black friday sale

Big christmas sale

Premium Access 35% OFF

Home Page
cover of Hjælp ep5 Peter
Hjælp ep5 Peter

Hjælp ep5 Peter

Asbjørn

0 followers

00:00-26:59

Nothing to say, yet

Podcastspeechmusicmusical instrumentinsidesmall room

Audio hosting, extended storage and much more

AI Mastering

Transcription

In this podcast series, the host explores the topic of why we are always so busy. She interviews different people, including a priest, to understand their perspectives. They discuss the pressures of society, the need for balance, and the challenges of parenting in a fast-paced world. They also touch on the role of religion and the importance of finding a deeper meaning in life. Overall, the podcast raises questions about our constant busyness and the search for a more fulfilling and balanced lifestyle. Velkommen til podcasten Hjælp, jeg er mor. Jeg hedder Lene Rønne Pedersen og er familiekonsulent i Information. I denne podcast vil jeg gå på opdagelse i forskellige emner, som jeg som mor og os som familie stopper op ved og undre os over. I denne serie vil jeg belyse emnet Hvorfor har vi så travlt? Hvad er det, der gør, at vi hele tiden synes, at vi holder bagefter? Jeg vil tage ud og snakke med forskellige mennesker, både nogle fagpersoner og så helt almindelige familier, som står i forskellige livssituationer. Måske vil det gøre mig klogere på min egen praksis og mine egne tanker omkring lige dette emne Hvorfor har vi så travlt? Hvorfor har vi så travlt? Jeg har inviteret Peter Dieter op på mit kontor. Peter er præst i Frimyndigheden Broen, og vi har kontorplads i samme hus. Han er lige kommet heroppe, og så vil jeg spørge ham lidt om, hvad hans bud som præst er på Hvorfor har vi så travlt? Udover det, så er Peter gift og har selv små børn, så han kender godt til det med, at livet går stærkt, og man måske ikke får alt den søvn, man har behov for. Så lyt godt med. Hvad er det, du gør, når du er præst? Jeg hedder dig som præst og som småbørnsfamilie, fordi nogle af de ting, som vi rent faktisk bliver pålagt meget, når vi går på de sociale medier, er jo det der med, at du skal have ro og du skal finde god balance i dit liv. Men det vi oplever, det er jo altid, at vi altid har travlt. Og det er sådan paradoxalt, at vi står i hele tiden og siger, at vi føler, at vi har travlt, men vi prøver jo at leve efter alle de her regler, hvor vi egentlig skulle have ro. Og hvordan finder vi en balance inde i det, og hvordan oplever du det i kirken, og hvad er det egentlig, kirkens budskab er? Jeg sidder lige og læser en bog nu, som jeg har hørt en omtale i en bredken om træthedssamfundet. Og det var bare sådan en meget rammende... Han har nogle meget, meget interessante tanker om det. Fordi hans anlægning er at sige, at vi er gået fra kassesamfundet, fra disciplinær samfundet, hvor tingene var mere sortlige i forhold til, hvad vi kunne og hvad vi ikke kunne, hvad vi skulle og hvad vi ikke skulle. Og så er det en gradvis overgang til præstationssamfundet. Men præstationssamfundet har fejlet, fordi den har fjernet... Det kan godt være, at du har fjernet sådan en eller anden fiktiv herremester i dit liv, som fortæller dig, hvad du skal gøre, og som siger, hvad dit liv det handler om. Vi har jo skaffet gud, og vi har jo skaffet det hele. Men det paradoksale er nemlig lige præcis, der er ikke nogen andre, som bliver de mere hårde slavemestre end dig selv. Fordi så vender vi det mod selvet, men du opløser ikke alt det, du bør, alt det, du skal, alt det, du skal nå, alt det, du skal være, men du bliver bare din egen slavemester. Og derfor bliver jeg lidt overrasket, at du siger det der med, at det er det, man hører på de sociale medier med, at man skal have balance. Siger de det? Er det det, man får at vide på de sociale medier? For det synes jeg jo er dybt ironisk, at det er det, man kan promulere på de sociale medier, fordi det er alt andet for mig. Men jeg tror også bare, at det er mange af dem, jeg følger, altså sådan Vincent Brinkmann og sådan, når man er inde på f.eks. Instagram eller på Facebook, så popper der jo sådan meget op, det her med, hvad er nutidens tendenser og hvad er det, vi skal for at få det gode liv. Det er jo egentlig det, alle gerne vil fortælle os. Og der tror jeg, at meget af det, som lige nu er, det er det der med, at vi skal finde en balance, og du skal huske at hvile dig, og du skal huske alle de her ting, som jo giver en anden form for stress. Jeg tænker, at vi er ikke så gode til at balancere mellem tingene. Altså vi er meget sådan som mennesker, enten eller. Vi går enten i den ene grøft eller i den anden grøft. Ja, og jo også fordi det bliver en performance i sig selv, hvor godt man så lykkes med det. Og hvor det bliver, det synes jeg er noget af det, som vi også står i vores forælderskab og sådan noget, og som jeg tror mange småbørnefamilier og børnefamilier står i. Måske også på en anden måde end I gjorde, bare for 15 år siden. Fordi der er meget, man skal lykkes med, og der er mange ting, man skal gøre rigtigt. Og man gør det, fordi man gerne vil skabe et frisat med liv for sine børn. Men der er pres på institutioner, ergo er der pres på familierne, fordi så skal man have mere hjemmetid. Der er pres på arbejdsmarkedet, fordi hvis ikke du er med, så er du ikke med i din karriere, og så løber det fra dig. Der er pres i økonomien, fordi alting er blevet dyrere, fordi der er mindre rådrum. Og samtidig så har vi så hele det der felt i forælderskabet, hvor der også bare er mega meget pres på, fordi de skal have det rigtige tøj, de skal have det rigtige mad, de skal have den rigtige opdragelse, de skal have de rigtige rammer, de rigtige forudsætninger. Vi skal kunne selv være i kontakt med vores egne liv og trauma, så vi ikke videregiver, og alle de der ting. Og det synes jeg, det er jo skabt for at være frisættende, men det er bare blevet sådan en kæmpemæssig slavepisker, også på en eller anden måde, fordi det bliver jo en performance, som man ikke kan lykkes i. Når vi så taler det ind i sådan et kirkeaspekt, så bliver det jo, altså kirken vil vel gerne noget andet? Kirken vil vel gerne sige, at det her er et stop, vi skal have Gud i centrum, eller hvad? Eller fordi vi går hen og bliver vores egne herre for meget? Jo jo, helt bestemt, men jeg tror bare, at der er sådan et tricky aspekt i det, for det er jo ikke, fordi kirken vil det diametralt modsatte. Den vil jo gerne, at vi har det gode liv for vores børn, den vil gerne, at vi har nærvær, den vil gerne, at vi giver vores børn gode ting, det tror jeg også, det er jo på skabeordenen, at vi behandler vores omverden og sådan noget ordentligt. Og samtidig, så bliver det for nemt, og det bliver for let købt også for både mig selv og for os, dem der sidder nede på kirkebænkene, det der med at bare sige, spark ud først. Ja, det skal jeg, men hvad er spørgsmålet til det? Ja, det er svaret, det ved jeg godt, men hvordan får jeg så stillet det rigtige spørgsmål, som gør, at jeg faktisk kan bruge det svar til noget? Fordi jeg kan ikke bare melde mig ud af hele det der mindset, som jeg har kørende, som hele samfundet har kørende. Man kan ikke bare tage nogle Brinkmann-ismer og stå fast, eller give slip, eller gå glip, eller hvad det nu er, han siger, og så bare sige, det plus Gud i centrum, og så lærer jeg så at leve det gode liv. Det kan man bare heller ikke rigtigt. Det synes jeg har været enormt svært at finde ud af, hvor er det rigtige skæringspunkt, og hvor kommer de rigtige spørgsmål til det svar. For jo, det er så, vi er der enige i, at det der, det bliver facit, at Gud han skal mere i centrum, men jeg ved bare ikke, hvad spørgsmålet altid er. Er vi blevet for intellektuelle? Altså, er det det, der gør, at vi bliver for pressede og stressede på tid, fordi vi gerne vil kunne forstå alting? Altså, vi vil gerne have alting i kasser eller systemer? Måske, det ved jeg ikke. Måske. Men jeg tror da helt klart, at der er sådan en, altså, det ligger der da helt klart en udfordring i. Jeg tænker også bare, at vi bruger meget tid på at søge vores viden alle mulige steder, ikke? Altså, hvis der er et problem eller et dilemma, så har vi internettet til hurtigt at slå op. Det må være det her, jeg fejler, eller det må være det her, der går galt i min familie. Altså, du ved, vi intellektuelle vil gerne have svar på alting og en forklaring. Ja, det kan du godt have ret i. Altså, ham, jeg sidder og læser lige nu, ham der er tysk-koreanske filosof, han siger, at det handler om, at vi har mistet evnen til at fordybe os. Altså, det der med, at man ikke, fordi han siger, på den ene side, så siger han, at vi ikke er særlig gode til at lade os forstyrre. Og det forstår jeg nok ikke helt, han siger, fordi det synes jeg jo er vores samfunds kæmpestore problem, at vi lader os alt for meget forstyrre. Men måske er det, at man ikke lader sig forstyrre på den rigtige måde, og at man ikke tager sig tid til de gode ting, som kan forstyrre, og at man bliver så workaholic i alt, hvad man gør. Altså, at man er så performance-drevet i så mange ting, at man mister fokus på, hvad det gode liv er. Og jeg ved ikke helt, altså jeg kan ikke helt finde ud af, at nu er jeg enormt fyldt af den her bog, fordi nu har jeg læst den på en formel, det er sådan en lille bit tynd en. Den er enormt kompakt og enormt tynd, men også meget tankefyldt. Så jeg ved ikke helt, nu er det den, jeg er fyldt af, men om det er det, der lige er det helt rigtige svar på det her, det ved jeg så ikke lige. Det der med, at vi ikke fordyber os, eller at vi fordyber os for meget, det er egentlig det, han siger. Vi fordyber os for meget til at kunne give slip? Nej, ikke fordyber, men jeg tror, at vi fokuserer hen de forkerte steder, og hvis vi er så prestations-minded og så selvskabende, så kommer vi ikke ind til fordybelsen. Vi har afskaffet Gud på så mange planer, at vi ikke engang har ham længere som sådan et håb for livet på den anden side af døden. Altså det kan det moderne menneske ikke nødvendigvis bruge til noget heller, det håb. Fordi man bliver så opsat på det, som er nu, at man slet ikke kan, altså det bliver uvirkeligt at forholde sig til, at Gud han skulle kunne gøre noget ved mit engang, fordi jeg er så opsat af det, der sker i mit nu. Tror jeg, det er sådan jeg lige forstod det i hvert fald. Men det er da egentlig meget tænkevægtende, at der er noget håb i os, der ligesom... Ja, når vi holder al for os og sådan noget, det der med at kunne holde et evighedsperspektiv frem for folk, det er ikke det drivende, altså det er ikke sådan det, der bærer det. Nej. Slet ikke, faktisk. Nej, fordi livet er nu. Ja, man er langt mere optaget af, hvad det handler om nu. Ja. Og det er, altså hele alfakonceptet er også bygget op på den måde, men det tror jeg også, det er af en årsag. Jeg tror, det er bygget op på den måde, fordi det er de spørgsmål, folk faktisk kommer og stiller. Ja. Og jeg synes også, at jeg selv er formidlet af det, når jeg skal lave prædikener og sådan noget. Der er meget lidt evighed, egentlig, i mine prædikener, sådan set. Er det, fordi vi tænker, at vi er udødelige, eller hvad? Nej, jeg tror bare, det er, fordi vi er enormt selvoptaget. Og ideen om livet efter døden, altså, det er jo lige præcis så flot, som man... Altså, vi har været enormt dårlige til at fortælle om livet efter døden. Fordi vi også, altså også i kristendomkreds, og også måske især i vores del af kirken, har vi også brugt det som en afskærmelsesmiddel. Altså, du er ellers overfor... Er du? Ja. Og er du reddet? Ja, lige præcis. Er du reddet, hvis han kommer i aften? Ja, lige præcis. Og det spørgsmål, i virkeligheden... Altså, har vi stillet det spørgsmål nogensinde i den her kontekst i de sidste 15 år? Og det er faktisk et åbent spørgsmål, for det ved jeg faktisk ikke. Men jeg har ikke været til møder, eller seminarer, eller bibelcampings, eller noget som helst i den stil, som beskæftiger sig med det spørgsmål. Så tænker jeg også, at det er jo faktisk ikke sikkert, at det er det spørgsmål, folk stiller lige nu. Livet er også blevet godt, jo. Altså, livet er jo blevet enormt fint, og vi har enormt mange penge, og vi har enormt lidt ledelse, sådan set. Men alligevel så bliver vi syge som aldrig før, fordi vi ikke kan nå det, vi gerne vil. Ja, lige præcis. Men hvad er det, vi gerne vil, så? Jamen, jeg tror, altså dybest set, så tror jeg, at vi vil gerne have det gode liv. Og jeg tror, at der helt klart også inden for sådan en augustinsk forståelse af, hvad det er, mennesker dybest set længes efter, så tror jeg, jo, vi længes dybest set efter Gud. Men vi ved bare ikke, hvorfor. Og det er jo det, jeg tænker, er det interessante spørgsmål at finde ud af nu. For jeg tror jo, det som jeg, ja, vi er enormt stressede, vi har enormt angst på alle planer, og det er virkelig mærkeligt. Altså, psykiatrien er presset som aldrig nogensinde før. Og det, synes jeg, er interessant, at psykiatrien er så dårligt udrustet også på så mange områder, fordi de ikke kan, men det er jo lidt dårligt. Vil du have et billede? Ja. Og man når ikke sådan, jeg hørte en på et tidspunkt, som fortalte en historie fra psykiatrien, om en, der var kommet nok ind på psykiatrisk skadestol, tror jeg. Ved ikke, om det var vars, så keder det. Og der var ikke, altså det eneste, hun fik tilbudt, det var medicin. Og den gang, der så endelig var en, der spurgte, hvad er det egentlig, der er galt, så sagde hun bare sådan sine ord. Det er mennesker, som kommer ind og har ondt i livet på den ene eller anden måde, har vi bare, vi har ingen løsninger andet end at tage en pille, eller et stykke kage, eller et glas vin, eller et eller andet. Altså, der kommer de der distraktioner, og der kommer virkelighedsflugten, og der kommer alt muligt, til der, hvor vi så, og det er jo der, hvor jeg tænker, ham der tysk-koreaner, han har fuldstændig ret. Jeg tror, jeg vil give det et andet spin, fordi vi er kommet fra kirken, men ja, vi mangler helt klart evnen til at fordybe os. Fordi vi mangler også evnen til selv at kunne gå ind, der hvor livet det faktisk gør ondt. Og der hvor vi kan mærke, hvad det er, der er på spil af følelser. Og så har vi alle mulige måder at distrahere os selv på. Jeg synes, det er lidt sjovt, at det er de sociale medier, at det er der, hvor man hører det spørgsmål stillet, fordi jeg synes, at de sociale medier er en del af problemet. Det er den vildeste tidsrøve opmærksomhedsforstyrrer. Ja, og så handler det jo også meget om, hvem man følger på de sociale medier, hvad der op i tiden er gørt. Fordi man kan jo følge nogen, som bare kører det udad. Og hvor man bare tænker, sjovt, hvordan får de tid til alt det, som de har gang i. Men mange af dem, som jeg følger, og det er måske bare, fordi det er mig, det ved jeg ikke, men jeg ved for nok, at det der med at sætte dig ned i 10 minutter og trække vejret dybt og ånd ud, og skam i livet, det har vi alle sammen. Det handler om, hvordan vi bearbejder det. Og Svend Brinkmann, som hele tiden er meget på, at du er en menneske. Og en menneske fejler, og en menneske gør ondt, og en menneske gør alle de her ting, jeg gør. Så min feed er fyldt med meget af det, du selv skal gøre for at falde til ro på en eller anden måde. Og det presser mig, fordi jeg på mange måder kommer ud i de der yderkanter. Balancen, hvor er den hen? Og jeg får jo hele tiden at vide, at vi skal finde en god balance i livet. Men det jeg oplever, det er jo også, at alle folk omkring mig har travlt på grund af tiden. Og det er altid det, der bliver presset ud. Ja, det er det. Og den der, ja, jeg synes jo, at vi er blevet tvunget lidt ud i det, gennem sygemeldinger og gennem alt muligt, til at skulle finde balance, fordi der var ikke rigtig andre muligheder. Det er jo lidt din egen historie også. Det bliver du så nødt til, fordi du kan ikke mere. Det kan ikke lade sig gøre, det der. Det har været vores vej ind i det. Det har været sådan en meget bredt opstands på det, du kan ikke mere, man kan ikke mere. Og så er det sådan lidt du og dig i forhold til at lære at hvile. Og for os, vi er jo stadig ved at finde vej ind i det, men for os er det helt klart rytmer. Handler det om, at jeg skal sørge for at holde ro i hverdagen, så jeg føler, at Gud er tæt på? Nej, man skal ikke frigøre det, men på en eller anden måde, så skal man holde en distance mellem sit følelsesliv og sit trosliv. Fordi hvis man begynder at lade følelserne snakke alt for meget ved troslivet, så bliver man bare kun i tvivl. Hvis jeg bliver alt for meget bevidst om, at jeg skal føle det rigtige, for at kunne tænke, at jeg er kristen eller lever som kristen eller et eller andet, så bliver jeg enormt meget i tvivl. Og langt de fleste tvivlende mennesker i forhold til sådan noget som frelsesvished og sådan noget, det har været folk fra den her del af kirken, som har prædiket frelsesvished rigtig meget. Og det synes jeg jo bare er lidt interessant. Fordi det driver på det samme som det du siger med det der, du skal finde balancen, du skal finde roen, du skal finde hvilen. Jamen det kan jeg ikke. Du skal finde frelsesvisheden, altså er du sikker? Har du styr på det? Har du tjek på det? Og det kan man ikke, fordi hvordan skal jeg kunne stille det spørgsmål? Hvis man kan lægge sin tro over på gudspakt, dødspakten, sakramenterne, alt det som der ikke flytter sig, så er der måske mere basis for, og det tror jeg i hvert fald det er for mig selv, at jeg ikke... Så tillader jeg faktisk ikke mit følelsesliv at stille ret meget spørgsmål til den del af mit kristenliv. Fordi der er ikke noget at stille spørgsmål til. Og måske det samme i forhold til det der med regler, eller hvad er det med balance og rytme, med balance og hvile og du skal finde det rigtige og alt det der. For os hedder det rytmer. Det er det også i mit vens liv. Det er det også i mit andre liv. Det er rytmer. Og det lyder så kedeligt. Og så livsforladt. Og jeg tror bare, jo mere jeg ser hvad rytmen kan gøre, når jeg formår at gå ind i rytmen, jo mere mening synes jeg det giver. Fordi så skal jeg ikke stille spørgsmålstegn ved, om jeg skal holde hvile i dag. For hvile dagen den kommer. Altså for vores viderekommende, fordi af rest, så kommer den jo på et andet tidspunkt end om søndagen. Så der skal vi finde en anden måde at holde vores 24 timer. Men du taler jo imod det, som tiden er, tænker jeg. Hvad tænker du? Jamen jeg tænker, at tiden er jo netop det der, du skal kunne mærke roen, du skal kunne mærke, at du er i balance, du skal kunne mærke alt det her. Det er jo det, vi bliver pompet med hele tiden, det der med, at du skal mærke dig selv, du skal mærke, hvornår du har behov for hvile. Nå ja, jo jo. Hvor jeg sådan tænker, her der snakker du jo om, at det er rytmer. Det er meget interessant, for det er jo faktisk lidt udover det, som ellers jeg får at vide. Men jeg tror måske bare, fordi det for mig hedder, at hvis jeg lever fuldstændig under samfundsnormen, eller selv ind i den bedste intention fra de folk, som forsøger at få mig til at leve i balance, så vil jeg stadigvæk sige, at jeg tror, man kommer til at ende i en blindegyde, hvis man altid skal mærke efter. Det er måske også derfor, at Brinkmann bliver populær. Måske du bare skal stoppe med at mærke efter, og så bare gør noget. Jeg ved, jeg kan ikke læse andet end Brinkmann. Men jeg vil jo ikke sige, at det handler om, at man ikke skal mærke efter. Jeg vil sige, at mit emotionelle equalizer-system er jo fuldstændig ude af whack. Problemet er, at jeg enten føler for meget, eller føler ingenting. Og så kommer jeg til at handle fuldstændig blinde, eller hellere handle dumt. Så mit anlæggende er ikke at sige, at man ikke skal mærke efter. Jeg tror bare, for mig handler det om at inkorporere en rytme for noget først. Og så kan jeg begynde at mærke det. Fordi så ved jeg, at hvilen den gør det, som hvilen den gør. Det er sådan lidt ligesom, hvis du spiser regelmæssigt, så ved du, maden den gør jo det, som den nu skal gøre. Og så kan du handle derudfra. Men det er jo på en eller anden måde, som om, at vi forsøger at løbe et marathon, inden vi overhovedet har indoptaget noget næring. Og så undrer vi os over, at vi kollapser ved kilometer nummer 20. Jeg siger jo bare det, de andre siger. Eller det, som de forfattere, jeg læser, siger. Og jeg læste en på et tidspunkt, som... Han havde været sådan en rigtig turbopræft, som havde arbejdet 80 timer om ugen, og havde gennemgået alle faserne, og havde været stresset to gange. Han var bare sådan en, i overhællingsbanen, præst. Og satte nok også lidt en ære i det, fordi... Jeg tror, det er ham, der siger, at der er ikke noget at bude som mennesker, og nok måske særligt præster, hellere vil prale med, at de bryder en budskab, der om at holde vildlægen heldig. Fordi det er så... Det er gudfri ved arbejde. Ja, det er det, og det er ædelt, og det er godt, og... Hver dag tæller. Jeg har så travlt, mand. Jeg har. Ej, jeg lægger bare fuldstændig vandret. Og så fik han en sygemelding. Sådan en stress-sygemelding. Og så snakkede han med ham til at prøve det om, og han sad der og yndgjorde sig selv, og han syntes bare, det var så åndfærdigt, fordi han havde jo gjort det i gudfri arbejde. Og så sagde han ja. Men altså... Det her handler egentlig bare om, at du har været arrogant, og at du har forbudt dig mod det fjerde bud. Så nu høster du jo bare konsekvensen af det. Altså, der er jo ikke så meget at sige til det, at din krop ser fra, eller at du får hjerteproblemer, eller et eller andet. Hvis du tænker, at du lige præcis dig, du behøver ikke overholde hviletider, du behøver ikke... Altså, det må jo gælde de andre jo. Altså, han blev bare bevidst om, at der jo lå en eller anden form for særlig arrogance i det, han lavede. Og den ramte mig simpelthen bare så dybt, fordi det... Det er da bare den mest... nærliggende tanke for et menneske, hvis man arbejder på noget, der er godt. At man så skal blive ved med det, og at man aldrig skal sige nej, og at man altid skal være tilgængelig, at man alt muligt, altså... Hvor finder man balancen hen? Det tror jeg ikke, du finder. Men jeg tror, at der er nogen... Hvad hedder det? Det er det der med hviledag, hvor man... Så tænker Gud, han har rent faktisk givet os en lille opskrift. Absolut, da. Absolut. Virkelig. Og jeg tror ikke, jeg har villet anerkende før, inden for de sidste tre år, hvor dybt den er, den, der er vist om, at man, altså... Adam og Eva, de ankommer ikke til arbejde. De ankommer til en hviledag. De bliver skabt på 6. dagen som det sidste, lige før Gud holder hviledag. Så de kommer lige til weekenden. Og... Nej, altså, det driver jo på alt, hvad der hedder evangelietankegang. Det har jeg aldrig tænkt over. Nej, det havde jeg heller ikke, før jeg blev givet opmærksom på det. Men altså, de starter altså med at hvile. Jeg tror, at det er... Hvis man kan gå ind i den sandhed, og accepterer det, det er jo noget, man skal vælge at acceptere, at man ikke er universets centrum, og at skaberverket fungerer så fint, uden min indsats. Altså, det har Gud fuldstændig styr på. Det var virkelig meget berigende at høre. Ja, fedt. Tak. Tak fordi du lyttede med. Jeg bliver altid lidt klogere på, hvorfor vi gør, som vi gør, når jeg hører andre mennesker fortælle. Denne podcast er lavet af Indre Missions Familie Arbejde. Du kan finde flere afsnit og andre podcasts på imedia.dk, hvor der også er mulighed for at støtte arbejdet økonomisk. Danske tekster af Jesper Buhl Scandinavian Text Service 2018

Listen Next

Other Creators