Magiske Legender - TRUXA del 12

The transcription talks about various experiences and adventures of a magician couple, Trukser and Gulli, during the 1960s. They visited an animal handler named Krav, bought a talking parrot named Volmer, performed on international TV shows, toured with their magic show, and encountered challenges and mishaps along the way. Trukser was praised for his magic tricks and his ability to entertain and captivate audiences. The couple also had friendships with notable individuals such as Donna Miche, Joseph Cates, and Harry Nord. Despite some setbacks and misunderstandings, Trukser and Gulli continued to pursue their passion for magic and gained recognition for their performances. Dyrhandler Krav Velkommen til serien Magiske Legender, hvor vi snakker om trukser og nu i 1960'erne. Paret besøgte dyrhandler Krav i Kastrup i 1962, og i privaten havde han en flot amazonpapagod, som trukser snakkede med. Alt imens handlede direktør Lars Nygren fra Furevik i Sverige elefanter, løver og chimpanzer til sine forestillinger. Papagojen var normalt ikke glad for fremmede, men trukser havde god kontakt med den. Trukser blev fristet, eller nærmere lukket, til at købe papagojen. Efter 14 dage var den tam nok til at sidde på hans fingre, men først efter tre måneder kunne guldet nærme sig. Den begyndte så småt at snakke, og da Volmer Sørensen kom på besøg en dag, sagde den, Den havde hørt navnet ofte, og nu kunne den både huske og udtale det. Da Volmer Sørensen og hans kone Grete Sønk var gode venner af paret, var den opkaldt efter Volmer. Det kom der meget sjov ud af. Når andre tv-producenter kom forbi, og den sagde, sagde de, Tror du ikke, der er andre tv-producenter end Volmer? I 1962 kom NBC til København, og International Showtime blev præsenteret af den amerikanske skuespiller Donna Miche på Lowy i København. Efter prøverne blev paret inviteret til middag af programmets leder, Joseph Cates, og trukser efterspurgte kontrakten, som de ikke havde fået endnu. Den skulle de nok få senere, sagde Cates. Under optagelsen ventede publikum på, at paret skulle komme ind på scenen. Musikken spillede, fire dansepiger dansede, kameraerne kørte, og alt var klar. Men paret kom ikke ind. De havde nemlig ikke fået kontrakten endnu. Da showet ikke kunne begynde, blev kontrakten pludselig trullet frem af Cates, og paret lavede et indslag, der blev vist i USA, Japan, Australien, Kanada og flere andre lande. Det havde amerikanerne dog ikke med i kontrakten, og trukser kunne ikke gøre andet end at tage til USA og køre en sag der, men det gjorde han altså ikke. Det ville alligevel være for kostbart. Fra 1963 producerede det finske tv-selskab, Tess Vision, flere udsendelser med truksershowet, og det var med Lasse Malmlund bag rådet. I 1963 lavede producerne Ben Fabricius Bjerre og Marianne Drews tv-udsendelsen Traf.telebar i Berlin med undertitlen Besuchs auf Kopenhagen. De andre gæsteartister var den kongelige ballet, skuespillerne Preben Ulibjerg og Kate Mundt, sangerinnen Birte Willeke, violonisten Wondi Thorik og den danske vokalgruppe Blue Boys. Gulli og trukser stod bag den lange bar i skræddersøde bartenderkostymer og var gennemgående figurer i programmet, der blev trullet med flasker og drinks. Og da trukser opdagede både Tuborg, Vodka og Aalborg snaps under bardæsken, blev der trullet drinks frem i stor stil til alle gæsterne i studiet. Nervøsiteten hos gæsterne forsvandt hurtigt, og det blev et lystigt program for Berlin, ifølge trukser. I 1963 havde Volmer Sørensen skrevet tekster til hele tre sange til melodikonkurrencen i Tivoli og kunne ikke opholde sig i glassalen. Derfor var Volmer inviteret hjem til Gulli og trukser, hvor nervøsiteten overmandede ham som aftenen skrev frem. Gulli serverede beroligende whiskyshuser, den ene tog den anden, og efter at have hørt salutten »Skål, Volmer!« flere gange i løbet af aftenen, gentog papagojen »Skål, Volmer!« hver gang der var fest i stuerne fremover. Gulli og Erik havde ingen børn, men papagojen var deres barn. Trukser havde altid holdt mere af dyr end af børn. Papagojen talte både dansk og svensk, da den hørte begge sprog dagligt. Når de kørte bil, sad den på skulderen, og når en politihelikopter nærmede sig, sagde den advejende »Krrrsh!«, så de kunne nå at sænke hastigheden. Da Volmers Sørensens sejr stod klar, blev han ringet op af tv-studiet, der bad ham stå klar om en time til hyldest på scenen foran snorende kameraer og publikum, der inklusivt serende hjemme i stuen, bestod af ca. 3 millioner mennesker. Dengang havde man ikke computere til at optale stemmerne, og programmet trak ud og varede hele aftenen. Gulli fik travlt med at hælde en kærende kaffe på Volmer, altså Sørensen, ikke Papagojen, og ganske rigtigt vandt Grete og Jørgen Ingemann med dansevise. Sangen var den første duet, der vandt sangkonkurrencen. Til hyldesten på scenen kunne Volmer dårligt stå på benene. I forbindelse med sejren i 1963 indspillede Grete og Jørgen Ingemann også dansevise på engelsk med titlen »I loved you«, og her kan vi se et foto udlånt af Cirkusmuseet, hvor Trukser i Gulli er afbildet med Papagojen Volmer på Truksers hånd. På Volmer Sørensens 60-års fødselsdag havde Trukser fået fremstillet en unik gave, en vinylplade med optagelserne af »The Origin Song Contest 1963« med dansevise, både fra det danske og det engelske, fra London, komplet med pointafgivning. Med på optagelsen var også dramaet i London, hvor Luxembourg får afgivet for mange stemmer, for at Grete og Jørgen Ingemann kan hyldes som vindere. Til sidst kommer en dedikeret hilsen på LP'en til Volmer fra Trukser med lovprisning af hans person og ønsker om et langt venskab. Pladen var en unik gave, der dengang måtte have krevet en særlig indsats at få lavet, og regnes i dag for en heliggrad blandt MGP-fans. Irene Hansen fra Danske Cirkusvenner besøgte Trukser ofte de sidste ti år af hans liv og husker denne anekdote. Volmer og Trukser var sindssygt gode venner og nogens basmærere, og da Trukser havde købt et flot lyssegråt sæt kjole og hvidt med høj hat i 70'erne til et svenskt TV-program, fik Gulli en mørkerød velourkjole. Volmer kommer forbi parrets hus og ser det nye tøj. — Nej, hvor er det flot, og jeg skal have en lyssegrå smukking på i Cirkusrevyen til sommer, og jeg har ikke fundet en høj hat endnu, kan jeg ikke låne din? Det må han da gerne, svarer Trukser, da det er sommer og Trukser skal alligevel have noget andet tøj på i folkepakkerne. Volmer glemmer dog at aflevere hatten, og da han dør i 1982, tænker Trukser, kan vide hvad der egentlig blev om en høj hat. Men han vil naturligvis ikke spørge enken Grete Sønk, da hun var i dyb sov, så det løb lidt ud i sandet, indtil 1993, hvor Revymuseet åbner og hvor jeg arbejdede i syv år. I en billedartikel i et ugeblad står der, at Grete Sønk har foræret Revymuseet den første genstand, nemlig Volmers høje hat. Da Trukser så artiklen, sagde han, — Nå, nu er min høje hat kommet på museum. Irene svarede, — Nej, den der, det er da Volmers høje hat. Ja, men det var min hat fra starten, svarede Trukser. Ikke engang Volmers søn kendte den historie, ifølge Irene, og Grete sagde engang henkastet, — Hvis bare hatten var det eneste, de havde delt. Og den udtalelse var en hentydning til, at den yngre pige, Vanja, havde haft en affære med Volmer, inden Trukser flyttede sammen med hende i 1978, og det kan vi høre mere om i kapitlet om 1970'erne. The show must go on, også når man er syg. Gulli var pladet af lungebetændelse, flere aftener, da Stilommer havde bukket parret på ABC-teatret, men optrådt alligevel. En aften måtte hun dog bukke under, og lægen forbød hende at gå på scenen. Da de næste dage skulle optræde på en showboat, der sejlede mellem Frederikshavn og Jødeborg, fik Trukser arrangeret forbindelse til Gullis sygeseng ved at rejte telegrafisten på skibet, og showet kunne afvikle sig alligevel. Parret turnerede med International Harvester, da Volmer Sørensen holdt sit fødselsdagsshow i Tivoli's Koncertsal. Der blev oprettet en linje fra Koncertsalen i København til Åben Rå, men lyden forsvandt fra højttalerne under afviklingen af showet. Publikum kunne ikke høre Gullis svar i tankelæsningsnummeret. Trukser undskyldte hvorefter en herre fra publikum rejste sig og sagde, — Det gør ikke noget, vi ved I kan det. I 1965 medvirkede parret første gang i Lennart Hyllands underholdningsudsendelser, Hyllands Hørne. Det blev til tre udsendelser, med parret plus shows rundt i Sverige, blandt andet i Koncerthuset i Jødeborg og på Stadstaleren i Malmø. I Nykøbing havde hyggede parret sig en aften med verden på Storehotellet. De lavede sov med hinanden og indgik et vedemål over et emne, som de havde forskellige meninger om. Verden tabte og skyldte dermed parret en frokost næste dag. Da de mødtes, ville han ikke sige, hvor de skulle spise, og tog i stedet parret med på en gåtur ude i byen, hvor der var børnehjælpsoptog i kæderne. Verden foreslog, at de lige skulle kigge på optoget, og da en vogn med Storehotellets logo passerede, inviterede verden parret op i vognen. Der var dækket fint bord med tjener, bar, hovmester, samt et træmannsorkester. Optoget skulle lige til at starte, og verden sagde, — Jeg tabte frokosten, vær så god, der er serveret. Og vognen kørte igennem hele byen under frokosten, og folk hilste overalt fra vinduerne og råbte, — Velbekomme og skål! I et program til Dansk TV optrådte Trukser som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og Gulli som stramtandet husholderske, sminket til ukendelighed. Scenografien bestod af sydende bobler i kemikobler, skeletter og en skævrygget bottler med klumpfod, spillet af skuespilleren Bjørn Spiro. Trukser oplevede udviklingen inden for TV og film på tætteste hold, og forsøgte at vise tricksene i et langt klip, og forhindret klip i midten af et nummer, da publikum troede, at der blev snydt med kameratricks. Serierne vidste jo godt, at alt var muligt med kameratricks. Og her kan vi se et foto ude under Servicemuseet med Bjørn Spiro og Trukser i gang med denne her sketch. Senere i 70'erne og 80'erne i USA benyttede trylleprogrammerne en kendt skuespiller, som bedyrede, at alt foregik uden kamerasnyd. Da David Copperfield fik frihedsguenden til at forsvinde, mente Trukser, at der var tale om kamerasnyd. Han ville optage sine tricks i one take, og var således forud for sin tid. Det foregik på denne måde. Efter måneders forarbejde med manuskriptskrivning og planlægning byggede de scener omkring en cirkel, hvor kamerat var placeret. Parret gjorde sin entré på trappen og gik videre til de øvrige scener, og kamerat kunne følge dem overalt, uden at klippe væk. Der var endda en elevator, drevet af en gaffeltruk, som løftede Trukser fra det ene niveau til det næste. Der var publikum i studiet i den ene ende, og i pausen blev alle illusionerne udskiftet til anden halvdel. En gang gik det galt, at DRTV ikke ville hyre en svensk fyrværker, som Trukser havde anbefalet dem at flyve ind fra Stockholm til et indendørs show. Svenskerne kostede 1500 kroner plus rejseudgifter. Danmarks Radio mente, at det var for dyrt, og hyrede Tivolis fyrværker i stedet. Under prøverne fik en af dansepigerne en raket i låret, og en anden fløj ind i rundhorisonten, scenografien der omringede studiet. Skaden kostede flere hundrede tusind kroner, så Gunnar Afspek fra Sverige havde været noget billigere i drift. Han benyttede koldt ild i stedet for almindeligt fyrværkeri. Ole Skrøder fra Ekstrabladet anmeldte Truksers tv-show med overskriften, Truksers Utrolige Tricks. Hvor herligt at gense Trukser, den forbløffende troldmand i et program, der var hans sidsted bedste på dansk tv. Trukser har charme, hans kone er fenomenal, det hele er få på svindlet, og så er forbløffende lavet, at man gang på gang spørger sig selv, om det er løgn eller sandhed. Truksers måde at køre nummerne på er enestående taskingsspillerkunst på højeste plan. Jeg fryder mig over hans fremragende og uforklarelige numre. Jeg ved, han er en fup og fedusmær, men han må alligevel være elev af fanden selv. For 200 år siden var han og konen enten blevet brændt eller gjort til hertugere. I dag er de tv- og varietæsthjerner, som kan få selve direktøren for Rådet for Større Færdsogssikkerhed, Ulrik Durlu, til åben hjertet at gå med på spøen. Den slags er helt rigtigt. Vi skal aldrig tro, at vi ikke tror det, vi ikke tør tro på. Det gjorde Durlu heller ikke, og det gjorde vi andre heller ikke efter det mageløse møde med en stor troldkunstner. B.T. skrev under overskriften. Trukser burde lære tv at blande kort. Trukser var aftens store lyspunkt. Det var fremragende underholdning. Trukser er vist ikke særlig villig til at lære fra sig, men han burde nu have benyttet lejligheden til at fortælle vennerne i Gyngemosen, altså DRTV, hvordan kortene skal blandes. Det forstår han og ser overført betydning. Han har tv-tjekket både når det drejer sig om at sælge sig selv til skærmen og sin magi fra sammen. Jeg husker ikke, om det er 50 eller 100 tv-udsendelser, han har haft, men jeg tvivler på, at nogle af de foregående kan have været bedre. Hvis han og Fuguli kan få nogen til at lave en engelskprøvet udgave af aftensprogram, vil selv en sælger, der ikke har truksers overnaturlige evner, have let ved at afsætte varen på det internationale marked. BBC ville have parret med i The Weekly Show og sendte repræsentanter til Danmark hjem hos parret til planlægningsmøder. Den første var produceren Stuart Morris. Den anden BBC-mand, der kom på besøg, ændrede alt det, som den første havde planlagt, og den tredje ændrede alt det, som den anden havde planlagt. Ifølge kontrakten skulle BBC sende biler til Leeds for at hente bagage og rekvisitter til tv-showet, samt udbetale en tredjedel af honoraret. Der var kun en lille bil til alt deres happengud, og foreskud var der ikke noget af. Det var på en søndag, de ankom til London, det meste var lukket, og truksers hold var sultne. Uden foreskud var der ingen penge at spise for. De tog til Piccadilly, hvor trukser kendte en god kinesisk restaurant. Pigerne fik lov at bestille, hvad de havde lyst til, og det gjorde trukser også. Men deres gode humør underholdte i hele restauranten personalet, og til sidst sagde trukser, jeg vil gerne betale i regningen, men jeg kan ikke. Tjeneren kiggede måbende på trukser og hentede chefen. Han var overbærende, og da han forstod at trukser fik penge næste dag for sin medvirkning på BBC, fik han lov til at betale ved næste besøg. Og de kom igen flere gange. En aften inviterede chefen dem endda på en bytur. Det lykkedes at få optagelserne i kassen, og trukser erfarede, at forrige uges gæst var ingen ringere end sangerennen Barbra Streisand fra USA. Paret var gode venner med direktør Harry Nord fra et hotel i Karlskrona, da de havde optrådt der flere år i træk. En af direktørens slikninge hjalp til på hotellet. Det var Fred Ågerstrøm, der senere blev en kendt troubadour. Harry ville gerne have, at trukser blev en dag mere, og tog med på en torskefangst med en takservognmand, der havde sin egen motorbåd. Ude på vandet indhentede marinen det lille selskab, der de havde hørt, der var en udlænding med. Efter en times telefonsamtale med Kommando Syd fik trukser lov til at deltage i sejladsen, dog uden tilladelse til at filme eller fotografere. Uheldigvis fik Harry Nord en stor fiskekrog ind i låret, og trukser måtte yde først til hjælp, da det blødte kraftigt. Han fik lirket krogen ud og hæld snaps på såret. Der var ingen såreskivande, så de sejlede længere ud og kom til en hemmelig ubådshavn ved Fyretårnet, Utklipperen. Der kom tre mand i en båd og spurgte, hvad fanden laver I her? De smilede, da de genkendte taksermanden og fiskeholdet kunne spise frokost på båden i fred. De kastede en flaske snaps op til de tre mænd, der kvitterede med kaffe efter måltid. Bagefter sejlede de over til Fyretårnet, hvor de hyggede sig med korttriks og tankerlæsning over telefonen, ved at ringe hjem til Gulli. Da dagen gik på held, fik de ordre til at sejle mod Karlskrogen og Fyretårnet, men pludselig ramte båden et skær, skruen gik i tug, og de måtte holde sig fra skærene ved hjælp af bådsærer. Der var stadig ingen såresk i farvandet, men en flok sæler stak pludselig hovedet op ad vandet og kiggede på dem. Ingen skibe reagerede på deres nødraketter. Bådens ejere havde en radio nedenunder, og de fik på mirakuløs vis kontakt til en taksechauffør, der ikke troede på dem i første omgang. Men han fik tilkaldt hjælp hos redningstjenesten og meddelt pigerne, der ventede med sild og pyt i pande, at de var forsinket. Ventetiden var lang og kold, men en båd nærmede sig. Det var mændene fra Fyret, der nu var sure over, at de ikke havde taget sejlturen, som de havde anbefalet. Derfor ville de ikke trække dem til Karlskroene. Hotelverden tilbydte de tre med en gavekort til ophold på hotellet og 500 kroner, det virkede. Truksers torskehold fik plads på kutteren, hvor Trukser måtte sidde under skorstenen. Hans hvide skjorter var ikke længere hvid efter den tur, og han hustede sort støv op flere dage efter. Ved to tre-tiden om natten var de tilbage. Pigerne var gået i seng, så der blev ingen sild eller pyt i pande. De eneste torske i farvandet, det var mændene på båden. Denne podcast er sponseret af PjerretMagik.dk i Hvidovre på Hvidovrevej 137, hvor Torben altid er behjælpelig, hvis du er nybegynder eller professionel inden for trylleri. Han laver også workshops, og det kan man se under events på hans kalender. Vi tales ved.