Magiske Legender - TRUXA del 6

This is the sixth episode of the podcast series "Trukser, Magical Legends." It discusses the concept of "værnemær," which refers to people or businesses that profited from collaborating with the Germans during World War II. The focus is on Rasmussen, who made millions from his dealings with the Germans. The episode also mentions Erik's encounter with Nazis at a restaurant, his attempt to sell his business, and his involvement in the film industry. It briefly touches on his brother's fate in the resistance and his own contribution to the war effort. The episode ends by mentioning Erik's marriage to Gulde and his unsuccessful negotiations to open borders for Danish artists. The next episode will explore why Erik changed his name to Trukser. Velkommen til afsnit 6 i serien Trusse, Magiske Legender. Jeg vil lige starte med at fortælle lidt om, hvad en værnemær er, fordi vi er i gang med kapitlet om 40'erne, og i 1945 der slutter 2. verdenskrig. En værnemær var en person eller virksomhed, der tjente penge på værnemagten under 2. verdenskrig, og myndighederne estimerede, at ham her Rasmussen, vi skal høre om lidt, omsatte for omkring 4 millioner kroner i hans forretninger med tyskerne. Da krigen startede, var Rasmussens fængslet for bedrageri, men så snart han blev løslæt, udnyttede han situationen og begyndte at handle med tyskerne. Og jeg fortæller lidt herefter, hvor vi lige har hørt om Trusses tobaksforretning. Og der blev Erik bedt om at give et par numre, da han ankommer til den her restaurant, hvor han skal optræde. Han ankom med fødselskab af en god ven, da festen var godt i gang på restauranten ved Bælehøj. Erik kiggede ind gennem glasdørene og kunne se, at hovedbordet var fyldt med nazister, bl.a. SS-folkene Werner Best og Günther Panke. Det var altså Rasmussens såkaldte samarbejdspartnere. Erik og hans ven tog hjem med det samme uden at optræde og henvendte sig næste dag til mailere, der skulle hjælpe dem af med virksomheden igen. Det var ikke nemt, og mange spekulanter sprang fra, da de hørte, at Rasmussen var værnemager. En dag kom der en mulig køber, der var ligeglad med involveringen af tyskersympatisøren Rasmussen. Erik og hans hjælpervogn gik i gang med optællingen af varelæret, først på fabrikken på Værnedamsvej og dernæst på læret i Asgerysgade. Halvvejs inden i optællingen sprang døren op, og en trådte sangeren med kraven op om ørerne, samt en pistol rettet mod dem og sagde, — Hvad foregår her? Her skal jeg ikke sælges. Erik forsøgte at slippe ud af bagdøren, men blev gennet ind igen af en tysk soldat bevæbnet med en maskinpistol. Hele gaden var spærret af, både af politibiler og tyske soldater. De blev bragt til politigården, hvor de skulle stilles for en dommer. Da han ikke var til stede, blev de kørt til Rasmussens kontor på St. Annager Plads, hvor de blev lukket inden på et badeværelse. De tjekkede om en advokat, men fik ingen. Sidst på dagen blev de endelig lukket ud og ført ind i et stort kontor, hvor der var dækket op til to gæster med lækkert smørbrød fra smørbrødsforretningen Davidsen. Erik og Wagen havde mistet appetitten og spiste ingenting. Sangeren sagde ellers, — Ed, få en morgenskid til Tyskland og grav skyttegrav, det bliver jeres sidste måltid. Nogle timer senere fik de dog lov at gå, og Rasmussen overtog fabrikken uden at betale den reelle værdi. Efter Tyskernes overgivelse så Erik en dag Rasmussen komme ud fra en biograf og fulgte efter ham, så han kunne se, hvor han boede. Privatadressen meddelte Erik frihedskæmperen Børge Aalto. Rasmussen blev senere hentet og ført til Charlottenborg, hvor man samlede landsforræderne. Erik blev indkaldt som vidne mod Rasmussen i 1947, men var langt væk fra retssalen grundet arbejde. Ekstrabladet skrev om sagen 11. september. Byretten i København gør alt for at få vidnerne frem til de sager retten behandler. Derfor har trullekunstneren Truxer fået meddeles om, at han i morgen kan tage en flymaskine fra Esbjerg til Kastrup og reture på byrettens regning. Erik lavede en aftale med et privat fly i stedet for, og det ville byretten ikke betale for. Så skrev afiserne også om det. Anklægeren, landsretssagfør Ben Jacobsen udtaler, at der kun er bevilget ordinær flyballet Aarhus-København retur. Det fransebeløbede mod Truxer selv trullede frem. Sigtelsen om værende mageri var vanskelig at bevise, da tyskerne og senere Rasmussen selv brændte alle beviserne i sælghuset i København. I 1942 medvirkede Erik Bang i En herre i kjole og hvidt, hvor en trullende direktør spillede af Ibsjønberg og optræder med tricks, og i filmen er de udført af Erik. Direktørens sekretær spillede sig Bolid Kær. Filmen handler om en herre i kjole og hvidt spillet af Måns Hvidt, der drømmer om at blive en stor pianist og give koncert i København. Hvidt trullede også i filmen, men hver gang Ibsjønberg eller Hvidt trullede, var det Erik iført deres kostymer som trullede. I den færdige film ser man kun Eriks hænder. Ibsjønberg laver der jo også nogle af tricksene selv, fx at trulle fjernblomster frem og sidde og fumle lidt med nogle kort bag hans skrivebord på kontoret. Og her kan vi se et foto, der er udlånt i Cirkusmuseet, hvor Trukser står med en pengepresse, kører dagens politik og nogle avistsider igennem, og så kommer der penge således ud på den anden side. Og Gulli står smilende til at tage imod pengene, og Ibsjønberg ser lidt forundret ud, når han står og kigger på. Optagelserne med Erik tog tre uger. Filmen blev optaget hos Nordisk Film i Valby og var instrueret af Bodil Ibsen. Det var den første film, hun instruerede. I marts 1943 optrådte Erik i nationale skala for tredje gang, og prins Viggo dukkede ofte op blandt publikum og senere bag scenen, da han beundrede Eriks numre på scenen. Disse møder udviklede sig til et bekendtskab, hvor prinsen også dukkede op i Hollænderbyen på Amager og i Prater på Nørrebro. I 1943 knep det med kontrakter under tyskernes besættelse. Mange artister, der ellers havde haft engagementer i restaurationer og varitere, var arbejdsløse og mødtes i caféen i Cirkusbygningen. I samarbejde med tryldekunstneren Titus Strix konstruerede Truksa en illusion til fremtrykning af øl til alle de stakkels artister, der sad og tørstede. Da Strix senere døde, havde Erik besluttet at overtage hans navn. Han havde endda trykket PR-materialet med Strix' navn på. Det fik Strix' familie dog sat en stopper for. Og her kan vi se et billede, der er udlånt fra Cirkusmuseet, hvor vi kan se illusionen. Gugli hun står med en bakke med fyldte ølglas, og Erik han står med sådan en ramme med papir i, hvor han har lavet hul i midten i papiret og kan stikke hånden ind og trække en fadøl ud, selvom rammen lige har været vist tom. Narcissisterne var en del af bybilledet og nattelivet, og det kunne mærkes rundt omkring i variterene. Narcissisterne generede den populære slaggersangerinde fra Keltrestennie, der var født i København i 1915 af jydiske forældre. Erik Bang var med i de samme forestillinger og så, hvordan narcissister drev heds mod jøder i nattelivet. Han bemærkede bl.a. en kendt skuespiller og dennes venner, der havde narcissistiske tilbøjeligheder. Erik beskyttede sine jødiske artistvenner, men i oktober 1943 måtte Raquel flygte til Sverige, noget tid efter hendes familie. Hun ville først opfylde sine kontrakter i København, men det blev for farligt. I Sverige tilbrægte hun resten af krigsårene, hvor hun fortsatte sin succes. I 1945 vendte hun tilbage, og indlænge blev hun Danmarks førende sangerinde. Hendes sangstil er ligesiden blevet sammenlignet med Ella Fitzgeralds. For Erik Bangs eget vedkommende kom krigen tættere på, end godt var. Han havde en bror, som kæmpede i sabotagegruppen BOPA i Danmark. Da broderen blev afsløret, tilbageholdt af tyskerne og sendt i koncentrationslejre, blev han tortureret som straf. Erik nævnte hans bror og dennes skæbne en gang til Irene Hansen, som var parrets ven. Det var ikke noget, han talte om til andre, og ingen, ikke engang pressen, kendte til historien. Minderne om broderen dukkede op igen i 1995, på 50-årsdagen for Danmarks befrielse. Mediernes dækning af årsdagen brægte broderens skæbne i friske rindring, og trukser fortalte Irene den sørgelige historie. Broderen kom så aldrig over traumerne og oplevelserne fra krigsårene. Han forsøgte at stifte familie, men endte på tragisk vis med at tage sit eget liv. Det var svært at være kendt skuespillere og frihedskæmper på samme tid, men skuespillerne Måns Hvidt, Ebbe Rode, Poul Rickard og den unge Poul Bundgaard ydede deres bidrag. Det var ikke noget, de snakkede om, og ingen ved præcis, hvad deres bidrag var. I Frihedsmodsædets modstandsdatabase kan man læse, at Rickard lærte frihedssangen til Militærkompaniet, og Ebbe Rode var med i den danske brigade og deltog i illegale aktiviteter. Erik deltog ikke i modstandsgrupper, men til gengæld i Poul Bundgaards Parcelleklub, hvor der blev spist op til syv retter mad og samlet penge ind til velgørende formål. Det foregik ofte på en restaurant på Pragues Boulevard. Lysere tider var på vej. I maj 1945 gik Gulde rundt i gaderne i Lindsjøbing med Dannebro i hånden og fejrede Danmarks befrielse. Erik kunne ikke ringe til hende, men sendte et telegram. Da hun endelig ankom et par måneder senere på Karinde, Gøbenhavn, var Erik på turné i provinsen med sin hele aftens forestilling, og modtalteskomiteen var en god ven, nemlig Ibs Jørnberg. Gulde anede ikke, hvem Jørnberg var på dagværende tidspunkt. Gulde mødte Erik i Langeå, og allerede aften efter genforeningen, indtrådte hun i rollen som hans assistent uden at have prøvet det før. Og her har vi faktisk et passfoto fra Gulde fra dengang. Brølluppet stod 11. februar 1950 i Lindsjøbings Domkirke. Det var Guldes forældre, der mente, de burde gifte sig. Mange af parrets venner fra Danmark kom med til brølluppet, selvom det var svært at købe svensk valuta i bankerne. Venner fra Stockholm deltog også. Da krigen var slut, brugte folk deres penge på at købe varer, der havde været manglet på under krigen, og ikke så meget på underholdning. Derfor var det småt med bookinger, og Erik fik tilladelse af Dansk Artistforbund til at rejse til Hamburg i et forsøg på at lukke grænserne op i forhandlinger med international artisten Lodø. Det kunne hjælpe alle danske artister i arbejdet ved et heldigt udfald af forhandlingerne. Selvom han var ledsaget af flere andre medlemmer af forbundet, førte forhandlingerne ikke til en ordning om udbytte på kvotebasis eller engagemange over grænserne. Noget måtte der gøres. Vi kan også se et billede her, hvor Guldefonden svinger om med Ebbe Sørenberg, mens Erik klapper i takt i baggrunden. Så de var altså gode venner, privat. Og i næste afsnit når vi jo til, hvorfor han egentlig skifter navn fra Erik Kurt Bang til Trukser. Så det synes jeg, at I skal glæde jer til at høre. Der er der forskellige forklaringer på. Han har selv sine egne forklaringer. Men hvis vi kigger i pressen og på diverse udklip og nogle retssager, så tror jeg, at det er der, vi skal finde grunden til, at han følte, at det var nødvendigt at skifte navn fra Erik Kurt Bang til Trukser. Podcasten om den magiske legende Trukser er blevet til i samarbejde med Tryldebutikken i Hvidovre på Hvidovrevej 137, perrotmagic.dk. Her kan du altid hive fat i Torben, der sælger balloner, spillekort og tryldetricks til professionelle artister. Og dig, der gerne vil i gang med at trylle for venner og bekendte. perrotmagic.dk arrangerer også workshops, hvor du kan lære fra rigtige tryldekunstnere. Og så kan du bestille biografien om Trukser der. Vi ses.