Home Page
cover of Prædiken 2. Pinsedag 20. maj 2024
Prædiken 2. Pinsedag 20. maj 2024

Prædiken 2. Pinsedag 20. maj 2024

00:00-15:51

af Peter Albek Noer

6
Plays
0
Downloads
0
Shares

Transcription

This text discusses the importance of a church as a place for reflection, silence, and community. It highlights the need for studying and living according to the teachings of the apostles, the importance of fellowship and sharing life together, the significance of the Eucharist in remembering Jesus' sacrifice, and the power of prayer and communication with God. It also emphasizes Jesus as the living bread from heaven, offering eternal life to those who believe in him. Dette hus er bygget til ordet og til pausen, til stiltheden, til fordybelsen, til eftertænksomheden, men også til glæden og sorg. Dette hus er bygget for at sikre os et åndehul i en tid, hvor støjniveauet stiger og kommunikationshastigheden kan spære for omtanken. Disse ord blev sagt til indvielsen af et teater. Præcis det samme kunne man vel sige ved indvielsen af et hvert kirkerum, for det er jo netop den her karakteristik, der passer til kirkens rum. Her i kirken er vi midt i en tid, hvor støjniveauet er højt og kommunikationshastigheden spærer for omtanken, sammen om ordet og pausen og stilheden, fordybelsen og eftertænksomheden. Og vi kommer her både i glæde og i sorg, og vi har så meget brug for det her sted til at reflektere. Lad mig derfor igen tage henvise til den her prins, vi har med livets perler, fordi når vi ser på den, så er der seks aflange perler, og de er stilhedens perle. Så ud af 18 perler, så er der seks perler til stilhed og reflektion. Det siger noget om, hvad der er væsentligt, og det er det, vi kommer herind i kirken med. Her kan vi sidde, ophøje Gud, reflektere over de ting, vi går med i vores liv. Det er godt at være her i kirkens rum. Der er tændt lys i dem, når I kommer op og ser dem. Her ser vi bare billedet, men stilhedens perler, dem har vi brug for. De understreger vigtigheden af pausen, stilheden, fordybelsen og eftertænksomheden. Reflektion over det, vi mødes af i vores liv, udfordringer, svære ting og glæder. Og når vi også tænker videre på de nævnte ord fra indvielsen, så må vi huske, at kirken kan mere end teateret, når helion får lov til at råde. Og helion, den taler nemlig ikke kun til tanken, men fylder os med Guds nærvær. Helion fylder os med Guds nærvær. Helion taler ikke kun til tanken, men fylder os og minsker også vores mine frustration og opskrudt temperament, når den får lov til at fylde os. Så når vi tænder af nogle gange, så er det måske fordi, at vi ikke er fyldt helt op af Guds ånd. Det kan være fint for mig at tænke på, at vi skal fyldes af Guds ånd, og det dæmper vores umiddelbare reaktioner. Baggrunden for, at det i dybeste forstand giver en særlig mening at komme her i kirken i Guds hus, er jo netop Pinsens fantastiske og livgivende budskab om og erfaring af, at ånden gør levende, så det skaber liv i vores hjerter af de ellers måske så fattige ord. Da Pinsedagen kom 50 dage efter Jesu opstandelse, så var disciplene og alle Jesu tilhængere, samt en stor tilræsende flok af jøder, forsamlet i Jerusalem for at fejre den jydiske Pinse, fejring af Guds pagt på Sinajbjerget. Og så er det, at vi hører de der fantastiske ord, og med ét kom der fra himlen en lyd, som er i kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Tunger som af ild viste sig for dem og fordelede sig og satte sig på hver enkelt af dem, og de blev alle fyldt af helion, og det begyndte at tale på andre tungemål. Og det hørte vi noget om i går, der hørte vi teksten, og vi så også det der billede, sådan et, så stort i virkeligheden næsten som det der. En tredjeklasse, som har malet det til mig. Man kan sige, det er i alt sin glans, nu stråler solen, og så har man kirkeårets begivenheder rundt omkring. Og hvor det så slutter med Pinsen, øverst til kl. 11.00, fordi så har vi hørt alt om vores kristendro på en måde, så skal det have lov til at vokse efterfølgende i Trinitatistiden. Og så er jeg helt vild med den måde, som tredjeklasser har malet de her på Pinse dag. Er det ikke fantastisk, hva'? Der er nogle af dem, der har skallet, men det er ikke Ilen, der har gjort det. Men der er en begejstring på en eller anden måde over dem. Det synes jeg er stærkt udtrykt, det der. Så det her, det er en del af den her dramatiske beskrivelse af Pinse under os, hvor det pludselig blev muligt for folk af andre sprog end armæs, hebræsk, at forstå, hvad der blev sagt. Og det, der blev sagt, var alt sammen noget om Guds store værker. Noget, der pegede væk fra dem selv. Og man kan sige, hvis vi går tilbage, at det hele peger ind på centrum, på Jesus, det er der. Men det, de så fortæller, det er om Guds store værker. Det er det, der bliver understreget. Og det forstod de alle sammen, fordi Helion gjorde kommunikationen, forståelsen mulig. Og det er netop Helions opgave at formidle, at kommunikere og gøre livende. Helion, talsmanden, gør livende, fordi den bor i os. Forvandler os, når den får lov til at fylde os. Og efter den første pinse, så er de bevidste om at sikre gode rammer for det åndelige liv. Og vi har et af nøgleversene i dagens tekst fra Apostlernes Skjerninger, hvor det stod, at de holdt fast ved Apostlernes lære, fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønderne. Og de ord her, de beskriver livet i den første kristne menighed. Og giver os en klar model for, hvordan vi kan leve som kristne i dag. Og som husregel, så kalder vi dem de fire B'er. Og sådan en ting derhjemme, som bare sådan lige bliver en anegdote nu, det at Bettina og hendes søster, det var de fire B'er, der tog ud og sang. De fire B'er her, det er noget andet, men det er også sådan det at have nogle husgreler på, hvad det er, der er vigtigt. Og her er det, hvor vi understreger, at det er Apostlernes lære, Bibelen, det er fællesskabet, det er brødrene, det er brødets brydelse, altså bordet, og så er det bønderne. Og det er bare for at have B-ordene, for ellers er det jo netop de andre ting, der er i centrum. Og man kan sige, at de her fire B'er kunne godt udvides til fem B'er, når vi også tænker baggrunden i går, hvor vi havde tre dåb her, at badet, dåben er også badet, så badet er forudsætning, og så er det det får lov til at vokse, og der er der nogle gode måder at tænke det med på her. Og lad mig lige gå dybere ned så i de enkelte ting. At for det første, så er det sådan, at de holdt fast ved Apostlernes lære, og det betyder, at de studerede, og de levede efter Jesu budskab, som blev overleveret gennem apostlerne. Man studerer det, man er nysgerrig på det. Nogle gange så tænker vi, det hører en tid til, ja, men det kan godt være, der er en dybde i det, som godt kan tale til mig i min nutid. For os i dag betyder det nemlig, at det er vigtigt for os også at læse Bibelen, høre om Bibelens tekster, studere dem på en måde, hvor vi finder Guds ord og vejledning i vores liv. Det er et kærestebrev til os, sådan må vi gerne tænke det, og et kærestebrev vil man gerne læse for at høre, hvordan er det nu, det er. Hvor er kærligheden udtrykt? Og gennem Bibelen, der hører vi om Jesu kærlighed, hans offer for os, hans opstandelse, som giver os håb om evigt liv. Og det andet punkt, fællesskabet. De første kristne levede i tæt fællesskab med hinanden, hører vi her i teksten. De delte deres liv, deres glæder og sorger. De støttede hinanden i troen. Fællesskab er afgørende for vores åndelige vækst og styrke. Vi er ikke skabt til at være alene, men til at være en del af et større fællesskab, hvor vi kan dele vores tro og vores erfaringer. I vores menighed, kirken er levende stene, der kan vi finde støtte, trøst, inspiration fra hinanden, og vi kan vokse sammen i troen. Vi har brug for fællesskab. Og i Danmark, hvor vi har så gode muligheder for at klare os selv, og tit tænker vi ikke afhængigt så meget af fællesskabet, så tænker vi det økonomien, det kommer an på, og så tænker vi andre steder i verden, så er de fattige, men måske har de en styrke socialt ind i relationer. Og det billede kan vi godt tage med, at det har vi brug for åndeligt, at have det åndelige fællesskab. Det tredje, brødets brydelse, det refererer til nadvåren, som er centralt sakramente på den måde i vores kristne tro. Og ved nadvåren mindes vi Jesu offer på korset og hans kærlighed til os. Når vi sammen modtager brødet og vin, så bliver vi mindet om den enhed, vi har i Jesus. Nadvåren, det er også en tid til refleksion, når vi er på knæ. Træknemmelighed og fornyelse af vores løfte om at følge Jesus. Og det fjerde, bønderne. De første kristne var trofaste i bønd, og bønder også er vores måde at kommunikere med Gud på, samtale, høre hans vejledning og udtrykke vores træknemmelighed og vores behov. Jeg har læst en artikel på et tidspunkt, at før år 1800, der var der ikke nogen ensomhed. Så kunne man altid tale med Gud om de ting, man gik og tænkte på. Men efter at man skrev Gud ud af ligningen, så bliver man mere og mere ensom. Så vi har brug for at være åndeligt åbne at kunne tale med Gud. Og det er noget af det, vi hører i dobsritualet, hvor hvis ikke vi bliver som børn, så kommer vi slet ikke ind i Guds rige. Vi har brug for at være åndeligt åbne og ikke kritisk lukke det hele ned med vores forstand. Og gennem samtalen med Gud, gennem bønd, der opbygger vi vores forhold til Gud, åbner vores hjerter for hans nærvær. Så bønd, den styrker os, trøster os og giver os visdom og styrke til at leve som Guds elever. Man kan sige Guds, eller Jesu venner. Og i dagens evangelietekst, som er det sidste, der underviser Jesus sine venner. Og der siger han det sådan, den der tror har evigt liv. Og han siger, jeg er livets brød. Og så siger han, jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen, og den der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden. Det er stærke ord, fyldt med dybde og betydning. Jesus sammenligner sig selv med mannaen, det daglige brød, som Gud sendte fra himlen til israeliterne under deres vandring i ørkenen. Mannaen var en gave fra Gud, der holdt dem i live fysisk, men det var en midlertidig løsning. De der spiste mannaen, de døde til sidst. Men Jesus taler om noget langt større og evigt. Han siger, at han er det levende brød, som kommer ned fra himlen, og den der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Dette brød er ikke en fysisk føde, men en åndelig føde. Det er Jesu eget liv, hans kød, som han gav for verdens liv. Så ved at tage imod Jesus og tro på ham, så modtager vi denne evige livs gave. Så Pinse minder os om heligåndens gave, der styrker og vejleder os i vores tro. Vi som heligånden kom over apostlerne og gav dem mod og kraft til at sprede evangeliet, kommer heligånden også til os i dag og fylder os med Guds nærvær. Heligånden hjælper os til at forstå og tage imod Jesus som livets brød. Og når vi modtager nadveren, mindes vi Jesu ord. Dette er mit lægeme, som gives for jer. Gør det dette til udkommelse af mig. Nadveren er et synligt tegn på den usynlige nåde, vi modtager gennem troen på Jesus. Og ved at modtage nadveren, så bliver vi styrket i vores tro og i fællesskabet med ham og hinanden. Og lad os denne her anden Pinse dag virkelig åbne vores hjerter for heligånden. Og lad os fylde af den åndelige føde, som Jesus giver os. Lad os tro på ham, som er livets brød, og så modtage det evige liv, han tilbyder. For den, der tror, har evigt liv. Glædelig Pinse til os alle. Amen.

Listen Next

Other Creators