Hjælp ep1 Maria Bjørn Langer

In this podcast series, the host explores the topic of why we are always so busy. She interviews different people, including professionals and families, to gain insight into the impact of stress on our lives and how to find balance. She discusses the societal pressure of constantly striving for perfection and the negative effects of this mindset. The host also mentions the importance of addressing shame and the need to normalize conversations about stress and overwhelm. She highlights the need to navigate and live in the current fast-paced society rather than becoming victims of it. Overall, the podcast aims to explore how we can live a fulfilling life amidst the busyness and pressures of modern life. Velkommen til podcasten Hjælp, jeg er mor. Jeg hedder Lene Rønne Pedersen og er familiekonsulent i Information. I denne podcast vil jeg gå på opdagelse i forskellige emner, som jeg som mor og os som familie stopper op ved og undre os over. I denne serie vil jeg belyse emnet Hvorfor har vi så travlt? Hvad er det, der gør, at vi hele tiden synes, vi hælder bagefter? Jeg vil tage ud og snakke med forskellige mennesker, både nogle fagpersoner og så helt almindelige familier, som står i forskellige livssituationer. Måske vil det gøre mig klogere på min egen praksis og mine egne tanker omkring lige dette emne Hvorfor har vi så travlt? Jeg er taget til Aarhus for at besøge Maria Bjørn Langer, som både er fysioterapeut og psykoterapeut. Hun har i mange år arbejdet med, hvordan vi får en større balance i vores liv imellem det både at have travlt, men også at få hvilen ind i hverdagen. Maria er interesseret i, hvordan vi får et liv, hvor stress ikke er det, der kommer til at fylde vores hverdag. Så løb godt med, når hun giver sit bud på, hvad vi kan gøre. Når du stiller spørgsmålet, hvorfor har vi så travlt, så er det jo en antagelse, at vi oplever, at vi er presset. Og det er jo sådan set også noget, jeg er meget optaget af som fagperson. Det er stress som fænomen. Hvad er det, der sker med os? Hvad sker der i kroppen? Men hvad sker der også i de fællesskaber, vi indgår i, i vores familie? Og den, som vi omgiver os nu, hvorfor har stress så stor en impact i vores liv? Vi ved jo, at der er noget, som bare kører, fordi vi kører som menneske, og livet tager den ene dag fra den anden. Og vi står op næste morgen, og så gør vi det samme og det samme. Men det er jo først, når vi lige stopper op og finder ud af, hvor der er mere. Og hvad skal vi så gøre ved det? Altså, fordi det er jo den problematik, at når man først har fundet ud af, nu var lige sådan noget stærkt. Jeg kan ikke mere. Hvad er det så, man kan gøre? Og hvordan man kommer hen til den proces. Det er jo et menneskes modenhed, eller hvad? Eller er det også en ret opvågning af? Jeg tror, at de fleste, der bliver ramt af stress i en eller anden forstand, de opdager det først, når de er virkelig ramt. Altså, der er jo ofte, at det er omgivelserne, der opdager det før, at man selv opdager, at man er presset. Så jeg tror egentlig, det her med, måske så ved vi det egentlig godt. Og måske i virkeligheden det spørgsmål, du stiller mig med, hvorfor har vi så travlt, at det handler om, at vi ved egentlig dybest set godt, at livet går lidt for hurtigt. Og at vi faktisk ikke helt kan holde til tempoet i længden. Men så længe det går, så går det jo nok. Og så bliver vi ligesom ved i det hamsterhjul, uden at stoppe op. Og der tror jeg, jeg er bare optaget af at oplyse om, hvad gør det egentlig ved os, at køre rundt i den vej, som jo er en eller anden form for hverdags travlhed. Hvor det manglende overskud i det daglige faktisk har betydning for kvaliteten i det liv, vi lever. Ja, men hvad er det, der gør, at vi ikke har overskuddet i hverdagen, tænker jeg. Har du? Altså, ved du det? Eller kan du sige noget om det? Jamen, så bevæger vi os igen ud i nogle synsninger, antagelser og holdninger på en eller anden måde. Fordi hvis jeg skal svare på, hvorfor vi har så travlt, så vil det jo også... Så tror jeg, jeg er optaget af at kigge lidt på det på et samfundsperspektiv. Og at sige, er der nogle kloge mennesker, der siger noget omkring det her. Ja, der har jeg været optaget af to kloge hoder. Den ene er en teolog. Jeg tror nok, han hedder Christian Hjortkær. Som har skrevet en rigtig fint lille bog, der hedder Udtilstrækling. Og der tager han jo og kigger på, hvad det der historisk set er sket med familielivet eller med os mennesker. Og det er jo det, der siger han, at vi er gået fra et forbudtssamfund til det, han kalder et påbudtssamfund. Og her i Danmark ligger så, at vi er gået fra at have regler til at have idealer. Og det der kendetegner regler, det er, at man ved, hvornår noget er afsluttet eller hvornår vi har gjort det godt nok, typisk set. I modsætning til idealer, som per definition er uopnåelige. Ja, der er ikke noget, der er godt nok. Nej, det bliver aldrig godt nok. Og hvis vi bliver idealistiske i alt, hvad vi foretager os som mennesker, så skal vi være de bedste som forældre. Vi skal være de bedste i vores parforhold. Vi skal også præstere på vores arbejde og hele tiden blive bedre og forbedre os. Og det bliver det her præstationsræs, hvor vi aldrig er gode nok. Og hvis vi aldrig er gode nok, så skaber det en grundfølelse af utilstrækkelighed. Og det er der, han siger, at så har vi født skamtsamfundet. Fordi det hele tiden påvirker mit værd som menneske. Mit selvværd af hvem er jeg og hvad kan jeg. Det må nok være mig, der er noget galt med. Det bliver sådan den fortælling, den grundfortælling, der står tilbage hos os som enkeltindivider. Og det er jo at sætte os under et konstant pres. Så man mærker det ikke, eller man opdager ikke, at det er det, der sker. Men det er det, der hele tiden bliver pålagt inden. Når man kigger på sociale medier, når man kigger i fjernsynet, eller når man kommer ned i vuggestolen eller børnehaven eller i skolen. Altså det der med, at vi kan bare lige gøre det lidt bedre på arbejdspladsen. Ja, det er jo en anden vinkel på det. På arbejdspladsen har vi mus-samtaler, hvor vi skal udvikle os. På hjemmefronten er vi overstrømmet med, som du siger, vi har jo aldrig været så informeret om vores forældreskab, som vi er i dag. Der er alle mulige holdninger til, hvordan vi skal være forældre og hvordan gode nok forældre er. Så forældreskabet bliver i sig selv også en præstation frem for en rolle, jeg har. Ja, og hvis du så har et barn, der slitter den anden vej, og det er jo altid den, der skal sidde til forældresamtalen, så er man ikke flyttet nok. Det kan i hvert fald hurtigt komme til at pege enten indad eller udad. Og for de fleste vil det nok komme til at pege indad, at det er nok mig. Fordi noget af det, som er skammens mekanisme, det er, at den er ensom. Fordi jeg på en eller anden måde får overbevist mig selv om, at jeg er nok den eneste, der går hardt på den her måde. Og der ligger jo en enorm ensomhed i det, hvor vi kommer til at spejle os lidt skævt. Vi bliver lidt blinde for, at alle andre har det lidt på samme måde. Men har vi som personer behov for kun det? Er det ikke okay at være alene? Jo. Er det den der følelse af alenhed? Altså i relation til skam er det ikke specielt godt. Fordi skam er jo nedbrydende for os. Og det er en social faktor. Skam er et socialt fænomen, hvor vi gerne vil være en del af fællesskabet. Og når jeg ikke føler mig værdig til at være en del af fællesskabet, så føler jeg mig enormt alene med den her følelse. Så det skam skal, altså når jeg føler mig forkert, så skal det frem i lyset. Fordi der normaliseres det, når jeg kan tale om det, når jeg kan sætte ord på det og være sammen med andre omkring, der finder ud af, at de andre har det faktisk på samme måde. Ja, sagde du havde to? Ja, den ene var i skam. Jamen den anden, det er jo den tyske sociolog Hartmut Rufa, som har døbt vores samtidig acceleration samfundet. Og jeg synes egentlig navnet i sig selv acceleration, eller højhastigheds samfundet kalder han det også. Jeg synes det er bare så sigende for, hvordan vores samtid er og hvad det er for en tid vi er en del af. Jeg har det ikke sådan, at jeg tænker vi skal læne os tilbage og blive offre for vores samtid. Jeg synes vi skal finde ud af, hvordan er det så vi kan navigere ind i den tid vi er en del af. I stedet for at stille spørgsmålet, hvorfor, så er jeg sådan set mere optaget af at snakke om, hvordan når nu det her er et vilkår, at det er den her tid vi lever i, det er sådan her samfundet præger os, hvad er det så vi kan gøre for at leve det liv vi gerne vil have. Ja, det synes jeg jo er meget interessant det der med, fordi det der med at vi ikke skal være offre for tiden, men at vi skal leve ind i tiden. Hvordan gør man det? Fordi jeg tænker, at det er så meget nemmere bare at være offre, og nemmere bare at tænke sig, okay, det kan jeg ikke gøre noget ved. Livet det kører bare derudad. Det er jo i virkeligheden måske ofte derfor, at vi kommer til at leve i lidt sådan en brokke. Jeg tror det er fordi, at jeg bliver lidt nysgerrig på, at det handler om, at vi kommer til at sidde og være lidt offre i det her med, at jeg har også for travlt. Hvad gør det så bedre, når vi sidder og gør det? Bliver vi fyldt op af den tanke? Får vi det bedre? Jeg tænker vi skal i hvert fald overveje, om det bliver en form for narrativ. Altså den historie vi fortæller os selv, at vi har for travlt. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at vende tilbage til det du spurgte om i relation til det, fordi du sagde at du blev optaget af det her med offerrollen, og så stillede du mig et spørgsmål. Hvad gør det bedre at være i offerrollen? Får vi noget ud af det? Der er vi jo magtkursløse. Hvis vi stiller os selv i en offerrolle, så er vi jo lidt offre for den samtid vi er en del af. Men er det ikke også bare meget nemmere, så kan man jo bare stå der og tænke. Det er ikke min skyld. Jeg vil ikke gøre noget. Jeg kan bare drikke mig herover. Jo jo, det kan man også gøre. Jeg tænker det er lidt utilfredsstillende i længden. Jeg tror det påvirker vores måde at være i verden på. Så vi bliver mere propperøde, som du lige snakkede om før? Ja, og måske er det noget af det jeg er lidt optaget af. Hvordan er det at vi kan leve et liv i overensstemmelse med de mennesker vi ønsker at være, for det er jo det det kalder på i min optik, det er at vi bliver skakket på vores værdier. Hvad er det der er vigtigt for os? Og hvordan kan vi leve i hverdagen og ikke bare overleve? Ja, fordi det er jo netop måske lige det jeg tænker, hvorfor har vi så travlt? Nogle gange så bliver det bare en overlevelse. Og så stopper vi nemlig ikke op og tænker over, hvad er det lige der sker? Fordi der er så mange ting. Og når jeg lige siger det på den her måde, så er det også fordi jeg tænker, at jeg kan godt have haft en uge, hvor jeg faktisk har brugt en dag, hvor jeg bare lå helt på sofaen og var helt smadret. Og så ringer der nogen og spørger senere, om jeg har lyst til at være sammen. Og så kan jeg tænke, at det magte jeg ikke. Jeg ved godt, at jeg ikke skal have noget i aften, men det har jeg faktisk overhovedet ikke lyst til. Og så kan jeg faktisk have det på samme måde dagen efter. Jeg skal heller ikke have noget om eftermiddagen, men jeg skal heller ikke have noget om aftenen. Men jeg har heller ikke lyst til at være sammen med de relationer, som byder sig ind. Sådan fornemmer jeg ikke, at jeg er den eneste, der har det. Og alligevel så har jeg en fortælling om mig selv, at jeg har travlt. Men hvad er det, jeg har så travlt med? Det er et godt spørgsmål. Fordi min fortælling er jo, at det går stærkt. Så du har en oplevelse af, at du har travlt? Jeg tror i hvert fald, at det er den fortælling, der bliver sagt. Og jeg tænker også, at når jeg kigger på familielivet, så er der mange ting, der skal ske. Der er nogle børn, der skal til håndbold. Der er nogen, der skal alle mulige andre ting, steder hen og sådan noget. Men hvis jeg kigger tilbage de sidste 14 dage i min kalender, så er det jo ikke fordi, at jeg har haft overdrevet travlt. Jeg har bare ikke haft overskudt. Nej. Det er også januar. Jeg tror bare, at jeg tænker, at vi jo ikke er skabt til at være overskudsmennesker hele tiden. Men der er jo noget omkring årstiderne, som vi også totalt har glemt i vores generation, som hænger sammen med, at vores energiniveau i januar er bare ikke det samme, som det er i august. Og det er på en eller anden måde, som om, at vi tror, at vi skal kunne præstere det samme dag ud og dag ind året rundt. Så den der accepte af, at nej ja ja, jeg havde faktisk en årsdag både i går og i forgås, og i overgangen er det heller ikke noget i dag. Det bliver sådan problematiseret som noget, der ikke er i orden at have det på den måde, i stedet for at embrace det og sige, ja, det er i januar. Træerne, de trækker sig jo ind i sig selv for at koncentrere sig om at holde sig i liv. Det er derfor, de smider bladene. Og der kunne jeg bare godt tænke mig, at vi mennesker engang imellem havde lige så meget nødde for os selv, at vi også tillod, at vi kunne trække os lidt ind i os selv i januar og koncentrere os om at være i liv. Og så skulle vi nok blomstre igen, når det bliver forår og det bliver sommer, og energien kommer tilbage, solen kommer tilbage. Ja, det var bare mit perspektiv, Line. Det er godt. Jeg tænker, at det er et meget sundt perspektiv at have en over livet. Gud har jo givet os de her fantastiske årstider endnu mere i Danmark end i mange andre lande. Men det betyder jo også, at vi som mennesker, der lever i Danmark, har de her sæsoner, hvor vi må kigge ud og sige, at der er nogle ting, vi har magt over og nogle ting, vi ikke har magt over. Præcis. I har ikke magt over, at årstiderne skifter. Nej, men det må vi bare være i. Og lade Gud have det ansvar. Og det er jo så finurligt med os mennesker, at vi har det jo med at bruge enormt meget energi på ting, vi ikke kan ændre på. Det er jo lidt sjovt. Det ligger bare i vores natur. Jeg tror i hvert fald, at i coaching-sammenhængen, der er sådan en figur, der er meget kendt, hvor man netop kigger på, hvad er det, jeg har magt over, og hvad har jeg ikke magt over i mit liv? Og bruger jeg i virkeligheden al min energi på det, jeg ikke har magt over? Ja. Så jeg tænker, at der er sådan en rimelig almindelig menneske. Og der kan man sige, at det jeg ikke har magt over, men gerne vil have magt over, det stresser mig jo så også i hverdagen. Og det virker totalt uoverskueligt. Men vi lever jo også, nu kommer jeg lige tilbage til det der samfundsperspektiv, men vi er også meget intellektuelle. Vi vil gerne vide alt. Vi vil gerne vide, hvordan vi var den gode forældre, så vi er sikre på, at vores børn lykkes, når de bliver ældre. Ja, på den måde. Der kan være meget pres ind i det også. Ja, vi er jo et videns samfund. Men det kan jo måske også blive vores ulempe, at vi har så meget viden om alt det, vi ikke formår. Så det vi ikke har viden om, det er, at vi skal slappe af. Jeg tror, at vores krop har viden om det. Og så tror jeg nogle gange, at vores hjerner er så hurtige, at de vil bare gerne flygte væk fra det. Så jeg er jo sådan en fysioterapeut og psykoterapeut, der er kæmpe fortaler for, at vi kommer ned i kroppen og faktisk tillader den også en gang imellem at vise vejen. For det er jo antaget jeg, at det er en krop, der fortæller dig, at du er træt og ugidelig, når du ligger på sofaen og faktisk ikke har overskud til at være sammen med nogen. Og måske skal den krop have lov til at tale og også få lov til at få plads. Vi er jo skabt som hele mennesker, og vores hjerner er hurtigere end vores krop og nervesystem. Så vi restituerer langsommere hver dag. Hvad gør man, hvis man er børnefamilie og bare har et barn 24 tider på sig? Hvordan hviler man sig? Eller hvor finder man den der overskud til et miniette? Altså hun er jo kun to, men man er jo på i helheden. Altså selvom hun tuller rundt på det meste af tiden, så er man jo stadig meget opmærksom på det barn, der gør noget ondt. Det er lidt noget andet, nu når jeg har to børn på 14 og 16, der er jeg ikke så opmærksom. Måske ved jeg lidt, hvad de laver, men slet ikke. Du bliver lidt kigget tilbage på de år. Ja, og det tror jeg er et vilkår igen. Vi vælger jo at få børn med alt, hvad det indebærer. Og børn er jo som de er. Men det er meget senere, du siger, at vi vælger at få børn. Altså før, Henrik, hvis man skulle drage noget samfundsperspektiv ind, så fik man jo netop børn for at overleve. Altså for at have nogen, der kunne hjælpe en, når man blev ældre. Har det ændret sig? Det har det været mega meget, har vi ikke det? Har vi ikke ændret det fra, at børn var nogen, der skulle sættes i verden for at tage sig af det meste af sine forældre med tiden? Til at vi er blevet serviceorganer for vores børn? Det tænker jeg er helt rigtigt. Så på den måde er samfundet jo vendt lidt på hovedet. Børn er sådan et tilvalg i dag. Det er jo ikke nødvendigvis sikkert, at alle har lyst til at få børn. Så det er da i høj grad noget, vi vælger. Vi ved jo på ingen måde, hvad det er, vi går ind til, inden vi får børnene. Og der tror jeg jo igen, at det handler om at komme... Nu kommer det sådan helt skørt til at handle om at få rolle, men ikke at ryge ind i, at det er synd for mig, at jeg ikke får min nattesøvn. Fordi vi bliver jo presset af at have små børn. Vi bliver jo presset af at ikke få vores nattesøvn. Så der er ligesom noget i de år, hvor man har meget små børn, som på en eller anden måde også er et vilkår, vi må forene os med. Og så derudfra tage en beslutning om, hvad jeg tror er det bedste liv for mig og min familie. Fordi det er jo igen tilbage til idealerne. Hvis jeg tror, jeg skal klare et fuldtidsarbejde og have tre små børn på samme tid, altså så sætter jeg jo mig selv under ekstremt stort pres. Og der har samfundet jo igen ændret sig fra, hvis man går tilbage til bare mine forældre. Der gik min mor jo hjemme, og det ved jeg fra min mands vedkommende, at hans mor gik også hjemme. Så det kvitterer vi jo på en helt anden måde. Og det er jo super godt, at vi alle er kommet på arbejdsmarkedet. Det har jo bare konsekvenser ind i familien. Det sætter familien under pres. Og hvad gør det ved os at leve i det der hverdagsstress, hvor vi netop ikke kan være sikre på at få vores nattesøvn. Vi skal præstere i løbet af dagen på arbejde, og så snart vi er trættet ud af kontoret, så skal vi ned og hente nogle børn, som også dessuden er blevet understimuleret hele dagen, på grund af for få eller for lidt voksen kontakt. Så de stiller også krav til os, og til at vi kan regulere dem deres sidste eftermiddag. Så no wonder, at man som småbørnsmor falder død om aftenen. Jeg har kæmpe respekt for dem, der er små børn. Og for mit vedkommende, så har min mand og jeg meget tydeligt taget en beslutning om, at jeg aldrig har arbejdet fuldtid, mens vi har haft små børn. Men der skal man jo også have lyst til at indrette sig efter, hvad man synes der fungerer. Ja, og i det økonomiske råderum, tænker jeg. Altså fordi jeg møder flere, der tænker, at det gad vi virkelig godt. Men det gad vi ikke, fordi det har vi ikke økonomi til, for eksempel. Eller også handler det jo om, hvad det er, man gerne vil have. For hvis man gerne vil sidde i et hus med bil og uden, og alle de her børn, så har man jo sat sig i en anden position, kan man sige. Jeg nævnte faktisk for min storebror i går, at jeg skulle snakke med dig i dag. Og så siger han, så vejer vi om det her med, hvorfor folk føler sig pressede. Så nævner han lige præcis det, og så siger jeg, at det er jo fordi, at vi har fået igen et ideal om, at vi skal kunne det hele på samme tid. Og der savner jeg måske, så nu bliver det nærmest helt politisk, men jeg savner måske lidt mere, at vi kan begynde at kigge på som samfund, jamen måske skal vi ikke alting på samme tid. Altså, den gode Svend Brinkmann, han er jo også kæmpe fortaler for, at vi tager nejhatten på, og siger lidt mere fra, og beslutter os for, hvordan er det, vi vil leve vores liv. Så det er jo igen tilbage til værdierne. Men lige præcis ham er jo den yngste, der kom ind i etisk rød. Han er den yngste, der har, altså det er jo lidt dobbeltsigende, ikke? Fordi han har jo netop præsteret, jeg ved ikke hvor mange bøger, i det korte liv, han har lavet. Men jeg tænker, der er jo også et pres i det, ikke? Dem vi ser som forbillede, de er så unge, så skal vi vel også kunne. Og ikke fordi der er et ondt om Svend Brinkmann, jeg synes nemlig, at han er enormt... Han er meget inspirerende. Meget inspirerende, og jeg er meget glad for at læse meget af det, han har. Og en frivillig mærkning er, at jeg hørte ham i en podcast for nylig, hvor han lige præcis siger, at grunden til, at de døde, det er jo, fordi jeg ikke selv kan finde ud af det. Så på den måde er han jo meget gennemsigtig. Og sådan er det jo også for mit vedkommende. Jeg er meget optaget af stress. Det er jo måske, fordi jeg selv har bøvlet med at få tingene og enderne til at hænge sammen. Jeg er jo en del af min samtid. Ja, og har været nysgerrig på, hvad gør man for indsigt? Præcis. Jeg tror, at jeg har svært ved at have et problem uden at søge løsninger til det. Men det er jo også enormt interessant inden i denne her del. Altså det der med, at hvis vi skal løse alle vores problemer, klare alting selv, så får vi også virkelig travlt. Men Maria, inden vi skal have afsluttet det her meget gode afsnit, så skal vi lige have snakket om, er der en løsning på det her problem? Kender vi noget, der kan virke? Når vi først har erkendt, at vi er der, hvor vi er. Jeg vil jo i høj grad sige, at det her med, at vi sender ud af, hvad der er vigtigt for os, og så videre, at vi ikke kan alting på en gang. Sænke skuldrene og så prioritere at være okay med, ikke at være perfekt. Det kunne være utroligt godt for os mennesker, hvis vi kunne lære, at det er okay at være totalt levpåsteg og uperfekt. Og det er jo sådan lidt fluffy. For hvordan accepterer man lige det? Hvad nu hvis man har accepteret det, men måske stadig lever efter det? Det kan jo for mange mennesker være noget af en proces. Og jeg tror, for mit vedkommende, så har det nok været vigtigt, det her med, at det ikke bliver smidt alt eller intet. For det er jo sådan noget af det, jeg synes, der også lidt bliver en tendens i samfundet. Det er det her med, så kan vi ikke få hverdagen til at hænge sammen. Så sælger vi lortet og flytter til Ærø, og så lever vi derude i bare tær. Men lykken findes bare ikke nødvendigvis der heller. Så jeg tror virkelig, at vi har en øvelse i at prøve at integrere både og meget søge accepten i, at vi kan ikke holde til at køre med 180 timer og være på hele tiden. Og lære pausen, lære spiltheden. Jeg finder meget glæde i de der simple refleksioner over, hvordan verden er indrettet. Med kristendommen har vi jo fået en hviledag givet. Og hvordan bruger vi den hviledag? Fordi når jeg som fysioterapeut kigger på vores krop, så har vi jo brug for restitution. Både mentalt, men også rent fysiologisk. Vi kan ikke holde til at træne kroppen 24-7, så får vi skader. Og sådan er det jo også på alle mulige andre niveauer. Hvis vi bliver ved med at være i gang, og hele tiden tror vi skal præstere, så brænder vi ud. Vi bliver nødt til at lære hvilen at kende som en god ven, og ikke som noget besværligt. Det skal ikke være et besværligt onde, men måske i virkeligheden noget af løsningen på noget af det vi bøvler med. Så hvis man sidder og har små børn og synes at livet er sindssygt hårdt, så kunne det være at man skulle tage det på sig. At det er okay, at det ryger hårdt, fordi man har små børn. Men man skal ikke hynges over det. Og vinde ro? Nej, det er ikke sikkert, at det er sådan det er. Jeg har på ingen måde nogle gyldne løsninger til livet på den måde. Og jeg tror jeg er meget modstander af at komme til at ligne sådan en. Der bliver endnu et påbud om hvad du skal eller bør præstere. Fordi så er det jo ikke nogen gave eller befrielse at få ind i livet, hvis hvilen er noget jeg skal præstere igen i et hektisk hverdagsliv. Så på den måde er jeg godt nok ked af at komme med sådan en decideret løsning. Og så kan jeg jo sige, for mig personligt har jeg fundet en meget stor værdi i nogle meditative praksiser. Som jeg har gjort en del af min hverdag. Og som fungerer for mig. Fordi der ligesom er noget rytme og noget struktur over det, eller hvad er det der fungerer? Jo, der er jo noget rytme og noget struktur, men der er også nogle faste tidspunkter, hvor jeg giver mig selv ro til at hvile. Så jeg lever ud fra, at hvis jeg skal være langtidsholdbar i det her kære-familie-kæres medarbejde og uddannelse og hvad jeg ellers har. Jamen så bliver jeg nødt til at prioritere også at trække stikket en gang imellem. Så det er jo den måde, jeg har fundet min vej i det. Og der vil være andre, der finder deres vej i det på en anden måde. Men den vej, du har fundet, deler du lidt ud af på din Insta-konto? Ja. Tag vare på dig selv? Ja, det forsvinder en gang imellem, i hvert fald. Må du refleksere lidt over, hvordan finder vi os selv og tager vare på os selv? Jeg besøger at komme med alle mulige vægler på det at forebygge stress-belastning. Og det er jo fordi, at det bedste vi kan gøre for os selv, det er jo at forebygge inden skaden er sket. Ja. Samtidig med, at det er en vildt god statement at sige, at vi har alle hver vores vej. Vi kan jo ikke bare tvinge folk til at sige, at nu vil jeg det, og så bliver alting bedre. Men at hvert menneske står med sine refleksioner og problematikker. Jeg tror i hvert fald, at det er vigtigt også at vide, at livet er jo uperfekt. Så der vil jo altid være problemer. Og kan vi ligesom finde ro med, at en del af livet også er lydelse? Det er som om, at vi også på en eller anden måde har fået det så godt, så vi ikke rigtig må have problemer. Vi er vant til, at hvis vi har ondt, så har vi en pille, så går det over. Præcis. Og måske er det vigtigt at finde ud af, hvordan jeg kan leve mit liv på den måde, jeg gerne vil have det. Med de problemer, der nu engang er i at være menneske. Fordi ellers så bliver det jo igen en idealisering. Og en præstering af at være noget. Eller at skulle præstere at være noget, man måske ikke kan leve op til. Spændende, Maria. Altså, tusind tak, fordi jeg lige måtte komme her og snakke med dig. Det har været enormt inspirerende. Tak, fordi du lyttede med. Jeg bliver altid lidt klogere på, hvorfor vi gør, som vi gør, når jeg hører andre mennesker fortælle. Denne podcast er lavet af Indre Missions Familie Arbejde. Du kan finde flere afsnit og andre podcasts på www.imedia.dk Hvor der også er mulighed for at støtte arbejdet økonomisk.