11 Adagio («Det var den store Mannadaud»)

Det var den store «Mannadaud», han kom fra Nåstrands døde. Han red sig over Gjallarbro på let og lydløs hestesko. Da sank alt liv i dødsens ro, og landet lagdes øde. Det var den lange fimbulsnat, da tysnet sang og psalter, og lynet slog med skrald i skrald og dumpe drøn av søilefald og hæse skrik i natten al, da sank St Olavs alter Det var den tid, å fædreland, av vanmakt født og båren, de mange lange trængselsår da taus du sat i trællekår en husmand i din egen gaard, og længted efter morgen