Magiske Legender - TRUXA del 9

Truksa and Gulli started sending New Year's cards in the 1950s, featuring a picture of themselves and a small trick or puzzle. They performed in various theaters and circuses, traveling to different cities. They faced challenges, such as people pushing children in front of their blindfolded car, but they managed to stop in time. They had a successful tour in Reykjavik, Iceland, but faced difficulties due to bad weather and the death of the president. They also performed on TV and radio shows in Denmark, Sweden, and other countries. They had interesting encounters with people like John Henry Sager and Olle Jønsson. They faced some setbacks and challenges, but overall, they were popular and successful. Truksa i serien Mægiske Legender Velkommen til podcasten om Truksa i serien Mægiske Legender. Vi er nået til afsnit 9, og vi skal snakke om 1950'erne. Parrets tradition med nytårskort til venner og samarbejdspartnere startede i 1950'erne. På kortet var afbilledet to nisser, der sad ved et skrin magent til det, som Truksa benyttede i forudsigelsestrikket af de 13 rigtige tipstegn. Når man åbnede det, var der et billede af parret, og der var altid inkluderet et lille trik eller hovedbrud, som modtagerne kunne hygge sig med i juleferien. Parken Forovik i Sverige havde et børnetheater, hvor børn blev oplært som skuespillere og artister. Når de blev ældre og ikke længere kunne optræde i børnetheateret, kunne de optræde i Foroviks Cirkus, der turnerede rundt i Sverige. Hver sæson havde et tema. Det kunne være Tusinder en nat eller Kossak. Direktøren, Gøsta Nygren, delte efter et artistnummer til årets spil i 1950, hvor temaet var Ungarsk Rapsodi. Efter at have let med lys og lygte i Europa, passerede han København på vej hjem til Sverige. Her så han Truks og Gulli optræde i Atlantic Palace og tilbyde Gulli at optræde som sporkone og Truks som cigøn og høvding. I Forovik blev der kreeret flotte kostymer og kulisser til forestillingen. Premieren var i Gævle, hvor publikum var glade, selvom det snedde kraftedt udenfor teltet. Turnéen dækkede 70 byer, og i de større byer kørte Truks op til indkørsel med politimesteren eller en anden kendtes på passagersøet. Bindet blev undersøgt grundigt, men ingen kunne gennemskue det. I nogle af byerne, hvor de skulle optræde, ringede lokalet tryllekunstnere til aviserne og sagde, hvordan han gjorde. Det var meget ukollegielt gjort, men nummeret blev ikke afsløret ved udførelsen, da bindet blev undersøgt igen og igen, og ingen fandt hemmeligheden. Blindkørselen gik for det meste fint, men enkelte gange opførte folkemængden sig ikke hensigtsmæssigt, når den pressede børn ud på vejen foran for blinde chauffører. Heldigvis nåede Trukser altid at stoppe. En gang kørte han igennem Ørebro, efterfugtet af en politibil og en pressebil. Da Trukser holdt tilbage ved en jernbaneoverskæring, stoppede politibilen bag ham, men ikke pressebilen. Det havde travlt med at tage billeder. Morgendagens aviser skrev om harmonikasammenslød, men det var jo også en slags reklame. Aftenbladet skrev 14. juni 1950 på forsiden, at nu ville Truksers fænomener blive undersøgt af en kommission, som professor Torben Laurent ville nedsætte. Det var alt sammen god PR for parlet. Samarbejdet med det lokale politi fungerede fint. Ingen politifolk blev gjort til grin, og kontroller, øjenbind og håndjern blev udført med et smil på lippen. Gulle blev sendt ud i byen i en politibil og skulle svare på, hvilke genstande Trukser blev præsenteret for på politistationen. Han demonstrerede, hvordan faldspillere håndterede et kortspil og brød ud af politiets egne håndjern, samt en medbragt spændetrøje, ifølge Trukser selv, på få sekunder. Furoviksturnéen sluttede i Jødeborg i oktober 1950. Andet stop, eller andet sidste stop, var i Skåne, og her henvendte et af de større sydsvenske blade som et godt tilbud. De ville arrangere nogle forestillinger, efter cirkus-sæsonen var slut. Avisen betingede, at parlet ikke måtte udføre avisforudsigelsen, samt blindkørselen i den by, avisen havde hjemsted. Det første show gik som planlagt, og forbløbelsen var derfor stor, da avisen skrev på forsiden, at de havde afsløret Truksers tricks. De havde jo selv bugget parlet. I teksten stod, at de havde gjort, hvad ingen anden avis i Sverige har formået. De skulle sælge aviser på Trukser-parlets bekostning. Ifølge kontrakten skulle de optræde flere gange endnu, så de var nødt til at fortsætte. Næste aften skulle en forudsigelse åbnes af en politimand, som også havde opbevaret den. Det viste sig, at kuverten var tom. Trukser skyndte sig at sige til publikum, at det var den altså ikke, da han afleverede den til politimanden. Publikum tog Truksers parti, og journalister fra andre bladet tilbød at støtte parlet. Avisen blev selv afsløret, da de havde lavet små, hvide streger på øjenbindet på fotoet af blindkørslen og påstod, at det var huller, Trukser kunne se igennem. Det viste sig også, at politimanden arbejdede som rejserleder i fritiden for avisen, og beviset fandt Trukser selv i en kuvert med afregning fra forestillingen, hvor der lå en kvittering på et par hundrede kroner til politimanden for at aflevere en forkert kuvert på scenen. Med beviserne i hånden gik Trukser selv op til redaktøren på den skandaleramte avis og fik lov til at skrive sagens rette sammenhæng i en artikel, der blev trykt i selvsamme avis næste dag. Ved en forestilling på Sølvøst i Kampenborg sad professor Niels Bohr som gæst og rægte en lap papir frem til Trukser. Bohr spurgte, hvad det mundt var, og Gulli kunne kun nævne en masse symboler og tal, og Bohr svarede, flot, men kan du sige, hvad de betyder? Det kunne Gulli ikke, hvorpå Bohr sagde, det kan jeg heller ikke, det er Einsteins relativitetsteori. Hos Odense Kriminalpoliti troede de i 1951, at Trukser benyttede radiosendere, så de aktiverede en ultraviolet lampe og en støjsender, der skulle forpure eventuelle radiosignaler. Tankelæsningsnumret gik som planlagt, men borgerne i Odense kunne ikke høre radio den dag. Trukser slog fast, at de var underholdere og intet andet. Her kan vi se en overskrift, der er klippet ud fra Fyns Socialdemokrat-avisen, hvor der står, at ens næst odenseanske kriminalfolk kunne ikke afsløre Trukser investeret. 1953 var året, hvor parret medvirkede i dansk tv, og i 1955 i svensk tv fra Teknisk Højskole i tv-programmet Trukser Show. Trukser har i alt medvirket i omtrent 100 tv-programmer og 200 radioprogrammer i Norden, England, USA, Japan og Tyskland. Populariteten skyldes ikke mindst tankelæsningsnumret. Ulempen ved disse overnaturlige evner var, at ældre damer foroverbeviste om, at Trukser kunne finde bortløbende katte, og en politimester i Småland troede endda, at Trukser kunne lokalisere pengeskabet fra et nyligt teori. Casanovas direktør i Svendborg, Niels Christoffer, prallede af, at være den eneste restauratør i Danmark, der var millionær. Han gjorde, hvad han havde lyst til, og var meget lunefuld. Han krævede ofte, at gæsterne skulle have slips på, til med i sommervarmen, også selvom han selv gik i sult sko og skjorte uden flip. Kom der nye artister, han ikke kunne lide at se på, sendte han dem hjem igen med fuld betaling for alle 15 dage. Han kunne f.eks. sige til sit personale kl. 22, at de skulle smide publikum ud, fordi de kedede ham. Personale og publikum rettede sig efter hans ordre. Trukser og Gulli var fine venner med Niels. En aften, hvor de spiste smørbrød sammen, smed han publikum ud. Orkestret begyndte at pakke sammen, men fik travlt med at pakke ud igen. Det skulle ikke gå hjem, bare fordi publikum var gået. Der var jo stadig ham, Garbo og Truman. Niels Christoffer kunne ikke huske Gulli og Truksers navne, så han kaldte dem for Garbo og Truman. Orkestret fik lov til at spille til kl. 1 om natten. Max Lefkoe hyrede parret i sommermonederne til forestillingen Casino Nonstop i Norge på Thierd-Noir-Theateret. I Randers fra Maxim's var ET-lokaler forsvundet og erstattet af et telt med en stor scene til nogle forestillinger, hvor parret skulle medvirke. Direktøren havde ikke et scenetæppe, og dagen før præmieren ringede Trukser til sin nabo, der havde nøgler til lejligheden. Han sendte Truksers scenetæppe med en takse til Lufthavnen og videre med fly til Randers. Artisterne forventede et foreskud på minimum deres rejsepenge, men direktøren havde ingen penge. De udenlandske artister vælgte strejke, og Trukser blev sat til at forhandle med dem, uden resultat. Til præmieren var teltet fyldt med publikummer, og det store orkester foran scenen begyndte at spille. Artisterne havde ikke klædt om og råbt og skræg. Det var showtime, men ingen ville optræde. Artisterne begyndte at hejse scenetæppet ned under protest for Trukser, for det var jo hendes. Dernæst tog de brændslangen, tændte for vandet og sprøjtede vand på orkesteret, som havde fået deres betaling, og derefter på publikum. Der opstod panik, og episoden udviklede sig til en stor skandale. Ved den efterfølgende retssag forklarede Trukser, hvad der var sket. — Udlændingene syntes, jeg var en dårlig kollega, fordi jeg ikke var med i aktionen. Gulli afgav samme forklaring. Hun havde aldrig været i en retssag før, og vidste ikke, at man skulle udvise respekt for dommeren. Da hun også forklarede det med «dårlig kollega», sagde dommeren. — Ja, det kan godt se sådan ud. Gulli rejste sig op med hævet stemme, udbrød hun. — Hvad fanden siger det man, der er blevet dødstillet i retslokalet, hvorefter alle brød ud i store latter? Modpartens advokat henvendte sig til parret efterfølgende og sagde, — — det var den morsomste retssag, jeg havde været med til, og den sag har I vundet. Parret kom tilbage til Pallas Hotel i København på Ambassadør. Pressen skrev en del om parret, og der var fuldt hus hver aften, så kontrakten blev forlænget en måned. Radioverten Svend Pedersen ville have parret med i lørdagsudsendelsen for Radiohusets koncertsal, — — hvor Gulli blev sendt til studiet 13, studiet længst væk fra koncertsalen. Herfra tankelæste hun de genstande, som publikum fremviste trukser i koncertsalen. Den svenske skuespiller og jazzsangerinde Alice Babs var også med i showet og elskede tankelæsningen. Hun inviterede parret med til Stockholm, hvor de tilfældigvis allerede havde en kontrakt med Stilommer. Stilommer havde lejet et revyteater i Stockholm til gæstespillet, hvor trukserparret medvirkede. Som lovet fik Alice Babs skabt kontakt til underholdingschefen Roland Eibort. På Kungsgatan 8 skulle parret først mødes med Roland, som Gulli kendte fra dengang han var musiker. Og parret sad i venterummet, og døren sprang op. Ud fra sit kontor kommer Roland, kigger overrasket på Gulli og udbryder. — Nej, det var vel nok morsomt. Kan du ikke komme tilbage senere, jeg har nemlig et møde med trukserparret? Gulli var ved at dø af grin og svarede, — — Hør du Rolle, det er mig, der er fru trukser. Roland blev overrasket. Eibort inviterede dem med i radioprogrammet Karusellen, ledet af Lennart Hylland. Programmet var populært i Sverige på det tidspunkt. Lennart fik dog mavesorg, og måtte overlade rorpinden til Folkeoldhagen i stedet. Udsendelsen lagde grunden til parrets videre popularitet i Sverige, og skabte stor diskussion. Sangeren Gøsta Nordgren var blevet opdaget måneden før, hvor man talte om Snodasfeber. Nu talte man om trukserfeber. Gøsta Nordgren blev også kaldt Snodas. Parret kom til Finland i Brunnshuset i Helsingfors, og gentog succesen. Også i radioprogrammet Trukser på stand, med den svensktalende vert, Allan Schulman, — — der lavede en 40-minutters udsendelse med parret. Den blev optaget på universitetet, på politistationen, i et varehus, på gaden, — — samt under et møde mellem spiritister og Selskabet for Psykisk Forskning. Professor Uno Remitz havde studeret telepati i mange år, men måtte konstatere, — — at dette var den skrappeste form for ægte telepati, han nogensinde havde set. Trukser var glad for omtalerne. Til fordel for søens folk var otte forskellige artistnumre engageret til et show i Reykjavik i Island, — — af Svømmendrådet. Ved blindkørselen, inden det første show, var der dukket så mange mennesker op på vejene, — — at det næsten var umuligt at køre. Det gav meget omtale, og alle 40 shows blev udsolgt på to dage. Der var 800 pladser i teatret, forestillingen blev set af 32.000, — — og der boede på daværende tidspunkt 50.000 mennesker i Reykjavik. Annoncekampagnen i Avisen blev annulleret, da alle shows var udsolgt. Paret fik tildelt en redningsmedalje af Svømmendrådet, — — samt en kontrakt med hele aftensforestillingen til næste besøg i Island. Da de returnerede med hele aftensforestillingen, var skuespilleren Vili Asmark, — — der leder flyskræk, med som assistent. Der var meget bagage med i flyet, da der var 35 programpunkter. De havde 40 forestillinger i Reykjavik og besøgte dessuden — — Akureyj, Keflavik og Hafnerfjord. Der var et par ting, der ikke gik planmæssigt. For det første døde præsidenten, der blev erklæret landesov i nogle dage, — — hvor paret ikke måtte optræde. For det andet kom det voldsomste snevejr i mands minde, — — og mange af publikummer kunne ikke komme frem, selvom de havde billetten i hånden. Flere brækkede benene på vej til teatret grundet glatte veje. Da paret skulle til Akureyj, måtte de vente i tre dage, før flyet kunne lette. Rekvisillerne følte godt i flyet, og flere sæder var taget ud. Ved indflyvningen var der bjerge til begge sider, — — og en kastevind fik flyets vinger til at strege for bjergevæggene. Piloten fik hastigrettet op, hvorefter passager og løsegenstande ramlede rundt i kabinen. Williamsmark sov, men vågnede ved rystelserne og udbrød. Hvad sker der? Han var ikke klar over, hvor tæt på en kollision de havde været. Da de var landet, og det skulle læses af med bagage og rekvisiller, — — forflyet tilså Truksers udstyr for eventuelle skrammer. Bagagefolkene kom bærende med en kiste, hvor låget havde løsnet sig, og en hånd stak ud. De antog fejlagtet, at kisten var en af Truksers illusioner. Om natten blev paret vækket af ringende klokker og folk på gaderne, der slog grydelåge mod hinanden. En isbjørn var gået af land og var på vej op i byen. Det var den nattesøvn. Det kan så ikke helt passe, hvor vi konstaterer efterfølgende, at der ikke er isbjørn i Island. Efter to timer på scenen svedte Trukser godt igennem, smed sit kostym på tryllebordet og stod bag tæppet i ført undertøj. Pludselig trådte ambassadør Bodil Beitrup igennem scenetæppet takket for showet og inviterede paret til frokost på ambassaden. Beæret over invitationen, men flov over at blive set let påklædte, sagde paret ja tak. Da de nåede til kaffen, spurgte ambassadøren Trukser, om han ville gøre hende en tjeneste. Han skulle medbringe et brev til kongen i København, og med brevet i hånden ville der blive udstedt et diplomatpas. Trukser skulle tage direkte fra Lufthavnen til Amalienborg med brevet. Lidt senere på dagen spurgte ambassadøren, hvordan de fik deres honorar med hjem til Danmark, nu hvor islandske penge på daværende tidspunkt ikke kunne vikseles. Trukser svarede, at de fik pengene udbetalt i dollar, og fru Bodil Beitrup rådede Trukser til at lægge pengene i mappen med brevet til kongen, da det var diplomatpost og ikke måtte åbnes i tolden. Trukser var glad for tippet fra ambassadøren. Da skuespillere og visesangerinde Liva Væhl lå fattig og dødsyg på Kommunehospitalet i 1952, spurgte Arne Væhl Trukser, om de ville underholde ved en musikalsk sammenkomst til fordele for hans eks-skone i Tivoli's glassal. Trukser er guldig hørte til den lettere genre i forhold til nogle af de tungere navner, der ellers skulle optræde den aften, ifølge Trukser selv. Trukser-paret var meget bæret over at blive spurgt, og de sange, hun blev husket for, var bl.a. Man binder os på mund og hånd og glemmer du, så husker jeg. Programmet blev trygt, og intentionerne var gode, men showet blev ikke til noget, og Liva døde samme år. Efter en forestilling i Stockholm, modtog paret en invitation fra ingeniøren og rimanden John Henry Sager, der havde et stort selskab med i teatret til Truksers show. Det ville glæde ham, hvis de ville tage med til Restaurant Bellemandsro i Djurgården. Selskabet bestod af læger med okulte interesser, samt en mand ved navn Olle Jønsson. Det var et specielt selskab, paret var kommet i. Nogle gik rundt og lavede akupunktur på gæsterne ved at placere nåle i deres ører og arme, og Olle Jønsson lavede forudsigelser med spillekort. Trukser lavede de samme tricks og præsenterede det som trilleri, hvilket det i virkeligheden var. Men Jønsson blev fornærmet og påstod hårdnakket at have overnaturlige evner. Han blev senere erkendt i medierne, da der blev begået en morbrand på et plejehjem, og flere ældre mennesker omkom. Brænden var påsat, og Olle Jønsson tilbød lokalpolitikerne at finde morderen ved hjælp af sine klærebrændte evner. Trukser er indre. Jeg mindes billederne i avisen, hvor han fotograferede sammen med lokalpolitikerne, og det lykkedes ikke for Jønsson at finde morderen, men senere fandt man ud af, at morderen var lokalpolitikeren. Skandalen var fuldbyrtet. Jønsson emigrerede til USA, hvor han foretagede sin telepatiske virksomhed. Rejsen blev betalt af John Henry Sager. Sager var civilingeniør og forvaltede ejendommen, han havde arvet fra sin far, der var hofstalmester. De boede på Hamtgaten i det såkaldte Sagerske Palæ, hvor brolægningen foran ejendommen var af træ, så det ikke blev forstyrret af trafikken om natten. Trukserparet var efterhånden blevet gode venner med Sager, og havde et værelse med egen telefonlinje i ejendommen, som altid stod til rådighed. Det havde været et elegant hjem, med Steinway-flygler og store prismekroner i alle værelser. Efter faderen stod, var John Henry blevet et værre rådighed. Det flød med gamle aviser og ubrudtige vandrør, der var udskiftet fra de mange ejendommen, men som ikke måtte kasseres. De lå nu oven på flyglerne. Han forlangte, at hans kvindelige sekretær skulle sidde med bare overkrop, og han købte kun baglig kaffe, da der var påtrygt en nøgen Hawaii-pige på doserne, som i øvrigt blev gemt. Sager var meget ekscentrisk og kunne finde på at give sig selv en bøde, hvis han gik over for rødt lys. Stormagasinet Nordiske Kompagniet, NK, lå i en af hans ejendomme, og dagen før udsaldet startede, fik han lov at købe et nyt jakkesæt. Han var ellers meget tjusket og ubarberet. På en af hans tjuskede dage, gik han skråt over gaden til Restaurant Blanche, hvor dørmanden og restaurantchefen nægtede at lukke ham ind. John Henry gik hjem, kontaktede sin advokat og bad ham købe restauranten. Handlen kunne kun gennemføres, så fremt han købte de tre andre B-restauranter, Bellemands Rue, Brandertomten og B-Casinen og altså Blanche. Da handlen var på plads, var hans første ærne at gå over til Blanche og fyre dørmanden og restaurantchefen. En gang havde han tegnet en bøde i et helt nyt design, og den skulle være synkefri. John Henry sendte tegningerne til et skibsværst i Stockholm og bad dem om en pris på projektet. Der kom intet tilbud tilbage, og trukser overvejede en telefonsamtale mellem John Henry og skibsværstedet. De ville ikke bygge den, og John Henry forklarede, at det var prisen, han efterlysede. Noget tid senere fik han en pris og fik omsiderværstedet til at bygge den. Dagen før søsætningen opbrændt og den synkefri båd sank. En dag inviterede John Henry parret til Tyresø, som han arvede en del af. Han havde blandt andet et veterantog, og båden, der ikke kunne synke, trukkede op på land. Ombord var tre badeværelser i marmor, og væggene i værelserne var beklædt med mahoni. En bekostelig erfaring, der nu lå og rustede. Da John Henry Sager døde, blev det Sagerske Palæ evnet med jorden. Der, hvor stallene og garagen var, fandt man en guldbar muret inde i væggene. Stig Lommer fik parret til Montmartre på Dyrhavsbakken, der alligevel stod tomt i sæsonen 1952. Knud Pfeiffer havde bevilgningen i det ombyggede revyteater, og verdens største magiske revy blev stablet på benene. Der blev hyret scenefolk, rekvisitører, seks smukke piger og Paul Olsens orkester. Tæpper og dekorationer blev kreeret af Maggie Boring, og der var lagt op til en festlig forestilling på bakken. Ved premieren delte journalister og radioreportere god omtale af Trullerevyen, og næste dag var der god kritik i de københavnske aviser. Selvom FIFA-revyen ligger i Cirkusrevyens farlige nærhed, har Knud Pfeiffer i år fundet et show, der nok skal trække folk. Og truks og truller publikum søndere sammen i striber af overraskelser og elegante numre. Det tegnede godt, men billetsalget udblev, at med to forestillinger om dagen og 80 tilskuere i salen, lukkede Trullerevyen efter en måned. Alt gik dårligt på bakken det år, og BT skrev 12. juni, Million tabt på bakken i sæsongens første del. Det er nogle gange svært at forstå showbusiness. Her var en flot forestilling, der havde fået fin kritik, og så kommer der ingen. Den lunefulde branche viste sig for sin gode side i Malmø, hvor en mindre del af den lukkede københavnske trullerevy rykkede ind. Der blev fulde huse til hver forestilling. Resten af sæsonen gik til Halmstad, i Tølusands havsbad, hvor parret efterfølgende har været 10 gange, og til Cabaret Hallen i Liseberg. Efteråret brægte parret til Bristol i Oslo, hvor trukser faldt i snak med Erik Diesen. Den kendte radiovært ville lave en udsendelse med parret i Kringkastingen, det kommer af det engelske ord Broadcasting, som den norske radio hed. De 10 af de alt 40 minutter skulle sendes direkte. Når du kan forudse i avisernes overskrifter, kan du vel også forudse i ugens tipskubon. Trukser havde ikke noget valg, det var det, som de 10 minutter live skulle bruges til. Kuverten lå i en stålboks i tre dage, bevogtet af en politimand. Kuverten blev transporteret til hotellet Bristol af bevæbnet politi, hvor den skulle åbnes af kriminelkommissær Harald Uppen. To politifolk holdt vagt ved trukser, så han ikke kunne komme i nærheden af kuverten, inden den skulle åbnes. Trukser havde nærvær på, for blandt publikum sad venner og bekendte, bl.a. skuespillerne Ejnar Cisner og Ejnar Rose. Den tillukkede kiste blev åbnet ganske langsomt, tipsresultatet oplæst og derefter sammenlignet med truksers forudsigelse. Der var 13 rigtige, og jublen medførte overskrifter på avisforsider og løbesædler, og trukser modtog mange breve for at afsende en ønskede næste uges tipskubon, udfyldte trukser og returnerede i en vedlagt svarkuvert. Brevene kom både fra Norden og Østtyskland. Det Norske Eftermiddagsblad, der også ville have noget sentionelt at skrive om, samlede en gammel artikel op fra Stockholm, hvor avisen mente at have afsløret nummeret, og her er et billede, hvor forudsigelsen bliver åbnet. Der står to mand bukket ned over den her forudsigelse, og trukser og guld i stedet for at kigge til. Det mente i Stockholm, at nummeret var udført på samme måde som tyskeren Kallanach gjorde. Norske Bladet trykkede den gamle afsløring og mente, at trukser havde ført radioen, publikum og politiet bag lyset. Det skabte blotgået PR for trukser, og da publikum tog truksers parti i respektive læserbreve, følte publikum ikke, at der var afsløret noget som helst. Norske Tryldekolleger udnyttede truksers PR til selve at få opmærksomhed og hævdede, at de selv kunne have udført forudsigelsen. I morgenposten svarede trukser den 31. januar 1953, De kunne have gjort det, men jeg gjorde det. Erik Diesen ringede til trukser og foreslog, at de deltog i TV's Aktuelt sammen med kriminalkommissær Uggen og forklarede sagens rette sammenhæng. Uggen sagde, at han jo havde stået lige ved siden af og kunne derved bekræfte, at der ikke havde fundet snydsted. I hvert fald ikke noget han havde opdaget, på trods af hans erfaringer med indviklede kriminalsager. Diesen og Uggen hævdede begge, at de stadig var mystificeret. Pressen fik noget at skrive om igen, og publikum mødte igen tal stærkt op på Hotel Bristol. Direktøren for Bristol og Pallas Hotel i København, Valdemar Jensen, forlængede parrets aftale i Oslo og sørgede for champagne og gaver til parret på deres sidste aften sammen. Populariteten i Oslo førte til kulørte invitationer. Til en filmfest, hvor den amerikanske skuespiller Gregory Peck var gæst, sad en køn og meget kendt skuespillerinde. Trukser af gulde skulle udføre tankelæsning. Peck ville give Trukser en pengesæde, så han kunne sende løbenummeret telepatisk til gulde, men i lommen fik Peck et sted fat i en håndskrevet sæde med skuespillerindens telefonnummer. De havde danset tæt tidligere på aftenen, og det var lige ved at ende i en skandale, da alle gæsterne nu kendte hendes nummer, og deres fløte var afsløret. Det hjalp bestemt ikke, at skuespillerindens mand, en kendt norsk skibsredder, rejste sig fra bordet og gik rasende. Kule husker en anden gang, hvor det heller ikke gik efter hensigten. Min mand havde fra en tilskuer modtaget en atest, og nu blev jeg spurgt om, hvad det var for en. Jeg var ærlig talt ikke glad for situationen, men jeg måtte jo i gang, og så sagde jeg, det er en løsladelsesatest. De er netop i dag blevet løsladt fra Horsens Togthus. Manden indrømmede, at det var rigtigt, men bagefter kom han hen og fortalte, at det med løsladelsesatesten berodede på et hendeligt uheld. Han ville have givet truks af sin dobsatest, der lå i samme lomme, men så havde han taget fejl. I Oslo skrev pressen fortsat flittigt om tipskupongen, der blev forudsagt. Alle de andre numre var glemt. Paret rejste hjem og frem og tilbage mellem København og Oslo i denne periode. Da paret forblev friske i nordmændenes bevidsthed, kunne de bruges som trækpladser til to forskellige forestillinger hver dag, der ikke kunne trække fulde hus. Det var i Chat Noir-revyen med Anna-Lise Wang, Arve Opsahl, Karsten Byhring, Lalla Karlsson, som blev kaldt den norske Liva Wiel, og Arvid Nielsen, Åse Wenzel og flere andre. Der var dårlig stemning i starten, da det dansk-svenske par ankom og skulle trække flere tilskuere til en ensamlede selvformåde. Men efter noget tid kom de alle godt ud af det samme. Parets tilbagevende til Oslo førte også til 14 andre engagemangere ude i byen. Også som kongen i en norske sejlklubsjubilæum. Kong Olav var præsident og forsøgte at drille paret med en umulig genstand i hånden. En guldlejter med engraveret skibsror. Ikke nok med at Gullies var korrekt på udfordringen, hun kunne også sige navnet på skibet, og kongen var fortryllet. Tilbage i Danmark optrådte paret en måned på ambassadører i København med stor publikumstilslutning. Den norske omtale havde haft en positiv effekt på den danske presse, der skrev lystigt om dem. Der var engagemanger i Norge bagefter, og premieren var i bagen. Men om morgenen blev Truxer kørt på hospitalet med en hævet kirkel på størrelse med en knyttet hånd. Efter operationen tog han tilbage til hotellet, selvom alle rystede på hovedet af den beslutning. Om aftenen stod han igen på scenen og gennemførte showet med besvær. Direktøren henvendte sig bagefter til Truxer og sagde, at det gik jo fint, hvorefter Truxer besvimede i armene på ham. Som Truxer altid sagde, at for mig har det altid været udfordringen og fornøjelsen at klare et show mod alle odds. Specielt når det drejede sig om radio og tv, var det en fornøjelse at dupere de der radio- og fjernsynsfolk, som var vant til et lidt roligere tempo. Pares gode ven Valør Larsen giftede sig med filmstjernen Lilian Harvey i København. Det var nærliggende at lave en forestilling med dem. Direktør Palle Bonsow Palmsquist fra Malmø og Truxer lejede søtre-tatern og bookede Lilian Harvey, sangerinde Kai Gullmer og balletmester Christian Borgforst. De syv forestillinger gav syv kroner i overskud, men det var en fornøjelig affære for Truxer, direktøren, og penge er jo ikke alt. At komme ind i de svenske folkeparker var ikke lige til. I hver folkepark hyrede man, ifølge Gunnar Sylfors og Jørg Jernklæf, den lokale troldmand og gjorde ellers ikke det store nummer ud af det, da tulleri ikke var specielt populært i parkerne i starten af 1950'erne. Men muligheden opstod ved et tilfælde, da en dansk impresario kontaktede Truxer. Han skulle bruge nogle adresser i Sverige til en reklame for et tyrolorchester. Truxer hjalp på den betingelse, at en Truxer-plakat skulle vedlægges tilbudt ved et uheld. Folkeparkernes direktion var overhovedet ikke interesseret i orkestret, men ville gerne bukke Truxer-parget sommeren over. Truxer forhandlede en kontrakt med direktøren Rainer Lundqvist og aftalte Malmstens-turnéen, der gik til 140 byer og folkeparker. Parget turnerede rundt i en bus sammen med de andre artister, og de var hovednummeret og fik dermed slået deres navn fast i svenskernes bevidsthed og gæstede folkeparker i Sverige kontinuerligt siden 1953. Den danske avis Politikken arrangerede et show i København på Nygade-taleret. I Pjønberg stod forenholdet og hyrede parget sammen med skuespillerne fra filmen Fase 4, Ole, Lille Per Nøgman, Birgitte Prise, Else Jarlbak og Artur Jensen. I formiddagsavisen Ekstrabladet udfordrede Truxer til at køre tre runder på cykel med bind for øjnene til 6-dagsløbet i Forum, og Truxer udtalte, at hvis der er nogen, der tror, det er let at køre selv uden bind på de skrue vægge, må de tro om igen. Og her kan vi så se et billede, hvor Truxer cykler rundt inde i Forum. Det var alt for denne gang, og jeg skal jo lige huske at sige, at podcasten om den mægiske, legende Truxer er blevet til i samarbejde med Tryllibutikken i Hvidovre på Hvidovrevej 137, PjerrotMagik.dk. Her kan du altid hive fat i Torben, der sælger balloner, spillekort og trylletricks til professionelle artister, og dig der gerne vil i gang med at trylle for venner og bekendte. PjerrotMagik.dk arrangerer også workshops, hvor du kan lære fra rigtige tryllekunstnere, og så kan du bestille biografin om Truxer der. Vi ses.