Prædiken 9. maj Kristi Himmelfartsdag 2024

Alle der står og kigger på et træ, de ser noget vidt forskelligt. Nogen kigger på stammen, bemærker sig bakken og strukturen i overfladen, hvordan den er festnet i med sit rodnet i jorden. Eller de kigger på grænene, kvistene, bladene, hvordan de sidder, hvordan den skygger. Andre kigger på træet og tænker på historien. Måske også på træets plads i litteraturen eller i vores mytologi. Vi kender til brude, æge. Vi kender til brandtræer. Dem der bliver plantet for ligesom at lede lyn med over i dem i stedet for at slå ned i gårdene. Nogen vil se på et træ og vurdere det på baggrund af dets plads i landskabet. Hvilken rolle har det? Og en tømrer ser helt anderledes på et gammelt ægetræ end en botaniker med speciale i dendrologi. Så et træ er aldrig bare et træ. Det er noget forskelligt alt efter hvem der kigger på det. Disciplene der står og ser Jesus forsvinde til himmels, de ser også alle sammen noget forskelligt. En kigger op med bævende hjerte og ser sin Mester forlade dem endnu en gang. Han har tomhed i blikket. En ser hans løftede hænder til velsignelse og synet giver ham en ro og fortrystning ved afskeden. Jo, de kommer til at vandre videre under hans blik og hans overhærdømme. De kommer til at gå med håb. En ser fødderne, opdager arme fra navlen og husker langfredagsvandvedet. Og han vender i tankerne tilbage til det der er sket hen over påske og selvrensagelsen. Det havde jo udfordret dem alle sammen til det yderste at blive efterladt. Til sorg, til smerte. Og uanset hvad det hele skulle betyde, så står de nu og kigger lidt bekymret på, at Jesus forsvinder ud af syne. De tænker på sig selv og på hinanden. Vil de kunne komme overens? De er så forskellige. De har så forskellige ambitioner. Jeg har tænkt, at det her øjeblik minder lidt om en dimissionsfest på et gymnasie. Kun lidt. Fordi alle står jo også der og kigger op med deres hvide hure i hænderne. Stolte over deres præstation gennem de sidste tre år. Måske ikke alle lige stolte, men lad det nu være. De er nået i mål nu. De har fået hatten på hovedet. Og så på et givet tegn kaster de alle sammen hattene op i luften. Så samler de dem igen. Og nogle tænder straks deres egen, og andre er lidt ærgerlige over, at de brugte så meget energi for at få kastet den her hat fra sig. Og det er jo ikke huden, de prøver på at frigøre sig fra. Det er ikke det, de har opnået. De prøver på at lægge bag sig. Det er jo de mange sure timer med næsen i bøgerne eller næsen i skærmen. Det er det her med at føle, at nu er de endelig fri. Nu går det fremad. Med det her kast af studenterhuden på himmelfart ligger de eksamen bag sig, og de griber ud efter fremtiden. Usikre på, hvad den byder på. Der er nogen, der har drømme. Der er nogen, der har længsler. Nogen har bestilt rejse. Nogen har søgt ind på studie eller har søgt ind på uddannelse. Og nogen er bare så uafklaret, fordi de ikke helt ved, hvad de skal. Og de gruer, fordi der er mange spørgsmål, der kommer til de her studenterfester, der følger. Tillykke. Og hvad skal du så nu? For hvad er det, man gør, når man ikke ved, hvad man skal? Hvad har man af mål? Og hvad skete der med disciplinen den dag? Da Jesus blev skidt fra dem, som der stod? Ja, der skete jo ikke det store, for han bliver brækt bort fra dem. Og han bliver det mindste. Han er i gang med at velsigne dem. Hans tid som menneske er forbi. Hans fremtid er nu et andet sted. Gud tager ham tilbage. Og disciplinerne står og kigger efter ham. Var det det? Var det alt? Nej, Jesus lovede dem jo, at de skulle modtage kraft fra det høje. De skulle vende tilbage til Jerusalem, og der skulle de vende på, hvad der skulle ske. Og måske er det også, fordi det hele er lidt uafklaret, at Kristi Hemmelfart er sådan en hellig dag, en kirkelig mærkedag, som vi har svært ved at knytte til ved. Den er uafklaret på den ene side, og så er den også lidt mystisk på den anden side. Og samtidig har den en styrke, for den indvarsler jo i en modningstid. Disciplinerne skal i første omgang ikke gøre noget. De skal gå hjem. Vi skal vende. Vi skal være tålmodige. Og så går de først lidt tøvende, og siden går de med glæde og forventning, hører vi. Det er uagtet jo, at de bliver skilt fra ham, som indtil nu har været deres vejleder, og også samlingspunkt. Joe Cockerham sang en gang. Love lifts us up where we belong. Kærligheden løfter os op, hvor vi hører hjemme. Hvor ørnene skriger på det højeste bjerg. Kærligheden løfter os op, hvor vi hører hjemme. Det går ikke fra verden, hvor vindene er friske og klare. Og det er en helt profan sang, for den er skrevet til en film, der handler om en pilot. Men det går ikke sangen dårlig af den grund, for den stiller et meget relevant spørgsmål, som gælder disciple til alle tider. Hvem ved, hvad morgendagen bringer? Den svarer nogen om sådan her. Nogen hænger sig i det, der plejer at være. Andre lever deres liv ved at se tilbage mod det, der var. Vejen er lang, og der er bjerge, vi skal passere undervejs. Men vi gør det ét skridt ad gangen. Og vi ved jo med rejser og med bjerge, at det er de første skridt, der er de sværeste. Og disciplene går også tøvende, og de bliver også skubbet lidt på vej af to hvidklædte mænd, som spørger dem, hvorfor de bare står der og kigger. Englen, der mødte de første besøgende ved den tomme grav påske morgen, fortalte dem, at Jesus var gået i forvejen. De her to hvidklædte, de taler sådan set også med gensyn, men det er bare i et fjernere perspektiv. I begge sammenhæng pejser der jo fremad, ikke tilbage. En af oplysningstidens store filosofer, Immanuel Kant, han taler om, at mennesker skal ud af selvforskyldt umyndighed. Og så skal den menneske bruge sin fornuft, når det forholder sig til verden. Det er forløjet, siger han, at acceptere noget imod sin egen overbevisning. Man er nødt til at være modig og betjene sig af sin fornuft, hver gang man træffer et valg. Og så kunne man jo synes, så har han skibet Gud, men det har han faktisk ikke. For Kant, han vil ikke afskaffe himlen. Hans valgsprog, det lyder faktisk, stjernehimlen over mig og den moralske lov i mig. Det er de to pejlemærker, han har, og de er ikke modsætninger. Nej, de betænger hinanden. Så vi skal altså på Kristi Himmelfarts dag betjene os af vores fornuft og samvittighed, for ellers så risikerer vi at blive uredelige. Men vi skal også anerkende det, der er over os. Det, der er i himlen. For uden ærefrygt for Gud, bliver vores fornuft nemt vilkårligt. Hvorfor står jeg og ser op mod himlen, Galilea? Det er som om, de er i sind for at spørge disciple, der er ved at falde i staver. Fordi for inden har de jo fået instrukserne, Gud i verden, prædik evangeliet, prædik om omvendelse og syndernes forladelse. Disciplene skal jo fortælle videre, hvad der er sket, hvad han har gjort. Og det gælder sådan set stadigvæk. Det er samme opgave, vi har i dag, og det er samme retning, vi har. Men at det kan være svært fortæller en lille historie om en mand. Han var en frum mand, og han fik tilbudt ét ønske af Gud i en drøm. Han tænkte sig godt om, og så bad han Gud om at få lov til at se paradis. Hvorfor vil du det? spørger Gud. Det vil måske gøre livet her på jorden lidt nemmere, hvis jeg får lov til at få et blimt af det paradis, jeg stræber efter. Og det får han lov til. Han får lov til at kigge ind i paradis. Og der var utroligt smukt, og man fornemmede noget særligt guddommeligt. Men efter få sekunder går det op for ham, at der er tændelig mennesketomt der i paradis. Og han spørger helt betuttet Gud, hvordan kan det være, at der er så få, der har fået adgang? Og Gud spørger ham, hvad mener du med det? Du burde da vide, at fromme mennesker slet ikke er i paradis. Paradis er i dem. Og i det samme øjeblik vågner han, og det her syn er væk. Og han tænker på, hvad han netop har erfaret. Og han er blevet urolig for, hvad andre mennesker ser i ham, og om de ser Guds paradis afspejlet. Og han beder en bønd til Gud og siger, må jeg få endnu et ønske? Så lær mig ydmyghed. Giv mig øjne, som jeg kan se dit rige mellem os mennesker med. Jeg tror, det er krigsfrihimmelfart budskabet at sende os i tjeneste med åbne øjne. At stå og se passivt mod himlen nytter ikke så meget. Vores opdrag er at søge Guds rige i vores omgang med verden og med alt levende. Så lad os tage ham på ordet og gå med hans ord. Tro, håbe og vise kærlighed og omsorg for alle, vi møder i verden. Amen. Lov og tak og evig ære, er du og Gud, far, søn og helion. Du som var, er og bliver, ens sandt og enige Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i alt evighed. Amen. Lad os med at påslænde tilønske hinanden. For Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og helionens fællesskab være med os alle. Amen.