jeg. Og vi har jo faktisk været gift længe. Ved du hvor længe vi har været gift? Ja, det er nærmere blevet 20 år. Ja, det er rigtigt. Bare lige for at være sikker. Jeg har bestået. Ja, du har bestået. Den er god nok. Kenneth, dig har været på en rundefart ude og snakke med folk omkring Hvorfor har vi så travlt? Det er mest alt også det, vi har oplevet i vores egen hverdag, at vi godt kan have lidt travlt. Men Hvorfor har vi så travlt? Og hvad har vi så travlt med? Det har været sådan lidt optaget af det sidste månedstid, hvor jeg har været rundt og snakke med folk. Det er formentligt. Ja. For jeg kan virkelig godt tænke mig, at du kan glæde dig til at også høre noget af det, som vi har været rundt og snakke med folk om. Ja, det kan jeg godt. Ja, den første jeg var ude ved, det var Maria Bjerne. Hun er banger, som bor oppe i Aarhus. Og hun fortalte lidt omkring en tysk tilfælde. Hvordan samfundet har ændret sig. Samfundet har ændret sig hele tiden. Men hvad hans syn på, hvordan samfundet... Er det i en bestemt periode? Hun siger det ikke. Nej. Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tænker det er omkring de sidste 30-100 år. Okay. Du får lige lov til at høre her. Der har været optaget af to kloge hoder. Den ene er en teolog. Jeg tror nok, han hedder Christian Hjortkær. Som har skrevet en rigtig fin lille bog, der hedder Udtilstrækling. Og der tager han jo og kigger på, hvad er det, der historisk set er sket med familielivet. Eller med os mennesker. Og det er jo... Der siger han, at vi er gået fra et forbudtssamfund til det, han kalder et påbudtssamfund. Og her i Danlæger står, at vi er gået fra at have regler til at have idealer. Og det, der er kendetegnet regler, det er, at man ved, hvornår noget er afsluttet, eller hvornår vi har gjort det godt nok, dybest set. I modsætning til idealer, som per definition er uopnåelige. Ja, der er ikke noget, der er godt nok. Nej, det bliver aldrig godt nok. Og hvis vi bliver idealistiske i alt, hvad vi foretager os som mennesker, så skal vi være de bedste som forældre. Vi skal være de bedste i vores parforhold. Vi skal også præstere på vores arbejde og hele tiden blive bedre og forbedre os. Og det bliver det her præstationsræs, hvor vi aldrig er gode nok. Og hvis vi aldrig er gode nok, så skaber det en grundfølelse af utilstrækkelighed. Og det er der, han siger, at så har vi født skam samfundet, fordi det hele tiden påvirker mit værd som menneske. Mit selvværd af, hvem er jeg, og hvad kan jeg? Det må nok være mig, der er noget galt med. Det bliver sådan den fortælling, den grundfortælling, der står tilbage hos os som enkeltindivider. Og det er jo at sætte os under et konstant pres. Nu kom jeg vist til at sige, at der er en tysk filosof, det passer ikke. Han er herlig præst. Han hedder Christian Djordje og er dansk. Hvad tænker du om det? Jeg synes, at det lyder meget rigtigt. Det så jeg tænkte hele vejen igennem. Jeg kan jo godt se det der med, at samfundet kræver en masse ting, vi skal leve op til. Det ommer der også en selv mange steder, de her krav, som jo langt undervejen måske er vores egne krav. Fordi at vi ikke har noget, vi kan bode på på den måde? Jamen fordi vi tror, det er det, omværdet forventer os. Eller det som hun også siger, vores ægteskab eller vores børn eller vores forældre-rolle. Det her med, at vi gerne vil være den bedste ægteforældre eller den bedste forældre overfor vores børn. Så når de en dag bliver voksen, så kan de lide, at min far var bare den bedste. Også som jeg tænker måske mere af, for eksempel for at sætte mig i leje, måske mere af mit behov, end det er vores børns behov at kan sige det. Ja. Giver det mening? Ja, det synes jeg faktisk, det gør. Jeg tænker også specielt, at der er meget snak om det her med, at her mod vores egne, der er der jo sådan en alder, hvor hun skal til at gå i gymnasiet. Eller hun gerne vil gå i gymnasiet. Og hvor jeg også synes, at jeg hører, at lige præcis den aldersgruppe jo meget kæmper med de her ting. Og jeg er meget færdig af alle de her sociale medier, der findes. Hvor jeg tænker, at idealer kommer meget til syne. Altså, at de føler, at de skal leve op til det, de ser på sociale medier. Og jeg tænker, at det gør jeg jo også. Det er jo ikke kun vores børn. Nej, nej. Fordi vi bruger da også lige så meget tid derhjemme. Nej, vi bruger måske ikke lige så meget tid, som vores børn på de sociale medier. Men vi bruger da meget tid, hvor der er meget på det. Ja, du bliver præget på mange andre. Ja. Nå, nu skal du høre her. Maria, hun havde to, hun gerne ville stille om. Og den anden er nemlig en tysk. Så han kommer ind i billedet. Det er så en kvinde, der kommer ind i billedet. Ja, hun kommer ind i billedet. Ja, den ene var i. Jamen, den anden, det er jo den tyske sociolog Hartmut Rosa. Ja. Som har døbt vores samtidig accelerationssamfundet. Og jeg synes egentlig navnet i sig selv, accelerations- eller højhastighedssamfundet, kalder han det også. Ja. Jeg synes, det er ret afsigende for, hvordan vores samtid er, og hvad det er for en tid, vi er en del af. Og det er jo så der, at jeg har det ikke sådan, at jeg tænker, at vi skal læne os tilbage og blive offer for vores samtid. Jeg synes, vi skal finde ud af, hvordan er det så, at vi kan navigere ind i den tid, vi er en del af. I stedet for at stille spørgsmålet, hvorfor, så er jeg sådan set mere optaget af at snakke om, hvordan. Når nu det her, det er et vilkår, at det er den her tid, vi lever i, det er sådan her samfundet præger os. Hvad er det så, vi kan gøre for at leve det liv, vi gerne vil have? Hvad tænker du så om det accelerationssamfundet? Når man bliver bare hækket derud af, og alting bare bliver stærkere og stærkere og stærkere og stærkere. Det gør det vel også på en eller anden måde. Det er i hvert fald, man kan sige, at vores samfund er præget meget af, at vi skal udvikle og udvikle og udvikle. Og vi skal blive bedre og bedre og bedre, og stærkere og stærkere og stærkere. Men kommer det ikke også til at påvirke os derhjemme? Når vi selvfølgelig bare lader arbejde være arbejde, får vi ikke nogle gange den process med hjem i vores hjem? Jo, det gør vi da. Også fordi vi skal kunne følge med. Der er jo nogle erhverv, som hele tiden skal være på bidræts med, hvad der er i løbet af udviklingen. Og det er da klart, at det fylder vel også, når man tager hjem, når man ligesom os er lang tid siden, vi har taget en uddannelse. Og det tænker jeg da, det kan man da ikke lade være med at slippe. Jeg synes også, man mærker det jo også som forældre nu, hvor vi har teenagebørn. Hele det der system, de skal hjem, det er jo fuldstændig anderledes end dengang. Det er ikke længe siden, at vi var der. Nu er vi jo helt unge. Nu er vi jo på en ungeæld. Så man kan da godt have en fornemmelse af, at det hele tiden bare skal akselerere mere og mere. Og det tror jeg da helt sikkert, at vi får til at udbrudte. Men dig og mig, vi har jo også valgt, faktisk lige lidt for vores liv, at have en fuldstændig forælder. Jeg var ude og besøge Marlene Enebølsen. Og de har faktisk valgt, at den ene af dem skulle gå hjem. Og det blev så hende fortrækt et langt år. Hun ville nemlig rigtig gerne gå hjem, men børnene de var små. Og jeg synes bare lige, at du skal høre, hvad hun fortæller om, hvordan de har det ved, at den ene går hjem. Altså sådan overordnet set, så føler vi sjældent, at vi har travlt. Selvfølgelig kan vi godt have travlt, når vi skal ud af døren. Og netop, jeg måske når at skulle være til gymnastik. Særligt, fordi jeg er lidt en tidsoptimist. Nogle gange. Ja, det er jeg godt. Så jeg får ofte lige strukket tiden lidt for meget, og så bliver jeg lidt stresset, når vi skal ud af døren. Så det er slet ikke, fordi vi ikke kender til at have travlt, og kender til følelsen af at være stresset. Men det er sådan en meget forbigående stress og meget forbigående travlthed, synes jeg. Vi føler i udgangspunktet, at vi virkelig har meget ro på. Ikke sådan en ro, hvor vores dage nødvendigvis bare er mega rolige. Vi har også tre børn, som er glade for at være aktive. Så det er ikke, fordi vi bare suger og tegner og laver perleplader og hører et eller andet stille og roligt musik. Det gør vi nogle gange. Sådan få minutter ad gangen. I flik. Men ellers er der jo ret meget gang i den. Men jeg føler alligevel, at når du nævner ordet ro, så føler jeg, at vi har en ændrer ro. Nu kan jeg tale for mig selv. Så føler jeg virkelig, at jeg har en ændrer ro i forhold til, at jeg kan bruge så meget af min energi og tilstedeværelse og nærvær sammen med mine børn. Og ikke have et job, som jeg både fysisk skal afsted til, men jeg er også ret sikker på, at det vil fylde i mit hoved, hvis jeg havde et job. Så jeg føler virkelig en ændrer ro i forhold til nu, at mit arbejdsliv er bare sat på pause. Og det er jeg helt okay. Det skal nok komme senere. Jeg føler det den her måde, at jeg kan være den bedste mor på. Og så er der nogen, der har det på en anden måde. Det er meget spændende. Og jeg synes, det er meget interessant, at hun siger, at hun har travlt. Eller at de har travlt. Altså den der overordnet travlhed. Det synes jeg virkelig er meget interessant. Nej. Det gør jeg nemlig heller ikke. På nogen måder husker jeg, at da vi havde små børn, der arbejdede du rigtig meget. Jeg havde også politisk job, men jeg var alligevel mere hjemme sammen med børnene, end du var. Og jeg husker rigtig mange eftermiddage, hvor jeg bare sad og kom hjem fra børnehjemmet, og så sad jeg bare udenfor en kolde sandkasse og lavede de samme bevægelser. Jeg synes faktisk også, at det der, at hun siger selv, at hun kan være den bedste mor, men også det der med at være idealen om at være den bedste mor, som vi snakkede om lige før. Og på de to ting til at blive sammen, det synes jeg er ret interessant. At de begge rammer ned sammen. Fordi det jo er ambitionen at være den bedste forældre, og det kan du blive som forælder. Og der har vi truffet det her valg, at hun skal gå hjem, for at det kan gå i opfyldelse. Jeg tænker, at da jeg sad i den sandkasse derhjemme, fordi min far bare skulle tulle rundt, der var det ikke fordi, at jeg på den måde havde truffet et valg, der var det mere bare, det var bare den ting, der lige var blevet. Så tænker jeg også, at de har jo nok kigget på, eller hun har kigget på, at jeg vil gerne være den bedste mor, hvad skal jeg så skære fra, for at blive den bedste mor. Og jeg tror mange gange, at så har vi tænkt, at jeg vil gerne være den bedste mor, men der er også alle de her andre forventninger, som jeg skal leve op til. Og vi har ikke sat en prioritering på dem. Og det tror jeg måske, at der er mange, der tænker mere over i dag, end vi gjorde tilgangen for 10-15 år siden. Man kan jo ikke nå det hele. Og det er jo også derfor, at jeg tænker, at du gerne vil snakke om travlhed. Hvor man måske bliver mere bevidst om at prioritere sin rolle i det tidspunkt, man er nu. Som familieældre i sit liv. Og det er nemlig sjovt, at du siger det, for nu skal vi lige høre den næste klip, hvor jeg snakker med... Ja, og der vil jeg jo lige sige det her. Det har vi jo ikke vist. Ja, men jeg har en samtale med Randi, som sidder nu sammen, og de præsenterer i vores lørdag. Og Randi hun? Randi hun er i gymnasiet, og er gift, og har to børn, og de bor i en mindre by. Ja, og hun er fuldstændigt arbejdet, men hendes børn er ikke på fuldstændigt arbejde. Så der er noget mere tid hjemme ved dem, som er givet, vi ikke skal tage på arbejde, kan man sige. Ja. Ja, men nu skal vi høre, hvad hun siger. Føler du, at I prioriterer meget anderledes i forhold til jeres børn, og det at være i en familie, end jeres venner? Og det er jo svært helt at se hverdagen hos andre. Men i forhold til tid, mager og travlt, så er en anden prioritet, vi også har lavet, det er, at vores dreng kun kan se fjernsyn to gange om ugen. Så det kan han kun en hverdag og en weekend, og det kræver helt vildt meget også, fordi så skal vi jo være på alle de andre dage. Og at han kun kan spille computer en dag om ugen, og han vil jo rigtig gerne en hel masse mere. Hvordan? Det er stærkt, at man kan fordele det at gå i, at man kan håndtælle det. Det med prioritering? Ja. Det må man sige. Og en vild prioritering, synes jeg også. Ja. Det var ikke det, jeg ville også. Det var ikke det, jeg ville også. Og ambitionen vil måske være der, hvis det var det, vi satte os for. Så tror jeg da, at den første dag ville gå fint. Men altså, jeg synes jo, det er en stærk prioritering. De vælger jo familien. De vælger jo, at vi har sat alt det her i verden for at være sammen. Nu siger jeg faktisk også på et tidspunkt, at de har så meget lejlighed, de her drenge. Hvorfor skal de så ikke lege med det? Og det prioriterer de helt vildt meget. At de har fået så meget lejlighed. Men ofte så kommer det bare til at stå, at de skal have lejlighed. Og det vil de gerne prioritere. At de også får det brugt. Og det synes jeg jo er en vild, vild prioritering. Men det er som sagt... Det er... Altså... Ja, det ved jeg ikke. Det var nok ikke sket hjemme hos os. Nej. Nej, men jeg tror jo også, at hjemme hos os, så har vi jo bare nogle andre ting, vi måske prioriterer anderledes. For jeg tænker jo også, at man som menneske og familie, så er vi jo forskellige. Der er noget, der fungerer for dig og mig, som vi så tænker, at det er det bedste, vi tager med ind i vores familie og får til at fungere. Fordi vi er jo også blevet klogere at være forældre gennem tiden. Gennem vores forældretid, eller sådan noget. Og så finder man jo også sin vej igennem det. Jeg tror, det vigtigste er vel bare at være bevidst om, hvad det er, man gerne vil. Hvad det er, man gerne vil give sine børn og mærke efter, hvad ens børn har brug for. Det kan vi jo ikke sige, når vi er forældre og familie. Det ved jeg ikke, om det er vanvittigt. Det handler om at få snakket sammen om, hvad det er, man gerne vil med sin familie. Men også være bevidst om, hvad det er, man gerne vil. Og ikke at alting bare passerer, eller at alting bare løber afsted. Det er det, jeg tænker på. Jamen, det er det, jeg tænker. Men man kan jo ikke gøre det om. Og så tænker jeg, at hvis man gerne vil være den bedste mor eller den bedste far, så er man jo virkelig det vildeste på det hele. Så er det jo ekstra vigtigt, at man mærker efter, hvad ens børns signaler er. Hvor de som små deler ud. Så er det ikke bare ro. Så er de som Tine, så er de så fjernsat i dagen. De ved ikke altid, hvad det er, de gerne vil, når de er i Tine. Jeg har haft mange mentorer, hvor de ikke har været på fritid. Hvor de prioriterer rigtig meget familien og nærværden med børnene. Og det er jo kort. På mange måder. Men som du sagde, så er vi jo også meget forskellige i vores familieformer. Og har nogle forskellige behov. Så derfor har jeg også taget ud og snakket med Kristine Forsen, som er lektor på Syddansk Universitet. Og hun har et arbejdsliv, som hedder i hvert fald 20 plus. Så det er 60 plus timer. Og hendes mand arbejder også fuldtid. Og hvordan får de så deres hverdag til at gå op? For det er lige nu, der har vi hørt, at hvis man næsten skal få sin hverdag til at gå op, så skal man ikke have fuldtid. Men kan det ellers gøre? Også med deltidsjob? Nu hører du lige, hvad Kristine har at sige. Altså, der er jo også noget. Der kan også ligge noget i forskellige generationer. Hvor vi er henne i vores liv. Jeg ved ikke, hvor gamle de der børn er, de har haft allesammen. Men der kan jo også ligge noget i, hvordan man gjorde dengang. Eller hvordan man rigtigt gør. Ja, det har børn på vores alder og lidt andre. Altså i gymnasiet og i udskolingen. Så man kan sige, at det er jo kun os, de der 15 års unge, at de er vores forældre. Og hun har været fuldtid hele vejen. Hvem er dig og din mand? Er han også fuldtid? Han er også fuldtid, ja. Og hvordan har I så fået det til at komme sammen? Meget koordinering. Altså at aftale. Og prøve at gennemskue en uge. Jeg har haft det sådan med i weekenderne, at nu skal vi lige have snakket ugen igennem. Og lige finde ud af, om der er nogle huller. Det jeg har altid frygtet, det var, at der var et brist. Altså et eller andet, børnene skulle til, og så kunne vi ikke komme, eller vi glemte noget. Så det der med at få talt ugen igennem, og ikke at vi sådan kunne... Jeg tror, det er nogle gange så mange ting, der skal være. Hvad der skal ske i løbet af hver dag. Men lige for et overblik over, når vi taler det igennem, er der et sted, hvor vi kan se, at der er et hul, hvor vi skal have gjort et eller andet. Fordi der er en, der ikke kan køre os, eller hvad det nu kan være. Når vi så får ugen talt igennem og ser, om det faktisk godt kan lægge sig til at rette, hvis min mand kan også flækse lidt. Hvis han går lidt tidligere der, så får vi det noteret, så vi ved, at der ikke er noget her, der falder helt igennem. Og så tager vi det simpelthen dag for dag. I aften er der sådan en snak om, hvad er det lige i morgen? Er der nogen, der skal køre os? Og hvornår kører vi? Hvornår skal vi være klar? Men så er det nu, når vi har sådan noget teenagebørn, deres liv, det først lige, lige når det er, at de kommer i tanke om det. Så der er sådan lidt med, vi skal faktisk vide det dagen inden. For hvis vi ikke ved det, så må vi simpelthen selv finde ud af det. Ja, det lyder jo mere... værdikalkalderligt på vores... ja, vores liv, i de sidste 10 år. Fordi vi begge to er så fuldtid. Og det synes jeg jo også, det er jo også lidt interessant det der med, fordi vi har jo også været privilegeret med at have fleksetid, begge to i den her jule. Vi har også været privilegeret med ikke at have langt til arbejde. Så det at tage på arbejde, kunne gøres på 10 minutter. Øhm... Og de vilkår i livet gør jo også, at man kan reducere sin travlhed, hvis man kan sige det sådan. Man kan vinde noget på ikke at have travlhed. Hvor mange familier jo også ændrer fra den ene by til den anden, for at have et arbejde. Og hvor nogen jo er låst, i forhold til den arbejdstid, det kan jo også være udfordrende. Og vi har også begge to haft privilegier at arbejde hjemmefra, for eksempel. Det er der også mange der ikke har mulighed for. Ja. Så bare fordi at man begge to er på arbejdsmarkedet, finder man godt på tingene til at præsentere i livet? Ja, men det tænker jeg jo sagtens, at man kan. Det synes jeg, det vil jeg jo mene man godt kan. Ja. Det har vi jo gjort. Er der nogen andre ting vi kan nå? Ja. Ja. Det er der jo. Og det er jo et kæmpe initiativ. Ja. Og jeg håber dig, inderligt i forhold til det her med at have trovl som familie, med børn. Jeg håber dig, at vores børn vil sige, den dag de bliver nødt til at sætte ord på, hvad de har oplevet derfra. At de vil sige, at de har haft en god gang. At de har haft tid til det. Det vil da betyde, at alt kommer, når han snakker med dem omkring. Ja. For hvorfor? Hvorfor er det egentlig så vigtigt for os, at vores børn skal komme hjem og sige det? Jeg vil gerne have været der for dine børn. Ja. Jeg synes da, det er rart. Ja. Det vil jeg da gerne. Ja. Det vil jeg da gerne. Det er jo ikke noget, vi kan møde på. Ja. Nej, nej. Det er også derfor, jeg siger det der med, at jeg håber, at de kommer en dag. Ja. Eller at der kommer en dag, hvor jeg så også, ligesom... Så kører dem ud. Så kører dem ud, når vi bruger det for at høre sandheden. Ja. Så kan de faktisk skuldre klap. Ja, det kan man sige. Ja. Ja. Inden for, at jeg har brug for tryst, så må jeg godt... Ja. Grædende sige. Ja. Det vil jeg ikke nok sige. Nej. Det håber jeg da virkelig, at de kommer. Men jeg tænker jo, det er jo nemmere, det er jo nemmere for dig og mig, at sætte ord på det overfor hinanden. Altså... Men hvis man nu læser nogle af de der begreber op, som Maria, hun startede med. Sådan noget, der var... Det er altså idealt. Det er jo egentlig det, vi går efter. Vi ville virkelig gerne være nogle gode forældre. Ja. Hvor man førhen, havde det mere som sådan en... Det var man bare. Så længe jeg kunne give mine børn tøj, mad og sådan en smule kærlighed, så var jeg en god forælder. Altså det var ligesom... Sådan var det bare. I dag, der ved vi ikke rigtig, om vi er det eller ej. Og vi prøver sådan at mærke efter. Er vi det eller er vi det ikke? Og hvordan bliver vi det? Altså, det giver os jo også et pres et eller andet sted. Kan vi på nogen måder komme ud over det? Som du siger, jeg håber mine børn. Hvad vil du sige? Jeg har gjort det godt. Ja. Komme ud over hvad? Jamen, altså sådan, er det bare noget vi sådan, det er ved med at stræbe efter, og først finde ud af, når vores egen børn får børn, fordi nu først er vi klar til at finde ud af, om de havde en god barndom eller ej. Eller, eller kan vi hvile i det nu? Altså sige dem, hey, vi gør det faktisk godt nok. De får mad. De er i skole. De har tøj på. Ja, netop. De har tøj på. Ja. Kan det give en ro i vores hverdag? Eller er det ikke godt nok? Ja, det burde det kunne. Altså, kan vi dække vores børns specielle behov, så har vi jo, så er vi da et godt stykke ramt. Fordi at, altså det er jo også, det er jo også kunsten, at give slip. Altså det er jo også en base, vi er kommet ind i, det der med at skulle give slip på sine børn, og lade dem, det er vores fjorden, når jeg og drengen selv cykler ned i byen, og, og, Vejleby, og, og klarer sig dernede, eller, et andet sted, altså der er jo, der er jo mange ting, man skal give slip på, som forældre på et tidspunkt. Så det er jo også, jeg synes det er meget fint, jeg synes det er en, en god tanke, det der med at være, hvad hedder det, være hjemme sammen med sine børn, og det synes jeg er en fin fortjening, og de ting. Men man, der er jo nogle andre ting, man skal være opmærksom på, ligesom man skal være opmærksom på, at, hvor jeg skal huske at bruge tid på mine børn, fordi jeg er på arbejde, 7-8 timer om dagen, så skal jeg også huske at være der, når jeg kommer hjem. Så skal man jo også huske at, at give sine børn nogle sociale, ting, når det er. Og det tænker jeg jo også, der er mange der gør det jo ikke, fordi jeg siger, det er et problem, det er jo bare, man skal jo ikke hvile i, at bare fordi man er hjemme med sine børn, så er det det rigtige at gøre. Man skal jo være klar over alle facetterne. Det er jo ikke sort-hvidt. Nej, men det kan godt give sved på panden alligevel. Ja, det kan det da. Fordi vi gør det jo aldrig godt nok. Nej. Nej. Nej, nej, jeg tænker da netop det der ideale billede af, altså, ja, at det kan jo, det er jo ikke sikkert, at det forsvinder bare, fordi man gør det på en anden måde, end hvad resten af samfundet gør. Man har et ideal om, at, jamen, sådan og sådan og sådan. Det forsvinder jo ikke, fordi det kan jo aldrig blive godt nok, som du siger. Der vil altid være nogen, der gør noget andet. Ja. Vi skal lige have Peter med, som er præst. Og han har jeg nemlig også snakket med. Og han har læst en eller anden tysk-koreansk filosof. Og han ville lige... En tysk-koreansk. En tysk-koreansk. Det er da ikke en god samfund. Det lyder meget internationalt. Vi fordyber os for meget til at kunne give flip. Eller hvad er det? Nej, ikke fordyber, men jeg tror, vi fokuserer hen de forkerte steder. Og hvis vi er så præstationsminded og så selvskæbende, så kommer vi ikke ind til fordybelsen. Vi har afskaffet Gud på så mange planer, at vi ikke engang har ham længere som sådan et håb for livet på den anden side af døden. Altså det kan det moderne menneske ikke nødvendigvis bruge til noget heller, det håb. Fordi man bliver så opsat på det, som er nu, at man slet ikke kan, altså det bliver uvirkeligt at forholde sig til, at Gud han skulle kunne gøre noget ved mit engang. Fordi jeg er så optaget af det, der sker i mit nu. Vi strænger lige lidt. Nu går vi lige fra, hvordan det rent praktisk skal være, men lidt mere over i vores forhold til det, der kommer forud, til Gud og til gudskillet her. Vi er så optaget af os selv, at vi ikke kan se ud over os selv. Det synes jeg er et meget, altså jeg har virkelig tænkt meget over, siden jeg har snakket med Peter. Fordi jeg synes egentlig, at langt hen ad vejen, så er det virkelig rigtigt. Vi mærker meget efter inde i os selv, om det er rigtigt, og vi snakker meget om, om tingene nu er, og vi skal have prioriteret rigtigt, og vi skal mærke, at det er rigtigt for os selv, og vores familier, og alle de her ting. Det mærker vi os så meget efter, at vi har svært ved rent praktisk, at få det helt ned. Det er nogle store problematikker, der kommer op i forbindelse med det der med, hvorfor har vi så travlt? Der er noget samfundsmæssigt, der er også noget dybt i os som menneske, som gør, at vi spænder lidt ben på os selv. Jamen, det er super interessant. Der er så tid, hvor så mærkefuldt det er. Vi lader os jo kræve med, af den fart, der er på det hele, eller på hverdagen. Ja, den her aggredation, som vi har nævnt lige før. Ja, lige præcis, og jeg tænker jo også, at det er noget af det, som Peter nævner. Og det bliver det resultat af det. Ja, og samtidig med det her, så fortæller han nemlig nu her. Jeg tror dybest set, så tror jeg, at vi vil gerne have det gode liv. Og jeg tror da helt klart, også inden for sådan en augustihinsk forståelse af, hvad det er, at mennesker dybest set længes efter. Så tror jeg, jo, vi er længest dybest set efter Gud. Men vi ved bare ikke, hvorfor. Og det er jo det, jeg tænker er det interessante spørgsmål, at finde ud af nu. For jeg tror jo, det som vi er, ja, vi er enormt stressede. Vi er enormt angst på alle planer. Og det er virkelig mærkeligt. Altså, psykiatrien er presset, som aldrig nogensinde før. Det er en god point, at vi har så bygget et samfund. Vi kan alt, vi kan skabe, vi kan så meget forændre, vi kan, alt er åbent for os, og vi kan gøre, hvad vi vil. Men det gør os ikke. Men det er ligesom, om der er noget andet, vi ikke er fri på. Der er noget andet, vi ikke lader os låse af, som vi ikke kan definere. Ja, og vi kan ikke, vi har simpelthen ikke set behovet for, hvad, hvorfor Gud han skal kunne hjælpe os. Men vi har brug for ham. For det er det, vi deler efter det. Men det er også nemmere, for mange år siden, hvor vi var præget af sult, og sådan nogle ting, der forholdt sig til. Skal det være mange år siden? Ja. Altså, hvor det var mere basale behov, vi havde brug for, og hvor det var nemmere, at begge give os godt daglig brød. Altså, det er svært at forholde sig til i dag, at det skulle blive et problem. I hvert fald, i den del af verden, vi lever i. Og hvor det måske er, at det er svært for os selv, at sætte ord på, hvad er det egentlig, der gør, at jeg bygvisk ikke helt fungerer. Og hvor vi så føler, at så kan jeg vel ikke forklare over på Gud, hvad det er, der er mit problem. Og hvor vi måske glemmer, at Gud han ved allerede, hvad der er, der er problemet. Det, han måske ellers ville, det er bare, at bruge tid for ham. Ja. Men det er jo ikke tid til forværelser, fordi vi skal hen i børnehaven, og vi skal, jo nej, men det er altid, vi har snakket om. Ja. Jeg ved ikke, hvad du tænker. Ja, men, det tænker jeg, men jeg tænker faktisk, at Peter, han måske, han har stået omkring. Nå, spændende. Jeg håber, det stemmer overens med mit. Hvor finder man balancen her? Det, det tror jeg ikke, du finder. Men jeg tror, jeg tror, at der er nogen, hvad hedder det, det er det der med hviledag, hvor man, Så tænker Gud, han har rent faktisk skrevet sådan en lortskrift. Absolut da. Ja. Absolut. Virkelig. Altså, og jeg tror ikke, jeg har villet anerkende før, inden for de sidste tre år, hvor dybt den er, den der visdom, at den, at man, altså, Adam og Eva, de ankommer ikke til arbejde, de ankommer til en hviledag. De bliver skabt på, 6. dagen, som det sidste, lige før Gud, han holder hviledag. Så de kommer lige til weekenden. Nå jamen, det driver jo på alt, hvad der hedder evangelie, tankegang. Det har jeg aldrig tænkt over. Nej. Det havde jeg heller ikke, før jeg blev gjort opmærksom på det. Men altså, de starter altså med at hvile. Jeg tror, at det er, hvis man kan gå ind i den, sandhed, og, acceptere det, fordi det er jo også sådan, det er jo en, det er jo noget, man skal vælge at acceptere, at man ikke er universets centrum, og at, skaberverket, fungerer, så fint, uden min, indsats. Altså, det har Gud, fuldstændig styr på. Det havde jeg heller ikke tænkt over før, at blive skabt på. Hvile. Ja. Nu siger jeg, at mandag den første dag i uge, tror du så, at man kan argumentere med hende, og sige til hende. Jeg tror, jeg er ked af at sige det. Ja. Men, ja, ja, prøv det. Men det der med, at vi ikke er universets centrum, det kommer vi tydt til at gøre, selv. De store fanger om os, ellers ligger det bare ubevidst i os, men vi kommer måske til, at tænke, at vi kan, vi, vi bliver jo også fordudt mange gange, at vi kan det vildt, og vi skal det vildt, og du kan gøre lige, hvad du har lyst til. Hvilket er jo også, at vi skal give os et pres, i den verden, vi lever i. Ja. Og der synes jeg bare, at det er, det er meget fint, at vi lige har fundet af med, at det er vi faktisk ikke skabt. Vi er skabt til at være, i Guds navne. Og det ender med os, at vi, har nogen, ja, ja han har ikke en forestilling om, at vi skal være den bedste forældre, eller at vi skal være den bedste, det ene eller det andet. Han, han er meget mere, ned på jorden, og det ender der. Han ønsker bare meget mere, at vi skal være os selv, og have en relation med ham. Ja, og at vi er gode nok, og det behøver vi ikke at travle til. Nemlig, og vi er gode nok i os. Ja. I det vi er, i det vi er i ham. Ja. Ja. Det må vi huske. Ja. I vores hverdag. Ja. Vi er hinanden om. Netop, og det tænker jeg nemlig også. Ja. Også det. Det synes jeg faktisk også er vigtigt. Ja. Nå Kenneth, en konklusion på, hvorfor har vi så travlt? Det tænker jeg faktisk ikke rigtig, at jeg kan komme med. Nej. Jeg har godt nok snakket med mange. Det er der mange gode bud for. Ja. Og jeg tror ikke, at det ene går ud bedre end det andet. Nå. Men... Der findes nok ikke en opskrift for den anden person eller familie, men jeg tænker da, at det er der mange gode pointe, i forhold til at finde, hvor man kan finde nogen svar. Ja. Ja. Vi er det samme. Hold sundheden til det, at man skal være i fællesskab med Gud, og holde dem i hvile. Men det betyder ikke, at man ikke kan være sammen med sine venner eller familie. Nej. Men at vi ikke... Det er vel også en accept. Man skal vel også, på en eller anden måde, skal man acceptere, at man kan gå i hvile. Man kan ikke være herlig i det. Man kan ikke være herlig i det. Ja. Ja, og så tror jeg måske, at vi skal tilbage til noget af det her medie. Men der er noget, der er godt nok. Det er ikke det bedste, men det er godt nok. Det er også okay. Og det er også okay. Ja. Og at vi kan være i det, og at vi kan blive ved med at stræbe efter den her. Ja. Ja. Det skal nok blive godt en gang. Det bliver det. Men så er vi i hvile. Det er en helt anden tid. Det er en helt anden tid. Ja. Ja. Tak fordi, at du alligevel reflekterede med her, Kenneth. Det var lykkeligt, jeg måtte. Det var det meget gerne. Ja. Dejligt. Tak fordi, du lyttede med. Dette var det sidste afsnit af, Hvorfor har vi det travlt? Det efteråret kommer næste sæson af, Hjælp jer mor. Sæsonen hedder, Når livet gør ondt. Og vi kommer til at omhandle forskellige problematikker, i når livet ikke altid arter sig efter, hvordan vi gerne vil have det. Det kan være, vi får børn med diagnoser. Vi selv får en diagnose. Det kan være, at der er nogen, der dør, eller vi mister et liv. Livet har sine op- og nedture, og det vil vi prøve at tage hånd om, i næste sæson. Denne podcast er lavet af Informationsfamilie Arbejde. Du kan finde flere afsnit og andre podcast, på www.imedia.dk, hvor der også er mulighed for at støtte arbejdet økonomisk. Danske tekster af Amara.org fællesskab