Ufiltreret smugkig ind i podcast-studiet, hvor klappen er gået ned..

The speaker wants to start a podcast but is unsure about what to talk about. They are interested in sharing their knowledge about the body and its symptoms. They discuss the challenges of recording and staying on topic. They mention the importance of being in touch with their emotions and speaking from the heart. They also talk about the significance of meeting and understanding oneself. They mention their experiences with working with babies and the importance of holding and comforting them. They discuss the topic of sleep and how it is a reflex that cannot be forced. They use the analogy of an "8" to explain the different states of being active and being calm. They mention a child with ADHD who struggled with sleep and had a loop-like pattern of falling asleep and waking up. Du vil gerne lave en podcast? Ja, jeg tænker, nu skal man gribe den der, som lige nu står og udfordrer, ikke? Og min udfordring lige nu er, at jeg ikke ved, hvad jeg skal snakke om. Hvad er det for en podcast, du gerne vil lave? Øh... Altså, nu tænker vi på min podcast. Ja, din podcast. Jamen, i bund og grund kunne jeg godt tænke mig at dele noget af den viden, jeg har om kroppen i forhold til, når den larmer og slår knuder, og hvad kan det være et tegn på? Hvad prøver den på at fortælle os? Hvad er, ja, alle de her symptomer et udtryk for? Sådan, at vi ikke bare fjerner symptomerne, men faktisk lytter og har fat i kernen af, hvad det handler om. Det kommer noget sådan til grunden, hvad det er, det handler om. Det er også et rigtig stort emne. Det er et meget stort emne, ja. Men hvad er det, der sådan stopper dig i? Og når du får en blokering på, hvad det er, du skal sige i din podcast, hvad er det, der gør det? Det er et godt spørgsmål. Hvor er det henne, det går... ...okælt? Eller hvor er det, det... Jeg ved ikke, om det er sådan et eller andet med, at nu trykker vi optag. Kom, så skal du sige et eller andet genialt. Og det ville jeg overhovedet ikke have havet genialt at sige. Så er det et forventningsfræs, at der sidder nogen, der lytter med, eller er det... Ja, det er det nok også. Og så er jeg jo sådan, hvis jeg har noget på hjertet, og det lige kommer til mig, hvis jeg griber telefonen, der optager noget, så kommer det jo flydende igennem, og jeg kan tale timevis. Men hvis jeg sådan booker et podcaststudio og sætter mig der og tænker, nå, nu vil du godt tale med mig lidt, altså om du var ved at boble over i går, så er det bare ligesom om, så er der... Og det er jo så det, vi har gjort nu, og du optager podcast, og nu taler vi så om noget fuldstændig andet. Lige præcis, fordi så mærker jeg sådan den der, jamen det kommer den sted fra. Og jeg ved jo godt, at nogle gange så er spørgsmålet, når man taler, så varme, men det er jo det samme, om du er så stille deroppe og skal holde et foredrag, så er det jo også sådan lidt, okay, nu er klokken syv, og nu går vi i gang. Okay, så nu skal jeg... Og så skal man stoppe klokken otte, og klokken ti minutter i otte, så er man helt klar. Har alle de der ting i ærmet, der gerne vil være med? Altså jeg har en podcast, hvor jeg podcaster alene, og jeg har sådan nogle bullet points, jeg har nogle punkter, jeg taler med frem. Og så oplever jeg jo, at jeg går jo ud af en eller anden tangent, for så kommer jeg i tanke om en eller anden historie, og så fortæller jeg om det, og så det handler jo slet ikke om det, som jeg egentlig startede med. Så jeg har altid i min podcast, til sidst, har jeg tre punkter, som jeg har hævet ud. Sige, nu skal jeg gøre det og det og det, for så får jeg de og de resultater. Og så det får mig altid tilbage på spor, det der med, at jeg har de der bullet points. Så når jeg så får talt mig varmt, og talt med alle mulige tangenter, så har jeg altid lige den, og kan runde af med. Så det, der var, det var sådan og sådan og sådan. Gør det, call to action, nu skal jeg skrive op til mit lydedsprøve. Tak for i dag. Så det er det, jeg har fundet ud af i mine ni episoder kun, at det er sådan, det fungerer for mig. Men jeg tror også, det er en god idé at have en overskrift af sådan noget, som jeg har lyst til at tale omkring. Fordi i bund og grund, så kan jeg jo mærke, at hvis jeg har planlagt situationstegnet, hvad der er, jeg gerne vil sige, så bliver det aldrig helt lige så inspirerende, som når jeg egentlig bare taler fra hjertet og siger, okay, det er det her, der kommer igennem. Og nu havde jeg et godt eksempel på netværksnød her til morgen, hvor vi har en kort præsentationsrunde, og hvor jeg er så fyldt op af glæde over en behandling i går, som er det, der kommer igennem. Det var jo ikke noget, jeg havde planlagt, jeg ville sige. Det var jo ikke en præsentation af mig, men simpelthen at sige, det er jo lige præcis, og nu kan jeg mærke, at nu bobler den igen op. Jeg sad med det her barn her, som gik igennem den vildeste travmeforløsende gråd. Og den der med at opleve, og det er uanset om vi har et barn i armene, eller det er det ændrede barn, der er i os selv, at det her med, hvordan møder vi det? Er det okay at græde? Er det okay at forløse det? Og hvad jeg kan mærke, det giver bare så dyb mening for mig, at når vi møder både os selv, men også børn kærligt, hvor vi ikke forsøger at tysse, eller proppe en sudt i munden, eller tænde på et eller andet hårdt tørre, eller tørre tomfløj, eller hvad det kommer til at være, til at overdrive den her gråd, men faktisk anerkender, at der er noget egentlig, der bare gerne vil ud lige nu. Når jeg arbejder med babyer, så kan jeg simpelthen mærke, hvor afsindig afgørende det er, at det her lille barn føler sig holdt og mødt, og er det okay, at jeg er ked af det lige nu? Og som jeg sagde til det her lille barn i går, og jeg ved godt, at man griner af den lille barn tre måneder, og siger, okay, hvad taler du sådan til hende? Ja, fordi jeg taler til det dybe i hende, som udmærket godt ved, at når jeg siger, det er okay, og jeg holder dig, at det forstår hun. Og det var så vildt at opleve, hvordan hun jo går igennem den her gråd, og for mig helt tydeligt simpelthen forløser en hel masse, som bare skal grædes ud. Men fordi jeg holder hende, og fordi jeg kan bevare roen i mig, og bevare virkelig grounding, og når jeg står med sådan et barn på armen, der græder på den måde, så er min vejrtrækning altafgørende. Det er sådan, at jeg overdriver nærmest min vejrtrækning, fordi det hvide smitter af også på hende. Så den der med, når vi står med sådan et grædende barn, hvis vi selv kan virkelig holde os i kontakt med jorden, og rumme, at det her barn lige nu bare er dybt ulykkelig. Så den der proces, de går igennem, det er så vildt. Og det, jeg siger, det er jo en følelse, det er jo noget der virkelig, altså i går kunne jeg jo slet ikke, det siddede i hele min krop efter den der behandling, fordi det bliver så tydeligt, hvor afgørende det her er. Og lige der kunne jeg jo have snakket om det her timevisning. Og det er jeg helt sikker på, at hvis jeg lærer dig at forestille det, så kan vi gå lidt op i gang med det. Så måske du allerede nu har fundet en inspiration til, hvad du så kunne tale om i dit første podcast. Ja, altså jeg har i hvert fald ingen tvivl om, at det her med, når der er noget, der rammer en i hjertet, hvordan det bliver så nemt at tale ind i, når vi virkelig er i den følelse. Og det kan jeg godt mærke, at det kan jeg godt udfordre mig på, så jeg skal sætte mig ned og lave en podcast et ekstra antal dage senere. Fordi det er jo lige der, jeg mærker det. Men jeg kan jo godt mærke, at når vi så lige taler ind i det, så er følelsen der jo stadigvæk. Og det er måske den, man skal sætte sig i, og det er også det, man måske kommer til at brænde igennem i mikrofonen. Fordi jeg sidder og kigger på dig, mens du taler, og sidder og ser dit ansigtsudtryk og arme og så videre, kropsprog. Og det kan man jo høre i mikrofonen. Og jeg kan godt høre, at det er det her, at der er noget, at du brænder for det her. At det er helt vildt noget, ja. Uden tvivl. Og det er jo også der, hvor jeg i virkeligheden har lyst til at tale ind i, altså hvordan møder vi os selv? Altså ikke kun, hvordan møder vi et barn, der græder og er utrydelig og ikke vil sove, men hvordan møder vi os selv, når vi ligger i sengen og ikke kan sove? Eller, fordi det er apropos, at jeg har lyst til at sige, ikke vil sove eller ikke kan sove. Altså vi tænker, det hører jeg jo tit, når nogen siger, jamen mit barn vil ikke sove. Men for mig at se, der er det ikke rigtigt andet. Vi kan ikke, og det er jo det samme med os selv, hvis vi ligger og er restløse, eller har tankemøller, eller jeg ved det ikke, kan finde ro. Det er jo ikke, fordi vi ikke vil sove. Vi vil faktisk rigtig gerne sove. Jo mere vi rigtig gerne vil sove, jo sværere bliver det. Ja, det er præcis. Men man kan ikke vile søvnen. Søvnen skal, altså... Vi kan ikke tvinge os til at falde i søvnen. Det er simpelthen det, der er interessant. Det, der kan lidt have hørt, for tidligere kan vi ikke huske, hvem det var, der sagde det, men søvnen er en refleks. Ligesom sutterrefleksen osv. ved babyer, så er søvnen også en refleks. Den kommer, og du kan ikke vile den, og du kan ikke skuldre den. Jeg bruger tit et eksempel. Jeg tænker meget i billeder, og jeg ved ikke, hvor vildt det vil være at hjælpe, når man laver på en kamp. Men jeg ser navesystemet ligesom et otte-tal. Den øverste del af otte-tallet, der kører vi udenpå. Det her, hvor vi kan løbe og er aktive, og hvis vi bliver bange for noget, det vil hurtigt reagere og skynde os over vejen. Der er vi på. Det er sådan det, man kalder den sympatiske. Det er der, hvor vi er aktiv, vi er oppe i gear. Men den nederste del af otte-tallet, der kører vi indeni. Det er det parasympatiske. Det er der, hvor vi sover. Det er der, hvor vi fordøjer. Det er der, hvor der er ro på navesystemet. Og det er helt bogstaveligt. Det billede, jeg får, når jeg sidder med et nav, og jeg sidder jo med rigtig mange med navestemme og alarmberedskab. Og det, jeg oplever, det er, det er lidt ligesom om, at navestemmen kører i loop-form. Så det er ligesom, når det kommer ned og skal til at lave den der, hen over otte-tallet, det vil jeg sige, ned og ind i, så er det ligesom, det siger bum, og så ryger det op igen. Og jeg tror, at det, der sker, når vi ligger der og ikke kan finde ro, det er, at nogle gange, nu oplever jeg også nogle, der siger, altså, mit barn kan godt sove sådan, du ved, et kvarter, eller en halv time måske, og så er det ligesom, der sker et eller andet, og så ryger det op igen. Og jeg har sådan en lille dreng, jeg simpelthen ikke kan lade være med at tænke på, hvad jeg har tænkt på det her, for han var simpelthen så sød. Jeg tror, han var omkring syv år, og han havde helt klart navestemme, der var i alarmberedskab, og havde fået diagnosen ADHD, og kunne slet ikke lægge stille. Og på et tidspunkt, da jeg sidder med ham, jeg tror, det er tredje gang, han er der, eller sådan noget, og der kom hjem en ro på ham, men det var helt tydeligt stadigvæk, at det der med at komme ned og ind i åttallet, hans navestemme forbandt det med at være farligt. For han kendte simpelthen ikke. Så han var så vant til at køre i loop deroppe, at det faktisk føltes farligt at komme ned. Det hedder også pivstressende. Ja, og det er mega stressende. Det er netop stressende, for det gør, at du sover, men du er ikke ude at hvile, fordi dit navestemme har stadigvæk galoperet om natten. Men jeg synes, det var sødt med ham nu. Han løber på prinsen. Og jeg når lige at kigge over på moren, og lige give hende et blink. Nu tror jeg, at den er ved at være der, for jeg kunne mærke, at han var ved at give slip. Jeg fik ham flere og flere gange ned i det nederste del af åttallet. Og lige pludselig rejser han sig op, ligesom jeg lige havde tænkt, at nu slipper den. Og det var så tydeligt for mig, at det var ligesom, at hans navestemme sagde, at det kender jeg ikke. Så rejser han sig op og siger, at nu tror jeg, at jeg skal op og lege. Det kendte han ikke. Han kendte kun det aktive. Så det der parasympatiske dernede inderst i åttallet, det var simpelthen ukendt land. Og det fede var jo faktisk at opleve, at efter nogle gange, der kom der så meget ro på, at man kunne simpelthen se, fra at hans ben havde ligget på bræksten, og vent og drejede sig og kagede rundt, det var jo også det, han gjorde, når han skulle sove, så lå han med benene helt afslappet ned på bræksten. Det var virkelig, og det er det, der er så fedt at se, når kroppen først... Altså som jeg siger, det er ikke, fordi vi ikke vil derned, men vi kan ikke. Det er simpelthen, at vi hænger fast i det. Det er jo det samme, du oplever med babyerne også. Ja, og det er jo også derfor, at sådan en skrigende baby, som så for eksempel ved en nævnlig gård, som så ligger helt afslappet på min arm bagefter, og jeg kan sætte mig ned og skrive journal, og hun ligger bare og sover videre. Helt ingenting. Det er jo, fordi navestemmen har fundet ud af, at det er faktisk rart. Og ligesom jeg sidder og taler her, så er man ubevildelig på. Og det er der jo ingenting galt i. Vi skal jo også kunne lykkes ud, og skylde os over, at vi ganske vildt bliver købt ned. Udfordringen er bare, hvis vi ikke også kan komme ned. Altså hvis vi bliver hængende der. Og der er det, jeg siger, at nogle gange, så er det lidt ligesom en følelse af, at jeg skulle trække en luftballon, eller sådan en uvillig hjælp den ned på jorden igen, fordi vi har brug for at komme derned. Vi har brug for at komme derned. Men hvad er det så, når du får en baby ind? Og forældrene må jo også være vildt frustrerede. Oplever du så, at moren også er der, eller faren også er der? I det øvre del af deres udtal? Altså meget ofte påvirker vi jo hinanden. Og især med babyer. Det er jo også derfor, at jeg elsker de her mor-baby behandlinger. Fordi hvis mor har et navestem, der er i alarmberedskab, og far har et navestem, der er i alarmberedskab, jamen vi er i det samme miljø, vi påvirker hinanden. Så det er så afgørende, at vi også får ro på vores egen krop, og vores eget navestem. Ligesom jeg sagde før, at hvis du står med et barn på armen, der har skraget i fem timer i træk, så kræver det hæder med, at man selv begroundser. Og jeg har fuld forståelse for, at hvis man har gået med det i lang tid, så skal man virkelig være skabt af noget helt særligt, for ikke selv at blive påvirket, og få et navestem, der kører op. Og derfor er det jo nogle gange rigtig godt at huske. Altså den der begreb med selv at få ildmasken på, at nogle gange skal man også selv have hjælp til at få ro på. Men er der noget som helst, helt sikkert ikke noget quick fix på det her, men er der noget som helst, en lille vilde råd, du kan give noget til forældrene, der har en baby, der bare græder? Jamen som jeg siger, for det første at huske er at have en grounding. Jeg ved godt, at det ikke er alle, der er vilde med at hænge af i årstiden og sådan noget, men at gå ud og bare tage af græsset selv, hvis man går med det her barn på armen, der græder. Fordi der får du bare en helt naturlig hjælp til yderligere grounding selv. Så det er et rigtig, rigtig godt trick. Bare tage af græsset. Og så er det virkelig den der, og jeg er godt klar over, at det er sådan en lidt dybere forståelse af at møde det her barn. For som jeg siger, hvis vi forsøger at overdøve eller lukke munden på det her barn, uanset om det er vores eget indre barn eller den lille baby, som græder, så er det lidt ligesom at sige til det her barn, jamen jeg er ikke i stand til at høre dig, jeg er ikke i stand til at møde dig, jeg er ikke i stand til at se dit behov. Og jeg er ked af at sige det, men den oplevelse jeg har, det er at det der egentlig sker, det er at vi får simpelthen plantet i vores børn, som er sådan en oplevelse af, altså jeg har egentlig tænkt, jeg selv har derholdt over, at da min datter var lille, og hvis på et tidspunkt, hvor hun virkelig tog nogle ture, og vi tog nogle af de der kampe, og hvor jeg på et tidspunkt gentog, som min far også har gjort over for mig, den der oplevelse af, jeg kan simpelthen ikke rumme dig lige nu, og som jeg selv da jeg var barn, så løb jeg på værelset. Så hvad var det min datter, hun gentog, det var os. Når min mor vil alligevel ikke høre på mig, så kan jeg jo bare gå. Og det er da sådan noget, hvor jo mere bevidst jeg er blevet om, hold nu op, altså hvis det er det signal, vi sender, og jeg tror indirekte, det er det vi lidt sender, når vi for eksempel, som jeg siger, propper en flaske i munden hver gang, at vores barn skriger, eller putter en eller anden hårdtør, der kan larme, eller vi har en iPad, altså det der med, at jeg ikke er i stand til at høre dig lige nu, og jeg tror, at nogle gange, så er det for meget, men at vi, jo mere, jo mere vi kan rumme, okay lige nu, har mit barn bare brug for at få at vide, det er okay, du er ked af det. Også selvom det bare, også selvom det er en lille bitte baby. Præcis, altså du kan sagtens sige til en baby, der er 14 dage gammel, det er okay, jeg hører dig, jeg ser dig, du må gerne være ked af det. Så er det også det, man udsender. Præcis, og det interessante er jo, at når vi evner det, og jeg er godt klar over, at det gør vi måske ikke altid, men når vi evner, at virkelig at være med det, altså virkelig, ikke bare sige vi rummer, for det er jo den anden faldgruppe, hvis vi siger, ja ja jeg hører dig, men inden i hovedet, der er vi bare i gang med, åh du vil snart holde op, så kan de godt mærke det, så det er jo virkelig sådan en, okay, lige nu der har jeg ikke noget andet jeg skal, end at bare være her med dig, det er meget vigtigt.